Three heartbeats seems to be one to many

[austin]

And I really can't believe it's true
We're gonna have a baby me and you

Storsalen var fuld af snakkende glade elever og Alexander befandt sig midt imellem dem alle sammen. Alligevel følte han sig alene. Han havde altid været klar med en kvik replik imens han skovlede mad indenbords, men nu sad han blot tavst og spiste sin mad uden at interagere med nogen. I et kort øjeblik hvilede hans blik på Bree ovre ved Ravenclaws kollegiebord, men så kiggede han igen væk. Han havde det med at komme til at se på hendes mave og det bragte en hel serie tanker med sig, som han ikke var i stand til at overskue endnu – hvis nogensinde.

Han havde ikke undgået hende den sidste uge. Ikke rigtig – men han havde på den anden side heller ikke opsøgt hende og den lille del af ham, der formåede at tænke sig om, var nået frem til den konklusion, at hun ventede på hans reaktion.

Hans reaktion. Alexander stirrede lige frem for sig i et øjeblik, inden han hævede gaflen for at stikke det sidste stykke kød i munden. Hans tallerken var tom og hans mave fuld. Med et enkelt blik til siden fangede han i et øjeblik Todds opmærksomhed. Det diskrete nik og smil blev ikke besvaret, men indgød alligevel Alexander en eller anden form for mod. Som han så Bree rejse sig ovre ved Ravenclaws bord, gjorde han det samme. Han tog sig god tid og fulgte hendes exit ud af øjenkrogen imens han brugte overflødige sekunder på at sikre sig at hans sko var snørede. Da hun netop var gået ud af storsalens døre, satte han selv efter hende med lange skridt. Så snart han var udenfor selve salen satte han i løb. ”Bree!” Han nåede hende i en korridor på vej imod trapperne og standsede op, så snart han havde sagt hendes navn højt. Hans hjerte slog hurtigt og han trak vejret en anelse anstrengt i et øjeblik, imens han betragtede hende. Igen gled hans blik ned til hendes mave og han rømmede sig, som han tvang det op. ”Vi bliver nødt til at tale sammen,” erklærede han usikkert og så sig kortvarigt rundt i korridoren. ”... Undskyld. Undskyld, at jeg reagerede som sådan en svagpisser og undskyld at... Du ved. Det alt sammen.” Han trådte lidt tættere på hende, uden at turde krydse de sidste fire meter imellem dem. Han fortsatte. Fast besluttet på at få det hele ud inden han gik i stå eller løb tør for ord at udtrykke sig med. ”Det er alt sammen min fejl. Næsten. Jeg løber ikke fra ansvaret... Kun kujoner løber fra deres ansvar. Men er du virkelig sikker på at du vil...” Han sænkede sin stemme til en hvisken. ”... Beholde det?”

Tag: Bree Blance ● Outfit: here

[Bree Blance]

