Thinking

[Gabriel Caron]

Aftenen var for længst faldet på og de fleste slanger var allerede gået i seng. Opholdsstuen var stille og selv kaminilden var ikke længere i fuld blus. Gabriel havde underligt nok ikke været i stand til at falde i søvn og havde derfor valgt at gå ned i opholdsstuen for at komme på andre tanker og muligvis finde ud af hvad der plagede hans sind. Det havde han ikke kunnet i sin seng fordi en af hans værelseskammerater havde snorkede så højt at det havde været helt umuligt at tænke i den larm.

Han havde trukket en t-shirt på overkroppen og var ellers i en grå lette bukser som han havde trukket på uden rigtigt at vide hvad det var blot for at larme mindst muligt og komme hurtigt ud. Håret var i vildt uorden men så ikke det mindste kikset ud men charmerende på sin helt egen måde. Ansigtet var ganske udtryksløst og blikket en anelse fjernt selv da han gik ned ad trappen mod opholdsstuen som var helt tom hvilket han havde tjekket inden han havde sat sig.

Han havde sat sig på en sofa og havde trukket benene op på bordet, blikket var blevet rettet mod kaminen. Stilheden var vidunderlig, og den unge syttenårige franskmand nød at sidde der væk fra al larmen. Hans sygdom havde heldigvis været ret passiv på det sidste men den havde været ret hård i vinterens løb. Især juleferien havde han tilbragt i sin seng til sine forældres ærgrelse, og især til sin fars frustration og bekymring.


Tag:Fenella Maverick
Outfit: --
Word:255

[fenella]

- - - - - - - - ❧ - - - - - - - -
• • • • •

[/font][/color] they are just
M I S G U I D E D * F O O L S
- - - - - - - - ❧ - - - - - - - - [/center]

Efter at have vendt og drejet sig i over en time, gav Fenella op og forlod sin varme seng. Hun trak hurtigt et par løse, behagelige bukser på, trak derefter et par lune sokker på, mens hun med tankerne kværnende i hovedet, lydløst forlod sovesalen som hun delte med de andre piger på sin årgang. Hun lukkede døren stille bag sig og gik på lydløse fødder over stengulvet til hun nåede opholdsstuen, der lå næsten hen i mørke, pånær enkelte lamper og den svage glød fra pejsen der endnu ikke var gået helt ud.

Hun stoppede nogle skridt inde i det store rum da hun fik øje på en velkendt skikkelse i den ene sofa. Hun lagde hovedet lidt på skrå og rynkede brynene før hun satte i bevægelse igen og gik nærmere. Hun rømmede sig let da hun gik udenom sofaen, for lige at gøre opmærksom på sig selv og ikke skræmme livet af Gabriel, hvor morsomt det end kunne være. Hun var dog ikke lige i det humør i øjeblikket og stoppede et øjeblik og så ned på ham uden at sige noget. Så satte hun sig på sofabordet ved siden af hans fødder og sukkede tungt før hun igen så på hans ansigt "Jeg var åbenbart ikke den eneste der ikke kunne sove kan jeg se... hun lukkede fingrene om bordkanten og lænede sig lidt frem, mens hun så spørgende på den jævnaldrende kollegianer.

Hun lagde hovedet lidt på skrå igen og løftede så hånden og strøg sit lange hår væk fra ansigtet, mens et lille, udfordrende smil fandt vej til hendes læber "Jeg fortæller dig min grund hvis du fortæller mig din... Så kan vi sidde her og være søvnløse sammen. Lyder det ikke herligt?" hun himlede med øjnene, rystede så opgivende på hovedet og så ned på sine fødder i de lune sokker.

❧ Tags; Gabriel Caron
❧ Time; Aften
❧ Word Count; 359
❧ Outfit; here
❧ Notes; -
❧ Credits; Liebe at Caution

[/font]
[/left]
[/color]

[Gabriel Caron]

At gå rundt uden sko, kun med strømper på var en god måde når man ville være lydløs. Havde hun ikke rømmede sig havde han nok fået sig nået af et chok. Heldigt for hende at han i så fald havde glemt sin stav oppe på sit værelse for så kunne den i hvert fald ikke blive trukket frem under alle omstændigheder. Mens han sad der i sin egen verden dukkede hun op, rømmede sig og satte sig på sofabordet ved hans fødder. Hans døde tomme blik blev vendt mod hende men var fortsat ganske udtryksløse. Hvorfor mon hun var vågen?

