Wanna break the rules with me?

[Blake Matthews]

Place: Krypten, gangen.
Tag: Alle.
Time 23.45

Den skumle, mørke krypt havde altid været Blakes yndlings sted at opholde sig. Fordi han var Slytherin og det var bare en holdning alle skulle have? Fordi han så sig selv som denne mørke mystiske person, så derfor passede dette sted perfekt? Nej… Den eneste grund til at han tit befandt sig på da lange gange i krypten, var udelukkende på grund af stilheden. Ikke særlig mange elever ønskede at være på disse gange, med mindre de var på vej ind eller ud af Slytherins opholdsstue, for ikke at tale om de få elever der prøvede at snige sig adgang til køkkenet.
Med lange tunge skridt bevægede Blake sig ned langs gangen. Han var udmærket klar over at han burde ligge i sin seng, men den lange tomme gang, kun svagt oplyst af de få fakler der stod til rådighed, havde en eller anden idyllisk effekt på ham. Han havde iført sig en hvid skjorte der halt sad ud over et par mørke jeans. De brune lokker sad ud til alle sidder, som havde han lige stået ud af sengen, og det kølige neutrale glimt lå plantet i hans sølvgrå øjne. Han trak kort en hånd gennem håret, og forsøgte at få styr på de vildfarende totter for derefter at stoppe begge hænder ned i de dybe lommer.

Efter få skridt stoppede han op. Så sig diskret omkring og fiskede en lille lommekniv op af lommen. Kniven var ikke engang hans egen. Blot en han havde fundet ligge og flyde i opholdsstuen, men den var perfekt til netop det formål han havde i tankerne. Han trak det lille blad frem og bevægede sig tættere mod stenmuren hen mod en af faklerne. Han kiggede sig igen omkring, før han begyndte at skrabe i væggen. Det tog ham kun få sekunder at skrabe sine initialer ind i muren – B.M.
Han pustede støvet væk og studerede kort sit værk med et skævt smil mens han stoppede kniven tilbage i lommen. Han var trods alt på sit sidste år her på Hogwarts, så han kunne lige så godt efterlade sit mærke.
Han vendte sig med ryggen mod muren og lod sig falde indtil han mærkede den kolde overflade, og sank derefter langsomt ned på det endnu koldere gulv. Han sukkede kort, trak det ene ben op og hvilte hånden over den, lukkede øjnene og hvilede hovedet tilbage mod muren. Han nød stilheden.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Generelt set var Psyche typen der rent faktisk sov om natten. Det var ikke et spørgsmål om at hun ligefrem mente hun havde brug for skønhedssøvn, men handlede nærmere om at der ikke plejede at være ret meget at lave på Hogwarts om natten. Man kunne selvfølgelig altid snige sig rundt, og hun havde da udført sin del af natterend over årene, men det havde aldrig rigtigt fanget hendes interesse. Krypten sagde hende heller ikke så meget. Der var næsten altid koldt og fugtigt, og faktisk var hun ikke så meget for hele den mørke og uhyggelige atmosfære. Det eneste positive hun havde at sige om krypten, var at der meget sjældent var mudderblodunger dernede, og det faktisk var nemmere at koncentrere sig om lektier der end på biblioteket.
Hvorfor hun havde valgt at bevæge sig ud fra kollegiets opholdsrum netop i nat vidste hun ikke helt, men det havde vel sagtens noget at gøre med at hun ikke kunne falde i søvn. Det havde heller ikke taget hende ret lang tid at smide noget tøj på, valget var faldet på et par ultrakorte shorts, en lille sort top og en rødternet skovmandsskjorte uden tøven. Og så et par stiletstøvler, for det var hvad hun lige havde haft ved hånden. Det var jo ikke ligefrem fordi, hun forventede at møde nogen på sin lille udflugt.

