|
|
Post by Ethan Sinclair on May 17, 2011 22:46:23 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Ethan drejede skarpt om hjørnet. Hans temperament syntes at stige med hvert skridt han tog, og det blev ikke bedre af, at ordene stadig rungede for hans ører. Eftersidning! Og alt sammen fordi han havde sendt en enkelt lille besværgelse i Seamus Pollywiggles retning. Besværgelsen havde ikke engang lykkedes og drengen havde kun fået en mindre forbrænding. OG HVOR FANDEN SKULLE HAN MØDES MED PROFESSOREN?!
På det seneste havde alt gået ned ad bakke. Ethan havde prøvet at holde sig selv lidt i ørerne - koncentrere sig om hans studier, om hans fremtid, men havde samtidig skubbet halvdelen af skolen fra sig i håb om, at dette ville give ham lidt rum, men det var alt sammen i hans hovede - det var der han manglede plads. Ethan havde ikke engang lagt mærke til, at trapperne havde taget ham to etager højere end han havde forventet, så han var mere end bare overrasket da han slog døren op til pigernes toilet.
Det var næsten som at træde ind på hellig grund. Ethan gav sig i hvert fald tid til at kigge sig lidt omkring - det var trods alt ikke hver dag at han endte der. Desuden havde han virkelig brug for et toilet, og tanken om de to etager der ville tage ham at bestige før han nåede den rigtige destination, var nok til at få ham til at overveje, at finde den nærmeste plante, men dette ville højst sandsynligt skaffe ham endnu en eftersidning, og et irriterende rengøringsarbejde oven i hatten. Så da det ikke så ud til at der var nogen, i hvert fald ikke ved vaskene, skyndte Ethan sig at gøre brug af den første bås. Han ville være ude før det nogensinde blev opdaget - forhåbentlig - for han kunne ikke komme på en undskyldning der ville lyde overbevisende nok.
CARRIE |
|
|
|
Post by caroline on May 18, 2011 14:49:16 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Døren til det bagerste toilet gik op og Carrie trådte ud derfra igen. Hun bevægede sig over til håndvasken og betragtede sit eget spejlbillede ovenover den, imens hun skyllede sine fingre med den sædvanlige, nærmest overdrevet pertentlige, grundighed, som enhver, der kendte hende, bare ville trække lidt på skuldrene af.
Måske lagde andre ikke mærke til det, men hun synes selv at hun bar en hvis lighed med et spøgelse for tiden. Vinterens mangel på sol havde efterladt hendes hud helt bleg og sammenstødet med Eric i den foregående ferie, samt Brees annoncering af hendes graviditet ved samme lejlighed, havde plantet en nærmest permanent bekymret rynke i hendes pande. Den forsvandt kun virkelig når hun, som nu, blev opmærksom på den og gjorde en indsats for at tvinge et smil frem. Hun rystede de våde fingre af ned i vasken og strøg dem både over sit ansigt og igennem de røde lokker en gang, før hun rettede lidt på henholdsvis strømpebukser og kjole.
Det var mandag, klokken var halv to og Caroline havde haft fri i en halv times tid. Planen for resten af dagen var afslapning efter en stressende sidste uge fyldt med et mindre ton afleveringer i de fag, som hun tog sine F.U.T.'er i. Hun havde som sædvanlig skemalagt præcis hvornår hun absolut intet fornuftigt skulle foretage sig. I dagens anledning havde hun besluttet sig for at en tur op i fællesstuen eller hen på biblioteket for at tulle lidt tilfældigt rundt imellem enten mennesker eller bøger var en glimrende adspredelse. Måske var det endda en, der kunne få hendes tanker væk fra de ufattelige mængder sidespor, som dukkede op i takt med at eksamen nærmede sig, godt hjulpet på vej af det uvelkomne minde om hendes håndflade, der smaskede imod Erics kind og det efterfølgende kys, hvis man da overhovedet kunne kalde det det.
