Hello, Goodbye

[Xavier Adler]

til isabella maria jones
first impact crowd control ...
. . . . . . . . . . .

Som det perfekte dydsmønster blev Xavier siddende på hans plads mens han noterede ugens lektier ned i hans lille, sorte bog. Weekenden stod for døren, hvilket også resulterede i, at halvdelen af klassen var ude af døren før lektierne kom på tavlen. Xavier pakkede dog roligt sine ting sammen, sørgede for at alt lå i orden i den slidte, lysebrune læddertaske, inden han - som den sidste - strøg ud af døren.

Dagens sidste lektion havde været med Slytherin-kollegiet, hvilket betød Isabella Maria Jones! Indrømmet så havde det været svært for Xavier at koncentrere sig om bogen foran sig, specielt når hans blik, ufrivilligt, hele tiden havde vendt sig i hendes retning. Alle de dagdrømme, alle de timer han havde brugt på at studere hende, selvfølgelig bag hendes ryg, og aldrig havde han fundet modet til at nærme sig hende. Han havde ikke engang talt med hende! De havde ikke ytret så meget som ét enkelt ord, ikke engang de mange timer havde spenderet i samme klasselokale havde ført dem sammen.

Han trak hårdt til i det blå og sølvstribede slips da han bevægede sig ned ad gangen i noget der mindede om kapgang. Tanken var at kvæle sig selv i slipset før han nåede destinationen, men det var blot ønsketænkning. Dette var tidspunktet for handling, ikke tænkning, og skulle det gøres, så skulle det gøres nu! Han prøvede febrilsk at rette lidt på det ustyrlige hår, der, trods hans umådelige forsøg på at tæmme de vilde lokker, ikke havde den mindste effekt. Bekymret over hans hår havde han slet ikke lagt mærke til, at lidt af hans skjorte havde sneget sig ud af hans bukser, og hang nu og så sløset ud.

"Isabella? ISABELLA?!" råbte han ned af gangen, en hånd strakt ud foran sig, halvt i løb for at indhente skønheden.

[Isabella Marie Jones]

Til Xavier Adler

Sidste lektion, sammen med Ravenclaw-kollegiet, var lige endt og Isabella havde derfor skyndt sig at få lektierne skrevet ned, så hun kunne forlade klasselokalet omgående, for at søge vej op mod opholdsstuen sammen med veninderne. Weekend! Yes! Nu skulle der bare slappes helt og aldeles af. Og der skulle absolut ingen laves lektier lige med det samme, det var da helt udelukket! Og de ville desuden godt kunne vente til lørdag aften eller noget. Så jo, skuldertasken var hurtig kommet over skulderen, og så var Isabella ellers den der var forduftet ud blandt de mange elever.

Isabella var sammen med fire af tøserne nået et god stykke ned ad gangen og mundtøjet gik på dem, som de gik der og talte om alle mulige forskellige ting – såsom hvad de skulle lave nu, hvad de skulle få weekenden til at gå med, og alt muligt andet. Pludselig hørte hun sit navn blive råbt, fortsatte få skridt med havde allerede sænket farten, og endnu engang blev hun råbt på. Hun stoppede op og så en velkendt skikkelse nærme sig. Det var jo den kære Xavier. Men hvad mon han ville hende? Et spørgende ansigtsudtryk lå over hende. Kort vendte hun sig om imod sine veninder som også var stoppet op og sagde til dem, at de bare kunne gå op i opholdsstuen, hun skulle nok indhente dem. Uden at protestere, vendte de sig om, snakkede videre og fortsatte op til deres opholds stue.

“Xavier?” sagde hun spørgende da han var nået ned til hende. Ja, hun havde stadig ikke regnet ud, hvad han dog ville hende, men mon ikke hun fandt ud af det? Hun kunne bare ikke se hvad han dog skulle ville hende, for de havde faktisk aldrig talt sammen, på trods af, at de begge havde været på skolen i syv år. Ja, man kunne vel næsten sige, at hun nærmest ikke anede hans eksistens, for idet de aldrig havde talt sammen og derfor havde hun jo heller ikke nogen grund til at gå og have ham i tankerne.

[Xavier Adler]

til isabella maria jones
first impact crowd control ...
. . . . . . . . . . .

