only paradise is paradise lost

[Rachel Saskia Ivory]

Selvom ferien nærmest først lige var sluttet og en anden ferie allerede truede i fremtiden ikke for langt væk, havde det ikke fået lærerne til på nogen måde at skåne eleverne på syvende årgang. Lektierne buldrede ned over dem og det var tit til at høre beklagelser og irriterede suk over alt fra løvernes opholdsstue. Rachel havde selv aldrig haft problemer med at lave lektier. Det var skam nemt nok, men det at finde tiden til det var skam sværere. Hvis et eller andet lige fangede opmærksomheden eller fik hende distraheret fra en stil, kunne den sagtens ligge længe og vente på at blive lavet. Nu havde hun dog endelig fået plantet sig solidt i en af de vinrøde sofaer og kastet sig over opgaverne. En eliksirbog lå åben lidt ude til siden for hende og pergament lå og flød til alle sider. En knækket fjer havde fundet gravsted under bordet og de lå allerede en ordentlig stak papirer ved hendes side med den bløde skråskrift. Det var noget, hun altid rost af lærerne for.

Udmattet lod hun sig læne tilbage i det bløde, røde puder og trak knæene op under hagen. Hendes lyse hår var bundet sammen i en højtbundet hestehale, der blødt slangede sig ned ad hendes ene skulder og bryst. Et suk gled over hendes læber, da hun lukkede øjnene i for at genvinde lidt energi til måske at kunne færdiggøre den umulige eliksirstil. Godt nok havde hun altid elsket eliksirer, men en flere fod lang stil var ikke just det ønskede at bruge weekendaftenerne på, men nu kunne hun ikke udskyde det længere. Hun havde siddet godt en time nu og foregivet at lave lektier, men var konstant blevet afbrudt, da hun udelukkende med få sekunders mellemrum havde set op fra sine papirer for at tjekke om Alexander var kommet tilbage. Der var så meget at spørge om, da hun selvfølgelig gerne ville sættes ind i det! Ja, hektik var jo efterhånden del af hendes hverdag.

WORDS 330
OUTFIT KLIK
TAG Alexander Young

[austin]

-----------------------------------
I'm beat, trashed and definetly embarrased but
I keep smiling
I turn on the happy face and pretend to be fine
-----------------------------------

Alexander tumlede ind af portræthullet og blev hilst af en blanding af klapsalver, buhende lyde og højlydte pift. Han fremtvang et skævt smil og løftede en enkelt arm, men selv de mest uopmærksomme kollegianer måtte kunne se bag den tynde facade, at han lignede en med granatchok. Skolekappen var lukket hele vejen ned og skjulte den lille pige-uniform, som alle i opholdsstuen vidste, at han havde på indenunder. Hans entres jubellyde fortog sig hurtigt, men flere elever bevægede sig mod ham for at høre historien, daske ham på overarmen og løfte op i kappen for at drille ham med den latterlige beklædning. Han afviste dem alle, for at krydse rummet og springe op af trappen til drengenes sovesale. Han blev fulgt det meste af vejen af højlydte pift og et par tilråb.

Et par minutter senere, lød hans skridt igen på trappen og han dukkede op igen. Kun Henley piftede denne gang, og resten af opholdsstuen ignorerede den rødhårede knægt. Alexander var omklædt til et par mørke bukser og en hvid t-shirt med et farverigt tryk på forsiden. Han så sig lidt tummelumsk rundt i lokalet og fandt en dejlig bekendt og tiltalende skikkelse i en af de bløde sofaer. Ignorerende et udbrud fra den anden ende af rummet. Få øjeblikke senere, lod han sig falde ned ved siden af Rachel. Han lagde armen omkring hende og trak hende krævende hen mod sig, med et teatralsk suk. ”Nød du min forestilling, sukkerkringle?” Spurgte han hende med et smil, der ville have været charmerende, hvis ikke han stadig lignede en der var blevet trukket en tur igennem en blender.

