signed, sealed, delivered

[Amycus Wallace]

signed, sealed, delivered

Det var dagen inden juleferiens start. Klokken havde netop rundet ti og det sidste slag hang stadig i luften. Der var ikke mange elever tilbage i storsalen – de fleste havde trukket sig tilbage for at pakke til hjemrejsen, men der sad stadig et par stykker, spredt over de fire, lange borde, Amycus iblandt disse. Oprindeligt skulle han have været iblandt de elever der nu stod og pakkede det sidste ned i deres kufferter, men i sidste øjeblik havde han bestemt sig at bliver julen over.

Storsalen var pyntet på bedste vis. Det kæmpe juletræ spredte et gyldent lys omkring sig, der var tændt op i et par pejse, og over hovederne på de tilbageblevne elever svævede en række røde lys. En gruppe gyldne statuer der hang på juletræet sang traditionelle julesange i acapella, og trods deres små størrelser bredte sangen sig ud i hvert et hjørne af storsalen. På bordene stod der stadig julegodter, punch og andre varme drikke. Der dalede store snefnug fra det fortryllede loft – stemning manglede der i hvert fald ikke, hvilket man let kunne fornemme på de mange samtaler og den dæmpede latter.

Amycus havde selv placeret sig ved Hufflepuffs bord hvor han sad i samtale med et par af drengene fra hans årgang. Han havde håbet at holde sig beskæftiget, og at dette ville holde ham fra at tænke over denne sommer og hvordan hans liv havde taget en drastisk drejning, men det lurede stadig et sted i et mørkt hjørne af hans underbevidsthed. Okay, så han flygtede måske en smule fra problemet ved ikke at tage hjem denne vinter, men han havde ikke overskud til at lade det binde ham fast lige i øjeblikket. Måske var det fejt af ham ikke at se problemet i øjnene, men han var kommet sig over hans vinter-flirt fra sidste år. Hans hjerte bankede for en anden...
Han var stadig iklædt skoleuniformen, dog havde han smidt slipset, lagt den tunge vinter-robe over bænken han sad på, knappet skjorten en smule op og rullet ærmerne op. Trods det kolde vejr udenfor, var der lunt i storsalen, og den varme kop kakao han havde stående foran sig, hjalp ham også med at holde varmen.

”Vi ses efter juleferien Amycus!” De to Hufflepuff-drenge rejste sig fra bordet, trykkede hans hånd og forlod hans selskab. Måske han også bare skulle trække sig tilbage til opholdsstuen, selvom han allermest havde lyst til at blive. Okay, måske han kunne finde et bekendt ansigt i mængden...

[ ÅBEN ]

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Julen var ikke ligefrem den bedste højtid Psyche kunne komme i tanke om. Der var flere grunde til det, men bare for at nævne én, var hendes mor blevet dræbt kun en uge før juleferien. Lige siden dengang på 5. årgang, havde jul ikke rigtigt været en højtid i hendes familie, det var nærmere blevet en lang mindeceremoni. De holdt naturligvis jul, men Psyche fandt det ikke længere nær så hyggeligt eller underholdende. Så vidt hun havde forstået skulle de fejre jul sammen med hendes bedsteforældre, og det var vel en god ting. Når det kun var hende og hendes far, var stemningen tæt på pinefuld. På trods af alt det havde hun dog valgt at tage hjem. Mest fordi hun var sikker på, at hendes far, ville begå selvmord, hvis hun ikke kom hjem i julen.

Eftersom hun havde valgt at tage hjem, havde hun pakket sine ting dagen i forvejen. Nu stod hendes kufferter i indgangshallen, men hun gik rundt og sagde farvel til sine få venner. Hun var allerede klar til at tage afsted. Over en kort grå nederdel, og en tyk sort trøje, havde hun allerede sin jakke og sit tørklæde på. Over den ene arm hang den taske, som indehold de småting der ikke havde kunnet være i hendes kuffert. Hendes vinterjakke var kortærmet, og sammen med det faktum at hun havde en kort nederdel og nylonstrømper på, fik hun et par undrende blikke. Det var jo ikke ligefrem et tropisk paradis udenfor. Tvært imod faktisk, alting var dækket af et tyndt lag sne og is. Hendes egentlig håb var at blive syg. Ikke meget syg, bare lidt syg, så hun havde en god undskyldning for at være elendig og ynkelig i ferien.

