Mig? Jeg laver aldrig ballade.

[Jasper Wayland]

Are you lost ma’am? Because heaven is a long way from here.

Det kom vel ikke som nogen overraskelse for nogle, at den stinkbombe som for kort tid siden var blevet smidt på tredje sal, lige i nærheden af biblioteket, tilhørte Jasper Wayland, også bedre kendt som Jazz på skolen. Han brød sig ikke synderligt meget om sit fornavn, og de eneste der stadig kaldte ham for Jasper, var hans forældre, hans bror og dem der godt kunne li’ at irritere ham, hvis de altså ikke kaldte ham for Wayland.

At reglerne på skolen var blevet strammet efter den uheldige hændelse ved juleballet, havde Jasper skam allerede mærket noget til: men endnu ikke så meget, at det afholdte ham fra at lave ballade. Hvis ham – og andre elever på skolen – ikke lavede en smule ballade i ny og næ, og bare rendte rundt i frygt for hvem dem mon kunne være, som havde dræbt mugglerstudielæreren, så havde Hogwarts været endnu mere kold og grå, og så havde det da slet ikke været til at gå på skolen.

Jasper havde kedet sig i løbet af alle skoletimerne i løbet af dagen, og det var derfor, at han havde kastet stinkbomben. Bare for at sætte lidt gang i den hele, havde Jasper skrevet sig selv op til en del eftersidningen og en masse ballade… hvis han altså blev taget.

Han så sig om en enkel gang og åbnede derefter døren ind til kosteskabet, mens han hurtigt smuttede ind. Kosteskabet var det perfekte gemmested, når man havde lavet ballade og ikke ville opdages. På det seneste var lærerne dog begyndte at blive mistænksomme når eleverne hele tiden gik ud og ind af kosteskabet, og derfor galt det om, at sikre sig der ingen lærer var. Efter at have bevæget sig ind i kosteskabet, lukkede han døren, fandt sin tryllestav frem og mumlede lavet Lumos, så et svagt lysskær bredte sig i mørket her herskede i kosteskabet. Alt han skulle gøre nu, var at vente i et godt stykke tid, og så snige sig ud af kosteskabet.

words: 331
tagged: mary abbey & jasper wayland
time: around 16.00
place: kosteskabet
notes:

[/size][/font]

[Meredith Abbey]

til JASPER WAYLAND
... i'll put up no resistance,

Meredith Abbey var ikke typen der lavede ballade. I hvert fald ikke mere end hvad godt var. Jo, hun brød reglerne til tider, men at være ballademager bare for at være det, var ikke lige hende. Dog havde hun netop været på vej ned af gangen, da en af poltergejsterne havde væltet tre rustninger og af erfaring var Mary klar over, at det bestemt ikke var godt at være den eneste i nærheden. Derfor havde hun tyet til det nærmeste kosteskab, fordi hun ikke kunne klare tanken om en eftersidning. Det var også først da hun lukkede døren bag sig, at det gik op for hende hvor lyst der var i kosteskabet i forhold til hvad der burde være, og vendte sig derfor brat om allerede med sin stav i hånden. ”Wayland!” udbrød hun og tog sig til brystet omkring hvor hendes hjerte var. Uden at tænke over det rettede hun lidt på sin skoleuniform og strøg uopmærksomt fingrene en enkelt gang igennen det tykke, røde hår der hang løst over hendes skuldre. Hun var ikke forberedt på at støde på Jasper (efter at have betragtet ham i nogen tid, kunne hun efterhånden se forskel på ham og hans tvillingebror) hvilket fik hende til at miste lidt af den der tykke sky af selvtillid der altid hang omkring hende. Efter at forskrækkelsen havde lagt sig slog hun klik med tungen og rystede let på hovedet. ”Nogen der har lavet ulykker?” sagde hun med en flydende tone og sendte ham et bedrevidende og charmerende smil.