-------------------------------
TAG: RACHEL SASKIA IVORY

[/color]
-------------------------------[/center]

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel havde endelig fået taget sig sammen og var begyndt at have en flydende inspirationstilgang til sin stil og fik hurtigt skrevet et par tommers tætskrevne linjer, før en lydbølge af klapsalver, piften, tilråb og et par få buhende lyde, rejste sig og fik hende til at kigge desorienteret op fra sin opgave. Et svagt smil brød frem på løvindens læber ved synet af kollegiepartneren, der bevægede sig gennem lokalet, men det forsvandt hurtigt igen, da hun så gennem det svage smil og den øvede facade. Selv ville Rachel nok også være rystet efter en oplevelse, som den han lige havde været igennem og hun følte derfor for ham. Da han så forsvandt ud af synes, sukkede hun svagt for sig selv og rystede på hovedet, før hun vendte opmærksomheden tilbage mod sin stil. Kreativiteten havde dog forladt hende, da en masse andre tanker nu havde taget plads i hendes hoved og de brune øjne flakkede konstant mod trappen til sovesalene, hvor Alexander kort forinden var forsvundet. Alligevel tvang hun sig selv til at blive ved at prøve at holde sin koncentration mod sin stil og det var derfor der hendes blik var fastlåst, da sofaens luftige puder sank lidt under Alexanders pludselige vægt ved hendes side. Kort efter mærkede hun hans varme arm om skulderen og vendte øjnene mod ham med et skævt smil spillende ikke bare på de bløde læber, men også at finde i hendes blik.

”Jeg må sige, du var helt fantastisk. Det bad i koldsved, jeg fik, var virkelig overbevisende og forfriskende”, drillede hun og trak sig ud af hans greb, før hun lod fjerpennen dumpe ned ved siden af pergamentet, og trak benene op under sig, så hun sad i havfrueagtig stilling i sofaen med overkroppen halvt vendt mod ham. ”Men det er da altid dejligt at se dig i live”, hun blinkede muntert til ham.

WORDS 312
OUTFIT KLIK
TAG Alexander Young

[austin]

-----------------------------------
I'm beat, trashed and definetly embarrased but
I keep smiling
I turn on the happy face and pretend to be fine
-----------------------------------

Rachels lette og friske personlighed, var det, der altid havde tiltrukket Alexander, og det var beroligende, her midt i hans lille personlige krise, som det meste af hans omgangskreds overså mere eller mindre bevidst. Han havde med vilje undgået hende siden før juleferien og det var først nu, at han indså, at han egentlig havde savnet hende. Hele det der med, at hun var Lilys bedste veninde, havde ligesom ikke rigtig nogen slagkraft længere. Det betød mere, at hun var en af hans veninder. Hun var måske ikke den af de piger han snakkede med, som han havde det tætteste forhold til, og han kunne ikke drømme om at dele problemer eller – de tre brødre forbyde det – følelser med hende, men hun var et behageligt bekendtskab og de havde haft noget sammen engang, der var mere end bare en kort flirt eller et engangsknald, uanset hvor kortvarigt det havde været.

Alexander trak på smilebåndet og lod sin arm ligge hen over ryglænet, også da Rachel flyttede på sig. Han hævede et øjenbryn og et skær af hans sædvanlige selvtilfredshed lagde sig over et træt ansigtsudtryk. ”Så jeg fik dig til at svede, hm?” Han lænede sig tungt imod ryglænet uden at flytte yderligere på sig og betragtede Rachel med hovedet let på skrå. Han smilede en anelse smørret imens hans blik strejfede hendes ben og blev hængende lidt for længe ved den højtsiddende kant på kjolen, men så genvandt han den halvvejs alvorlige mine og så hende i øjnene. ”Det var tæt på, denne gang,” sagde han lavmælt, uden at smile med andet end øjnene. Eliksirens egentlige virkning havde ganske vidst fortaget sig, inden han fik lov til, at forlade professor Kenniths kontor, men følelsen af at være uden filter, sad stadig lidt fast i ham, og han måtte skubbe til det mentalt, for ikke at lade sig påvirke for meget af det. ”Men,” sagde han i et let tonefald, der ikke afspejlede hverken kropssprog eller ansigtsudtryk: ”... Jeg er her stadig og det samme er Gryffindors point. Ikke et eneste røg på den bekostning.” Han fremtvang et stolt smil og vrikkede med øjenbrynene. ”Er du imponeret, Rachie, eller skal der stadig mere til med dig?”

