|
|
Post by Ethan Sinclair on Jun 3, 2011 21:20:21 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Ethan kunne ikke lade være med at smil da Carrie fandt den første sætning frem. Hans ry fulgte ham stadig og han måtte indrømme, at det ikke ville forsvinde fordi han havde valgt at opføre sig anstændigt de sidste tre måneder. ”Jeg kan ikke holde mindre af dig fordi du har den indstilling,” svarede han med endnu et nik. ”Jeg ville have været skuffet hvis du ikke kunne lide det, for det var en af mine bedre.” Han lo kort, selvom det allermest lød som et halvkvalt fnys. ”Og ja, her lister vi ikke omkring den varme grød.” Caroline havde altid været sandfærdig og ligefrem i alt hun sagde, og det havde aldrig været et problem for Ethan, der foretrak at få tingene at vide som de var. Han havde aldrig været god til de små tegn og skjulte betydninger, så hér kunne han i det mindste vide sig sikker. ”... Nogen vi rent faktisk er forelskede i. Jeg forstår,” færdiggjorde han hendes sætning og trak endnu en gang på smilebåndet.
Ethan var måske lettere overrasket da Carrie tiltvang sig plads i hans favn, men han var ikke sløv til at ligge armen omkring hende. ”Hvem er vi forelskede i?” spurgte han efter lidt stilhed. Ethan var ikke sikker på om der rent faktisk var nogen hun havde i tankerne eller om det blot havde været en konstatering. Han var selv overbevist om, at han ikke kunne sætte noget navn på. Der havde været Rachel – der havde været Julie – der havde været Bree, men havde han været forelsket, eller bare forelsket i idéen?
|
|
|
|
Post by caroline on Jun 4, 2011 16:30:33 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Carrie trak lidt på smilebåndet og var lige ved at række hånden ud for at ruskede kort op i Ethans korte hår. Hun standsede dog sig selv og nøjedes med at ryste lidt på hovedet af ham, som han proklamerede at det var et af hans bedre forsøg. Hun kommenterede hverken det eller hans bekræftelse, men fortsatte direkte videre til halve konklusioner, gestikulerende en anelse med armene, inden hun endelig blot sank lidt ind imod ham og sukkede lavt.
Hans spørgsmål fik hende til at trække en anelse på skuldrene under hans arm og hun var et øjeblik om at svare. ”Jeg er ikke forelsket,” sagde hun ærligt. ”Ikke mere.” Hun rykkede hovedet lidt, så hun kunne se op på ham med et spørgende blik og et svagt smil på læberne. ”Er du? I... Hvordan var det? Rachel, Julie... Georgina, Marie..?” Hendes smil blev drillende, inden hun atter sænkede hovedet og hvilede det mod hans skulder.
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Jun 5, 2011 21:40:22 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Hvad var kærlighed for et fænomen? Hurtig hjertebanken, rødmen – følelsen af at ville gøre alt for denne person? Var det blomster og poesi, serenader og symfonier? Skulle Ethan være sand i hans ord så havde han ikke den mindste idé. Havde han nogensinde været forelsket? Her måtte han trække på skuldrene. Det var ikke noget han ville sige højt, af gode grunde, men noget sagde ham, at det havde han aldrig.
”Ikke mere?” udbrød han forundret. Det var i disse øjeblikke at Ethan ville ønske, at deres forhold havde været mere fortroligt, i stedet lod han spørgsmålet være ved dette. Navnene Carrie valgte at nævne, i hvert fald de første to, skar sig ned i hans håndryg. ”Nej! Nej...” kommenterede han med en hovedrysten. ”Kun ude på at skabe lidt ballade.” Hvilket havde vist sig at være ganske rigtigt. Konklusionen var, at han under alle omstændigheder burde holde sig fra at skabe mere ballade. ”Ikke mere...” gentog han endnu en gang, altimens han analyserede samtlige hankøns bekendtskaber han mindedes at Carrie havde.
|
|
|
|
Post by caroline on Jun 6, 2011 21:39:10 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Carrie lod sit hoved forblive imod Ethans skulder og rystede ikke på det, da han gentog hendes egne ord. Hun sukkede blot lydløst og sank lidt mere sammen ind mod ham. ”Det er længe siden,” informerede hun ham tonløst. ”Men det gør ikke noget. Forelskelser tager så meget af ens tid. Det er anstrengende.” Hun skævede lidt op imod vennen, da han nægtede og kom med en af sine sædvanlige drengede bortforklaringer. Et lavt fnys forlod hende, som hun langede dovent ud efter hans modsatte arm og puffede lidt til den. ”Det er ikke særlig sødt,” bemærkede hun irettesættende, uden sin sædvanlige alvor. Måske var den uendelig begrænsede mængde blåbærrom alligevel steget hende lidt til hovedet. Det føltes i hvert fald behageligt at sidde sådan, lænet ind imod Ethan med hans ene arm omkring sig. Hun sukkede lavt igen og lukkede øjnene lidt, som hun diskret indsnusede hans duft så tæt på. ”Du burde finde en pæn pige og holde op med at lave alle de narrestreger, E. Du ender bare ligesom ham der din klassekammerat... Alexander Young,” sagde hun lidt opgivende, uden at nævne hvorfor det var ekstra skidt at ende som lige præcis ham.
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Jun 10, 2011 19:06:04 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Ethan kunne have været forelsket – han kunne endda have været dybt forelsket, havde han bare haft en idé om hvordan det skulle tackles. Han havde haft for svært ved at give slip på én livsstil til fordel for en anden – han havde mæsket sig i opmærksomheden, men havde til sidst måtte balancere med for meget og resultatet var, at han havde tabt det hele på gulvet. ”Jeg tror at det er sundt at være forelsket,” konstaterede han, måske en smule kort for hovedet. ”Og selvom det måske er anstrengende, så er det også det hele værd, men jeg vil ikke prøve at gøre mig klog på et emne jeg ikke kender noget til.”
Ethan tegnede, en smule fraværende, cirkler på Carries arm. Blåbærrommen havde lullet ham ind i noget der kunne minde om sindsro, også på trods af de mange problemer der langsomt var i gang med at drukne ham. ”Det er slet ikke så let at finde den pige, men jeg kan love, at jeg vil gøre alt i min magt for ikke at ende som Alexander.” Ethan kunne dog ikke finde nogen forskel mellem dem. De havde begge været uheldige når det kom til hunkøn, også selvom Alexander havde haft mere succes end Ethan nogensinde kunne håbe på at få.
Ethan tog armen til sig, skubbede Carrie en smule fra sig og rejste sig dernæst op fra sofaen. ”Den eneste pige jeg nogensinde har haft brug for, har været dig – så helt uheldig føler jeg mig ikke,” kommenterede han med et smil. ”Det var en god idé Carrie – det var alt jeg havde brug for, men en hvis ung dame ville også ønske at jeg kunne blande forretning med fornøjelse.” Han lænede sig ind mod Caroline, plantede et, langvarigt, kys på hendes kind og fandt vej mod udgangen. ”Lad os tage det sidste på en anden gråvejrsdag, eller hvis vi har noget der skal fejres!” Det sidste smil nåede hun ikke at fange før Ethan var ude af døren, men det havde også været til hans egen glæde.
|
|