Hun betragtede sig selv i spejlet, som hun rettede sig op og rullede et par gange med skuldrene. Vandet løb ikke længere fra hanen og der var næsten stille i det flisebelagte rum. "Tag dig sammen, Caroline," hviskede hun næsten uhørligt til sig selv, imens hun betragtede sit spejlbillede.
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 18, 2011 17:34:11 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Det var ikke med stoltheden i behold da Ethan trådte ud af båsen. Han havde hørt skridt og vandet løbe, og havde hurtigt ladet fantasien tage frit spil – hvilket i hans hoved betød, at hele arealet nu svømmede med piger der var parate til at jage ham ud i en vred hob, høtyve og fakler havde også været indblandet, men han kunne ånde lettet op efter, langsomt, at have åbnet døren til båsen. Der var ingen tvivl – det iltre røde hår kunne han genkende fra den anden ende af spisesalen! På trods af situationen, og den forklaring han meget snart skulle ud i, kunne han ikke lade være med et smile. Carrie havde været en god ven igennem de syv år de havde tilbragt sammen og Ethan kunne ikke slippe for den bekendtgørelse, at han holdte inderligt af hende.
”Snakker du nu med dig selv igen?” kommenterede han leende på vej mod vasken ved siden af. Han lod vandet løbe til det var varmt og placerede derefter hænderne under den varme stråle. Efter at have konkluderet at hans hænder var så rene som de kunne blive, slukkede han for vandet og tørrede dem i det nærmeste håndklæde. Et hurtigt blik i spejlet konstaterede, at hans hår sad til alle sidder, og at han havde reddet sig en kuglepensstreg ned langs kinden. Heldigvis var den ikke så tydelig, men han tog stadig lidt vand på et par fingre og prøvede at gnubbe det værste væk.
Ethan vendte sig mod Carrie med et fornyet smil på hans læber, men noget foruroligede ham en smule. En sjette sans havde han aldrig ejet, men efter at have kendt Carrie igennem syv år, på godt og ondt, havde han efterhånden fået en forståelse for hendes forskellige udtryk – det han havde set mest, og kendte bedst var tag dig sammen-blikket, eller hvorfor undre det mig ikke, men dette var ingen af delene. Til gengæld ønskede han heller ikke at snage for meget – det havde hun trods alt nok mennesker omkring hende der tog del i, så Ethan valgte at gøre det han var bedst til – afledning. ”Du undre dig sikkert over, hvad jeg laver herinde, men ser du... der er en ganske, enkel forklaring på dette.” Ethan tog en kunstnerisk pause mens han gav sig tid til at kigge sig omkring. ”Jeg udfordre min feminine halvdel!” afsluttede han, efterfulgt af en latter.
”Et enkelt smil, Carrie – lægens ordre,” prøvede han sig med efter et par sekunders stilhed. Ethan havde aldrig været god i stille øjeblikke. ”Er alt som det skal være?” Han skruede lidt ned for smilet og lagde en hånd på hendes skulder.
|
|
|
|
Post by caroline on May 18, 2011 19:53:30 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Carrie drejede sig hurtigt imod Ethan, da hun så ham genspejlet bag sig. Hun rynkede en anelse på næsen af hans tilstedeværelse på pigernes toilet og himlede med øjnene af der spørgsmål, der faldt prompte. Et svagt smil spillede i hendes ene mundvige, som hun mødte hans blik hen over håndvaskene. ”Man bliver jo nødt til at snakke med nogen, der er fornuftige en gang imellem,” svarede hun næsvist med sin gamle selvsikkerhed, der ellers var blevet rusket lidt i hængslerne på det sidste.