-------------------------------
TAG: RACHEL SASKIA IVORY

[/color]
-------------------------------[/center]

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel havde godt undret sig over, hvorfor Alex havde søgt hendes selskab både i storsalen tidligere den dag, men også senere. Godt nok snakkede de da stadig sammen og havde det da også med at flirte lidt for sjov af og til, men hun var ikke just en idiot og havde straks bemærket det, da han var begyndt at undgå det. Det var jo heller ikke, fordi hun ikke forstod det, for det gjorde hun nok bedre end de fleste andre og det sårede hende nok lidt at han sådan havde valgt det at undgå hende som en udvej. De havde jo haft noget og hun havde følelser for ham, som hun ikke havde for nogen anden. Den selvtilfredshed, der lod til at glide over ham igen, fik hende til at himle svagt med øjnene, da hun havde vendt ansigtet væk fra ham kort. Det var så typisk Alexander – nogle gange kunne hun slet ikke døje ham, men det var desværre en del af hans fantastiske charme. Ordene fik hende dog straks til at hæve et svagt øjenbryn.

”Svært at sige, Alex, du svedte jo som en gris så måske var det bare dit, jeg væltede mig i. Meget forfriskende, dog”, sagde hun med en drillende tone og smilede kækt til ham, før hun bemærkede hans øjne, der havde hvilet et par sekunder for længe ved hendes kjolekant. En anelse drillende flyttede hun lidt på benet, så knæet forsigtigt strejfede siden på hans lår og kjolen blottede yderligere halvanden centimeter af hendes lår. Der var dog intet ved hende, der viste at dette blev gjort med vilje, da hun straks gav sig til at holde et seriøst blik ved hans følgende ord. Hun nikkede svagt for sig selv. Professor Kennith havde også altid skræmt hende, også selvom hun havde været en af hans bedre elever.

”Hmmm, måske en smule imponeret. Lad mig sige, du er steget et par små point i min bog.”, lo hun og daskede blidt til hans brystkasse, før hendes hånd atter faldt ned i skødet. ”Har storcharmøren nu valgt at bruge tid på at imponere mig?”

WORDS 350
OUTFIT KLIK
TAG Alexander Young

[austin]

-----------------------------------
I'm beat, trashed and definetly embarrased but
I keep smiling
I turn on the happy face and pretend to be fine
-----------------------------------

Alexander fnøs muntert og hans mundvige trak op i et ægte smil, der nåede hele vejen op til hans øjne, som glimtede af morskab over deres pingpong. Den var lige så let og ukompliceret som den havde været tidligere, totalt upåvirket af flere måneders tavshed, og hun formåede næsten – men kun næsten – at få ham til at glemme alvorligheden i aftenens hændelser, på trods af, at det netop var dem de sad og snakkede om. Han klukkede lavmælt og blinkede en enkelt gang. ”Jeg er glad for at have været til tjeneste, for årgangens smukkeste løvinde – også selvom det måske var på bekostning af lidt personlig stolthed. Der var det værd, hvis det glædede dig.” Han skar ansigt over sine egne pompøse ord og den kun delvise sandhed i dem og smilede skævt. Måske var hans lille optræden det værd. Den efterfølgende omgang både på vej til, og inde på, professor Kenniths kontor var ikke. Få ting ville have været det værd, og Alexander kunne i situationen ikke komme i tanke om en eneste.

