Meetup

[Deleted]

Han vidste ikke hvad der skete for hans humør idag men han var sindsygt glad i hvert fald. Gladere ens han plejede. Det var ikke fordi der var sket noget specielt; bare en helt almindelig dag.
Han havde godt nok ikke noget at lave. Han havde både været ude og løbe, været i bad, lavet lektier og lidt ekstra lektier oveni. Hun vidste han ikke hvad han skulle lave og som han plejede at gøre i denne situation gik han sig en tur på slottet. Han havde været næsten alle stedet nu. På ugleriet, biblioteket og så viedere hele vejen ned til Storsalen han nu var nået til. Siden alle havde fri regnede han med at der ville sidde mange derinde men der tog han fejl. Der sad få små såvel som halvstore grupper spredt ved de fire langborde. Alle snakkede og rummet syntes at summe af stemmer der gav genlyd i det høje loft.
Han kunne godt lide det her sted så det endte med at han satte sig for sig selv ved et af langbordene, ikke langt fra indgangen til salen. Han havde sjovt nok ikke kunnet finde nogle venner på slottet på sin gårtur men det gjorde heller ikke noget. de lavede vel også bare lektier.

Der sad han så og smilede. Et par elever sendte ham underlige blikke og så på ham som var han sindsyg. Men de fleste lod ham bare værre.
Det var hårdt at gå på syvende årgang, det måtte han indrømme. Men det havde altid været nemt for ham at lave lektierne. En ting der var svær var at holde fokus i timerne. For det meste sad han og fjollede med Rachel eller en anden ven så læreren var nødt til at tysse på dem. Men det var svært. Det var det virkelig.
Han tænkte et kort øjeblik på Precious. Han havde ikke set hende længe og savnede hende helt vildt. Det havde nok noget at gøre med at han følte som han gjorde. Han kunne godt lide Precious. Hun var rigtig sød. Men han havde ikke turdet vise sine følelser overfor hende.
Det var noget andet med piger som Rach. Hun havde mange beundrere, blandt andre ham selv. Han kunne vist ikke helt komme sig over at det var hende der havde "stjålet" hans første kys, det syntes stadig uvirkeligt. Men havde det ikke været derfor havde de to bare været gode venner, ingen tvivl om det. Han ville bare ønske det var en som Precious der havde taget det i stedet for hende.

TAG:

Precious

[Deleted]

Sunday January 30th, Year 2081

Hun havde brugt det meste af dagen på at sidde, og læse botanik oppe på værelset, eftersom det ikke lige var hendes yndlings fag fandt hun det en smule tungt og trængte bare til at komme ud på slottet væk fra botanikken. Hendes skridt gav genlyd langs de lange tomme gange, hun undrede sig over hvor alle folk var henne var de taget væk fra Hogwarts for den dag? Hun havde nu haft en hyggelig morgen selvom der ikke rigtig havde været nogen, hun havde ikke lavet andet end lektier men nu var det os færdig og så kunne hun slappe af resten af dagen uden at tænke på at hun skulle nå at få noget færdigt.
Hendes ene hånd kørte igennem det mørke hår og hendes øjne søgte rundt da hendes skridt førte hende ind i storsalen. Der var ikke mange mennesker inde og hun sukkede kort og ærgerligt men bed det hurtigt i sig da hun fik øje på Adam der sad ved et af langbordene helt alene. Hun havde ikke set ham længe og havde egentlig savnet hans selskab han var altid så sød imod hende, hvorfor vidste hun ikke, men det var nu rart, han var en hun følte hun kunne tale med så at han ikke lige havde været der det sidste stykke tid havde været hårdt.

Et drilsk smil lagde sig over hendes læber og hun listede med lydløse skridt hen imod ham til hun stod lige bag ham, hun lagde hovedet let på skrå før hun i en hurtig bevægelse slog armene om halsen på ham og hang sig lidt ind imod ham ”Bøh!.. Hej søde” sagde hun lavt men drilsk imod hans øre. Hun slap ham stille igen før hun slog sig ned ved hans side, hun lod sig læne op af bordet med benene over kors ud imod rummet med blikket rettet imod ham hele tiden. Igen var hun nød til at køre en hånd igennem håret da det faldt en smule ned foran hendes ansigt. Hun bed sig lidt i læben og lagde hovedet let på skrå ”Hvad sidder du her for helt alene Adam?” spurgte hun og så undrende på ham uden at flytte blikket fra hans øjne et eneste sekund.