Hun krydsede armene over hinanden og så afventende på ham, som han tørrede hænderne af i håndklædet. Inden hun nåede at kommentere på det faktum at han slet ikke burde befinde sig hvor han var – man var vel gammel vejleder – afbrød han hende i det mindste og serverede en tam forklaring, som hun ikke købte bare en lille smule. Hun fnøs lavmælt og muntert og betragtede ham med begge øjenbryn hævet. ”Det lyder sandsynligt,” kommenterede hun sarkastisk.
Hans næste ord havde præcis den ønskede effekt. Carries blik faldt i et øjeblik, men så så hun op og smilede skævt. Hun løsnede de krydsede arme og lod dem falde igen, kun for at hæve den ene og stryge en løssluppen tot ildrødt hår om bag øret. Et skuldertræk fulgte spørgsmålet, inden hun rynkede panden lidt og rømmede sig. ”Hør nu her, Sinclair. Du skal virkelig ikke stå herinde og tøsesnakke. Det er kun for piger,” erklærede hun, stadig med smilet i mundvigen. ”Herut,” kommanderede hun, før hun selv satte af med retning imod døren, som hun holdt åben for Ethan. ”Hvis du vil udfordre din feminine halvdel, så hedder det damerne først,” bemærkede hun.
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 18, 2011 20:25:16 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Latter kom altid let når han var i Carries selskab – ikke fordi hun generelt var morsom, da deres samtaler som regel bestod af sarkasme og halvdårlige jokes fra Ethans side. Han lod hånden falde ned ad siden, men den tomme fornemmelse han følte et stik af efter at have givet slip, overraskede ham. Det havde lykkedes Ethan at skubbe de fleste af hans veninder fra sig – alle dem han havde holdt af, men Carrie var der endnu, og bare det at være tæt på hende gav ham lyst til at omfavne, kun for at mindes følelsen. I et øjeblik havde hans hjerte endda sprunget et slag over, men han skyndte sig at slå alle opbyggende tanker bort.
”Enig! Taktisk tilbagetog,” svarede han med en løftet pegefinger og strøg efter Carrie, men stoppede op ved døren, som han hurtigt overtog. ”Lidt værdighed kan jeg da prøve at beholde,” forklarede han og holdte armen ud mod gangen. Skulle han endelig fanges på pigetoilettet kunne han prøve at gøre det med måde. ”Der har vi jo min Caroline Abbey,” udbrød han glædeligt og lagde begge hænder på hendes skuldre mens han førte hende ud af rummet og videre ned ad gangen.
”Fortæl mig,” fortsatte han og gav slip på hendes skuldre for at gå ved hendes side. ”Hvad sker der i verdenen?” Hans egen var ganske sort og hvid, og desuden fulgte han ikke med i al den sladder der cirkulerede Hogwarts - tildels fordi han ikke vidste hvad han skulle tro for sandt, og hvad der var det pure opspind, og i øjeblikket bekymrede han sig også for hvorvidt han ville bestå hans F.U.T'er. Ikke alle var født med samme potentiale som Carrie, i hvert fald ikke når det kom til besværgelser og formularer. Han vendte blikket mod hende og skubbede drillende.
|
|
|
|
Post by caroline on May 18, 2011 21:07:49 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Carrie havde aldrig været let at komme ind på. Hun var reserveret som ind i helvede, valgte sine venner med omhu og synes til tider selv, at de måtte stå model til frygtelig meget.
Til gengæld ville hun gå igennem ild og vand for dem (i hvert fald hvis hun var sikker på selv at komme helskindet igennem det). Ethan var en af de få mennesker, som hun rent faktisk stolede på, men hun havde ikke fortalt en sjæl om sine seneste bekymringer, og hun havde ikke tænkt sig at begynde nu.