Hendes lille flirtende manøvre undgik ikke hans opmærksomhed, men den overraskede ham heller ikke. Rachel var, som han selv, helt naturligt i gang med halvvejs at lægge an på stort set ethvert attraktivt medlem af det modsatte køn og lagde heller ikke nødvendigvis altid det store i det. Det slog ham igen hvor meget de to mindede om hinanden, og et mildt smil strejfede hans læber, før det blev erstattet af noget andet. Hendes øjebliks alvor smittede, og i et par sekunder følte han sig fristet til at gribe ud efter hendes arm, hånd, skulder, lår: et eller andet håndfast. Det var ikke begær – en følelse han ellers kendte glimrende – men noget andet, underligt. Et behov for tryghed, et fast holdepunkt.

Han rystede det af sig og smilede underfundigt, uden at rykke sig ud af stedet for hendes slag imod hans brystkasse. ”Ville det være første gang, Rachel?” Han hævede et enkelt øjenbryn, men brød ud i en lav klukken. ”Jeg prøver altid at imponere dig. Måske fordi... Arh, jeg ved det ikke.” Han kørte en hånd gennem håret og smilede skævt. ”... Alle bliver sammenlignet med den første? Er det skidt?”

-------------------------------
TAG: RACHEL SASKIA IVORY

[/color]
-------------------------------[/center]

[Rachel Saskia Ivory]

At et smil, der endelig nåede de blågrå øjne, blev bragt frem på Alexanders læber kunne kun glæde Rachel. Ikke bare fordi han var en af hendes venner og hun altid elskede at se dem i højt humør, men også fordi at løven ikke just var den rareste person, når humøret var lavt. Sovesalsepisoden var blandt andet et bevis på det, men på den anden side havde deres forhold heller aldrig været specielt stabilt. Det var gået lidt op og ned og af og til kunne hun ikke døje at sidde i samme rum som ham, nogle gange nød hun det lige så meget som nu. Hans ord fik en let latter over hendes læber og morskaben spillede livligt i hendes øjne. ”Jamen det gjorde det så sandelig, men på den anden side – hvornår glæder det mig ikke, når jeg har dig til at svede på mig?”, hun blinkede kækt til ham. Det var egentlig sjovt, som hendes humør bare fløj i top, nu hvor de sad sådan. På den anden side var der heller ikke noget bedre end en god, skødesløs flirt til at hæve hendes humør med flere takker.

I en distræt bevægelse fandt Rachels fingre frem til en lille lok, der var gledet væk fra de andre i hestehalen og fik den trukket bag om øret. Det var rart at have noget at give sig til med fingrene, da hun hurtigt blev rastløs af at sidde stille. Hans ord fik hende dog til at glemme alt om sin overskydende energi og hun fulgte hans lave, klukkende latter. ”Det må du jo fortælle mig, Alex, men jeg vil da automatisk vælge at tage det som et kompliment.” Igen fandt hendes urolige fingre en lok af de nøddebrune krøller og gav sig til at sno den om pegefingeren, mens hun betragtede ham. Rachel havde en sjov lyst til at række ud efter ham og røre ham. Hvor lysten kom fra, anede hun virkelig ikke, men det var måske lidt nysgerrigheden for at se hvordan det ville føles. Hun havde trods alt omhyggeligt undgået at røre ham meget mere end flygtige berøringer siden de havde været sammen.

WORDS 357
OUTFIT KLIK
TAG Alexander Young

[austin]

-----------------------------------
I'm beat, trashed and definetly embarrased but
I keep smiling
I turn on the happy face and pretend to be fine
-----------------------------------

Alexanders dybe latter fik hans skuldre til at rykke sig og han rettede sig op fra sin afslappede stilling op af ryglænet, med et bredt smil, der fremviste hvide tænder, med en tendens til skævhed især i undermunden. ”Åh Rachel.” Han klukkede lidt, og var i et kort øjeblik lige ved at fortælle hende, hvor meget han egentlig havde savnet hende i de sidste par måneder. Den slags emotionelle tilståelser lå dog normalt både ham selv og deres forholdsvis overfladiske forhold fjernt, og i stedet blinkede han blot konspiratorisk, og sneg sig til et flygtigt kærtegn af hendes skulder. ”Du siger bare til, næste gang behovet melder sig,” drillede han, flirtende fuldstændig utilsløret, som det nu engang lå til ham.