Adam Hugh Argall :TAG
Tidelig Eftermiddag :TID
418 :WORDS
KLIK :OUTFIT
HURRICANE KAYY of caution 2.0. :CREDIT

[Deleted]

Det lignede hende at drille ham på denne måde. Han kendte hende virkelig godt, det kunne han mærke ligesom hun kendte han virkelig godt. Det havde også kendt hinanden et stykke tid jo.
Han blev lidt forskrækket men lod det ikke vise på andre måder end af gibbe og ellers se meget forvirret ud.
"Heeeeeej..." Han var ikke helt kommet over chokket så hans opfattelsesevne lå på et minimum. Han smilede og så på hende. GUD han havde savnetat se hende. Det var som om det var årtier siden. Egentlig ret sjovt hvordan de har kunnet undgå at se hinanden så lang tid på en skole hvor man kun er de elever man nu engang er.
Han lagde mærke til hvordanhun lod hånden køre igennem det let flyvske hår. Han fik en pludselig trang til selv at røre ved det men vidste godt at det burde han ikke. Og det KUNNE han heller ikke. Det ville afsløre lidt af hvad han følte for hende.

Han tænkte lidt over hendes spørgsmål... Hvordan skulle han svare på det? "Tjah, jeg kunne ikke finde dig så jeg satte mig her og håbede at hvis jeg koncentrerede mig nok om at stirre ud i luften at telepati måske virkede, hvilket det jo så gjorde" sagde han drillende. "Jeg har savnet dig! Hvor har du været al den tid?" Han smilede stort og puffede kort til hendes ene skulder.
Typisk for ham at gøre sådan noget. Det at han oppførte sig som en "buddy" overfor hende hjalp jo ikke rigtig på nogle af de følelser han nærede for hende. Hun fik bare det forkerte indtryk hvilket ikke var meningen. Han lod hende dog ikke se hvad han tænkte og sad stadig med det samme drillende smil på læben som før.

[Deleted]

Hun elskede altid at drille ham og da han gav et let gibben fra sig lo hun bare med sin altid milde latter og sendte ham et kærligt blik. Hun kunne nogle gange godt føle han næsten var som en bror for hende eller måske hendes bedste ven, hun elskede at bruge tid sammen med ham, de havde det altid sjovt sammen uanset hvad de lavede. Hun smilede stort da han svarede hende tilbage, det morede hende dog at hun havde fået ham halvt i chok over hendes mindre ”overfald” på ham. Hun snoede let en tot hår omkring sin ene pegefinger imens hun så på ham med et forsat drilsk smil.
Hun kunne ikke lade være med at grine over hans svar på hendes spørgsmål. Hun havde ikke lige opfanget at der var telepati indblandet i det faktum at hun droppede botanikken for den dag men det kunne da godt være. ”Der var du nok heldig var, du kunne jo have endt med at sidde her helt til i morgen?”

[/b] svarede hun drilsk. Hendes blik blev dog useriøst og hun lagde hovedet på skrå for et øjeblik ”Nu må du ikke spille dum vel søde.. Hvad ville dit gæt være hvis du tænker dig godt om? Hvor tror du så jeg har været?” sagde hun og puffede tilbage imod hans skulder og rystede ganske svagt på hovedet. Hun var virkelig glad for at hende og Adam var blevet så gode venner, hun kunne ikke forestille sig en hverdag uden ham, han var altid en hjælpende hånd og han gik næsten lige så meget op i sine lektier som hun gjorde og han havde hjulpet hende meget med at lære nye ting i tidens løb især hvis der var et eller andet hun virkelig gerne ville lære som i teorien først skulle ind i hendes skema året efter.