Hans blik forlod hende ganske kort for at blive vendt mod pejsen hvor de sidste gløder var ved at dø ud. Da endnu et glød døde vendte han blikket mod hende igen ”Nej … søvnen kommer desværre ikke af sig selv for tiden” svarede han med en fjern dog rolig tone der bar en stærk fransk accent der på sin helt egen måde var charmerende. At stemme var fjern på samme måde som blikket var ikke ensbetydende med at han var i sin helt egen verden for han var fuldkommen bevidst om hendes tilstedeværelse. Folk vidste dog efterhånden at han lyttede og var opmærksom selvom han så helt fjern ud og derfor kunne de snakke til ham uden bekymring for om han lyttede eller ej. Nogle lærer havde syntes at det var irriterende men efterhånden havde også disse vænnede sig til det.

Hans hoved gled som hendes egen en anelse på skrå og hans blik fangede hendes idet hun spurgte om hvad der holdte ham vågen. Et skævt smil gled hen over hans læber ”Meget fristende må jeg sige” svarede han muntert, den franske accent kunne endnu høres i hans stemme dog i mindre grad nu end før. ”Jeg tror det er lidt af hvert.. familie, venner, hvad folk forventer af en og så… The Riddlers selvfølgelig…rygterne dræber os..” det sidste sagde han ikke spor højt. Med os mente han naturligvis gruppen, rygterne havde været ekstra hårde denne gang og folk troede faktisk på dem. Han betragtede hende ganske roligt, og klappede på den tomme plads ved siden af ham på sofaen.

Tag:Fenella Maverick
Outfit: --
Word:255

[fenella]

- - - - - - - - ❧ - - - - - - - -
• • • • •

[/font][/color] they are just
M I S G U I D E D * F O O L S
- - - - - - - - ❧ - - - - - - - - [/center]

Fenellas bevægelser var yndefulde og virkede velovervejede som hun satte sig ned på bordkanten ved Gabriels fødder. Det var dog knap så velovervejet som det måske så ud, men mere bare en naturlig del af, hvordan hun bevægede sig og førte sig. Uanset om hun var i nattøj og uldne sokker i skoleuniform eller i gallakjole. Hun kneb øjnene tænksomt sammen ved Gabriels udtryksløse ansigtsudtryk. Ikke fordi det var et udtryk der lå fjernt for ham, men fordi hun kendte ham godt nok til at vide, der lå mere bag. Hun nikkede let ved hans ord og rakte op og strøg natkjolens ene strop op på sin skulder igen, hvor den var gledet ned fra "Nej det er pokkers når man skal arbejde for tingene..." hendes tonefald var tydeligt sarkastisk, mens hun løftede blikket igen og tavst betragtede hans ansigt indtil hans blik vendte tilbage på hende.

Hun rynkede panden let og kneb øjnene lidt sammen mens hun lod sig smitte af hans skæve smil og sendte ham et drillende smil "Hvornår er jeg ikke fristende, Gabe?" på trods af det åbenlyse drilleri, lå der tilpas med selvsikkerhed bag dem, til at man ikke tvivlede på, at hun selv mente hendes påstand var sand. Så svandt hendes smil ind da han fortsatte og hendes øjne blev mørke, uden at den vrede der vældede op i hende, havde noget med ham at gøre "Vi er ikke døde endnu og for mit eget vedkommende har jeg ikke tænkt mig at lægge mig ned og blotte struben uden kamp." hun fnøs foragteligt og krummede fingrene hård om bordkanten mens hun så stædigt på ham.

Så slappede hun lidt af igen og flyttede blikket til pladsen ved siden af ham i sofaen. Et øjeblik vurderede hun situationen, så sukkede hun let og rejste sig yndefuldt igen, blot for at lade sig glide ned at sidde i sofaen. Hun drejede sig så hun havde ryggen mod armlænet og front mod ham. Hun gøs let da køligheden fra læderet hurtigt trængte igennem den tynde natkjole til hendes ryg og strakte benene ud til hendes fødder ramte hans lår. Så lænede hun sig frem og lagde armene om knæene og så spekulativt på ham "Og det skulle forestille at være os der er slangerne..." hun fnøs igen og skar en bitter grimasse "Den største slange heromkring er den lille rødhårede gimpe deroppe i tårnet." hun så sigende på Gabriel og var ikke i tvivl om han ville vide hvem hun hentydede til.