Han skjulte et hjerteligt gab med hånden og lagde hovedet lidt på skrå, med en spekulativ mine. Det brede, drengede smil var ikke langt væk, men det veg for en hvis eftertænksomhed for en kort bemærkning. Hans mundvige sitrede en anelse og han tog tilflugt i et blik ned af Rachels stadig aldeles tiltrækkende krop. Veritaserummet havde efterladt ham lidt for hudløs, og han fandt atter engang sine tanker vandre og sin mund være lige ved at løbe over med de lidt for hovedløse sandheder, som han til hverdag gemte langt væk bag charme, flirten og meningsløst pjat. ”Fornuftigt.” Han så ind i hendes øjne og blinkede kort, med et skævt smil. ”På en skala fra 1 til 10... Hvor stor en idiot lignede jeg dernede?”

-------------------------------
TAG: RACHEL SASKIA IVORY

[/color]
-------------------------------[/center]

[Rachel Saskia Ivory]

Lyden af Alexanders latter var intet andet end smittende og en lav latter forlod også Rachel. Selvfølgelig havde hun jo savnet ham på det sidste og jo også manglet ham i sin hverdag, men det var slet ikke gået op for hende hvor meget, det virkelig var, før nu. Et kort øjeblik overvejede hun virkelig at gribe ud efter ham, et eller andet af ham og fortælle, virkelig få ham til at forstå, hvor vigtig han jo var for hende. Få ham til at forstå at hun jo holdt af ham for den, han var. Dette skræmte hende dog og hun fik hurtigt skubbet følelsen til side, havde ikke ladt andet spor om, at den nogensinde havde været her udover hendes hånd, der i en kort trækning havde bevæget sig mod ham, for så at fortryde og vendte tilbage til pladsen i skødet. Der gik dog ikke længe, før hun mærkede hans varme hånde mod sin skulder og ordene fik endnu engang det velkendte, skæve smil fremtryllet.

”Jamen vi må da lige have et kodeord, medmindre du selvfølgelig vil have, jeg skal komme hen til dig og fortælle dig nu er det nu?”, spurgte hun muntert og forestillede sig allerede hvordan det ville se ud, hvis hun sådan ud af det blå pludselig vandrede hen til ham og konkluderede, at nu måtte han da hjertens gerne komme og svede på hende. Hun lod armen glide op ved ryglænet tæt ved hans skulder og hvilede hovedet mod sin hånd, betragtede ham et par sekunder, fordybet i tanker, før hun genoptog øjenkontakten med ham. Spørgsmålet fik hendes smil til at vokse.

”Årh, Alex dog, det kan du ikke mene! Jeg overvejede jo et øjeblik at bede dig tage det på næste gang du ville gøre indtryk på mig”, drillede hun og hævede kort hovedet fra sin hånd for at kunne tjatte lidt til ham, blinkede lumsk til ham. Nej, Rachel var ikke typen, der svømmede rundt i elendighederne. Når de først var sket kunne man jo lige så godt finde en positiv indgangsvinkel på dem.

WORDS 343
OUTFIT KLIK
TAG Alexander Young

[austin]

-----------------------------------
I'm beat, trashed and definetly embarrased but
I keep smiling
I turn on the happy face and pretend to be fine
-----------------------------------

Alexander fangede den pudsige trækning i Rachels arm og hævede et øjenbryn i et kort øjeblik, før han slap det, uden at drage nogen konklusioner. Han blinkede til hende og trak lidt på skuldrene med et bredt smil. Hun fik ham til at glemme alt om professor Kennith og veritaserum, i deres fjollede pingpong om kropsvæsker. ”Rachel. Du ved, at jeg altid er klar til at...” Han trak det ud, smilede sigende og viftede lidt med den ene hånd i luften. ”... 'Svede' for dig.”
Modsat Rachel, var hans tanker ikke på det konkrete, men langt mere på det han insinuerede så tydeligt. Det var år og dage siden han og Rachel havde været sammen, men det lå stadig et eller andet uafsluttet der. Han havde været sammen med en hel del piger siden da, og hun havde vist heller ikke just ligget på den lade side, men uanset hvordan man vendte og drejede det, havde hun været hans første – og han hendes – og det var endt mærkeligt; uforløst.