Fandens tag hans disfunktionelle mundtøj! Hvorfor kunne det ikke bare fungere som hos alle andre? Men denne gang havde det løbet af med ham før han overhoved fik chance for at få et ben til jorden! Alligevel kunne han ikke stoppe, da dette blot ville få ham til at ligne en endnu større idiot end Isabella sikkert allerede troede om ham.

Det lykkedes ham at få stoppet hende (til hans store overraskelse), og da han endelig nåede hendes side skyndte han sig at give slip på hans greb i slipset og stikke hænderne i lommen, men ikke før han havde gjort en prægtig entré. Xavier snublede i sine løse snørrebånd og nåede kun akkurat lige at genvinde balancen. En rødmen bredte sig hurtigt til hans kinder og han slog hastigt blikket ned i gulvet. 'Det er på tide at sige noget!' Men før han fik genvundet mælet og åbnet munden, havde Isabella taget det første initiativ.

"Xavier?"

Hun kendte hans navn!

"Du kender mit navn?" Han talte så hurtigt at hans ord næsten væltede over hinanden for at komme ud.
"Wow, det havde jeg ikke troet," kommenterede han kort efter, allerede halvvejs på vej mod den akavede situation han altid bragte med sig. På den anden side kunne han ikke tro, at han rent faktisk snakkede med Isabella Maria Jones! Pigen han havde været forelsket i så længe. Pigen han havde dedikeret alle hans lektier til (i al hemmelighed), som han havde skrevet så mange usendte kærlighedserklæringer til, og hun kendte hans navn!
"Skal jeg bære din taske?" Han rakte hånden ud. "Følge dig til din opholdsstue?" Han gestikulerede ned ad gangen, men skulle nærmere have slået sig selv for panden.

I det mindste havde han sat talestrømmen igang - nu ville den bare ikke stoppe igen, og for hver sætning gjorde han det kun tydeligere; idiot, idiot, IDIOT!

[Isabella Marie Jones]

Til Xavier Adler

Der var noget over Xavier. Det havde hun nu altid syntes… men hvad det var, kunne hun ikke rigtig sige. Måske var det den der klodsedhed han besad? Eller måske var det bare hans generalle væremåde? Og prøv da at se, som han så ud nu. Hans skjorte sad ikke helt nede i bukserne, hvilket sikkert var fordi han havde møvet sig vej igennem de mange elever, for at nå hende? Og så var der det kraftige hår… et sådan kraftigt hår, som man til tider så, var helt umuligt at få styr på. Jo, hvis man spurgte hende, så besad han skam en charme i sig selv, men om han selv var klar over det? Ja, det var ikke til at vide. Hun rystede tankerne fra sig og vendte blikket Xavier, da han begyndte at tale.

"Du kender mit navn? Wow, det havde jeg ikke troet. Skal jeg bære din taske? Følge dig til din opholdsstue?"

Hun rystede kort på hovedet dog ville man godt kunne ane et lille smil på hendes læber. Sikke da noget mærkeligt at sige… "Well… man lærer vel efterhånden navne, som tiden går… og nu har vi begge gået her i syv år, så det er der vel egentlig ikke noget underligt i, selvom vi aldrig har talt sammen," svarede hun og så på ham med et undrende blik. Man kunne vel ikke forvente andet, efter syv år, hvor de jo altså også havde haft timer sammen. Hun havde jo hørt lærene sige hans navn, når de skulle spørge ham om noget der havde med det fag at gøre, som de nu sad i… så derfor kunne hun jo ikke have undgået at høre hans navn, og havde efterhånden lært hvem Xavier var. "Du kender jo også mit navn." Ja hvis han allerede havde glemt at han havde sagt hendes navn, kort forinden, så var der da noget helt galt med hans hukommelse. "Og ellers tak, jeg klarer mig nok," sagde hun som svar til hans to spørgsmål. Det kunne måske virke lidt koldt og afvisende, men det var ikke sådan hun havde ment det - havde blot venligt takket nej, fortalt at hun no skulle klare sig. Dog var hun sikker på at han kun havde sagt det sidste, fordi han var nervøs over et eller andet. Hvad det skulle være, vidste hun dog ikke.


Isabella så kort frem for sig. Gangene myldrede med elever der havde travlt med at komme væk, og sikkert op i deres opholdsstuer. Så slog det hende pludselig, at hun stadig ikke vidste, hvad han ville hende så endnu engang blev hendes blik vendt imod ham. "Ville du mig egentlig noget?" spurgte hun med et spørgende udtryk i ansigtet.

