Fight&struggle--> Love!

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde været vidt omkring og var ikke kommet tilbage til kollegiet og han havde set adskillige koste fra de steder han havde været. Han vidste at hans familie og nærmeste venner havde hørt hvad der var sket og det var sikkert dem der havde været ud og lede efter ham. Han var dog ret sikker på at de intet havde sagt til lærerne hvilket han kun var glad for. Adam havde efterladt vinduet til opholdstuen åben, noget de havde gjort ret tit når de sneg sig ud af skolen og skulle tilbage på en kost så kunne de komme ind ad vinduet.

Klokken var omkring 2 om natten da han dukkede op og sneg sig ind i opholdsstuen så lydløst som overhovedet muligt og standsede ved vinduet. Han lod blikket glide rundt og blikket faldt på den sofa han og Rachel havde siddet på et par dage inden ballet. Et suk forlod hans læber idet han gik hen til pejsen og stillede sig foran den for at varme sin kolde stive krop. Hans blik var tomt, mens han havde været væk havde han overvejet op til flere gang ikke at komme tilbage, men fornuften vandt til sidst og han var kommet tilbage.

[Rachel Saskia Ivory]

Som timerne var gået, havde Rachel ligget i sin seng, skiftevis grædt til der ikke var mere væske i hendes tårekanaler og var så faldet i søvn. Aldrig nogensinde havde hun følt sig så fortabt, så forladt af sin elskede tvilling. Men eftersom natten havde lagt sig, havde Rachel rejst sig. Et eller andet sted i sit baghovede mærkede hun sulten, der trak lidt i hendes mave, men hendes appetit var fuldkommen væk. Langsomt fik hun rejst sig og trådte ind i sine sutsko, havde kun sin t-shirt, der var en smule for lille og et par løse shorts, der sad om hendes hofter, så man kunne se hendes brune hud ved maven og de bare ben og arme.

’tschk’-’tschk’. Lyden af hendes slæbende fødder fortsatte, da hun ikke magtede at hæve sine fødder ordentligt over jorden, så den ville stoppe. Langsomt fik hun så trukket sig ned ad trappen og kastede sin ned i hendes og Aidens yndlingssofa tæt ved pejsen og begravede sig dybt mellem puder og tæpper, stirrede tomt, i en nærmest trance, ud for sig.

Hun vidste ikke om der var gået timer eller minutter, da det lød som om, der var en, der kom ind ad vinduet i tårnvinduet, men hun magtede ikke engang at rejse sig for at se, hvem det var. Det kunne jo også være ligegyldigt. Så længe hende og Aiden var uvenner var alt ligegyldigt, ubetydeligt.

Langsomt lod hun ansigtet glide ned på puden og betragtede Aiden, da han pludselig stod ved siden af hende. Forsigtigt, en anelse ynkeligt, rømmede hun sig, men gjorde ikke andet for at blive opdaget af ham. Det kom nu heller ikke bag på hende, at han ikke havde set hende, da hun lå begravet i puder og tæpper.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde ikke set at hans søster lå I den sofa. Da hun rødmede sig for han sammen af overraskelse og vendte sig fra pejsen mod sofaen hvor hun lå. Han stivnede ved synet af hende og bakkede som havde han set et spøgelse. Hans bed tænderne hårdt sammen og vidste ikke om han skulle flytte sig om han skulle smutte eller blive. Han anede det ikke. Det føltes som om han ikke kendte hende hvilket jo ikke var sandt for det var sig selv han ikke kendte.

Han bed sig i underlæben og vendte blikket mod pejsen. Løsnede kappen han havde over sig og trak handskerne af. Han tog sin kost og så kort på hende inden han gik forbi hede op mod sit værelse med næsten lydløse skridt.

[Deleted]

brothers and sisters !
and cousins...

Adam havde godt hørt rygterne om at Ivory-søskendeparret skulle have skændtes og endda været helt oppe at toppes i hospitalsfløjen. Det havde naturligvis bekymret Adam en hel del, fordi de to var en del af hans hverdag, og han ville ikke kunne holde ud at skulle vælge imellem dem. De var begge hans nærmeste, og faktisk var de mere som søster og bror for ham, end kusine og fætter.