Det var ikke fordi han gik og tænkte over det til hverdag. Faktisk havde han knapt skænket det en tanke i længere tid end han kunne huske, men nu, hvor han sad her i sofaen, i det underlige humør aftenens begivenheder havde efterladt ham i, kom gamle minder tilbage til ham i flashbacks og han rakte en hånd ud og placerede den blidt på hendes knæ, uden at slippe hende med blikket, selvom hun så væk.

Hun var smuk, havde altid været det, men hun var også lige vel overfladisk til tider og det, kombineret med hans egen lallende tilgang til livet, havde skabt noget vældig ustabilt. Alexander lagde selv hovedet på skrå og betragtede hende nysgerrigt, imens hun pjattede videre som sædvanlig og sprang alle tendenser til alvor over. Han fnøs muntert og kærtegnede hendes knæ lidt, før han fjernede hånden igen. ”Jeg skulle såmænd gerne trække i dine egne skørter, hvis jeg troede, at det rent faktisk imponerede nogen andre end de død-chokerede førsteårs elever. Julie slår mig vist ihjel, næste gang hun ser mig.” Han smilede bredt. Tanken om hans lillesøsters vrede fik ham ikke just til at ryste af frygt. Han havde jo selv bedt hende holde sig fra storsalen.

Et gab forlod ham, og han lænede sig imod sofaryggen igen, med øjne, der truede med at falde i. ”Sådan et tredjegradsforhør tærer sgu på energien, Rach,” bemærkede han, med en snert af alvor, selvom han vidste, at hun ikke kunne tage selvmedlidenheden.

-------------------------------
TAG: RACHEL SASKIA IVORY

[/color]
-------------------------------[/center]

[Rachel Saskia Ivory]

Rachels blik hvilede roligt på Alexanders ansigt, som hun næsten havde betragtet siden han kom. Det var skønt at se hvordan den gamle Alex, som hun kendte så godt, efterhånden var ved at træde mere frem igen. Smilet blev mere selvsikkert, kuløren var ved at vende tilbage til hans ansigt og fik hans øjne til at gløde med det nogenlunde samme gåpåmod. Det var lige til at falde for. Ja, Rachel havde altid vidst, hvad pigerne, der nærmest hang efter Alex, faldt for. De charmerende blink fik en svag rødmen til at komme til syne på de let fregnede kinder og hun smilede skævt til ham, da han startede sætningen. Hun kunne dog ikke holde en lavmælt latter tilbage ved de sidste ord og rystede svagt på hovedet.

”Sig mig så, Alex”, sagde hun med et skævt smil og lænede overkroppen lidt frem mod ham. Duften af ham var pludselig meget tydeligere og overvældede hende en smule. Hun havde altid elsket duften af ham, hvilket var noget af det vigtigste for hende ved fyre. Der var simpelthen ikke noget mere frastødende end en fyr, der lugtede grimt. Det havde heldigvis aldrig været Alexanders problem, da han havde en af de mest fantastiske dufte. Hun holdt en lille kunstnerisk pause og fik dæmpet stemmen lidt, som var det deres lille hemmelighed. ”Hvad er det så, vi stadig laver her?” Hun trak sig langsomt lidt tilbage, så hun sad i samme stilling som før, og holdt de brune øjne fæstnet til hans. Lige indtil hans hånd faldt på hendes knæ. Automatisk trak det hendes blik til sig og hun smilede svagt for sig selv ved synet. Det var længe siden hun havde haft direkte kontakt med Alex. Selvfølgelig puffede de af og til drillende til hinanden eller stødte ind i hinanden, men det var ikke som nu, hvor hans fingre gled kærtegnende over hendes knæ for så atter at forsvinde. Egentlig en skam, Rachel havde nydt varmen fra hans lettere ru håndflade mod sit knæ, men hun kommenterede det ikke yderligere, lyttede bare til hans ord.