I try to be strong and see him through

But God who he needs right now is You

Det var første gang i lang tid en let latter undslap Brees læber. Den var let og luftig, forsigtig som kunne den krølle sammen og forsvinde hvert øjeblik. En fra Ravenclawbordet havde fyret en vittighed af om en af deres lærere, og Bree blev selv helt forskrækket over latteren. Hvor lang tid siden havde det været siden sidst? Tænksomt rettede hun blikket ned mod sin vandte plads på tallerkenen. Gaflen rodede lidt rundt i kartoffelmosen iklædt sovs med oksekød. Blandingen tog sig en brunlig og meget uappetitlig farve, men Bree tvang sig selv til at føre en smule ind i munden. I samme øjeblik tungen ramte maden i en eksplosion af smagsvarianter, steg kvalmen op i hende og fik sveden til at springe frem på panden. Hun havde hørt om morgenkvalme under graviditet, men siden hvornår havde der været aftenskvalme?
Brees ansigtsudtryk blev anstrengt, og hun lod gaflen dumpe ned på tallerkenen. Det var uudholdeligt. Ikke en gang til!
”Jeg... Går op og laver lektier”, sagde hun til Caroline der sad overfor hende, men hun tvivlede ikke et øjeblik på, at veninden vidste hvad der rent faktisk foregik. Det generede ikke Bree, hun trængte bare til at være sig selv, når kvalmebølgerne kom på den måde. Med hurtige skridt satte hun kursen ud mod indgangshallen, for at fortsætte op til det nærmeste toilet der lå på første sal. Hun nåede dog ikke langt før en stemme kaldte på hende. Et øjeblik var hun på nippet til at ignorere kaldet og fortsætte videre, men da hun genkendte stemmen, vendte hun sig brat om. Synet af Alex lagde en dæmper på kvalmen, idét en blanding af nysgerrighed og bekymring overskyggede den.
”Alex?”, sagde hun spørgende, og hankede lidt op i den tunge taske. Varmen steg op i det blege ansigt da hun pludselig indså, at det var dette øjeblik hun havde ventet på i så lang tid. Han ville fortælle hende, hvor han stod i deres situation.
Øjnene bertragtede ham vågent, og det overgik hende derfor ikke, at Alex skævede til hendes mave. Ligesom ham, sænkede hun pr. reaktion sit blik. Den grønne trøje under kappen var stram nok til at ane en mikroskopisk bule, men kendte man ikke Brees normalt meget slanke skikkelse, ville man tro den var naturlig. De to unge mennesker vidste begge bedre.
Alexanders undskyldning kom bag på Bree. Ærlig talt syntes hun ikke, at der var noget at undskylde for. Hans reaktion var vel meget normal for én der lige fandt ud af at han skulle være far. På den anden side, hvad vidste hun om det? Et lille stik af irritation viste sig snart. Kun hans skyld? Det var jo løgn. Alexander havde før erklæret, at Bree var ligeså skyldig i hele deres vage flirt som han var, så hvorfor opførte han sig nu anderledes?
”Ja, jeg er sikker”, lød det fra Bree, en anelse skarpere end hun havde beregnet. Hans tvivl fik beskyttende tanker for barnet til at flyve rundt i hovedet, og hun var allerede klar til at fare op, hvis han prøvede at overtale hende til noget andet. ”Men som jeg har sagt behøver du ikke gøre noget”. Det var som om et eller andet gik i stykker inde i Bree, da hun allerede havde fået overtalt sig selv til at tro, at han ikke ville have noget med barnet at gøre.
Det sved i øjenkrogene, og hun brugte alle sine kræfter på at stå stille, da fristelsen til at vendte om og flygte var langt stærkere.

Tag * Alexander Young
Ord * 526

[austin]

And I really can't believe it's true
We're gonna have a baby me and you

Alexander standsede i god afstand fra Bree og stak tøvende hænderne i lommerne på de mørke bukser, som hun drejede sig imod ham og gav ham hendes opmærksomhed. Hans egne ord kom ud i en lind strøm og da han hviskende afsluttede, bed han mærke i at han havde lænet sig fremad, i sit underbevidste forsøg på at holde deres samtale privat for selv de lurende portrætter. Hendes skarpe svar fik ham til at dumpe tilbage på hælene og nikke alvorligt et par gange, med stærkt rynket pande. Han var stadig fuldstændig panisk, når han begyndte at spekulere længere frem i tiden, men ved at gøre som han plejede og tage tingene et lille bitte skridt af gangen, formåede han at virke nogenlunde sammenhængende. Selv overfor hende. ”Du må være sindssyg,” meldte han lavmælt ud, med antydningen af et forsonende smil. ”Af flere grunde. Men primært fordi du tror jeg kunne lade være med at gøre noget.” Han trådte et enkelt skridt nærmere og så vagtsomt på hende. ”... Men jeg har brug for tid, Bree. Tid til at finde ud af hvordan ved den grummeste bjergtrolds bagdel...” Han stoppede sig selv og trak den ene hånd op af lommen for at køre den gennem håret. ”Jeg elsker... Eller jeg er i hvert fald forelsket i Rachel og hun slår mig ihjel.” Han så indtrængende på hende. ”Hvordan vil du? Du må ikke fortælle det til nogen endnu, vel? Vent. Giv mig tid til at se hvordan i alverden vi begge to kan komme ud på den anden side uden at begge vores liv herfra er i ruiner.”

Tag: Bree Blance ● Outfit: here

[Bree Blance]