Hun lænede sig lidt hen imod ham og prikkede ham på næsen for et kort øjeblik ”Men jeg har også savnet dig!” sagde hun og forsatte med at smile til ham da hun trak hovedet tilbage.
Hun kiggede kort imod et par af de andre fra Gryffindor der sad lidt fra dem, og rystede på hovedet af dem før de gik tilbage til deres små samtaler. Hun var ligeglad hvis hun ville omgås folk fra andre kollegier så gjorde hun det. Hvis hun havde det godt med nogen skulle ingen sige hun ikke burde være sammen med dem. Og på samme måde havde hun det med Adam, ingen skulle tage ham væk fra hende for noget som helst i verden.
Hendes blik vendte sig imod Adam igen. "Hvad har du rendt rundt og lavet i dag?" spurgte hun nysgerrig med blikket imod ham hele tiden og satte sig med sine hænder sammen foldet i hendes skød.

Adam Hugh Argall :TAG
519 :WORDS
KLIK :OUTFIT
HURRICANE KAYY of caution 2.0. :CREDIT

[/blockquote]

[Deleted]

"Nemt, lektier? Haha, jeg blev færdig for længe siden. Har bare gået rundt på slottet siden da." Han grinede lidt. Selvfølgelig havde hun lavet lektier. Hun havde det der trætte over sig som bare skreg: Lad mig komme væææææk! Desuden kendte han hende bedre end det. Hun behøvede ikke engang svare før han vidste var sandt. Han var bare glad for endelig at se hende igen for som sagt havde han savnet hende. Han puffede endnu en gang til hende og smilede drillende.

"Hvordan kan man IKKE savne mig?" Han løftede hagen højtideligt lagde en hånd på brystet. Han grinede lidt og kiggede på hende igen. Kiggede hende direkte ind i øjnene og smilede. Hun havde flotte øjne. Smukke kunne man vist godt kalde dem.
Der var gået lang tid før han fandt ud af hvorhan han virkelig havde det med hende selvom han faktisk nærmest havde haft det sådan siden første gang han mødte hende. Hver gang han så hende ind i øjnene så han dengang de mødtes første gang. Dengang han gik på femte årgang og hun fjerde. Han huskede det som var dagen før det hele var sket.
Han kunne huske hvordan de havde grinet over noget i biblioteket i en eller anden bog de begge ville læse.
Han smilede endnu mere ved tanken. Tænk at de var vokset så meget nuog hvor smuk hun var blevet. GUD hvor ville han gerne røre hendes hår!

[Deleted]

Hans utrolig hurtige svar fik hende til at grine. Det var jo pære let, enten sad hun og lavede lektier eller også var hun ude og lave små skarns streger for at få tiden til at gå. Men hvis hun var ude fra biblioteket eller sovesalen så var hun svær at finde i forhold til hvis hun havde været ude og lave skarns streget, når hun havde det var der altid et eller andet over hende der ikke virkede så uskyldigt som hun plejede. ”Nå helt tabt bag en ladvognen er du så alligevel ikke” sagde hun drillende med et smørret smil over læberne. Da han skubbede til hende igen bed hun sig let i underlæben og satte sine ben op i skrædderstilling, det var en smule besværligt at balancere på bænken i denne stilling, men hun elskede at sidde på den måde uanset hvor hun sad.

Hans åbenlyse ego skinnede fuldstændig igennem ham ved hans ord og hun måtte skynde sig at lægge en hånd for munden for ikke at grine. SÅ meget ego og selvtillid havde hun trods alt ikke, men det var kun godt for ham at være på den måde, det var det hun kunne lide ved ham. Da han lagde en hånd på brystet smilede hun og rejste sig op hvor hun satte sig på knæ ved hans side, foldede hænderne op imod ham og så på ham dog med dril i øjnene men alt andet virkede yderst seriøs. ”Nej alle savner dig! Årrh du den store og fantastiske Adam, hvordan skal jeg dog kunne leve uden dig ved min side, du som er så klog og stærk”

[/b] sagde hun som tilbedte hun ham, men det hele var kun for at drille ham lidt med hans ego trip. Flere kiggede underligt hen imod dem og da hun opfangede det rømmede hun sig og satte sig hurtigt op på bænken igen og tog sig let til hovedet med et lettere flovt smil og halvt lukkede øjne ”Undskyld, gik jeg over gevind?” spurgte hun og kiggede spørgende på ham forsat med hånden på hovedet hun havde dog hovedet halvt ned af for at undgå andres blikke imod hende men øjnene hele tiden imod Adam.
Hun vendte dog blikket ud imod alle dem der sad rundt omkring for et øjeblik før hun rejste sig op og kiggede ned imod Adam. "Vil du med et andet sted hen? Føler folk kigger ret meget på mig" hun så på ham med bedende øjne og lagde hovedet på skrå imens hun rakte en hånd frem imod ham.