Efter at have sagt farvel, til dem hun kunne finde ude i indgangshallen, gik hun ind i storsalen. Den var som altid overdådigt pyntet, men hverken de flyvende lys eller julesangene gjorde noget godt for Psyches humør. Det var sikkert meget fornuftigt af hende, at tage hjem i ferien.
Hun spejdede kort rundt i salen, og fik hurtigt øje på Amycus, henne ved Hufflepuffs bord. Det var tydeligt at se på ham, at han hverken havde travlt med at pakke, eller var klar til at rejse. Med hurtige lange skridt gik hun hen til bordet, og slog sig ned ved siden af ham. "Så du skal ikke hjem i ferien?" Hun hævede sit ene øjenbryn og så spørgende på ham. Hun havde faktisk håbet på at finde ham rejseklar, så de kunne følges et godt stykke hjemad, men sådan skulle det åbenbart ikke gå.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Amycus Wallace (+) AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 432 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Amycus Wallace]

signed, sealed, delivered

Efter at have spenderet flere dage på at læse og indhente lektier, kunne Amycus nu ømme sig over en meget stiv nakke og trætte øjne. Han havde tilladt sig et par dage uden at tænke over lektier, men havde til gengæld også haft meget at se til, da han endelig vendte tilbage til realiteten. Det var trods alt hans sidste år, så han kunne ikke tillade sig at falde for langt bagud, da hans karakterer var det eneste han kunne stole på, når han engang forlod Hogwarts. Heldigvis kunne han bruge et par afslappende dage på skolen før han behøvede at tænke på andet.

I et kort øjeblik havde han ladet sig selv forsvinde ind i en anden verden. Al støjen i storsalen var forsvundet og det var som at vågne fra en drøm da han endelig kom til sig selv igen – lige tids nok til at opdage Psyche på vej mod Hufflepuff-bordet.
”Hey,” hilste han hurtigt inden hun slog sig ned. Det var ikke svært at gætte sig til, at hun var pakket og klar til at tage hjem. Som regel tog de altid turen sammen, da der ikke var megen afstand imellem deres hjem, men i år havde Amycus valgt at trække den en smule og rejse hjem ved hjælp af susepulver efter jul. Hans brødre ville alligevel ikke ankomme før engang inden Nytår. Han ærgrede sig dog en smule over ikke at kunne følges med Psyche - trods alt havde de gjort dette siden de startede, og de havde været venner langt længere end dette. ”Jo, bare ikke sammen med alle jer andre. Arti, Dorian og Ant kommer alligevel ikke før til Nytår, så jeg har ingen grund til at tage hjem.” Hans brødre havde arbejde og piger at se til, hvilket blot mindede Amycus om, at han endnu ikke havde fortalt dem om denne sommer. Han var ikke sikker på, at nogen af dem ville forstå hans situation, og kunne allerede høre deres prædiken for sig. Han havde endnu ikke fortalt Psyche om dette, men på den anden side havde han heller ikke kunne finde det rette tidspunkt. Fandtes der overhoved sådan et, når det kom til at smide en bombe som den han holdte? ”Du er pakket og klar, kan jeg se...”

Amycus havde aldrig haft nervøse trækninger før, men fangede nu sig selv i, at pille ved kanten af hans skjorteærme. Han havde ærlig talt ingen idé om hvor han skulle starte samtalen – en situation han kun havde oplevet få gange før.
”Hvad byder julen så på denne gang?” Han vidste at den ikke havde været speciel festlig siden tabet af hendes mor, og oftest prøvede han at lokke Psyche med i byen efter julen, for at trække hende med op til overfladen igen. Amycus havde aldrig været god til at håndtere andres kvaler, men han ville gå langt for hans venner. I det mindste havde han intet behov for at gnide salt i såret.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Et kort smil formede sig på Psyches læber, for hun havde slet ikke opdaget at han havde været fraværende, før hun havde hørt ham hilse. Der var altid noget over folk måde at hilse på, hvis de blev revet ud af en slags trance. Hun havde virkelig håbet på at han skulle hjem. De plejede at følges, og det gjorde turen meget kortere. Rent psykologisk, i hvert fald. Uanset om han var der eller ej, var afstanden vel teknisk set det samme.
Det at han ikke tog hjem til sine forældre, havde hun lidt svært ved at forstå. Hun havde naturligvis også holdt jul på Hogwarts et par gange, og hun vidste hvor hyggeligt det kunne være, men efter tabet af sin mor, kunne Psyche ikke forstå at man ikke holdt jul med familien. Specielt når man var Amycus og havde begge forældre i god behold! Hun overvejede kort at kommentere det, men bed det i sig igen. Hun ville faktisk helst ikke tale om sin mor. I stedet trak hun lidt på smilebåndet til det med hans brødre. De havde et godt forhold, så vidt Psyche kunne forstå, og hun kunne egentlig også godt lide hans brødre. "Det er vel forståeligt, men jeg er i hvert fald pakket og klar, med eller uden dig… Hey! Måske jeg kunne holde nytår hos jer i år? " Selvom det havde været tydeligt at hendes humør ikke havde været godt, livede hun i et øjeblik. Hun syntes selv det var en virkelig god idé, for hun kunne slet ikke forestille sig andet end en fest, når Amycus og hans brødre var der. Hun gættede også på at det var det tidligst mulige tidspunkt hun kunne få hans specielle ”juleopmuntringskur!”