I try to be strong and see him through

But God who he needs right now is You

Bree var allerede over punktet hvor hun noterede sig Alexanders forsonende smil, hun lagde blot mærke til ordene ”du må være sindsyg”. Forsvarende ord og en skarp kommentar lå på spidsen af tungen, men de blegnede som dug for solen, da han forklarede hvorfor. Det var som om en ballon sprang i maven på hende, og hun åndede lettede ud. Der viste sig sågar et lille glædessmil på læberne. Det betød alverden for hende at han ville være der for barnet. Ville hun kunne klare det uden ham? Sikkert, men et barn havde brug for sin far, ligeså vel som det havde brug for sin mor, og der var intet værre, end at føle sig uønsket. Det vidste Bree alt om.
Hun nikkede forstående. Selvfølgelig mere tid. Han havde sådan set over et halvt år, til at tænke over tingene. Det vil sige, de havde! Lettelsen over ikke at stå alene med situationen var overvældende, og på et øjeblik, gjorde Bree noget hun ikke engang selv havde set komme. Ligeglad med hvad andre tolkede når de så dem, faldt Bree ham om halsen i et lettede kram. Et venskabeligt kram, som ikke rummede andet end lettede følelser. Hun var tæt på at give efter for tårerne endnu engang. Graviditeten gjorde hende til et nervevrag.
Et øjeblik fastholdt hun det, mens hun fik hold på sine følelser. Så gav hun slip, trådte et skridt tilbage, og tørrede en forvildet tårer væk. ”Jeg har kun sagt det til 2 veninder. Vi kan ikke fortælle det til nogen! Hvad hvis de smider os ud?”, halvt konstaterede halvt spurgte Bree med en hviskende stemme. Det var en lettelse at lufte hendes bekymringer for én der stod i samme situation. ”Jeg ved slet ikke hvad vi skal gøre, jeg ved bare, at vi må beholde det. Men... Jeg er ligeså bange som du er”, tilstod hun, og så på Alexander med alvorlige øjne. Det var som om de begge var blevet adskillige år ældre på bare få måneder. De skulle tage stilling til noget, som man først burde tage stilling til når man var mange år ældre!

Tag * Alexander Young
Ord * 352

[austin]

And I really can't believe it's true
We're gonna have a baby me and you

Alexander gav sig lidt, da Bree faldt ham om halsen. Han var uforberedt på den rørstrømske reaktion og stod stivnet, til hun slap ham igen og trådte bagud. Hendes tårer plantede en rynke i panden på ham, men han kommenterede hverken fugtige øjne eller fysisk kontakt. I stedet reagerede han på hendes hviskende ord med et skuldertræk. ”Todd sagde, at de ikke kan smide os ud. Vi har ikke gjort noget forkert, Bree,” pointerede han alvorligt, før han skar ansigt af usandheden. Det de havde gjort var forkert på så mange måder, men ikke den der betød noget i netop denne sammenhæng. ”... De ved jo ikke hvordan det skete. Det er ikke imod nogen regler at være blevet gravid.” Han lød ikke helt sikker, selvom han så sådan ud.

Snakken med vennen havde ikke overbevis ham fuldstændig, men han var i hvert fald blevet sikker på, at han blev nødt til at fortælle sandheden til Rachel og at han blev nødt til at gøre det hurtigt. Derfra var han ikke sikker på hvad der ville ske. Hun kunne sige det til Aiden, Benjamin eller Lily og hurtigt kunne det sprede sig til hele skolen, men han havde intet valg og han havde ikke engang tænkt sig at drøfte det med Bree.

Hans ordstrøm var standset og han så blot på hende med rynket pande, som hun konstaterede at hun var bange. I et øjeblik følte han en trang til at pointere, at han da i hvert fald ikke var det sammme, men så indså han, at det var formålsløst og at han lige så godt kunne lade den glide over sig. Han var rædselsslagen.

”Hvad hvis det slipper ud?” fortsatte han langsomt, uden at slippe hende med blikket. ”Det bliver jo synligt,” bemærkede han, gestikulerende imod hendes mave.

Tag: Bree Blance ● Outfit: here

[Bree Blance]

I try to be strong and see him through

But God who he needs right now is You

Bree vaklede lidt ved hans ord. Det kunne ikke være rigtigt, at de ikke havde brudt nogle regler, men det trøstede lidt at høre dem. Måske ville skolebestyrelsen ikke smide dem ud, hvis de fortalte dem nyheden? Det var en for stor chance at tage, og med lidt god vilje, kunne de måske skjule den voksende bule med trøjer, eller sige hun bare havde fået lidt på sidebenene.
”Slipper ud? Vi fortæller det jo kun til dem vi stoler mest på”, sagde Bree med rynkede øjenbryn. Et kort øjeblik frygtede hun, at Alex allerede havde fortalt det til nogen der ikke burde vide det, men hvorfor skulle han havde gjort det? Ligesom ham, lod hun blikket glide ned til sin mave ved hans gestikulering. Hun lod en hånd glide ned af den flade mave, indtil den kurvede over en spinkel bule. Lidt desperat trak hun ud i trøjen, så den faldt naturligt ned over maven.
”Tror du ikke vi kan skjule bulen? I hvert fald de næste par måneder”. Hun tvivlede ærlig talt en smule på sine egne ord. Hvor stor var en bule i 4. måned? 5. måned? ”Åh gud, jeg ved jo intet om det her! Jeg bliver en forfærdelig mor”, tænkte Bree, og måtte bide sig i læben, for ikke at lade tårerne falde endnu engang.
”Er du med mig? Hele vejen igennem? Fødsel? Bleskift?”, spurgte Bree, da hun ikke kunne holde sig tilbage mere. Det var som om scenariet kom til syne i takt med at hun sagde det, og en svimlende panik fik det til at bølge rundt i hovedet på hende, samtidig med en bizar latter trængte sig på. Hun kunne lige se de to unge, uerfarne mennesker stå foran en lille skrigende baby med lort ned af benene, og slås om hvem der skulle gøre det første gang.

