you get the message [plot]

[robin]

it aint ,

no question

En blid musik fyldte det tomme klasseværelse. En skikkelse stod midt i det hele, med noget hvilende på skulderen. Det sorte hår hang ned af ryggen på pigen, som et mørkt vandfald. I det hun bevægede sig en smule, ramte lyset hendes ansigt men Robins øjne forblev lukkede. Fra instrumentet på hendes skulder, strømmede der en blid musik. Den brune violin, var den unge piges kæreste eje, for det var i musikken hun kunne udtrykke sig selv. Robin rykkede lidt på føden, og rettede ryggen så hun stod mere ret og elegant.
I det hun havde rettet på sig, blev tonerne hurtigere og en smule højere. Som prøvede hun at skærer gennem muggler instrumentet. Men det var ikke hvad hun var ved, melodien var bare noget der var faldet hende ind og så strømmede den ud. Med et stoppede lyden, og stilheden tog over. De grå øjne hvilede på lyset i vinduet, mens tankerne fløj gennem Robins hoved. Det var længe siden hun havde set Isoldi, og Madeleine.

Der er sikkert intet galt, forsikrede hun sig om. Stemmen i hendes hoved lød altid som hendes mors. Det kunne til tider være ret irriterende. Nu skal du tage dig sammen, tøs! Tænkte hun surt og lod sig dumpe ned på gulvet. Hendes blik skiftedes med at hvile på døren og vinduet med lys. Robin forventede hvert sekund at en eller anden kom brasende ind og brokkede sig over den musik hun havde spillet lige før. Efter hendes egen mening var hun god, det var ikke for ingenting at hun havde spillet i flere år.

Tag; Isoldi Libitina
place; de tomme klasse lokaler