|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 21, 2010 20:26:03 GMT 1
supermassive black hole ,DECEMBER 13thDet var anden gang i løbet af fjorten dage, at Ethan havde glemt kodeordet til Gryffindors opholdsstue. Det var dog ikke noget nyt, da han oftest glemte de mange skøre ord, og som regel prøvede han at følges med andre for at undgå, at stå i den situation han befandt sig i nu.
"Du har set mig komme og gå i syv år nu - du ved at jeg er fra Gryffindor!" Ethan slog opgivende ud med armene, men her var der ingen kære mor.
"Meget vel Mr. Sinclair, men det er på tide, at du lærer dine kodeord! Jeg lader dig ikke forbi før jeg får det rigtige!"
Ethan drejede om på hælen for at skjule hans frustration, knyttede næverne, talte til ti og vendte sig om igen.
"Hvad nu hvis jeg beder virkelig pænt? Eller skaffer dig en date med herren fra maleriet på femte sal?" Men der blev blot rystet på hovedet.
Da Ethan ikke kunne komme i tanke om en anden måde at overtale hende på, gav han op og lod sig glide ned ad væggen ved siden af maleriet - så måtte han jo bare vente! Han løsnede slipset og trak kappen ned over hans skuldre. Alt han havde brug for var en enkelt bog så han kunne komme igang med dagens botanik-lektier. Han kunne dog ikke lade være med at grine af sig selv, som en mindre sindsyg.
Jeg burde virkelig skrive de kodeord ned... tag: RACHEL
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 21, 2010 21:15:37 GMT 1
Last Christmas ,
I gave you my heart
Rachel kom springende op af de mange trapper med det brungyldne, krøllede hår piskende om sig, og bandede højlydt da trapperne skiftede position, netop som hun var halvvejs oppe af den, næsten fremme mod sit mål ved opholdsstuen. Det var jo ikke, fordi at rende op og ned af trapper var det bedste hun havde at give sig til på en af sine fridage. Forpustet så hun sig omkring, og var videre i det sekund trappen stod stille igen. Malerierne råbte efter hende på vejen, men hun havde ikke tid til at kigge efter dem, selv ikke ved deres fornæmende eder og forbandelser.
Forpustet fik hun dog øje på Ethan ved siden af potrættet og smilede bredt under sit hivende åndedræt. Rachel havde efterhånden ikke tal på, hvor mange gange hun havde set ham sidde der ved siden af portrættet, fordi han igen igen havde glemnt kodeordet. Stakåndet lod hun sig dumpe ned ved siden af ham.
"Hey E", fik hun sagt med et koket smil og trak en lok af sit hår bag øret som altid når der var en fyr i nærheden. Hun havde altid bare kaldt ham E og de havde jo efterhånden kendt hinanden ret længe, da de havde været på samme kollegie i alle syv år. "Så sidder du her igen"
Da hun var mindre havde hun haft et kort crush på Ethan, men hun havde hurtigt droppet det ligesom alle sine andre crushs. Hun havde altid nydt at flirte med ham, men hun ville ikke udsætte ham for Aiden ved på nogen måde at komme tættere på end skødesløs flirten.
TAG: Ethan Sinclair |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 21, 2010 23:07:56 GMT 1
baby i'm a fool for you ,Alt var et spørgsmål om, hvem der blev den første til at komme ham til undsætning. Ethan havde prøvet at sidde foran indgangen i næsten en time. Hvorfor rejste han sig ikke bare for at finde den nærmeste Gryffindor elev, eller for at give sig til at lave andet spørger du? Jo, ser du... Ethan havde tænkt længe over at gøre dette, men var blevet fanget af portrætternes besøgen af hinanden - specielt de samtaler han overhørte.
"Noget siger mig, at hjælpen er nær, Mr. Sinclair..." mumlede det gamle maleri hvorefter Ethan løftede blikket fra gulvet.
"Rachel!" udbrød han lettet. Skulle han høre om flere absurde klædestykker ville han hænge sig omgående. "Hvor er jeg glad for at se dig!" Han skulle netop til at rejse sig, da Rachel satte sig ved siden af ham.
Ja... Hvorfor ikke? De lektier er ikke så vigtige igen...
Ethan kunne ikke lade være med at bryde ud i en lille latter. "Jeg ved ikke hvordan det kan lykkedes mig, at glemme samtlige kodeord vi nogensinde har fået givet!" Måske han burde lytte efter - koncentrere sig lidt når vejlederen gav næste uges kodeord, men Ethan havde altid travlt med alt andet. Der skulle ikke meget til for at fange hans opmærksomhed. Selv en flue i en vindueskarm kunne få ham til at stoppe op midt i noget andet.
"Gad vide om jeg nogensinde kommer til at lære af mine fejl?" Han trak på skuldrene og sendte hende et smil.
"Hvad laver du så heroppe, helt alene?" Ethan hævede øjenbrynene ved spørgsmålet og lagde en hånd på hendes knæ.
|
|
