White blank page

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Udenfor det store slot, faldt enorme snefnug i en tæt, massiv tåge. Blåfrosne og rystende af kulde væltede Ravenclawholdet ind i Indganshallen efter Imogen havde insisteret på træning, trods vejret. Det kunne ikke nytte noget, at ingen af dem kunne finde ud af at spille i snevejr, da dette nemt kunne blive en realitet i januar. Til sidst måtte hun dog give sig, da deres målmand var fløjet durk ind i en af ringene, fordi han ikke kunne se igennem sneen, og derfor nu var på vej mod hospitalsfløjen med en blodig næse

Hendes spillergevandter var drivvåde af sneen, og hun mildest talt rystede af kulde, og egentlig burde hun bare have gået direkte op imod tårnet hvor Ravenclaws opholdsstue var. Men i stedet blev hendes opmærksomhed fanget af opslagstavlen.

Mary-Lou Trevors sirlige håndskrift tiltrak Imogens blik, sammen med overskriften. Hvis hun havde haft et skriveredskab i nærheden, havde hun sikkert skrevet en lille, spydig kommentar til den afsluttende sætning ’når vi tæsker Ravenclaw i åbningskampen!’. Men en anden var kommet hende i forkøbet. Imogen rystede misbilligende på hovedet, men smilede dog alligevel for sig selv. Ravenclaws hold var stærkt i år, det var hun sikker på. Men alligevel ville hun ikke lade Gryffindors spillere komme bag på dem. De havde det med at overraske.

Med en skuldertrækning, drejede hun om på hælen, og satte kursen imod trappen.

tag; edward johnson

[Edward Johnson]

På trods af det fæle vejr havde Edward bevæget sig udenfor i fuld løbeuniform. Julden havde dog alligevel bidt lidt hårdere, end han havde regnet med, og selvom hans krop var varm af at løbe, så var hans næse og fingre pinligt røde, fordi han frøs så meget om dem. Sneen havde gjort hans tøj vådt, og selv den store t-shirt, som han havde på udover en skiundertrøje, sad klistret mod hans overkrop. Ligeledes sad bukserne fast mod hans lår, og skoene svuppede mindst ligeså meget som jorden, han løb på. Slud var værre end sne, havde han konstateret op mod hundrede gange på sin tur, der var blevet kortere - meget kortere -end planlagt. Særligt stakåndet, fordi den kolde luft forhindrede hans lunger i at udvide sig optimalt, løb han hen mod slottets dobbeltdøre. I det fjerne kunne han se en gruppe mennesker gå indenfor, og han sluttede sig til, at det nok var et quidditchhold, der var underlagt en streng anførers stædige planlægning. Kort overvejede han, hvem af de fire, der var strenge nok til at tvinge deres hold ud i denne bidende kulde, men med et fnys, der fungerede som grin, kom han frem til, at alle fire ville gøre præcis det samme mod spillerne, om de så var venner eller ej.
Edward nåede dobbeltdøren, inden den havde lukket sig helt bag den bageste spiller, og med en prusten der var højere, end han ville indrømme, satte han sine fødder indenfor i varmen. En utilfreds lyd forlod hans læber, men han bed resten af udbruddet i sig, fordi han så, at der stadig stod en i indgangshallen. Det tog ham ikke mange sekunder at identificere Imogen, han havde trods alt set hende fra alle mulige vinkler.
Modløst - men dog med et nyt smil på læberne - sjokkede han hen mod den mindst ligeså våde ravn og lagde en hånd på hendes skulder.
"Imogen!" hilste han og opgav med det samme at sige noget mere, før han havde fået beroliget sin vejrtrækning ordentligt.