❧ Tags; Gabriel Caron
❧ Time; Aften
❧ Word Count; 482
❧ Outfit; here
❧ Notes; -
❧ Credits; Liebe at Caution

[/font]
[/left]
[/color]

[Gabriel Caron]

Han smilede skævt, at arbejde for tingene havde aldrig været noget problem for ham. Han arbejde skam gerne for at opnå det han ville have for tingene kom ikke af sig selv. Desværre var søvnen en af de ting han ikke selv kunne styre hvilket irriteret han grænseløst. Ikke at have styr på noget var noget af det værste han vidste. Han var van til at have overblik og kontrol over sine omgivelser og sjældent miste kontrol over noget at det kunne være så frustrerende hvis det skete. Hans sygdom hjalp desværre heller ikke på at bevar overblikket for efterhånden var svulsten voksede så meget at den kunne sende ham i komma så tit at det næsten ikke var til at holde ud. Heldigvis var det dog sket over korte dage mens han havde været i skolen og lærerne var blevet enig om blot at fortælle eleverne at han havde et dårligt helbred, derfor var hans hemmelighed endnu bevaret.. for en tid.

Han smilede et af sine yderst charmerende smil ”Du er skam altid fristende, jeg må sige at manden der får dig er mere heldig end han tror” der var ingen sarkasme at opfatte i hans stemme blot venlig og blidhed noget han var kendt for men noget nogen satte spørgsmålstegn ved. Han var en slange, havde forført mange og ødelagt manges forhold men på den anden side havde han også nogen fine træk, som hans kvikke sind og rolig yder der næsten var helt umulig at gøre vred eller få til at ryge ud af fatning. Hendes reaktion på det andet han havde sagt undrede ham ikke, han havde nærmest forventede denne reaktion andet ville have undrede ham ”Ingen af os har tænkt sig at give op, og jeg sagde intet om at vi var døde men det er vi godt på vej til hvis vi ikke gøre noget for at aflive de rygter. Tiden er knap, jo længere tid vi er passive, jo strækkere bliver rygtet om at det er os der har gjort det” svarede han ganske roligt og uden hverken at virke vred eller irriteret på nogen måde. Emnet rørte ham skam dybt men at flippe ud var ikke ham og ville næppe gavne nogen hvis det endelig skete for ham.

Da hun rejste sig op fulgte han hende med blikket i enkelte sekunder inden hun satte sig tilrette på sofaen. Hans blik blev vendt mod hende igen, mod hendes fødder der var tæt på hans lår. Han lod sine fingre blidt stryge hen over hendes ene fod og op ad hendes ankel, fornemmede den bløde hud mod sine fingre, hvis hun ikke brød sig om berøringen kunne hun bare sige til. Han vendte blikket op mod hendes ansigt ved de næste ord, hans blik så fjernt ud endnu engang men han var fuldkommen bevidst om hvad hun sagde og hvem hun mente ”Gimpe? Arh oui” det var ikke just et ord han havde hørt før men udefra sammenhængen forstod han meningen. ”Har du så en ide til hvad vi kan gøre?” spurgte han blot for at høre hendes ideer hvis hun da havde nogen.


Tag:Fenella MaverickOutfit: --
Word:520

[fenella]

- - - - - - - - ❧ - - - - - - - -
• • • • •

[/font][/color] they are just
M I S G U I D E D * F O O L S
- - - - - - - - ❧ - - - - - - - - [/center]

Fenellas undersøgende, og alvorlige blik svandt bort under Gabriels charmerende smil og hun mærkede et smil trække sine egne mundvige op som reaktion på hans ord. Hun så på ham under let hævede bryn, med en svag udfordring i blikket "Han burde ellers være skræmt..." hun trak på skuldrene og fortsatte henkastet, mens smilet blev lidt bredere "Desuden er der ingen mand der 'får' mig..." hun så vurderende på ham "Jeg skal vindes og jeg er hårdt arbejde at beholde..." hun sukkede teatralsk og slog ud med den ene slanke hånd "Mange har forsøg og fejlet..."

Smilet svandt igen ind til en svag antydning i den ene mundvig mens samtalen igen gled tilbage på grunden til deres fælles søvnløshed. Hun skar en lille grimasse og så skarpt på ham "Det ved jeg godt." hun sukkede igen og begyndte at vippe irritabelt med den ene fod mens han talte videre. Så stoppede hendes fod, hun så kort på ham og rejste sig så for at lade sig synke ned i sofaen ved siden af ham.