Adam Hugh Argall :TAG
476 :WORDS
KLIK :OUTFIT
HURRICANE KAYY of caution 2.0. :CREDIT

[/blockquote]

[Deleted]

Han grinede af hendes optræden. Endnu en ting han elskede ved hende; hun forstod virkelig at få han til at grine. Det var rart endelig at grine rigtigt igen.

Han lagde hurtigt mærke til hendes bedende blik og smilede lidt. Han var egentlig ligeglad med hvad folk tænkte om ham. De skulle bare passe sig selv. Men han viste til trods for dette at sådan havde Precious det ikke helt.
Hans grin forsvant lidt men smilet blev der. Han rejste sig galant og trådte ud på mellemgangen. Han bukkede og rakte hende elegant den ene hånd i håb om at hun ville tage den. "Jamen så lad os da fortrække, smukke frøken!" Han kunne ikke holde et grin tilbage til trods for at han virkelig prøvede at holde masken.
Han elskede at drille hende. Håbede dog lidt at hun snart ville få de samme følelser som han havde men det ville nok ikke ske lige foreløbigt da han vidste at hun ikke så ham som andet end en ven. En rigtig god ven. Og han var en god ven det måtte han indrømme. Han lyttede, trøstede, grinede og græd - var dog kun sket 1 eller to gange! - med hende og han var taknemmelig for den tid han fik sammen med hende da det betød meget for ham.

Han kunne ikke få sig selv til at sige at han elskede hende. Han kkunne bare godt lide hende. Han kunne ikke tænke på andet når de var sammen. Men han var god til at skjule det og viste sjældent hvad hvordan han havde det overfor hende. Det kunne være at der engang imellem undslap et blik der ikke skulle sendes eller noget i den stil.
Måske skulle han var droppe at prøve. "Du fører an!"

[Deleted]

Hun smilede taknemmeligt til ham da han opfangede hendes bedende blik, hun tog let imod hans hånd og gav den et lille klem. Hendes øjne vendte sig imod ham med et kærligt blik, hun elskede virkelig når han kaldte hende smukke det fik næsten små sommerfugle til at flyve rundt i maven på hende. Hun forstod dog ikke hvorfor. Men det måtte vel blot understrege at hun holdte så meget af ham som hun gjorde, de havde jo kendt hinanden så længe. De havde haft så mange dybe samtaler han vidste næsten alt om hende og hun stort set alt om ham, han vidste ting om hende som ikke ret mange andre vidste.

Hun smilede da han lod hende føre an, hun vidste allerede hvor de skulle hen. Hun gik med ham i hånden ud af rummet og ned langs gangene. Hun skævede et par gange op imod Adam dog uden at sige noget, det gik op for hende da de havde gået lidt tid at hun stadig havde fat i hans hånd, de plejede aldrig at gå hånd i hånd længere end lige nogle meter hvis de ville trække den anden med sig.. men nu havde de gået ret lang tid. Hun tog forsigtigt hånden til sig og kiggede lidt undskyldende på ham. ”Undskyld Adam” sagde hun og smilede kærligt til ham. Dem hun så gå hånd i hånd normalt var trodsalt enten veninder eller kæreste par og eftersom Adam hverken var pige eller kæreste virkede det sjovt at hverken han eller hun havde sluppet noget før. Hun kunne dog ikke benægte at hun altid havde syntes at Adam var en flot fyr, men det var ikke noget hun sådan havde tænkt videre over før.

Hendes skridt førte dem hen til trapperne og hun begav sig op imod 5 sal, hun havde planer om at de skulle være i fællesstuen, der kunne det være der var lidt baggrundsstøj men dernede havde de ikke set hendes lille optræden og det ville nok være lidt mindre akavet end det havde været nede i storsalen. Hun stoppede op og vendte sig imod Adam da de var lidt fra fællesstuen, hun vidste egentlig ikke hvorfor men hun stod bare der og kiggede på ham.