Hun gik lidt på må og få ned af gangen, indtil lyden at metal der kradsede mod sten mødte hende ører. Det var en lyd der ikke var til at tage fejl af, hvis man først havde hørt den én gang. Nysgerrigheden over hvem der ellers kunne være i korridoren, var lige præcis nok til at hun besluttede sig for at undersøge det. Der gik ikke lang tid før hun kunne se omridset af Blake i mørket, men hun kunne dog ikke se hvem der var. At vide at det var en anden person, og højest sandsynligt ikke en professor, var dog foreløbigt nok for Psyche, så hun valgte at holde en smule afstand, og ventede på at personen, som helt sikkert var en fyr, selv ville afsløre hvem han var. Hvis hun var heldig, var det måske en der var værd at tale med, hvor små chancerne for det så end var.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Blake Matthews (& others?) AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 380 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Blake Matthews]

There is not enough darkness in the ENTIRE WORLD
to put out the light of even one small candle

Der gik ikke længe før hans stilhed blev afbrudt af et par irriterende lyde han genkendte som lyden af sko. ”Jeg tror ikke du er klar over hvad klokken er” Han havde endnu ikke åbnet øjnene. Han gad ikke engang vende hovedet mod lyden. Han havde ingen anelse om hvem han havde henvendt sine ord til. Lige nu var han sådan set også ligeglad. Hvem ved, måske havde lyden blot tilhørt en eller anden vildfaren kat. En meget højlydt kat godt nok, og i så tilfælde havde Blake lige snakket til et eller andet dyr.
Nysgerrigheden blev for meget selv for ham. Så han åbnede øjnene og vendte hovedet mod lyden. Det lumske smil bredte sig straks på hans læber da han spottede Psyche. ”Så det er Dem der bryder stilheden… Guillotine” Han rejste sig sløvt op og børstede det værste støv af hans bukser. Hvis stilheden absolut skulle brydes, havde han intet imod at det blev gjort af en pige som hende. Blake havde altid haft en svaghed for det modsatte køn. Men hvordan kunne man andet når der rendte piger som hende rundt på skolen? Han stoppede hænderne i baglommerne og bevægede sig tættere på hende. Da han kom helt hen til hende, plantede han den ene hånd mod muren, så hun var nød til at stoppe, med mindre hun havde planer om at gå direkte ind i hans arm. Det lumske smil bredte sig legende på hans læber og han plantede trygt de sølvgrå øjne omkring hendes.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche løftede et øjenbryn, skeptisk overfor sin samtalepartner og en lille smule hånlig, bare fordi hans umiddelbare reaktion på hendes tilstedeværelse havde været noget tilsvarende. Selvfølgelig havde hun et svar klar lige med det samme, som hun altid havde, også selvom det var sent og hun følte sig noget træt. "Klokken er 23.47 helt præcist... Jeg var ikke klar over at arrogante svin fik eneret til at færdes på gangene efter 23.45" Det var umiddelbart efter hendes snerrende svar, at han rejste sig op, og så efter hvem han havde talt til. Det var også der hun selv genkendte ham. Udelukkende fordi de gik i samme klasse, og fordi han trods alt havde udseendet med ham. Ud over de to småting ville hun ikke påstå at hun kendte ham. "Matthews" Det lød mere som en konstatering, end som en hilsen, og var vel egentlig begge dele. Ligegyldigt hvad, var hendes stemme stadig kølig. Selvom der var mørkt, var hans smil ikke til at tage fejl af, og det huede hende absolut ikke. Faktisk gav det hende mest af alt lyst til at slå ham, bare så han kunne lade være med at se ud som om, han lige fundet nyt legetøj. Én ting var sikker, Pysche ville aldrig nogensinde, blive et harmløst stykke legetøj.

Hun værdigede knapt nok hans arm et blik, men noterede sig alligevel at hun måtte forhekse ham, hvis hun ville videre. Lige i denne omgang havde hun allerede stået stille, eftersom hun havde stoppet op for at snerre af ham. Uden at give det mere omtanke end det fortjente, lænede hun sig op mod muren, og rettede sit gennemtrængende isblå blik mod ham. "Stilheden, forbindelsen mellem din krop og dit hoved, dit håndled... Hvis jeg får lyst til at ødelægge det, er der ikke ret meget at stille op" Hun så ham kort i øjnene, men lod derefter øjnene vandre langs hans arm, og hen mod muren. Det var ikke fordi hun ikke nemt kunne slippe udenom ham, men hun følte sig alligevel en smule begrænset af den måde han havde placeret sig på. Som om han halvt om halvt havde forsøgt at fange hende, som del i sin katten og musen leg.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Blake Matthews (& others?) AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 350(?) WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}