Hun så ned på hans hånd da han lagde den på hendes fod og hævede et øjenbryn mens hun mødte hans blik igen med en ny udfordring skjult i det. Hun gøs let igen, denne gang over den svage kildrende fornemmelse hans fingre mod hendes ankel skabte og ikke over det kølige læder. Hun trak dog ikke fødderne til sig men nikkede i stedet da han spørgende gentog det ord hun havde brugt om sin rival, og trak sine franskkundskaber op til overfladen "Une Chienne..." forklarede hun, før hun rynkede på næsen og tilføjede lettere indædt "Une petite chienne sainte..." hendes fransk var flydende, omend ikke uden accent og hun fnøs foragteligt over sine egne ord. Så så hun op igen og et ondskabsfuldt glimt sneg sig ind i de blå-grønne øjne. Hun nikkede langsomt og så konspiratorisk på Gabriel "Vende hendes eget spil imod hende..." hun smilede lettere triumferende, som om hun allerede havde en plan klar, og løftede samtidigt sine fødder og lagde den hen over hans lår.

❧ Tags; Gabriel Caron
❧ Time; Aften
❧ Word Count; 423
❧ Outfit; here
❧ Notes; -
❧ Credits; Liebe at Caution

[/font]
[/left]
[/color]

[Gabriel Caron]

Hendes svar morede ham men han gav hende ikke ret selvom det kunne være sandt at den mand der faldt for hende burde være mere skræmt end føle sig heldig. Han sagde det dog ikke fordi han kendte hende så godt og vidste at hun havde sine gode sider såvel som de dårlige hvis man kunne sige det på den måde. Da hun fortsatte smilede han ”Naturellement ma cheri, tror du ikke selv jeg har forsøgt, men du lægger knap mærke til mig” om det var ment i spøg kunne ikke ses for han virkede helt alvorlig da han sagde disse ord, og hans øjne helt rolig og hvilende i hendes.

Hendes skarpe blik ville have fået mange medlemmer af The Riddlers til at stivne, bide sig i underlæben og føle sig nervøse, men ikke ham. Han smilede blot fortsat sit rolig charmende smil, et smil han kunne løbe af sted med at når han brugte, et smil der kombineret med hans stålgrå øjne fik ham til at ligne en af de græske guder. Da hun blot havde sagt at hun vidste det men ikke sagde noget om hvad hun havde tænkt sig at gøre ved det havde han følt sig nødsaget til at spørg hvilket han gjorde ikke mange sekunder efter.

Han bemærkede skam hendes hævede bryn men når hun ikke sagde han skulle stoppe så var der ingen grund til at gøre det men i stedet for kunne han fortsætte hvor han var begyndt. Hun havde heller ikke rigtigt noget at brokke sig over, den opmærksomhed han gav hende var vel en af de ting en pige elskede ved en fyr til tider og det hun havde sagt før om at en fyr måtte vinde hende gav det indtryk af at hun ikke havde gang i så mange fyrer derfor kunne han vel tillade sig at give hende en smule opmærksomhed.

Da hun selv gled over til det franske for at forklar ham hvad hun havde sagt nikkede han, tonen i hendes stemme gjorde det klart for ham hvad hun mente og de franske ord udtrykte ligeledes hendes mening om hendes rival som sikkert brugte samme ord mod hende. han bemærkede det ondskabsfulde glimt i hendes øjne og vendte blikket hendes fod han endnu blidt kærtegnede, et skævt smil hvilede på hans smalle læber. Hendes svar på hvad hun havde i sinde at gøre undrede ham ikke ”Hvordan har du så tænkt dig at gøre det..?” spurgte han. Han ville have detaljer, hvis hun ikke havde nogen måtte de til at tænke sig om og finde på noget. Han smilede endnu engang da hun løftede sine fødder og lagde dem på hans lår, så havde han i hvert fald haft ret. Blidt lod han sine fingre kærtegne hendes ene fod videre, stryge hendes blidt hen over anklerne og ned ad hendes fod og tærer. Buskerne var i vejen men han skubbede den ikke tilbage lod blot snige fingre snige sig ind under det bløde stof og lod sine fingre stryge blidt hen over hendes bløde hud.


