|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 14, 2010 12:15:58 GMT 1
Det var begyndt at blive koldere på Hogwarts-arealerne, vinteren var begyndt at snige sig ind på alle og, som den havde gjort i et par dage nu, dalede sneen udenfor de store, klare vinduer overalt i det store slot. Det var egentlig svært at begribe, hvordan de kunne blive ved at holde varmen i det store stenslot, men de fleste måtte nok til sidst erkende, at det måtte have noget med magi at gøre. Alligevel gav det en følelse af varme og tryghed, at ilden buldrede betryggende i de store pejse rundt omkring.
Rachel kastede et søvnigt blik omkring sig i den varme opholdsstue, havde endelig fået blikket tvunget væk fra flammernes varme skær. I løbet af morgenen var opholdsstuen efterhånden blevet mere og mere fyldt, så tømt omkring morgenmadstid og nu var eleverne atter ved at vende tilbage.
Med så meget stress, der herskede på syvende år, havde Rachel dog bare kastet sig i en sofa og givet sig til at betragte andre, fået lidt ro på. Hun lå bare og nød sig fridag, var glad for at hun allerede havde fået lagt alle de store opgaver bag sig.
Tag: Jasper Wayland |
|
|
|
Post by Jasper Wayland on Dec 15, 2010 21:20:50 GMT 1
every second counts on a clock that’s tickin’ , gotta live like we’re dying  jasper "jazz" wayland & rachel "rach" ivory[/b]
Jasper Wayland, eller i daglig tale bare Jazz, kom ind i Gryffindors opholdstue med røde kinder og spor af sne i det lettere brune hår, som trods sneen stadig strittede en lille smule. Han havde lige været ude og kastet lidt sne efter nogle andre elever(hovedsageligt slanger og de yngre elever), for selv at få kastet noget sne på sig af drengene og en masse skældsord fra pigerne der afgjort ikke brød sig om det hvide stas der dalede ned fra himlen, og da slet ikke at få det kastede efter dem. Jasper havde bare grint af dem og kastet mere sne efter dem, og til sidst var de i vrede gået indenfor.
Jasper indrømmede gerne at han ikke brød sig synderligt meget om kulden, men sneen og den varme chokolade man kunne købe i De Tre Koste, kunne afgjort redde hans dag når den blev lidt for kold og grå, og derfor smuttede den unge løve tit på et ulovligt besøg i Hogsmeade – ligeglad med om han blev opdaget eller ej.
Jazz tog sit halstørklæde af, som bar Gryffindors rød/gule farver – man skulle vel støtte sit kollegium? - og smed det i en stol, for dernæst at smide sin jakke over armlænet. Til sidst kastede han sig selv ned i stolen og først her fik han øje på Rachel, der sad i en af de andre behagelige lænestole. ”Hey Rach..” sagde han og smilte skævt til hende, for dernæst at køre en hånd igennem håret og fjerne en lille smule af sneen. Det var ikke ret meget han havde set til brunetten her for tiden, men han havde også været travlt optaget af lektier, snekastning og.. eftersidninger.
”Hvordan går det?” spurgte han og pillede lidt ved en løs tråd i stolen, uden egentlig at lægge det helt store i det.
words: 301
tagged: jasper wayland & Rachel ivory.
place: gryffindors opholdstue.
notes:
quote: the script – live like we’re dying
[/size][/font][/color] |
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 21, 2010 14:14:45 GMT 1
Rachel vendte søvnigt blikket mod vinduet, hvor sneen stadig dalede ligeså englefint ned fra himlen. Hun havde altid været betaget af sneen, så fin og hvid - uskyldsrent som det alt sammen så ud. Hun nød da selvfølgelig både at sidde indenfor og betragte den, men også at rende rundt sammen med sine venner, mærke det knase sprødt under hendes fødder og formes til bolde i hendes hænder, før hun kastede dem efter andre. Ja, sneboldskampe havde altid været fantastisk ved vinteren, selvom man blev nødt til at leve med den forfærdelige kulde, der altid var! Men heldigvis kunne man jo med god samvittighed sætte sig med et tæppe om sig og en kop varm kakao til at varme sine fingre og sin mave. Hendes blik blev dog hurtigt hævet, da Jasper trådte ind i opholdsstuen med tegn efter snekampen i form af små, hvide krystaller i sit nøddebrune hår.