Adam Hugh Argall :TAG
415 :WORDS
KLIK :OUTFIT
HURRICANE KAYY of caution 2.0. :CREDIT

[Deleted]

At hun nærmest løb rundt på gangene med ham i hånden, nærmest slæbe ham efter sig, gjorde ham i bedre humør. De havde ikke før holdt hinanden i hånden så længe men det var en dejlig følelse. En god følelse. Det overraskede ham dog at hun gjorde det... Det lignede ikke hende da han vidste hun ikke følte det samme for ham som han følte for hende. Men han nød dog hendes hånd i hans i fulde drag men det stoppede brat da hun slap ham og undskyldte.
Hun behøvede da ikke undskylde? Det var der da ingen som helst grund til? Kunne hun ikke bare blive ved? Bare lidt længere?

De gik videre og han fulgte efter som en lydig hun følger sin ejer. Han vidste egentlig ikke hvor de skulle men det gik hurtigt op for ham at de var på vej til fællesstuen. Egentlig havde han ikke rigtig lyst til at være deroppe siden rummet bragte mange minder tilbage omkring Rachel men dog kunne han ikke lade være med at glæde sig til at være alene sammen med hende. Bare de to.

Ikke langt fra fællesstuen stoppede hun op foran ham. Det så ikke ud som om hun vidste hvad hun ville og han var næsten lige så blank på det punkt som hun så ud.
Han smilede og så hende lige ind i øjnene men skjulte dog sine tanker. Gid hun kyssede ham nu. Han længdedes efter de rosa læber mod sine.
"Hvad er der?" Hans stemme var nervøs og dog rolig. Han prøvede at kontrollere den selvom der sikkert ikke avr noget at være nervøs over. Men hun stod der. Et par trin længere oppe.
Han trådte de sidste par trin op til hende og lagde en hånd på hendes arm, gav den et lille klem. "Søde?"

[Deleted]

Hun rystede pludselig på hovedet og kom lidt tilbage til virkeligheden. Hendes øjne havde kort været fraværende men da han tog fat i hendes arm vågnede hun brat op igen og opdagede Adam pludselig stod tæt på hende, hvor hun før havde haft ham lidt bag sig. En rød glød lagde sig over hendes kinder og hun smilede forsigtigt til ham ”Ikke noget, der er ikke noget” svarede hun hurtigt og skyndte sig så videre hen til fællesstuen.

Hun kiggede ind da hun fik åbnet døren og rynkede brynene lidt. Helt tomt? Nå det kunne da os være det samme. Hun gik ind og satte sig afslappet ned på en sofa over ved et af de store vinduer. Hun trak sine sko af og tog fødderne op til sig så hun halvt sad på dem og kiggede efter Adam. Hun kunne stadig mærke der hvor han havde holdt fast i hendes arm. Hun kørte en hånd lidt op og ned af sin arm som for at få det til at forsvinde. Hun undrede sig virkelig over den følelse hun havde i maven. Hun havde ALDRIG i sit liv haft den følelse når hun var sammen med Adam, den første gang hun nogensinde havde haft den følelse i maven var da hun for lidt tid siden havde halv løbet med hans hånd i sin. Og hun undrede sig virkelig over hvorfor hendes kinder var blevet så varme efter hun et kort øjeblik var ufokuseret på alt omkring hende, og bare havde stået og kigget på ham og han så havde taget fat i hende.. Hvad tænkte han ikke. Det var jo underligt hun bare var stoppet op, hun kunne dog ikke svare på det spørgsmål selv.

Hun rystede det af sig. Den følelse måtte være et eller andet, andet.. Måske var hun ved at blive syg? Det håbede hun ikke men kunne heller ikke komme frem til hvilken sygdom det skulle være der frembragte de symptomer.
Hendes øjne var forsat rettet imod døren og ventede til at Adam ville komme frem i dør åbningen og klappede så på pladsen ved siden af hende som en gestus for at han godt måtte sætte sig hvis han ville. "Kom her søde" sagde hun med kærlig stemme og lagde hovedet let på skrå.