Hans hånd på hendes skulder var varm og behagelig, men hun reagerede ikke på den alligevel. Hun nægtede at lade den impuls, som bød hende at træde nærmere og fremtvinge et kram, vinde. Det var slet ikke første gang de sidste par dage at hun blev ramt af den refleks. Hun havde nær krammet en af professorerne forleden, fordi hun savnede den tæthed med et andet menneske og det her var ikke en snus anderledes. Hvis hun først faldt ind imod en varm overkrop, frygtede hun at hele læsset ville skride og hun enten ville begynde at tude eller begynde at råbe igen. Ingen af delene gik i situationen og i stedet stod hun som fastfrosset i et øjeblik.
Hun fnøs igen muntert af hans bemærkning omkring værdighed og protesterede ikke, da hans hænder lagde sig på hendes skuldre, selvom den irriterende impuls skød direkte op igen og plantede en lille rynke i panden på hende, som hun forlod toilettet. Imens de gik ned af gangen, uden noget åbenlyst mål, drejede hun hovedet imod ham. Hun standsede op ved hans spørgsmål og trak lidt på smilebåndet igen. ”Same old?” Kom det tøvende, men ikke uden humor. ”Er der noget bestemt du tænker på?” Hun rømmede sig og trak lidt på skuldrene.
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 19, 2011 11:41:45 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Carrie havde venner, og fjender, samt bekendte, familie og hvad der ellers fandtes af relationer over alt på skolen, og måtte derfor også være dækket bedre ind end Ethan, i hvert fald når det kom til den seneste snak der cirkulerede skolen. Ethan havde hørt lidt hist og her, men var bange for at tro på sandheden og bange for at snuble i løgnen. Desuden havde the Wiz udgivet et par artikler med tvetydige budskaber, og det var her han var værst. ”Jeg tænker på al den sladder der har spredt sig som løbeild.” Det var blandt andet sladderen om Bree der bekymrede ham mest, som han havde fanget på sladdertavlen, sammen med sladderen der havde omhandlet Carrie selv. ”Er der sket noget med Bree?” Det var selvfølgelig slet ikke i hans sted at stille det spørgsmål, men han kunne heller ikke se sig selv gribe fat i Bree inden for de næste par dage.
”Vent... Glem at jeg spurgte,” sukkede han et sekund efter og trak ned i t-shirten. ”Hvor er vi desuden på vej hen?” Ethan stoppede brat op og snurrede lidt omkring. Han havde ingen destination og havde ladet hans fødder tage stilling, men han ønskede heller ikke at lede Carrie for meget på afveje. ”Okay, spørgsmål nummer tre,” han tog fat i Carries hånd, ”hvornår har du sidst haft det sjovt? Gjort noget for dig?” Noget der hverken havde med politik eller lektier at gøre. Det var en travl tid for alle afgangsklasser, og Ethan burde sikkert tage det mere seriøst end han gjorde, men han var også det humoristiske indslag. Der var mere i livet end F.U.T'er, også selvom de var essentielle for Carries fremtid inden for politik.
|
|
|
|
Post by caroline on May 19, 2011 12:40:28 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Caroline hævede begge øjenbryn i en perfekt imitation af ægte overraskelse. Hun havde altid været en dygtig skuespiller, især så længe det ikke handlede direkte om hende selv. Frem for at lade sig stoppe af Ethans affærdigende sukken, besvarede hun hans første spørgsmål som om det reelt kom bag på hende. ”Du skal ikke lytte til sladder, E,” bemærkede hun, lige så belærende som altid. ”Heller ikke min søsters.”
Hun trak lidt på smilebåndet og smilede drillende. ”Hvor er du på vej hen? Jeg havde tænkt mig en tur ned på biblioteket,” erklærede hun, uden i øvrigt at rykke sig ud af stedet. Hun formåede at få det til at lyde som om hun atter engang havde noget fornuftigt planlagt, selvom sandheden var, at hun vitterligt havde tænkt sig at tillade sig at slappe lidt af for en gangs skyld.
Da Ethan greb ud efter hendes hånd med sin, rynkede hun i et øjeblik panden. Hendes egen var kold og kontrasten virkede slående, som hun i det korteste øjeblik slog blikket ned.