Tag * Alexander Young
Ord * 305

[austin]

And I really can't believe it's true
We're gonna have a baby me and you

Alexander nikkede svagt, men virkede ikke overbevist om, at det ville gøre en reel forskel. ”Ja. Men... Du kender Hogwarts.” Han trak lidt på skuldrene og så modløst på hendes mave. Hver gang hans tanker faldt på det, der voksede derinde, kunne han mærke panikken strømme igennem sig igen, men han blev stående, rettede ryggen og tog sig sammen. ”Vi kan prøve,” sagde han lidt anstrengt og krydsede armene over brystet med rynket pande, som han løftede blikket og så Bree i øjnene igen.

Hendes ord gjorde ham helt tør i munden. Han spærrede øjnene lidt op og ville være flygtet igen, hvis ikke det var fordi Todds ord genlød i hans hoved. ”Stop,” kvækkede han rædselsslagent. ”Jeg kan slet ikke overskue alt det der, Bree. Seriøst.” Med et let fortumlet ansigtsudtryk, strøg han atter fingrene igennem håret og kløede sig i nakken. Randene under hans øjne var stadig ikke forsvundet, selvom han i det mindste havde fået lidt søvn den sidste nat. Alt i alt var han et lidt ynkeligt syn, men han gjorde sit bedste for at stramme sig an og ikke falde fuldstændig fra hinanden igen. ”Kan vi ikke bare starte med at sige, at jeg... Er her?” Han sank en klump. ”En dag af gangen...”

Tag: Bree Blance ● Outfit: here

[Bree Blance]

I try to be strong and see him through

But God who he needs right now is You

Ligesom Alexander nikkede Bree umærkeligt. Ingen af dem var overbevist, men det var det eneste de kunne gøre. At blive smidt ud fra Hogwarts, nu på deres 7. år, ville være katastrofalt for dem begge.
Bree iagtog Alexander skarpt, og det var tydeligt hvordan han endnu engang blev grebet af panik. Hvordan hans øjne blev spærret op og hele kropsholdningen ændrede sig til et dyr der brugte alle sine kræfter på ikke at vende om og flygte. Han kunne ikke reagere sådan hver eneste gang de talte om fremtiden.
”Jeg troede du havde bestemt dig, da du konfronterede mig”, sagde Bree lavmælt, og pludselig tvivlende. Det var hende en smule imod, at være så konkret og påtrængende, men alligevel sagde hun afmålt ”Jeg kan ikke bruge en dag af gangen til noget”. Øjnene flakkede kort til jorden, mens ordene formede sig på læberne. ”Det er ikke godt nok. Jeg må vide om du er med hele vejen”. Det nyttede ikke, at han pludselig bakkede ud når barnet rent faktisk kom.
Den pludselig udsigt til, at det scenarie rent faktisk var en mulighed, fik en kvalme til at bruse rundt i kroppen, og truede med at slå benene væk under hende. Lidt desperat efter et svar fra Alexander skiftede Bree vægten fra side til side. Hun måtte virkelig finde et toilet!

Tag * Alexander Young
Ord * 220

[austin]

And I really can't believe it's true
We're gonna have a baby me and you

Alexander fugtede sine læber og rømmede sig, imens han kløede sig i nakken og flyttede lidt på fødderne. Tankerne om et skrigende lille barn, bleer og babymad over det hele hobede sig igen op for hans indre blik, som Bree tvang ham ud, hvor han ikke kunne bunde. Han stirrede lidt panisk på hende og slog frustreret ud med armene over hendes lavmælte beklagelser og de krav, der lå i dem.