Da han spurgte hvad hendes jul stod på, var det som om hun trak sig lidt tilbage i sig selv igen. Det mest direkte svar, ville nok være at den stod på en mindeceremoni, samt den halvceremonielle hovedrengøring af huset. Den sidste del var noget hendes far havde indført. Hun fattede ikke selv hvorfor, men hun have en fornemmelse af, at han stadig følte trang til at fjerne konens blodpletter. På trods af at de var flyttet til et andet hus et godt stykke væk fra Newport. I stedet for det præcise, og deprimerende svar, valgte hun et der var mere passende "Jeg mener at mine bedsteforældre kommer.. Altså både min mors og min fars forældre, så det bliver sikkert.. interessant? " De to familier kom ikke altid lige godt ud af det med hinanden, men siden hendes mormor var den mest skræmmende, var det som regel hendes side der fik ret i sidste ende. Psyche var temmelig sikker på at faderens familie helst var foruden willien, men at de inviterede hende, for at Psyche kunne være sammen med nogen artsfæller. Eller hvad man nu kunne kalde det.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Amycus Wallace (+) AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 475 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Amycus Wallace]

it's just you and me ,

against the world tonight

Amycus kunne ikke lade være med at slå en arm om Psyche. Selvom han ikke havde nogen lignende oplevelse han kunne forbinde hendes tab med, havde han stadig en lille idé om, hvor ondt det måtte gøre, selv hvis man blot strøg over emnet. Han havde dog ikke tænkt sig at træde dybere i det. ”Du er altid velkommen!” Ant havde altid haft et godt øje til Psyche, og Amycus nød forestillingen hver gang han kvajede sig, simpelthen fordi hendes nærvær gjorde ham nervøs. ”Hvis det stod til mine forældre kunne du blive hele julen, skulle det endelig være.” De havde altid holdt af hende – Psyche var næsten en del af familien, uanset hvad hun så end gjorde.
”Vi kan tage lidt væk... London, måske?” Trods alt havde han et par dage før nytår der skulle spenderes på en eller anden måde – allerhelst væk fra hans lurende problem. ”Du er desuden blevet inviteret til min brors sidste Quidditch-kamp inden julen -” Det samme hvert år... ”- og jeg kommer, selvfølgelig!” Selvom han spillede for et mindre hold, så var der altid noget ved at være der – specielt når det endelig lykkedes dem at vinde kampen. ”Det minder mig forresten om...” begyndte han ud med og stak hånden dybt i lommen på jakken der lå ved siden af ham. ”- at jeg hellere må give dig denne inden du forlader skolen.” Han trak en lille indbunden pakke frem og holdte den foran sig.

De havde altid foræret hinanden en lille ting op til jul. Som regel var det altid Amycus' mor der valgte gaver til Psyche, da drengen ikke havde megen forstand på det selv, men denne gang havde han selv stødt på denne, og uden at tøve havde han købt den. Indbundet i sort gavepapir med sølvbånd omkring, lagde han gaven i hendes hånd. ”Jeg håber at du kan lide den!” men han var næsten sikker på, at den ville blive modtaget godt – det var trods alt ikke et helt traditionelt smykke, men alligevel var den speciel på sin egen facon.