Tag:Fenella Maverick
Outfit: --
Word:505

[fenella]

- - - - - - - - ❧ - - - - - - - -
• • • • •

[/font][/color] they are just
M I S G U I D E D * F O O L S
- - - - - - - - ❧ - - - - - - - - [/center]

Fenella himlede let med øjnene over Gabriels svar, før hun igen så udfordrende på ham, med et indsmigrende smil, der ville have narret de fleste andre til at tro hun var oprigtig "Så må du jo bare prøve hårdere... ikke sandt? hun mødte roligt hans blik uden rigtigt at give udtryk for hverken om hun var positivt eller negativt stemt over hans udtalelse. Hendes tanker gled dog hurtigt videre da han ramte hovedet på sømmet og drejede samtalen ind på helt andre emner, som netop var dem der cirklede i hendes tanker.

Hun lænede sig tilbage mod armlænet, lagde nakken tilbage og så op i kryptens loft nogle øjeblikke, mens hun fik skubbet sine agressioner på afstand og erstattet af konstruktiv tankevirksomhed, glimrende hjulpet på vej af hans hånd på hendes fod. Så bøjede hun hovedet igen, og så på ham igen med hovedet lidt på skrå og et underfundigt smil "Hvis hun kan sprede sladder så kan jeg også..." hun lod sine ord hænge i luften mellem dem nogle øjeblikke, mens hendes blik kort faldt til hans hånd der gled ind under hendes bukseben og havnede på hendes ankel. Hun flyttede lidt på sin fod da han ramte et kildent punkt og løftede så igen blikket og så ham i øjnene "Du ved, hendes lille protegé... Cadwallader. Jeg tror..." hun gjorde en kort pause og et triumferende glimt sneg sig ind i hendes blik "...at jeg kunne bruge ham imod hende.

Hun vippede let med tæerne i de uldne sokker og kneb øjnene tænksomt sammen før hun lænede sig lidt frem og slog ud med den ene hånd "Han er ligeså magtliderlig som hende, hvis ikke mere og modsat hende, har vi nem adgang til ham på tidspunkter hun ikke har..." hun lænede sig tilbage mod armlænet igen, mens hun rakte en hånd op og fangede en lok af sit hår som blev snoet mellem to fingre mens hun fortsatte "Og så måske starte et lille bitte uskyldigt rygte..." hun smilede uskyldigt, selvom det blik hun sendte ham var alt andet end det.

❧ Tags; Gabriel Caron
❧ Time; Aften
❧ Word Count; 400
❧ Outfit; here
❧ Notes; -
❧ Credits; Liebe at Caution

[/font]
[/left]
[/color]

[Gabriel Caron]

Gabriel smilede et af sine muntre charmerende smil ved hendes svar. Godt med en kvinde der kunne give igen af samme skuffe og Fenella havde altid været en ligemand hvad brug af munden angik. ”Det han du være fuldkommen sikker på at jeg vil” svarede han og betragtede hende med et forførende intenst blik. Hans øjne udtrykte sjældent noget, de blev tit kaldt for døde og kolde og folk syntes til tider at han var irriterende og skræmmende at kigge på med så døde øjne. Til gengæld var der en masse han kunne udtrykke via dem når han endelig viste bare en smule følelser.

Han satte sig bedre tilrette selvom han i forvejen sad ret godt men i den stilling han havde siddet i havde han følt sig ikke spor vågen selvom netop det at være vågen var grunden til at han ikke lå og sov i sin seng som sine kammerater. Han kunne se dem for sig, alle i deres senge og drømmeverden mens han selv sad dernede. Ikke at han havde noget imod det nu hvor han havde fået fantastisk selskab nej slet ikke. Han vendte blikket mod hende ved hendes svar og betragtede hende ganske roligt. Det var sjovt som hun sagde ”jeg” og ”hun” men når man var leder var det vel sådan man så på det. Hun regnede jo med at det var Caroline der havde sat de rygter i gang hvilket det måske også var men han troede nu ikke det var hende personligt der havde stået for det, hun havde nok skaffede nogen til at gøre det. da hun forklarede, eller nævnte Cadwalladers navn hævede han det ene bryn men nikkede eftertænksomt, han forstod vist hvor hun ville hen ”Bien… en ret god ide må jeg sige…” sagde han fortsat eftertænksomt.