Adam Hugh Argall :TAG
428 :WORDS
KLIK :OUTFIT
HURRICANE KAYY of caution 2.0. :CREDIT

[Deleted]

Han stod som forstenet ud på trappen og dog bredtes et lille glad smil sig på hans læber. Der VAR håb. Han kunne måske godt fortælle hende det hele? Nej, ikke nu. Nu måtte han hellere gå efter hende siden hun allerede for længst var forsvundet ind af døren.

Han trådte ind i fællesstuen og kunne ikke se en eneste udover Precious der havde sat sig i en af de store sofaer med fødderne trukket op. Hun sad og gned sin arm som gjorde den ondt lige der han havde taget fat i hende. Så hårdt havde han da ikke klemt den?
Han skød tanken fra sig og gik roligt over og satte sig ved siden af hende. Af ren refleks lagde han armen om hende og trykkede hende ind til sig. Han så ned på hende med bekymrede øjne. "Er du sikker på at der ikke er noget galt?" Han smilede usikkert til hende. Hvis det virkelig var sådan at hun havde det på samme måde som ham ville hun næppe indrømme det. Det vidste han godt. Og dog kunne han ikke lade være med at håbe på at det umulige ville ske.

Han lagde mærke til at en lok af hendes hår var faldet ned over hendes ansigt og han løftede langsomt hånden for at fjerne den. Han tog blidt fat i den og lagde den bag hendes øre så den blev siddende.
Han lod hånden falde ned igen som var intet hændt og dog var han ét stort smil indeni. Det at røre hendes hår - endelig! Selvfølgelig havde han rørt ved det før men det var anderledes nu.
Han smilede til hende og sendte hende det venligste og kærligste smil han kunne præstere. Han var tæt på at smile helt ukontrolleret men holdt heldigvis styr nok på sig selv til ikke at gøre det.

[Deleted]

Hun lagde stille hovedet imod hans skulder da han satte sig ved hendes side og lagde en arm om hende. Hun smilede stille for sig selv da han pludselig igen spurgte om der var noget galt. Det fik dog blot hendes smil til at blive bredere og hun kiggede op imod ham. Da hun kiggede op imod hans ansigt fjernede han en tot af hendes og hun lagde hovedet let på skrå ”Hvad skulle der være galt? Jeg har jo dig ved min side så kan ikke se hvad der skulle være galt” påpegede hun og så spørgende på ham. Uden at tænke over det havde hun lagt sin ene hånd på hans lår for at holde sig lidt oppe så hun bedre så på ham men ikke rykkede sig væk fra ham.

Hans kærlige blik fik det til at boble i maven på hende igen.. Hun bed sig lidt i læben da hun mærkede varmen vende tilbage til hendes kinder og lagde en let rødlig farve hen over hendes ellers helt lyse kinder. Hun sank en klump og trak sig så lidt væk fra ham. Hun følte kort åndenød imens hun havde været så tæt på ham men rystede det hurtigt af sig da hun kom ud af hans omfavnelse og lænede sig tilbage i sofaen og kiggede på ham med et kærligt blik, et dybt blik.
”Hvad skal du så få resten af dagen til at gå med?” spurgte hun mest af alt for lige at skifte emne og bevæge sig lidt væk fra den lidt akavede situation hun var endt i da hun jo havde haft hånden på hans lår uden at tænke over det før bagefter. Den rødlige var nu forsvundet meget hurtigt fra hendes kinder efter hun var kommet ud af Adams arm.

Adam Hugh Argall :TAG
336 :WORDS
KLIK :OUTFIT
HURRICANE KAYY of caution 2.0. :CREDIT

[Deleted]

Han valgte at tro på hvad hun sagde. Der var intet andet at gøre selvom han kunne se på hende at det ikke var helt rigtigt. Han kendte hende bedre end det.

Han følte et sug af skuffelse da hun flyttede sig fra ham. Han havde godt lagt mærke til at hun havde lagt en hånd på hans lår. Det havde været en dejlig følelse. Dog ikke noget hun ville have gjort hver dag. Det var lidt en underlig følelse da det ikke var ofte det skete at hun gjorde noget i den stil.
Adam var ret og slet lidt ked af at hun havde flyttet sig men det betød kun at hun måtte føle et eller andet for ham for han kunne godt se at hun rødmede efter at have lagt sin hånd på hans lår. Han kunne ikke lade være med at håbe at hun ville lægge den der igen.