”Hvad med, at jeg følger dig lidt på vej?” Amycus kunne i hvert fald trænge til at komme ud af storsalen. Han holdte meget af julen – en af de bedste højtider hvis man spurgte ham, men i øjeblikket bragte den ikke andet end dårlige minder om hans egen stupiditet.
Han havde allerede rejst sig og trak frakken over den hvide skjorte. Halstørklæde, hue og vanter måtte han leve foruden, men han havde svært ved at blive kold, så det havde ikke den store betydning. Han rakte en hånd til Psyche for at hjælpe hende op, af ren og skær høflighed. ”Du må også hellere fortælle mig lidt om din date til juleballet.” Det eneste Amycus vidste om drengen, var det han havde hørt fra hans venner – en 'type man ikke har lyst til at lære at kende'.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Selvom Psyche godt selv var klar over at hun var vellidt i hans familie, var hun en smule overrasket over hans udførlige svar. Han kunne jo næsten havde planlagt hele hendes juleferie, hvis hun havde bedt ham om det! Dog fortog overraskelsen sig hurtigt, og hun lyttede til alle hans forslag mens hun kunne mærke sit humør stige. Det var altid en fornøjelse at være hjemme hos Amycus, og der var ikke en eneste person i hans familie hun ikke kunne lide. Desuden gjorde det kun det hele bedre, at hun slet ikke kunne nå at få indført et eneste ord, før Amycus fandt sin gave til hende frem. Hun tog imod gaven med et taknemmeligt smil, og lagde den i sit skød. Hun var ikke sikker på om hun skulle åbne den endnu, og desuden blev hun nødt til at fokusere på at svare ham, for at være sikker på ikke at glemme noget af det han havde sagt.
"Det lyder rigtig dejlig Amy" Ja, Amy var et pigenavn, men det var den nemmeste forkortelse for Amycus, og så længe ingen andre hørte hun kaldte ham det, burde det ikke være et problem. "Hvis det stod til dine forældre, giftede jeg mig med dig eller Ant, og blev en integreret del af familien" Hun blinkede kort til Amycus, før et stort smil viste sig på hendes læber. Hun var godt klar over at hun var vellidt i hans familie, og hun elskede dem næsten højere end hun elskede sin egen familie. Det virkede som om der altid var gang i dem, selv når der kom problemer. "London? Deal.. tror du måske vi kan lokke Ant med, hvis ikke han skal noget? Jo flere jo bedre! Appropros Ant, naturligvis kommer jeg til hans sidste kamp! Det gør jeg jo altid, en rasende trold ville ikke kunne holde mig tilbage" Psyche havde altid godt kunnet lide Ant, selvom han efter hendes opfattelse var noget klodset og meget uheldig. Men han plejede at have et højt humør, og så kunne de vel fejre nytår i lidt længere tid. Når hun kom til kampen før jul, var der også en chance for at hendes humør kunne få et lille løft.

Hun lagde hurtigt sin gave i lommen, og begyndte at rode rundt i sin taske efter Amycus’ gave, mens hun gik med ham ud mod gården. Hun købte normalt sin gave til Amycus selv, men med en smule vejledning fa hans mor, som hun gerne udvekslede uglepost med op til jul. Bare for at sikre at gaverne kom til at fungere rigtigt. I år havde Psyche dog selv udvalgte gaven, og kun skrevet til hans mor, for at sikre sig at han ikke allerede havde den ting hun havde haft i tankerne. Hun lyste op da hun endelige fandt gaven, og rakte den til Amycus. "Jeg håber virkelig du kan bruge den… Og at det ikke er for tøset for dig" Hun havde købt et par tovejs spejle til ham. Oprindeligt havde hun tænkt sig at beholde det ene, så de kunne virker som en slags telefon mellem hende og Amycus, når de gik ud af Hogwarts. Hun havde dog ombestemt sig, og nu fik han begge spejlene, så han selv kunne bestemme hvem der skulle have den anden halvdel af sættet. I sidste ende havde hun bestemt sig for at det virkede mest rigtigt.

Hun trak sin jakke lidt sammen om sig da de kom udenfor. Hun havde brugt sin gave og det at de stadig gik, som en undskyldning for at vente lidt med at snakke om sin date, men nu kunne hun vist ikke trække det mere ud. Hun strøg kort en hånd gennem det langt hår og sukkede "Damien Maverick?" Hun så kort spørgende på Amycus, men der kunne vel ikke være meget tvivl om at det var ham han mente. Amycus havde jo set dem sammen. "Fuldblodet, Rektors barnebarn, ambitiøs og riddler ligesom mig, bare meget mere.. Jeg har været venner med ham i noget tid, og med al respekt så tror jeg det var klogt af dig ikke at stoppe op og snakke med mig, da du gik forbi." Hun smilede skævt til Amycus. Forhåbningen var det var uddybende nok for ham, men det troede hun ikke rigtigt selv på at det var.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Amycus Wallace AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 716 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}