Han hev en smule i hendes sok endnu med et fraværende udtryk i øjnene, et udtryk der viste at han var i sin egen verden hvilket han ikke var han var fuldkommen bevidst om hvad han foretog sig. Han endte med at vende blikket mod hende igen og holde inde med at trække i sokken ”Åh hvor kunne det være interessant at se på.. du må endelig sige til hvis der er noget du mangler for at gennemføre dine planer.. men jeg regner med at vi skal snakke om det under vores næste møde..?” sagde han spørgende. Et rygte var altid en ide, det havde de jo lige fået bekræftet da det var gået ud over dem denne gang. Han var skam ikke spor ked af at læreren var død til helvede med denne, det var mere det der var kommet ud af det der irriteret ham.


Tag:Fenella Maverick
Outfit: --
Word:445

[fenella]

- - - - - - - - ❧ - - - - - - - -
• • • • •

[/font][/color] they are just
M I S G U I D E D * F O O L S
- - - - - - - - ❧ - - - - - - - - [/center]

Fenella hævede et øjenbryn og så med et udfordrende smil på Gabriel "Var det et løfte?" hun lænede sig lidt frem, ganske klar over nøjagtigt hvilken udsigt det gav ham. Hans blik tændte hendes naturlige jagt-instinkt og hun måtte lægge bånd på sig selv for ikke at gøre noget uigennemtænkt, men en udfordring var en udfordring, og var der noget hun var dårlig til, så var det at lade en sådan gå ubesvaret hen.

Hun lagde hovedet lidt på skrå og vippede endnu engang tænksomt med tæerne, mens hun betragtede ham hemmelighedsfuldt, fra sin plads i den modsatte ende af sofaen. Hun kendte ham godt nok til at se forbi de kolde øjne, ikke at de var særligt kolde i øjeblikket. Så hævede hun et øjenbryn igen og smilede indbydende "Du lyder overrasket..." hendes blik blev drillende mens noget af hendes irritation over problemet fordampede under hans hænder "Plejer jeg at komme med dårlige idéer da?" hun flyttede lidt på sine fødder og strakte benene helt ud "Hvis du siger ja, så er jeg nødt til at sætte dig til at lave referat ved næste møde i stedet for Evelynn..."

Hun så ned igen da hun mærkede et let træk i sin ene sok og rynkede brynene let, mens et underholdt smil bredte sig på hendes læber. Den kommentar hun havde på vej ud, blev dog taget i opløbet, da Gabriel talte igen. Smilet voksede og blev lettere ondskabsfuldt et øjeblik, mens hun nikkede langsomt og løftede hovedet for at se ham i øjnene igen "Pas på hvad du lover mig... Det kunne give bagslag." hendes blik faldt igen til hans hænder og hun nikkede fraværende endnu engang, mens helt andre tanker end rygter og politik slog rod i hendes tanker.

❧ Tags; Gabriel Caron
❧ Time; Aften
❧ Word Count; 352
❧ Outfit; here
❧ Notes; -
❧ Credits; Liebe at Caution

[/font]
[/left]
[/color]

[Gabriel Caron]

Hendes udfordrende smil var ikke nyt for ham men han havde slet intet imod at se det lige nu. Hans blik blev en anelse gennemtrængende men ikke mindre intenst og forførende. Hendes ord bragte et skævt smil frem på hans læber ”Det ved du jo det er” svarede han med en lav hviskende stemme der gjorde stemningen mere elektrisk og omgivelserne dystre på en måde der ikke var ubehagelig. Han vidste hvordan hun håndterede udfordringer og han havde slet intet imod at udfordrende hende det ville bare være interessant at se udfaldet. Da hun lænede sig frem fik han pludselig en ret flot udsigt, eller rettere, en fortryllende udsigt og han vendte nu blikket mod hende, et blik der nærmest sagde at han ville spise hende med hud og hår.

Hans blik var kort blevet vendt mod kaminen hvor de sidste gløder var ved at dø ud. Han vendte blikket mod hende ved lyden af hendes stemme der brød den korte tavshed der havde været mellem dem ”Nej.. men dine ideer kan altid finpudses” sagde han mest for at drille hende for hendes ideer var til tider ret gode og interessante men alle ideer kunne finpudses især når man spurgte andre om deres mening. Det sidste hun sagde der fik ham til at smile skævt ”Du er god nok leder, men du kan ikke tvinge mig til netop det” svarede han, han vidste at hun kunne tvinge og beordre til meget men han kunne ikke lade være med at udfordre hende til det.