”Jeg tror nu stadig jeg vil foretrække dig uden”, konstaterede hun og sendte ham et drillende smil, blinkede sigende. Synet af hans gab fik hende dog til at ryste på hovedet igen og hun trak forsigtigt på de spinkle skuldre. ”Det kunne også være, jeg skulle pakke sammen her.. Kan jo altid sørge for du kommer sikkert i seng?” Egentlig var det mest sagt i spøg, men med Rachel kunne man aldrig være helt sikker, for bag hver spøg lå der et snert af alvor i hendes stemme.

WORDS 432
OUTFIT KLIK
TAG Alexander Young

[austin]

-----------------------------------
I'm beat, trashed and definetly embarrased but
I keep smiling
I turn on the happy face and pretend to be fine
-----------------------------------

Alexander fulgte Rachels fremadrettede bevægelse med interesse og smilede underfundigt. Han hævede et enkelt øjenbryn og sugede luft ind med næsen. I samme træk, indsnusede han Rachels feminine duft, og han bemærkede med tilfredshed, at hun vist brugte nøjagtig samme produkter som hun gjorde for tre år siden. Essensen var i hvert fald den samme og det gav et let stød i ham, da parfumestofferne og feromonerne gjorde deres til at genoplive gamle minder. Havde han nogensinde været helt så tæt på hende siden de slog op?
Han mindedes det ikke. Hvis han havde været det, havde det i hvert fald ikke føltes helt sådan her.
Hun kunne pjatte og flirte let og overfladisk som altid, men det var noget der imellem dem igen. Den der gnist, som havde tændt ham dengang. Måske var den kun antændt som følgevirkning af de seneste måneders åndssvage begivenheder, som han ærlig talt ikke kunne begribe endelig var overståede, men den var der, og den krævede hans opmærksomhed ligesom hun gjorde, men sin blotte tilstedeværelse.

Han betragtede hende med hovedet en anelse på skrå og nussede hendes knæ blidt med tommelfingeren, imens han overvejede hendes spørgsmål, med et skævt smil. Man kunne vist aldrig helt være sikker på hvornår hun mente sin flirten alvorligt, og hvornår det bare var pjat, men han havde alle intentioner om at finde ud af det. ”Det er et frygtelig godt spørgsmål, miss. Ivory,” sagde han drillende. ”Trækker tiden ud, vandrer omkring den varme grød?” Han blinkede en enkelt gang inden han slap hendes knæ og lænede sig en anelse bagud, med en lav, klukkende latter.

”Jaeh?” Han strøg en hånd igennem håret og smilede drenget, men kommenterede ikke hendes tilståelse yderligere. Endnu et gab forlod ham, og han nikkede lidt, med et kort grin. ”Hvad skulle jeg dog gøre uden dig Rachel?”

-------------------------------
TAG: RACHEL SASKIA IVORY

[/color]
-------------------------------[/center]

[Rachel Saskia Ivory]

OUTFIT KLIK
TAG;; Alexander Young

Alexanders ord fik et skævt smil frem på Rachels læber. Det glædede hende, at han sådan legede med og hun var da ikke i tvivl om, at han nok skulle bringe deres lille fantasi til virkelighed, hvis det var den vej, hun valgte. Et eller andet sted trak det i hende efter at traske af sted med ham op mod sovesalene og alligevel var der en lille stemme, der skreg, at det en sådan handling sikkert ville ende i endnu mere skade på hendes, i forvejen flossede, hjerte. Hun gik dog alligevel i gang med at samle papirerne fra eliksirstilen sammen og lagde dem ind i bogen, som hun forsigtigt fik lukket, for ikke at krølle papirerne. Hans spørgsmål fik hende dog til at le en lav latter og hun vendte ansigtet mod ham, før hun rejste sig op.