"Hey handsome", sagde hun med et koket smil og en svag rødmen over kinderne, skjulte de få fregner, hun havde strøet fint over næseryggen. Der havde altid været et eller andet løst mellem dem, når de havde lavet ballade sammen. Jaeh, de to havde lavet så meget rav i den, at de sikkert kunne være blevet smidt ud, hvis de var blevet opdaget i det. Samtidig havde hun altid nydt at være sammen med ham, nydt den måde de altid kunne flirte lidt skødesløst med hinanden, uden at der blev lagt for meget i det. Det havde altid bare været sådan de opførte sig sammen.
"Jeg har det egentlig rigtig fint", fortalte hun med det charmerende smil, "Hvad med dig? Det er jo længe siden man har set dit kønne ansigt."
|
|
|
|
Post by Jasper Wayland on Dec 25, 2010 22:25:27 GMT 1
every second counts on a clock that’s tickin’ , gotta live like we’re dying jasper "jazz" wayland & rachel "rach" ivory [/b]
Jazz kløte sig lettere fraværende på hagen, mens han fortsat så på brunetten, han nærmest altid havde haft en flirt med, som de begge to var fuldkommen klare over aldrig blev til noget seriøst. De holdte begge af, at lave ballade og når de gjorde det sammen gik det meget sjældent galt: for kun få gange var de blevet opdaget, eftersom parret var utrolig gode til at camouflere deres spor. Okay, Rachel var god til at camouflere deres spor, for Jazz handlede det nemlig bare om, at f.eks smide en stinkbombe eller to og så stikke af i håb om ingen havde set ham: men der var altid nogle få der havde set ham.
Han nikkede en enkel gang, da hun kom med et svar til ham og et smil bredte sig på hans læber ved hendes spørgsmål.
”Grunden til, at du ikke har set mit kønne ansigt i lang tid, skyldes dit fravær når jeg laver ballade og din fantastiske evne til at dække over de spor , der peger mod mig som den skyldige” sagde han, grinende og lænede sig længere tilbage i lænestolen, selv om man skulle tro det ikke kunne lade sig gøre, før han fortsatte: ”Men hvis vi ser bort fra mine utallige eftersidninger her på det seneste, så går det faktisk ganske udmærket, især nu hvor jeg snakker med dig..”
words: 226
tagged: jasper wayland & rachel ivory.
place: gryffindors opholdstue.
notes:
quote: the script – live like we’re dying
[/size][/font][/color] |
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 26, 2010 9:54:47 GMT 1
you know a million ways to make me laugh ,
Rachel betragtede Jazz’ rolige bevægelser. Hun havde altid beundret ham og hans altid charmerende bevægelser – næsten som om han altid vidste, hvad han skulle gøre for at få fremhævet sine bedste sider og han charmerende smil og dybe øjne. Jaeh, Rachel havde altid haft et varmt øje til Jasper, selvom hun aldrig så meget som i et sekund havde overvejet at blive seriøs med ham. Sådan var deres forhold bare ikke. Nej, det var mere en useriøs, dog evigtvarende flirt mellem dem. Den havde aldrig rigtig været noget til eftertanke for nogle af dem, da det bare var deres forhold sammen. Selvfølgelig elskede hun deres balladelaven mere end noget andet.
”Laver du ballade uden mig?” Rachel sendte ham et bebrejdende blik, men smilede så skævt til, før hun rejste sig fra sin plads i sin stol og kastede sig op på hans skød, så hun sad med armlænet i ryggen og fødderne stående mod det andet armlæn. Hun sad egentlig rigtig tit på sine venner, hvis man tænkte over det, men det gjorde hun aldrig. Det havde bare altid været en vane for hende og siden hun ikke vejede så utroligt meget, havde det aldrig været til problemer.
