A stormy night (åben)

[Nellith Amaranth]

It came with a BOOM!

Åben for alle LØVER

kl. 19.35

En meget forpustet Nellith løb op af de mange trapper mod Gryffindors opholdsstue. Hun havde glemt alt om at trapperne bevægede sig, og havde det ikke været for et af billederne på vægen der bad hende se sig for, havde hun løbet direkte ud over kanten, da trappen hun løb på pludselig begyndte at skifte retning. Hun gav et ret så højlydt gisp og greb hurtigt fat i gelænderet. ”En… eller anden.. dag.. kommer der altså til… at ske.. en ulykke” Sagde hun bittert ud i luften. Man kunne knap nok forstå hende da hun samtidig med sine ord forsøgte at genvinde pusten. Hun krympede sammen på trappen, stadig mens hun holdte godt fast i gelænderet. De fleste billeder på vægen havde allerede vendt deres opmærksomhed mod hende. Nogle rystede på hovedet, mens andre hviskede til naboerne. Nellith kiggede sig omkring, hun kneb øjnene sammen og bed sig i siden af kinden så hun ikke kom til at sige noget ubehøvlet. Hun brød sig bestemt ikke om de mange blikke, så da trappen endelig nåede sit stoppested, var hun ikke længe om at rejse sig op og med et lille hop, hoppede hun sikkert over på den anden side. Hendes opførelse var ret unormal, selv for Nellith. Man kunne tydeligt se på hende at hun var nervøs og bange.

Hun genvandt endelig pusten og vendte blikket mod portrættet af Den Fede Dame, som hele tiden blot havde stirret på hende, uden så meget som at sige en lyd (ret unormalt fra hendes side). Nell kiggede sig hurtigt omkring, som om hun ventede på et eller andet skræmmende skulle komme snigende bag hende og forskrække hende. ”Efter alle disse år, og stadig er du bange for lidt torden” Lyden af Den Fede Dame, der tilsyneladende kendte hende bedre end selv nogle af eleverne fra hendes egen årgang, gjorde ikke ligefrem situationen bedre. Nell sukkede opgivende. Hvad så om hun var bange for lidt torden? Alle er vel bange for et eller andet, og torden var lige hendes svaghed.
Lyden af det hun havde frygtet afbrød med det samme alle hendes tanker, og af ren refleks krympede hun sammen, så hun sad på huk nede på gulvet med armene over hovedet. ”Åben nu bare døren!” Udbrød hun, men var allerede godt klar over at portrættet ikke ville åbne døren før hun havde sagt kodeordet. Det var svært at koncentrere sig omkring et kodeord, mens hun frygtede det næste brag, men det lykkedes dog endelig at komme i tanke om det. Den Fede Dame nåede knap nok at åbne døren helt til opholdsstuen, før Nell allerede havde skubbet sig igennem.

Hun var stadig ikke sikker i opholdsstuen, men der kunne hun i det mindste gemme sig under et tæppe, uden at have alt for mange blikke vendt mod sig. Det var virkelig pinligt at hun var så bange for torden. Den røde farve lå allerede malet på hendes kinder, om det var fordi hun havde løbet fra storsalen og hele vejen op til opholdsstuen, eller fordi hun var blevet forlegen over sin egen frygt for torden, var ikke til at sige. Hun sukkede et lettet suk over endelig at føle sig bare en smule tryg, og lod forsigtigt en hånd stryge igennem det lange hår. Hun havde end ikke givet det en tanke at kaste et blik omkring i opholdsstuen, så hun var ikke engang klar over om hun var alene.

[Aiden Kane Ivory]

Det havde været noget af en dag. Vejret havde skiftet flere gange og efter at det havde skiftet mellem regn og sol var det begyndt at tordne, lyne og regne som bare fanden. Han havde været nød til at aflyse træningen for sit hold selvom de havde stærkt brug for træning men vejret gjorde det umuligt at se noget og desuden var faren for at blive ramt af et lyn for stor og så vigtig var træningen heller ikke at han gad have nogens liv på samvittigheden. Han havde skiftet tøj og ellers sat sig i opholdsstuen som var ret så stille. Eleverne sad rundt omkring enten snakkede, læste eller spillede et eller andet spil nok troldmandsskas. Selv sad Aiden med en bog i hånden og nogle venner. De snakkede sammen og Aiden så af og til op fra bogen og kom med en kommentar der underligt nok fik hans venner til at le hver gang.

Hans hår var pjusket og endnu ikke tør, og dog frøs han en smule selvom der var ild i pejsen og ret lunt derinde. Hans kastede et blik hen til vinduet som afslørede det voldsomme vejr udenfor. En af hans venner bemærkede hans blik og kommenteret vejret, ordet han brugte fik hans siddekammerat til at falde om af grin og Aiden til at smile skævt inden han vendte blikket mod bogen mellem hans hænder som han dog kun nåede at læse et par linjer af inden Nellith dukkede op. En sjetteårsløve vis frygt for torden var rimelig kendt. Han hævede blikket da han hørte larmen der fulgte med da hun dukkede op. En eller anden fra hendes årgang spurgte om trapperne nu havde drillet igen og en anden kunne ikke dy sig for at spørg om det var torden der havde bragt hende tilbage til kollegiet. Aiden havde ellers vendt blikket mod bogen igen med disse ord og at de faktisk generet hende gjorde ham både vred og irriteret. Han hævede blikket ”Hej Nellith.. du kan sætte dig her så kan du få varmen” det ville nok undre hende at han kendte hendes navn sandheden var bare at Aiden kendte alle. Han sad på en sofa foran pejsen og han havde klappede på den tomme plads ved siden af ham.