Hun så derpå op på ham med en lidt forundret mine og trak på skuldrene. ”Jeg synes det er sjovt at arbejde,” forsøgte hun sig tøvende, skævende lidt til siden uden at trække hånden til sig. ”Hvorfor spørger du om det, Ethan? Vi har eksamener om to måneder, the Hallows har valg om halvanden, ministeriets sommer-praktikantstillinger er kun for afgangselever med mindst tre klare F'er.” Hun standsede sig selv og smilede undskyldende. ”Jeg har ikke særlig meget tid til at have det sjovt. Desuden går det alligevel bare galt, når jeg prøver.” Hun rynkede lidt på næsen og mindedes både festen i vinterferien og den ved juletid. Det burde ikke være hende tilladt at indtage alkohol.
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 20, 2011 18:20:57 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Han havde aldrig mistænkt Carrie for at lyve, men han vidste også at der sikkert var mere til sandheden, og at hun – meget politisk korrekt – valgte at styre uden om emnet, så Ethan havde ikke lyst til at fortsætte med at grave. Han lo kort og skubbede de mange spørgsmål væk.
”Hvorfor undre det mig ikke, at det er biblioteket som er din destination?” Ethan rystede på hovedet, men smilet på hans læber var ikke til at tage fejl af. Ethan havde brugt det meste af hans syv år på Hogwarts med at undgå biblioteket. Først og fremmest var det forbudt at tale, han fik næsten hugget hovedet af fra øjeblikket han trådte ind; ”Mr. Sinclair, lad være med at trampe sådan! … Mr. Sinclair, hvis du absolut skal nyse, kan du så ikke gøre det stille?” Og sidst, men ikke mindst, så var biblioteket også lig med lektier, og dem havde han heller ikke for vane at tage sig grundigt af.
”Du er ikke skruet ordentligt sammen, Abbey! Sjovt?! At arbejde?!” Han måtte endnu en gang gøre brug af kunsten at ryste på hovedet. ”Det tænkte jeg nok. Vi sætter alle sammen pris på dit arbejde, men lemonade smager kun godt hvis man tilføjer lidt sukker.” Ethan gjorde sjældent brug af metaforer, og dette var grunden – Merlin ville vende sig i graven hvis han skulle ligge øre til dette. ”Okay, jeg er ikke god til metaforer, men min pointe er...” sagde han og trak i hendes hånd mens han satte i gang i fødderne endnu en gang. ”... at jeg vil tilføje lidt sukker... Lige nu, lige her! Vi skal til Hogsmeade, og vi skal have en drink!” Okay, så det var måske Ethan der allermest havde brug for noget stærkt, men han kunne bruge selskabet, og gerne et så kønt som Carrie. ”Og jeg tager ikke nej som et svar.”
|
|
|
|
Post by caroline on May 20, 2011 21:36:38 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Carrie trak på skuldrene uden at smile. At Ethan aldrig havde betragtet biblioteket som andet end et støvet sted hvor man lavede lektier og blev vrisset på var ikke nogen hemmelighed. Ligeså kom det heller ikke som en overraskelse for nogen af hun godt kunne lide sine stunder imellem bøgerne, om så det var for arbejdets eller fornøjelsens skyld, at hun befandt sig der. Hun svarede ikke på hans spørgsmål med ord, men trak til gengæld på smilebåndet, da han himlede over hendes postulat om, at arbejde kunne være sjovt. Hun forsvarede ikke sine egne ord, men fnøs blot muntert af hans reaktion på dem.
Efter hendes lille ordstrøm var morskaben sunket i sig selv igen og hun så op på Ethan med rynket næse, som han gav sig ud i metaforiske, filosofiske betragtninger på livet. Et enkelt øjenbryn røg op, men hun kommenterede ikke kvaliteten af hans lille sammenligning. Dertil havde hans hånd omkring hendes stadig lidt for meget af hendes opmærksomhed.