Han smilede til hende da hun spurgte ind til hvad han skulle lave resten af dagen. "Hvis du ikke skal noget sindsygt vigtigt kunne det da være meget rart bare at være sammen med dig?" sagde han med et grin og puffede til hende så hun svajede lidt.
Hvad lavede han?! Hvorfor var han sådan overfor hende når alt han egentlig havde lyst til var at kysse hende eller sådan noget? Hvorfor blev han ved med at være så fandens venskabelig når alt han ville var at være alt andet over for hende? Og hvorfor følte hun ikke det samme?? Hans hovede var ved at sprænges af alle de spørgsmål han stillede sig selv. Det her var ikke godt.

[Deleted]

Hun fniste lidt af hans kommentar og da han puffede til hende smilede hun bare. ”Så vidt jeg ved skal jeg intet resten af dagen føler ikke lige for at gå tilbage til botanikken lige nu og her” sagde hun og grinte. Det var sjældent man hørte hende sige hun ikke gad at lave længere frem i fag hvor hun kunne blive klogere, men ja hun havde trods alt også mere lyst til at være sammen med Adam lige nu.

Hun kunne fornemme på ham selvom han ikke viste det så tydeligt at der var et eller andet over ham men hvad det var vidste hun ikke. Hun kiggede ham ind i øjnene og hun lænede sig lidt frem og trak sine ben op til sig så hun lænede hovedet imod sine knæ og med armene om sine ben. ”Er du okay søde?” hun så spørgende på ham. Det var ikke rigtig hans udtryk i ansigtet eller hans liv og glæde der undrede hende, men det korte øjeblik der virkede skuffet, det var kun et split sekund men stadig nok til at hun opfangede det.

Hun gabte lidt og strakte sig før hun vendte sig om og lagde sig ned med hovedet i Adams skød. Det var der intet underligt i. Det var noget hun tit gjorde, det var en rar følelse at kunne ligge ned og så når hun også var en smule træt så var det dejligt at have hans lår lige i nærheden. Hun lå og kiggede op på ham med et kærligt blik. Hendes hænder lå på hendes mave og hun slappede blot af nu. Hendes øjne lukkede sig stille i, hun sov ikke men slappede bare af. ”Adam, jeg er virkelig glad for at jeg har dig, jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig” sagde hun stille forsat med lukkede øjne.

Adam Hugh Argall :TAG
346 :WORDS
KLIK :OUTFIT
HURRICANE KAYY of caution 2.0. :CREDIT

[Deleted]

"Ikke spor..." sagde han smilende og lagde den ene hånd op i nakken, pillede lidt ved de små nakkehår. Han havde givet slip på sig selv et øjeblik og havde været ved at afsløre sine følelser for hende. Det kunne ikke være godt... Godt hun ikke havde tænkt mere over det. På den anden side var han glad for at hun havde spurgt da det bare viste hvor meget hun egentlig holdt af ham.
Han lod hånden falde ned igen og den landede på den bløde sofapude. Her, lige her, fik han sit første kys af Rachel. Han prøvede virkelig at lægge det hele bag sig men det virkede som en umulig ting da han vidste at han på ingen måde havde en chance hos hende. Hun havde mange andre beundrere der var "bedre" end ham. Nogle gange kunne han kommet il at spørge sig selv om han egentlig nogensinde ville finde kærligheden. Og selvfølgelig ville han finde kærligheden, en dag.

Han blev en smule overrasket over at hun lagde sig ned i hans skød da han havde siddet i sine egne tanker. Han smilede ned til hende og da hun lukkede øjnene lod han en hånd glide fra hendes pande og ned over det lange hår.
"... jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig ..." Ordene gav genlyd inde i hans hoved og han lod sig ikke stoppe af impulsene der pludselig skyllede ind over ham som tidevandsbølger.
"Har du nogensinde følt det sådan at... Du ikke kunne undvære nogen? Og ikke ville vide hvad man skulle gøre hvis man mistede dem?" Han så udtryksløst ned mod den anden ende af fællesstuen hvor der hang et stort maleri af en gammel, vissen mand der i øjeblikket sov og snorkede lavmælt.