Hans blik forlod hendes sok og blev vendte mod hende ved hendes ord, hans blik faldt i hendes og deres blikke blev låst fast ”Det sker ikke foreløbigt” svarede han lidt for selvsikkert for hvad der kunne være sundt men sådan var han, for selvsikker, for selvoptaget og for arrogant til at lade nogen koste rundt med ham, tvinge ham til noget eller andet.


Tag:Fenella Maverick
Outfit: --
Word:317

[fenella]

- - - - - - - - ❧ - - - - - - - -
• • • • •

[/font][/color] they are just
M I S G U I D E D * F O O L S
- - - - - - - - ❧ - - - - - - - - [/center]

Fenella holdt Gabriels blik fast nogle lange øjeblikke, men veg ikke en tomme under det. Hun hævede et øjenbryn igen da han talte og fnøs så næsten muntert "Jeg er ikke en af dine små tøsebørn der dåner så snart du giver dem det der blik, Gabe." hun lagde hovedet på skrå endnu engang og smilede på én gang udfordrende og opfordrende, mens hun blev siddende lidt lænet fremover "Jeg ved du kan gøre det bedre..." hun lænede sig tilbage igen uden at slippe ham med blikket og lagde hænderne overhinanden på sin mave. Hun virkede ikke afvisende over hans ord eller tilnærmelse, men hun kunne ikke lade være at lege. Hun var kræsen og de havde spillet dette spil flere gange før.

Hun betragtede ham vurderende mens hans blik gled til kaminen og stilheden krøb ind for en kort bemærkning. For sig selv vejede hun for og imod mulighederne og vidste, at hun nok burde rejse sig og gå tilbage i seng. Af flere, mere eller mindre indlysende grunde. Men hun blev siddende og mødte hans blik igen da han drejede hovedet tilbage mod hende. Hun forblev tavs da han svarede, men hendes blik blev kortvarigt advarende. Så fortsatte han og hun fnøs hårdt mens hun himlede med øjnene "God nok... Jeg er fantastisk og du ved det!" hun vippede lidt med fødderne igen, næsten tænksomt "Så fortæl mig hvad jeg kan tvinge dig til?"

Hun mødte igen hans blik uden at blink og rystede let på hovedet med endnu et lille fnys "Det håber jeg ikke..." hun så overraskende uskyldigt på ham under nedslagne vipper og plirrede let med dem, mens hun smilede sødt "Jeg ville så nødig se mig tvunget til at straffe dig bagefter..." hun rakte op til sin hals og tog fat om vedhænget i sin halskæde, og vendte det lidt mellem fingrene.

❧ Tags; Gabriel Caron
❧ Time; Aften
❧ Word Count; 373
❧ Outfit; here
❧ Notes; -
❧ Credits; Liebe at Caution

[/font]
[/left]
[/color]

[Gabriel Caron]

Han kunne have leet ved hendes ord, rettelse af hendes ord. Det der blik brugte han ikke på hans tøsebarn, der skulle meget mindre til før de faldt som fluer, det kunne hun bare spørg Rachel Ivory om. Han havde kun kigget i hendes retning og så havde hun straks dukkede op efter udgangsforbuddet alene og uden at fortælle nogen om det. ”Det var heller ikke mening at du skulle dåne min egen” svarede han ganske roligt og slet ikke anfægtet af den nedladende tone i hendes stemme. ”Jeg kan, men så er spørgsmålet bare om du er det værd..?” sagde han ganske roligt og med et gennemtrængende hårdt blik der dog ikke det mindste var ondskabsfuldt. Anlagde han et ondskabsfuldt blik ville det helt sikkert have sat alt ud af proportioner og sikkert have kaldt hendes ondskabsfulde blik og varm og hjertelig. Hun kunne lege og det vidste han godt, ret godt endda, men selv var han ikke så ivrig igen og derfor ret ligeglad selvom udfordringer altid havde været noget han elskede.

Havde han vidst hvad hun tænkte havde han nok været enig. De burde begge smutte i seng men de holdt sig begge tilbage af samme grund. da hendes blik mødte hans og han hørte hendes svar var det hans tur til at fnyse ”Fantastisk, men langt fra perfekt min skat…” gav han igen. At være fantastisk var mere end godt men det var ikke godt nok alligevel. Hvad deres snak endelig gik ud på var han ikke sikker, der var en blanding af det hele og det næste hun sagde fik bragt et skævt smil frem på hans læber, et smil der afslørede det ene skarpe hjørnetand som dukkede op ved disse smil. Hvordan det kunne lade sig gøre med den slags unaturlig tænder vidste han ikke, heller ikke hans forældre. Hans onkel havde været dum nok til at sige foran hans far at Gabriel var yngel af djævlen hvilket havde resulteret i at hans onkel havde fået slået tænderne ud. ”Intet… jeg kan ikke tvinges til noget jeg ikke selv vil” svarede han ganske roligt, og selvsikkert.