”Det ved jeg virkelig ikke.. Dratte om her i sofaen ville være mit bud?”, hun blinkede til ham med et muntert smil på læberne og bukkede sig ned for at samle sine sko op, før hun endelig rakte hånden frem mod ham. ”Men nu kan det være nok med det gaberi, Alexander Young! Vil De være så venlig, at lade mig eskortere Dem til de himmelske sovesale?” Hun rakte hånden frem til ham og ventede lidt på at han skulle tage den. Om han så ville have hende til at blive, når de endelig nåede til sovesalen, var hun ikke helt hundrede procent sikker på. Godt nok havde hun givet flere åbenlyse hints til, at hun gerne ville blive hos ham natten over, men det var trods alt rygtet, at Rachel tit flirtede uden at mene det store med det og det kunne jo være, det var sådan Alexander havde tolket det. Hun håbede det dog ikke. Nej, det var som om, der var noget mellem dem i aften. Noget, der ikke havde været der længe, men som pludselig var vågnet igen og fik hende til at nyde at tilbringe sin tid med ham. Fik hende til at håbe, de kunne tilbringe mere af den sammen.

[austin]

-----------------------------------
I'm beat, trashed and definetly embarrased but
I keep smiling
I turn on the happy face and pretend to be fine
-----------------------------------

Alexander grinede af Rachels bud på hvad han ville have gjort, hvis hun ikke havde været der til at hjælpe ham op på sovesalen. Et kraftigt gab, der af udseende passede sig glimrende for den løve han skulle forestille at være, undslap ham imens han strakte armene lige op i vejret med sammenflettede fingre. Han drejede sig rundt med siden til hende og vippede frem i sofaen, før han skubbede fra med hænderne og rejste sig op. ”Javel, Rachel Ivory,” svarede han, med et bredt smil, inde han lænede sig ind imod hende. ”Hvis De insisterer, så vil jeg lade dem gøre næsten hvad som helst,” sagde han lavmælt, før han rettede sig op og blinkede drillende med det ene øje.

Han holdt hentydningerne på et plan, der stadig kunne være for sjov, for hans mange eskapader til trods, hadede hans stadig direkte afvisninger helt ufattelig meget. Han havde lyst til at række ud efter Rachel og trække hende ind til sig, men også her lå potentialet for at blive skubbet væk, og i stedet for at tage risikoen, vendte han front imod hende og gik langsomt baglæns hen imod trappen til drengenes sovesale. Hans blik lå på hende og hans smil var begrænset til en lille trækning i den ene mundvig.

-------------------------------
TAG: RACHEL SASKIA IVORY

[/color]
-------------------------------[/center]

[Rachel Saskia Ivory]

OUTFIT KLIK
TAG;; Alexander Young

Det var egentlig ikke tit, Rachel rødmede og især ikke når hun bare flirtede drillede og skødesløst rundt med folk, men der var et eller andet ved Alexander – havde altid været et eller andet ved Alexander -, der gjorde, at en fin rødmen nu skyllede op i hendes kinder ved hans ord. Da han begyndte at gå hen mod trappen med front mod hende, kunne Rachel ikke tilbageholde en lav latter og hun rystede smilende på hovedet af ham, før hun tilbagelagde afstanden mellem dem, sikrede sig selvfølgelig at der ikke var nogen i opholdsstuen, der havde blikket vendt mod dem. Skulle hun afvises nu, skulle der i hvert fald ikke være vidner. Forsigtigt stillede hun sig op ad ham og lod de slanke arme falde om hans nakke dog uden på noget måde at stramme grebet, lagde bare løst armene over hans skuldre. Et par sekunder fastholdt hun hans blik med de dybe, brune øjne, betragtede ham lidt i tavshed.

”Alexander, burde du egentlig ikke være fyren, der gjorde, hvad han ville?”, spurgte hun og et skævt smil spillede i form af en svag trækning i mundvigen. Ikke at hun direkte sagde, hvad han ville, men et eller andet sted håbede hun virkelig på ikke bare at blive afvist. Hun havde altid haft stor selvtillid, men med Alexander var hun aldrig hundrede procent sikker. Hvem var i det hele taget det? Det var jo derfor hun bare var hoppet ud i det, prøvet at stole en smule på sig selv. Nu var der ikke mere at sige, kun vente på hans næste træk i deres lille spil.