[Xavier Adler]

til isabella maria jones
first impact crowd control ...
. . . . . . . . . . .

Xavier prøvede behændigt at holde blikket på hans fødder. Til dels fordi det nok skulle lykkedes ham at snuble over et støvkorn på gulvet, men også fordi han endnu ikke havde fundet modet til at kigge Isabella i øjnene. Han kendte alligevel til hver en millimeter af de gyldenbrune øjne, og hvordan de næsten tog et snert af guld når solen fangede dem. Okay, så hun kendte hans navn, men han kendte hende; hvordan hun slog hendes rosentræs stav med ynde, og hvordan hendes mørke hår faldt omkring hendes skulder når hun lænede sig ind over bordet. Hans observationer havde været fejlfrie, og måske en smule psykotiske fra tid til anden.

"Sandt," indrømmede han, selvom han aldrig ville have gættet, at hun rent faktisk havde noteret sig hans navn. Det gav ham et lille stik af håb, hvilket slog lidt af hans nervøsitet af, og hjalp ham med at hæve blikket. "Dit glemmer man i hvert fald ikke," nåede han lige akkurat at kommentere før han kunne stoppe sig selv. 'Xavier Adler, du forstår dig sandelig på kvindekøn!' Det så bare så ubesværet ud når hans venner gjorde det, men Xavier besad bestemt ikke samme egenskab!

"Ville du mig egentlig noget?"

Oh shit!

Xavier kunne ikke lade være med at krumme tæer over spørgsmålet. Han havde ikke noget svar - i hvert fald ikke et der lød normalt.
"Jo, ser du. Jeg har betragtet dig siden første årgang, kan ikke få dig ud af mit hoved, så tænkte at jeg ville gøre mig selv synlig." Nej! Bestemt ikke hvad hun ønskede at høre, så hellere en lille, hvid løgn.
"Øh, ja!" Han kiggede sig hurtigt omkring, ivrig efter at finde noget der kunne hjælpe ham med at bygge på denne løgn. "Kunne du tænke dig, at hjælpe mig med... lektierne... til, øh... på mandag!" 'Du kunne lige så godt have stukket hende en historie om flyvende køer!' "Du så ud til at have godt tag på emnet, og jeg kunne virkelig bruge lidt hjælp på det område." Løgn, løgn, LØGN! Xavier var en knag til Magiens Historie og havde allerede læst foran så mange andre, men det var det bedste han kunne præstere.

'Call my bluff...'

[Isabella Marie Jones]

Til Xavier Adler

Hvis Isabella havde vidst hvordan Xavier observerede hende, så havde hun nok tænkt at han var sindssyg eller noget, men hvis hun så også havde vidst hvor vild han var med hende, og altid havde været det, ja så havde hun måske alligevel forstået det.. Men nu viste hun intet af dette, og derfor var det heller ikke noget der flød rundt i hendes tanker; at han var psykopat eller i hvert fald en smule sindssyg.

"Sandt. Dit glemmer man i hvert fald ikke,"

'Sødt sagt, alligevel.' tænkte hun for sig selv, og trak kontant på skulderen. Hun kiggede frem for sig. Eleverne strømmede af sted foran dem. Kort spejdede hun hen over dem foran hende, og over dem der gik på hendes side, inden hun vendte blikket mod Xavier igen, og lyttede til hans ord.

"Øh, ja! Kunne du tænke dig, at hjælpe mig med... lektierne... til, øh... på mandag! Du så ud til at have godt tag på emnet, og jeg kunne virkelig bruge lidt hjælp på det område."

Øh.. Hvad skete der lige der? Var det ikke Xavier der altid plejede at have så godt styr på sine ting, og bare kunne det hele? Hun havde da ellers hørt en masse fugle synge om at folk strømmede til ham, hvis de havde brug for hjælp. Og så var han nok også en af dem der sagde mest i deres timer, så meget havde hun da efterhånden lagt mærke til, efter hele seks år og nu var de på deres sidste. Det gav ikke rigtig mening for hende. "Du plejer da ellers nok, at kunne finde ud af lektierne?" sagde hun og kiggede spørgende på ham. Men okay.. Det kunne da godt være at han havde brug for hjælp.. Eller også var det bare en dårlig undskyldning, fordi han ikke vidste hvad han skulle sige.