”Men nu har du vel heldigvis også indset at du ikke kan leve uden mig, Jazzie?” Hun blinkede til ham, mens et koket smil gled over hendes læber. Det var ikke noget hun selv valgte, men det kom bare automatisk frem, når hun snakkede med fyre, hun kunne lide.
|
|
|
|
Post by Jasper Wayland on Dec 26, 2010 23:33:52 GMT 1
every second counts on a clock that’s tickin’ , gotta live like we’re dying jasper "jazz" wayland & rachel "rach" ivory [/b]
Han så, på hende da hun, slog sig ned på hans skød, og tog en hånd op til hendes ansigt for at stryge en løs tot hår om bag hendes øre. Dernæst lod han hånden glide ned på armlænet.
Jazz løftede smilende et øjenbryn og grinte svagt før han svarede hende: ”Rach.. jeg må desværre indrømme, at skulle jeg kun lave ballade med dig, havde jeg kun fået lavet halvt så meget ballade som jeg faktisk har. Jeg er ked af det, men det er sandheden”. Jazz påtog sig et seriøst blink, ligesom for et understrege han mente det, men kort tid efter brød han ud i et grin. Det kunne sagtens være at alt han havde sagt var fuldkommen korrekt, men hvis Jasper skulle være helt ærlig havde han ingen seriøs idé om hvor meget ballade han egentlig havde lavet og med hvem han gjorde det med. Det var ikke ligefrem fordi han kunne prale af, at føre en dagbog over følgende ting.
Hans mørkeøjne glødede svagt, og kinderne var stadig svagt røde efter den timelange sneboldkrig han havde taget del i udenfor.
”Jeg, Jasper Wayland, sværger højtideligt, at jeg ikke kan leve uden den kære Rachel Ivory!”. Hans læber formede sig til et stort smil, og hele tiden var han tæt på bryde ud i endnu et grin.
Noget af det han så godt kunne lide omkring Rachel var den evne hun havde til at få ham til at grine hele tiden – uanset dag, sted og tid. Og de fleste gange behøvede hun ikke engang sige noget, men bare sende ham et blink før han var flad af grin.
words: 271
tagged: jasper wayland & rachel ivory.
place: gryffindors opholdstue.
notes:
quote: the script – live like we’re dying
[/size][/font][/color]
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Dec 27, 2010 13:35:14 GMT 1
it's so good to have you around ,
En let rødmen gled over Rachels fregnede kinder, da Jazz’ hånd så forsigtigt fik strøget en tot af hendes krøllede hår om bag øret. Hun kunne slet ikke lade være, når han rørte hende, da det gav en hvis tryghed og samtidig også.. lette sommerfugle i maven. Det kunne slet ikke sammenligne med den følelse, hun fik, når hun var sammen med Ethan, men det var da godt på vej. På den anden side reagerede hun jo også sådan ved enhver fyr, hun synes var sød.
”Det er jeg næsten lettet over at høre, sødeste”, svarede hun med en let latter, før hun trak fingrene gennem hans bløde hår, ”Når balladen kalder, så kalder den jo og jeg har vistnok også været dig lidt utro hvad angår balladen.” Hun smilede skævt til ham og trak atter hånden til sig, lod den dumpe tungt ned mod sit lår. Selv elskede hun også hvordan hende og Jazz altid kunne grine sammen, bare de endda kiggede på hinanden kunne de flække. Det bragte oftest uro under rektors samtale, da Rachel og ham altid fik øjenkontakt under middagen og flækkede uden så meget som et ord blev delt mellem de to ballademagere. Det fik også eleverne omkring dem til at blive urolige, da alle vidste hvor meget rod i tingene de to ballademagere kunne få lavet sammen.
”Det lyder fantastisk, Jazz.. Så må du hellere lade være med at forsvinde så meget, så jeg begynder at savne dig” Forsigtigt lod hun sine bløde læber ramme hans kind, før hun atter trak sig en anelse tilbage fra ham.
|
|