Hun rømmede sig lavmælt og fulgte med, da han begyndte at gå igen. En protesterende lyd forlod hende, som han nævnte Hogsmeade. ”Det er mandag, Ethan!” Hun satte hælene i og så helt overrasket på ham. ”Vi må ikke forlade skolen. Du må være helt fra snøvsen!”
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 21, 2011 20:25:22 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” ”Du er ikke vejleder længere, Caroline Jessalyn Abbey,” kommenterede Ethan midt i hendes pludselige opbremsning. ”Men på den anden side, så er det nok heller ikke tidspunktet til at bryde regler,” indrømmede han dernæst og kørte begge hænder rundt i hans ansigt, frustreret over hans mangel på at se tingene klart. Det var også først her at det gik op for ham hvor længe han havde holdt om hendes hånd, og hvor meget han allerede længdes efter følelsen igen. Han havde altid set hende som en søster, og hans flirten havde altid været forgæves, men alligevel... Kunne han risikere det hele nu, bare fordi hans teenage frustrationer tog overhånd?
Det var endnu ikke gået op for ham hvor længe han havde stået i stilhed, munden halvt åben, da han havde været i færd med at sige noget, og blot havde stirret på Carrie. Det var først da et muntert skrig længere nede af gangen lød, at han løsrev sig fra dagdrømmeriet, rystede tankerne ud af hovedet og fugtede hans læber. ”Ja, jeg er i hvert fald godt på vej,” svarede han lavmælt, stadig en smule lammet.
”Okay, så lover jeg dig, at så snart det er overstået så giver jeg en omgang. Jeg ved at jeg får brug for det!” Samt et koldt bad, og gerne hurtigst muligt, inden han trådte ud i endnu en fejltagelse.
|
|
|
|
Post by caroline on May 21, 2011 21:30:48 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Carrie rynkede kraftigt på næsen igen, da Ethan brugte hendes fulde navn. Hun havde i et kort øjeblik en meget barnlig trang til at svare yderst flabet igen. Da han indrømmede sin fejltagelse og gav sig til at køre hænderne rundt i ansigtet, bed hun det imidlertidig i sig og rystede blot på hovedet. Det var netop et elendigt tidspunkt at give sig til at bryde regler på.
Ifølge Carrie var alle tidspunkter selvfølgelig elendige til at bryde regler på, men det behøvede hun næppe minde vennen om.
Hun lod sin hånd falde slapt ned langs siden, som Ethan slap den, og så undersøgende på ham, imens han så ud til at være i sin egen verden. Det var lige før hun decideret viftede et par fingre foran hans øjne, for at fange hans opmærksomhed, inden han så ud til at vågne op igen. Hun smilede lidt og nikkede. ”Det synes jeg lyder som en fin idé, Ethan,” bekræftede hun. ”Det vil jeg meget gerne.”
Et kort øjeblik i stilhed passerede, inden hun rømmede sig og kløede sig lidt på armen med et sjældent glimt i øjnene. ”... Men altså... Hvis du virkelig har brug for noget at styrke dig på, så er der andre veje end det totalt håbløse regelbrud.” Hun hævede øjenbrynene en anelse og så næsten udfordrende på ham.
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 21, 2011 22:18:28 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” Ethan havde næsten nået til den konklusion, at det nok var bedst for ham at vende tilbage til opholdsstuen, men tanken havde knapt nået at tage form før Carrie hev ham tilbage til nuet. Endnu et smil voksede frem på hans læber og han skimtede en smule med øjnene. ”Hørte jeg virkelig sandt, eller er jeg stadig fanget i min lille fantasi-verden?” spurgte han mistroisk og nev sig selv i armen i spøg for at tjekke, om han endnu var vågen. ”Hvad har du i ærmet denne gang?” Det var meget sjældent at han så denne side, til dels fordi de ikke brugte hvert vågent øjeblik i hinandens selskab – hvilket nok ville drive dem begge en sengeplads hos Skt. Mungos.