Da Adam trådte ind i opholdsstuen, var det som at gå ind i en mur af dårlig stemning. Han mærkede hvordan alting syntes at trykke sig imod hans hals og bryst. Han knyttede diskret sin næve og holdt tungen lige i munden, og uden at stoppe fortsatte han ind i opholdsstuen.
"Hej Rach!" hilste han så let som han plejede i et forsøg på at lette stemningen, og skævede til hende, hvorefter han lod blikket glide hen på Aiden. Han var noget overrasket over at de begge var her. Men tydeligvis kunne ingen andre lide stemningen i rummet, for der var stort set mennesketomt. "Hey, Aid!" hilste han, til sin broderfigur. Han havde hørt en del, og hovedsageligt at Aiden havde flippet ud på Rachel... ærlig talt havde Adam først haft svært ved at tro det, eftersom det ikke just lignede Aiden. Han var altid den bedste ven og hvad vidste han. Efter lidt tid med tavshed blev stilheden dog for meget for Adam. Han stod med armene over kors, og sad henover en stols armlæn.
"Hvad går der af jer? Det her ligner jer slet ikke!" skældte han, og sendte dem begge et strengt blik, - de kunne lige vove på at splittes, så Adam ville stå mellem de to. "Jeg har hørt diverse rygter, men ærlig talt vil jeg hellere høre det fra jer end fra folk jeg ikke kender." Han vendte sig imod Aiden og så noget fortvivlet ud, selvom han forsøgte at skjule den del.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachels blik havde hvilet roligt på Aidens bevægelser. Den måde hade iskoldt ignorerede hende, da han lagde sine ting mod pejsen og derefter bare lod til at ville gå. Aldrig i hendes liv havde hun oplevet Aiden sådan og det knuste hendes hjerte. Ikke at hun kunne føle det lige nu, for det kunne hun ikke. Nej, hver gang noget gjorde for ondt på hende, havde hun en vane med at kunne lukke komplet af for sine følelser. Langsomt lod hun sig synke ned i sofaen igen under hendes maves højlydte rumlen. Hun havde ikke rigtig haft appetit siden episoden til juleballet og den var forsvundet helt efter skænderiet i hospitalsfløjen, hvilket havde ført til, at det nu var tre dage, hun var gået uden en bid mad.

Adam kunne sagtens også have passeret hende uden hun havde bemærket ham, men ved lyden af hans muntre stemme, kiggede hun op på ham og satte sig halv op i sofaen, smilede et svagt smil, der ikke nåede op til øjnene. I det svage skær fra pejsen, kunne man allerede se hvordan hendes kindben var blevet mere markerede uden maden og det var begyndt at se sygt ud.

Da Adam så begyndte at skælde ud på dem begge, var det som om Rachels facade langsomt begyndte at ramle sammen og hendes følelseskolde stadie gik lidt over. Tårerne vældede op i hendes store, brune øjne og hun åbnede munden for at tale, men der kom kun en hæs, ynkelig lyd ud. Det var ikke tit, hun mistede mælet komplet, da hun altid havde en kommentar til nærmest alt, der skete omkring hende.

Ganske lydløst, og egentlig uden hun selv bemærkede det, begyndte tårerne at stryge ned over hendes blege kinder, hviskede de størknede spor fra de andre tårer ud og trak deres egne, glitrende spor.
”Du rettede staven mod mig” hendes stemme var lille og svag, men alligevel kunne man høre den tydelige forbløffelse, som om det først nu gik op for hende, at han havde udøvet magi mod hende.

[Aiden Kane Ivory]

Var Adam ikke dukkede op nu havde han bare gået op på værelset. Han undrede sig kort over hvor Adam havde været henne siden han kom så sent tilbage. Alle de andre elever sov jo og det var også grunden til at han selv havde listet sig ret lydløst tilbage nu fordi han havde troet at der ikke ville være andre elever tilstede. Han havde stået ud i kulden til så sent for at undgå netop denne konfrontation men der var vist ingen vej uden om. Adams hilsen blev besvaret med et lille stift nik og med læberne pressede hårdt sammen. Han havde selvfølgelig følt Rachels blik på sig da han havde bevæget sig og selvom han normalt ikke ville kunne vende ryggen til hende når hun så sådan ud så var vreden og bitterheden i ham så stor at han ikke følte noget. Hvor denne vrede og bitterhed kom fra anede han ikke selv men havde han bare været en smule fornuftig havde han indset at han opførte sig latterligt.