”Bree!” Udbrød han klemt. ”Der er over et halvt år til!” Et dybt suk forlod hans læber, som han drejede en hel omgang og så på hende igen med et bebrejdende blik. ”Du kan sgu da for søren ikke regne med, at jeg bare...” Det sortnede lidt for hans blik igen, men han stivede ryggen af og tog en dyb indånding, imens han i et kort øjeblik lukkede øjnene. ”En dag af gangen er alt hvad jeg kan give dig. Jeg er her, jeg bliver her, men du kan simpelthen ikke forvente at jeg ligefrem jubler over at få hele min verden vendt på hovedet!” Det var begyndt at gå op for ham igen præcis hvorfor hun altid havde irriteret ham sådan, men han nægtede at være svinet, der ikke kunne håndtere situationen.

Tag: Bree Blance ● Outfit: here

[Bree Blance]

I try to be strong and see him through

But God who he needs right now is You

Det var tydeligt at mærke på Alex, at han efterhånden hidsede sig op. Bree vidste hun havde trængt ham op i en krog, men hun kunne i bruge hans svar til noget som helst! Hun havde brug for klar besked, og havde ærlig talt ikke lyst til at tale med ham, før han fandt ud af, hvad han ville.
”Tror du jeg jubler?”, hvæsede hun. Et øjeblik følte hun det som om, han mente det var hendes skyld, at de stod i den situation. Forskellen var bare, at hun rent faktisk var istand til at tage en beslutning, i modsætning til hans vægelsind! Ligesom ham, kunne hun mærke hvordan irritationen bankede på døren endnu engang. Det var typisk Alexander. Det ene øjeblik kunne hun kramme ham og holde af ham, det næste øjeblik kunne han komme med en enkel kommentar, og starte en ildebrand. Delvis af irritation, delvis af hormoner, sagde hun skarpt, ”tag dig sammen, Alex. Tror du barnet kan bruge ”fra dag til dag?” til noget? Find ud af hvad du vil. Jeg har ikke brug for din vaklen!” Den ellers stærke stemme knækkede over på halvejen, og afslørede hvordan hun i virkeligheden var såret. Det hele blev for meget, og i en hastig fart sagde hun, ”vi snakkes ved når du har bestemt dig”. Med øjne der svømmede over af tårer, sendte hun ham et bønfaldende blik, før hun strøg forbi ham, og satte kursen mod trappen. Hånden fór op til munden. Både for at afværge kvalmen, og for at forsøge at skjule ansigtet for de forbigående elever, der sendte hende undrende blikke.

Tag * Alexander Young
Ord * 266

[austin]

And I really can't believe it's true
We're gonna have a baby me and you

Alexander fnøs hårdt ud over Brees retoriske spørgsmål og himlede med øjnene over den selvretfærdige harme. Han havde lyst til at gestikulere groft af hende, men nøjedes med at stikke hænderne irriteret i lommerne og betragte hende indædt. Hvordan dette var hvad han fik ud af at strække en enkelt arm frem, begreb han ikke, men det var typisk Bree at reagere fuldstændig urimeligt og det burde nok egentlig ikke overraske ham. ”Gider du lige?!” Udbrød han alligevel, halvvejs chokeret over hendes totale misforståelse af hans ord. Hans ene hånd røg op af lommen, som hun var ved at passere ham og han greb fat om hendes ene arm og holdt fast. ”Bree, for...!” Han trak vejret dybt ind og samlede al sin tålmodighed sammen, for ikke at råbe af hende. ”Jeg har bestemt mig,” sagde han anstrengt. Det fremgik med al tydelighed, at han stadig var på nippet til at hæve stemmen. ”Der er ikke noget at bestemme, men jeg er kun et forbandet menneske, kvinde. Giv mig dog tid til at vænne mig til tanken. Det er ikke ligefrem fordi ungen vælter ud i morgen, vel?” Han slap hende, bed tænderne hårdt sammen og spændte i fingrene på begge hænder, før han drejede om på hælen og selv forlod hende på gangen.

Tag: Bree Blance ● Outfit: here

O u t

[Bree Blance]

I try to be strong and see him through

But God who he needs right now is You

Bree nåede ikke videre, før Alexander greb fat i hende. Af frygt for at kaste op midt på gulvet var hun tæt på at rive armen til sig, men tænkte det ville være lige uforskammet nok. Hun prøvede at få hoved og hale i hans ord, mens forvirringen stod malet i hendes blege ansigt. Det lød som om han ville være en del af barnets liv, men alligevel sagde han, at han måtte tage det dag for dag. Tankerne fór rundt i hovedet der var blevet helt tungt og ukoncentreret, så Bree nøjedes med at ryste på hovedet og sige ”nejnej”. I samme øjeblik var han drejet om og gået sin vej. Havde det ikke været for kvalmen, havde hun kommet med en rap replik. Istedet så hun efter ham med sammenknebet øjne, og skyndte sig så opad trappen.

//Out

Tag * Alexander Young