|
|
Post by Benjamin Abbey on Jan 14, 2011 21:39:57 GMT 1
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -LET THE SHOW BEGINH E L L O , I L O V E Y O UIT MAY SURPRISE YOU- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -AFTEN · OPHOLDSSTUENBenjamin rystede svagt på hovedet og stak sine hænder i sine bukselommer bare for at tage dem op igen lige bagefter. Det var umuligt for ham at være sur på hende, men det var heller ikke lige let at ryste den slags information ud af hovedet. Og han havde ikke en gang fået præcist at vide, hvad der skete, så vidt han vidste kunne de jo have knaldet i et kosteskab. Med et mentalt spark rettet mod sig selv prøvede Benjamin at tage sig sammen. Han støttede sine hænder mod vindueskarmens kant på ved siden af hvert af Lilys lår og kom således ret tæt på hende igen, uden egentlig at have nogen intentioner om det.
"Jeg er ikke sur på dig." sagde han ned mod hendes ene skulder og kunne ikke lade være med at bemærke, at hans ene håndled rørte hendes lår. Han rettede sig op igen og så på hende.
"Jeg er bare... Det var ikke det fedeste at høre." fortsatte han og kløede sig i nakken. Han vidste ikke helt, hvor han skulle gøre af sig selv og valgte derfor at tackle situationen i stil med noget, hans far ville have gjort. Selvfølgelig tænkte han ikke 'jeg vil gøre som min far', det var bare ren vane at falde tilbage til noget han kendte. Han kunne jo ikke løbe fra, at han mindede meget om ham, men han var alligevel kun 17 år.
"Men hvad så med mig?" spurgte han ligeud, for de skulle jo have snakket om det på et eller andet tidspunkt. Desuden ville han hellere afvises nu end på et senere tidspunkt - han huskede kun alt for vel, hvor ondt det havde gjort at slå op med Pandora. Han havde nægtet sig selv at udskyde det, fordi der var trods aldrig gode tidspunkter at slå op på; kun mindre elendige.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -STARRINGL I L Y A B O T TIN THE SPOTLIGHT- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - |
|
Lily Abott
Dimittend
her colours comes and goes; it trembles to a lily, it wavers to a rose
|
Post by Lily Abott on Jan 14, 2011 22:31:38 GMT 1
til BENJAMIN ABBEY Hendes blik gled kort ned på hans arme der placerede sig på hver side af hende. Lilys ansigtsudtryk var mildt og et smil hvilede svagt på hendes læber da hun så op på ham igen. Hun nikkede bare som svar på, at han ikke var sur på hende, der i hendes ører var en herlig nyhed. Hendes blik faldt i hans da han rettede sig op igen, med lettere sammenknebne øjne over hans ord i et pinefuldt ansigtsudtryk. ”Undskyld, Ben,” sagde hun ærligt, på trods af at hun ikke ligefrem undskyldte for episoden med Alexander, men nærmere det tidspunkt hun så taktisk havde valgt at nævne det på i et desillusioneret øjeblik. Men det havde trods alt lige været det hun havde tænkt på, og flere tanker havde hun ikke lagt i det da hun fortalte det. Hendes fingre røg lidt frem, hvor hun pillede lidt ved den nederste kant på hans uldne trøje. Igen kom hun til at smile lidt for sig selv, før hun løftede blikket op til hans ansigt, og afslørede lidt af et sæt hvide tænder. ”Dig? Du, Benjamin, er en helt fantastisk, charmerende… flot… fyr. Som jeg, ærligt talt, er ret vild med.” hun rødmede lidt bag håret, men undlod at bryde øjenkontakten med ham.
|
|
|
|
Post by Benjamin Abbey on Jan 14, 2011 22:45:32 GMT 1
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -LET THE SHOW BEGINH E L L O , I L O V E Y O UIT MAY SURPRISE YOU- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -AFTEN · OPHOLDSSTUENBen rystede på hovedet af hendes undskyldning som for at sige 'det var ingenting', mest fordi han bare ville have emnet ud af verden. Hvad hun til gengæld havde at sige om ham var mere interessant, og han så afventende på hende. Det var umuligt for ham at holde et smil tilbage, som voksede frem i takt med, det hun sagde, og han rømmede sig kort.
"Ah." sagde han og lod, stadig med et smil i femøren, blikket falde ned på hendes hånd, der nussede hans sweater. Effekten ordene havde på ham var udelukkende positiv, og det hun lige havde fortalt om Alex kunne ligeså aldrig være kommet ham for øre. Ben følte en enorm trang til at tage sig af Lily, og en ny men ike ukendt følelse af varme bredte sig i hans bryst. Han kom til at grine fjoget en enkelt gang, inden han tog sig sammen og stillede sig op af Lilys ene ben med den venstre hofte op af vindueskarmens kant. Den venstre støttede han mod karmen lige ved siden af Lilys, og han greb hendes hånd med sin højre.
"Jamen så er det jo en helt anden sag." sagde han, stadig med blikket på hendes slanke fingre, hvorefter han mødte hendes blik igen. "For jeg er nemlig også ret vild med dig." fortsatte han og følte endelig, at han kunne trække hende ind i et kram uden at være i tvivl om, hvor grænserne gik. Han begravede smilende sit ansigt ved hendes hals, halvvejs i hendes platinblonde hår, halvvejs mod hendes bløde hud.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -STARRINGL I L Y A B O T TIN THE SPOTLIGHT- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - |
|
Lily Abott
Dimittend
her colours comes and goes; it trembles to a lily, it wavers to a rose
|
Post by Lily Abott on Jan 15, 2011 0:49:52 GMT 1
til BENJAMIN ABBEY Lily smilede skævt over Benjamins pludseligt oplivede ansigtsudtryk, som fik det til at sende en varme helt ned i spidserne af hendes tæer. Det var svært for hende ikke at komme til at sammenligne de to løver lidt, og som det var, var det kun oprigtigt at hun var mere sig selv sammen med Benjamin. Ikke at hun havde været det med Alexander, men alligevel havde hun hele tiden kæmpet for at bryde ud af den der bås folk altid satte hende i. Fandme om hun ikke også havde gjort det. Og havde det herre dårligt med det oven i købet. Hun kunne ikke selv lade være med at klukke let over Benjamins fjogede grin, mens farven på ny steg op i hendes kinder og gav hende en sund glød bag den vinterblege hud. Den hånd som Benjamin ikke netop havde taget, fløj op til hendes hår, hvor hun skubbede det om bag øret i den ene side. Sommerfugle fløj vildt rundt i hendes mave og gjorde hende en smule svimmel. Da hun først havde snakket ordenligt med Benjamin, ville hun ikke have regnet med at han var den type. Hans selvsikre, halvarrogante attitude til tider, havde det med at sløre det en lille smule. Men nu, hvor hun så den, klagede hun bestemt ikke. ”Det er vel… ret heldigt.” Hendes smil blev om muligt en smule bredere, hendes svar halvt dæmpet af den omfavnelse han pludselig trak hende ind i. Uvilkårligt foldede hun armene omkring hans nakke, yderst tilfreds med at befinde sig lige der.
|
|