Adams stemme der igen brød stilheden fik Aiden til at vende blikket mod ham nu hvor han var standset op. Tydeligt overraskelse kunne ses i Aidens øjne for han havde ingen om at hele skolen vidste hvad der var sket..eller vidste at der var sket noget. Adams strenge blik fik blot Aiden til at snerpe læberne hårdt sammen og knytte næverne. Aidens blik blev nu ikke vendte mod sin fætter selvom denne fortsatte. Hvad skulle han også sige!? At han havde rettet sin stav mod sin egen søster!? I det samme sagde Rachel de ord han selv havde haft i tanker, forskellen var bare at han ikke havde haft i sinde at sige dem. Aiden både stivnede og vendte blikket mod Adam for at se dennes reaktion på Rachels ord.

Han følte en sug i maven og bed tænderne hårdere sammen og knyttede næverne. Han ville ikke snakke om det hvilket bare var dumt og ville gøre ondt værre. Han havde dog ingen planer om at blive og løse det for han var både for vred og for irriteret. Han vendte blikket fra Adam mod Rachel og blikket i hans øjne kunne minde om et dræberblik som han kunne bruge mod sin værste fjende end mod sin egen søster. ”Jeg går i seng” sagde han mellem sammenbidte tænder og ventede ikke på reaktion fra dem inden han gik hen mod trappen der førte op til drengessovesal.

[Deleted]

brothers and sisters !
and cousins...

Adam vidste ikke hvem af søskendeparret hans øjne skulle hvile på, for han vidste ikke hvem der ville udtale sig først af de to. Han mærkede godt det undrende blik han fik fra Aiden af, og fornemmede også baggrunden for dette. Adam havde været sent ude for at tage billeder, og derfor hang hans kamera også skødesløst over halsen på ham. Han så bekymret til Rachel, da hun syntes meget påvirket af situationen. Diskret satte Adam sig stort set lydløst ned ved siden af Rachel, og i et forsøg på at trøste hende, lagde han armen om hende.

Hendes kommentar chokerede ikke så meget som det ville have gjort, - for han havde godt hørt den del af rygterne. Han gav hendes skulder et lille klem, og kiggede op på Aiden, for at forstå hvad hans holdning var lige nu. Han havde svært ved at tyde sin fætters blik. Da Aiden rørte på sig, rejste Adam sig lynhurtigt op i reaktion, og tog blidt fat i fætterens arm, for at holde ham tilbage.
"Aiden, vent nu lige!" udbrød han, noget fornærmet over at han sådan kunne vænne ryggen til dem. "Lad os tale om det. Det nytter ikke noget at I bare går og mugger over det for altid. Det får I ikke lov til." understregede han, og sendte dem begge et tvært og strengt blik.
"I bliver seriøst nødt til at arbejde med det her! Rach, du bliver nødt til at give lidt slip på din bror! Han forlader dig ikke bare fordi han får en kæreste, - ligesom han kan regne med at du ikke forlader ham når du gør! Det kaldes tillid. Familie er det stærkeste man har, og det svigter man ikke til fordel for midlertidig kærlighed!" Han kunne godt selv høre at der gik lidt prædiken over det, men han var træt af at stå i sådan en situation, - han var ikke god med konfrontationer. "Og Aiden, jeg ved at du fortryder hvad du sagde til Rach." forklarede han, efterfuldt af et dybt suk. Han klemte frustreret til sin næseryg med tommel- og pegefinger som han så ofte gjorde når han var frustreret over noget.

[Rachel Saskia Ivory]

Da Adam satte sig ned ved siden af Rachel, puttede hun sig straks ind til ham, indsnusede den lækre duft, der omgående betød tryghed for hende. Sådan havde det altid været med både Adam, Aiden og Jacobs dufte. Men nu Aiden og hende var uvenner, havde hun ikke haft så meget tryghed. Et lavt suk gled over hendes tørre læber og hendes lyserøde tungespids søgte ud for at fugte dem, bemærkede straks at de var sprukket, da salten fra hendes spyt sved i såret.