Ethan så sig både til højre og venstre i endnu en dramatisk opvisning og lænede sig dernæst tættere på veninden. ”Fortæl, fortæl!”
Ethan ville aldrig have regnet Carrie for typen der havde et privat lager af noget som helst. Ikke engang Ethan havde tænkt på dette, selvom tanken havde slået ham et par gange, som regel under indflydelse, hvilket også kunne skyldes tankens forsvinden. En lille del af ham var dog glad for, at han ikke havde hans eget lager et sted. Alkoholiker som attenårig – ikke ligefrem en titel han nogensinde havde lyst til at give sig selv. Men en enkelt gang imellem – det kunne vel ikke skade?
|
|
|
|
Post by caroline on May 22, 2011 11:02:55 GMT 1
Oh, fascination, it's been in my frustration
it's been in my frustrations and I haven't got the patience
Et skævt smil voksede frem på Carries læber, da Ethan reagerede præcis som hun havde forventet. De næste par timer var alligevel beregnet på afslapning og sjov, og var det ikke lige netop hvad det var at bruge tiden med vennen? Det var ikke helt inden for rammerne af hendes plan, men hun kunne godt strække sig det lille stykke – især hvis det gav hende muligheden for at udforske den lidt underlige anspændthed imellem dem. Hun stak hænderne i kjolens lommer og smilede vidende, som han spurgte ind til meningen med hendes ord og efterfølgende skyndte på hende. ”Tålmodighed er en dyd, E,” kommenterede hun drillende, før hun bevægede sig stille og roligt ud i en forklaring. ”Du har jo allerede mødt mine bedsteforældres husalf,” bemærkede hun. Hendes smil veg lidt, som hun trak på skuldrene. ”Dempsey kan nærmest skaffe alt. Han kan uden problemer komme til Hogsmeade, så det er så let som ingenting...” At der derudover også var lige så meget imod reglerne, som selv at hente våde varer i troldmandsbyen, nævnte Carrie ikke. Hun var en evig fortaler for at følge de retningslinjer skolen havde sat op, men nogen gange måtte man gradbøje dem lidt. ”... Men vi kan jo altså ikke ligefrem sidde og vifte med den slags i fællesstuen,” sagde hun tænksomt.
Tag: Ethan Sinclair ● Outfit: here[/blockquote] |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on May 22, 2011 21:54:13 GMT 1
wandering around
“BUT I STILL COME BACK TO YOU” ”Tålmodighed er svær at finde på disse kanter,” svarede han Carrie før han stak begge hænder i lommen og gav sig til at vippe lidt frem og tilbage. Tålmodighed havde aldrig været en af hans - meget få – egenskaber. Hele hans liv kunne passere ham forbi uden han ønskede at sætte farten ned. Men drengen prøvede stadig at mestre denne dyd så godt han kunne.
”Hvem havde troet at de kunne være så praktiske?” Ethan havde altid haft et sært forhold til disse kræ – han havde altid fundet dem direkte skræmmende i alt de gjorde, selv den måde de serverede for deres værter. Hans far kunne dog sagtens finde brug i sådan et væsen, men Ethan ville aldrig kunne nævne dette. ”Genial plan, Abbey!” Få et andet væsen til at bryde reglerne – der var altid en vej udenom – Ethan gav sig bare aldrig tid til at tænke over dette, hvilket også var resultatet af de mange problemer han rodede sig ud i.
”Hmm...” udtrykte han betænkningsfuldt mens han ledte efter det bedste sted de kunne sidde uforstyrret – ikke ligefrem en let opgave på en skole med flere hundrede elever. ”Fornødenhedsrummet?” Han trak spørgende på skuldrene, men forventede allermest at Carrie også havde fundet det perfekte sted til deres lille 'regelbrud'.
|
|