Desværre var fætteren alt for hurtigt væk og hun fulgte ham omgående med blikket, da han holdt hendes så højt elskede tvilling tilbage. Adams ord fik hende til at nikke enigt, men ved hans kommende ord, så hun hidsigt op på ham, kom i løbet af få sekunder på benene.
”Jeg skal give slip!?” hendes stemme var skinger af raseriet, der i løbet af få sekunder var flammet op i hende. Hun havde ikke længere det mindste ond af hverken sig selv, Aiden eller Adam. Aiden havde været et svin overfor hende! Ikke bare havde han næsten tævet hendes date, men han havde også talt forfærdeligt til hende.

”Han var ved at kalde mig en skøge eller billig eller sådan, da han så jeg kyssede med Nathan efter ballet!” hendes hadfulde blik vendtes mod Aiden. Aldrig havde hun skænket sin tvilling eller nogen anden faktisk et sådant blik. Ikke engang Jake Loretz, som hun så inderligt hadede mere end noget andet.
”Hvorefter han truede ham med tæv. Og så skal jég give slip på ham? Måske endda finde mig i alt det lort, han sagde til mig?”.

Aldrig havde hun følt sig så rasende som i dette sekund, hun lod ikke engang blikket finde Adams igen, men gloede bare rasende på Aiden, måtte bruge alle sine styrker, for at holde sig tilbage fra at stikke ham en syngende lussing. Åh, det ville sidde perfekt i hendes hånd, men samtidig vidste hun også hvor inderligt, hun ville fortryde.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden betragtede hans fætter da denne satte sig ved siden af Rachel. Han havde vendt sig om for at gå da Adam greb fat i hans arm. Aiden vendte sig straks om med et svidende blik og kunne have hamret en knytnæve i brystet på sin fætter men dennes blik der var tvær og streng standsede ham og fik hans knyttede næver til at løse sig. Han pressede læberne hårdt sammen og bed tænderne ligeledes hårdt sammen men havde vendt sig helt om mod dem igen.

Adams næste ord og Rachels reaktion fik Aiden til at vende blikket ned. Ja han havde ikke just været et ret godt eksempel selvom det havde været ham der havde brokket sig over det med at de burde give slip på hinanden. At Rachel sådan farede op fik ham blot til at krympe sig og han vidste hvad der var på vej selvom han ikke så på hende. han havde opført sig som en lort overfor hende og han fortjente mere end bare tæv alligevel så han forbløffet op på hende da hun endelig sagde noget af flere grunde, dels fordi det hun sagde havde han ikke sagt men kun været tæt på at sige så det undrede ham at hun brugte det ord han havde haft i sinde at bruge, overraskelsen over dette forsvandt dog, de to havde altid været ret god til at læse hinandens tanker så det burde jo ikke komme bag på ham. han blev dog vred over at hun sagde efter ballet ”Hva fanden snakker du om.. jeg ledte efter dig for at snakke om vores sidste møde og der var under ballet ikke efter! Desuden så gemte du dig i et værelse sammen med ham .. folk var allerede begyndt at snakke om jer og ..” han bed sig i læben inden han fortsatte ”Jeg indrømmer at jeg mistede besindelsen men okay vi vil give slip på hinanden og det var en for stor mundfuld for mig.. og din lille ven provokerede mig også med sit kække smil og nærmest udfordrende ord!” svarede han med en alt andet end lav stemme.


Han fortrød virkelig alt det han havde sagt men når hans vrede først slap løs så vidste de jo hvad der skete, hans vrede var bare aldrig sluppet løs på den måde mod hans egen familie og derfor al det postyr! Han havde dummet sig hvilket han nok havde svært ved at sige højt men han havde da sagt det, han havde sagt at han havde ladet vreden overtage det var vel også en undskyldning i sig selv. Han så kort på Adam inden han fjernede blikket fra denne og så mod pejsen, han havde fortrød hvad han havde sagt og selvfølgelig vidste de begge hvor meget han fortrød men han havde sagt det og dette de stod i nu var konsekvenserne.