Han smilede et nedladende smil ”Og hvorledes har du tænkt dig at straffe mig, piskeslag? Hængning?” svarede han nærmest opfordrende ikke at hun kunne gøre den slags. Han troede ikke at hun ville kunne straffe ham hårdt nok til at han ville begynde at adlyde hende hvis han ikke selv ønskede det i forvejen hvilket hun burde vide. Han smilede skævt til hende, endnu nedladende inden han fjerende blikket fra hende som om han havde fundet noget mere spændende.


Tag:Fenella Maverick
Outfit: --
Word:431

[/justify]

[fenella]

- - - - - - - - ❧ - - - - - - - -
• • • • •

[/font][/color] they are just
M I S G U I D E D * F O O L S
- - - - - - - - ❧ - - - - - - - - [/center]

Fenella smilede bredt et øjeblik, lige på grænsen til et grin og så næsten drillende på Gabriel igen "Så fortæl mig hvad meningen var... søde du..." hun trak på skuldrene og så afventende på ham da han fortsatte "Det må jo være op til dig at bedømme om jeg er det. Ikke sandt?" hun rokkede sig ikke en millimeter under hans hårde blik. Beholdt blot det drillende smil på sine læber og pressede legen videre med sit blik alene.

Hun fnøs igen kort efter ham, himlede med øjnene og lagde sig tilbage mod armlænet igen, så hun gled et stykke længere ned i hynderne "Du må have skyklapper på tror jeg..." hun rakte op med begge hænder og trak sit hår fri så det faldt ud over armlænet, mens hun dovent betragtede søens bund gennem det store vindue i loftet af krypten "Siden du ikke kan se al min herlighed når den er lige foran næsen på dig." hun blev liggende tilbage lænet og så op i loftet og smilede for sig selv da han talte igen. Så løftede hun hovedet nok til at se på ham igen, med et stadig nysgerrigt blik "Så lad mig spørge på en anden måde. Hvad er det så du vil...Gabriel."

Hun trak igen på skuldrene og ignorerede hans nedladende smil. Det var en lige så fast del af hans personlighed og mimik, som det var af hendes egen, og hun lagde ikke noget i det "Det kommer an på nøjagtigt hvor uartig du har tænkt dig at være..." hun skubbede sig længere ned i sofaen så hun fik nakken mod armlænet i stedet og endte liggende med benene helt hen over han. Hun smilede frækt til ham og snoede en lok af sit hår om en finger "Hvis jeg fortalte dig hvordan, så ville det jo ikke være en overraskelse, vel."

❧ Tags; Gabriel Caron
❧ Time; Aften
❧ Word Count; 377
❧ Outfit; here
❧ Notes; -
❧ Credits; Liebe at Caution

[/font]
[/left]
[/color]

[Gabriel Caron]

Hendes brede smil var skam sødt, men ikke spor nyt da han havde set det før og alligevel en glæde at se på hendes læber, så blandede meninger om det smil havde han skam. Hans svar til hendes ord lød således: ”At du skulle bemærke den hvilket du tydeligvis gjorde” hans ord var ganske rolig og var blevet sagt på en måde der lød at det måtte da være oplagt at vide. Hendes næste ord var ikke mindre bidske end de første men de formåede ikke at lukke munden på ham eller gøre ham på nogen måde mundlam ”Ganske rigtigt..” svarede han uden at uddybe om han nu syntes det var værd at kæmpe for hende. Ja hvorfor skulle han endelig det, hun var trods alt blot en kvinde af mange og han følte intet specielt for hende. Hun var skam spændende ligesom Ivory-pigerne, eller rettere som Rachel var. Grunden til at hun var spændende var hun hadede ham, afskyede ham og inderst inde nok ville flå ham i stykker men på den anden side kunne hun ikke holde sig fra ham. Evelynn som jo også var en Ivory men som var en Slytherin var langt mindre spændende fordi hun selv lagde op til den slags. Hun havde skam en skøn yder men knap så spændende person. Under deres sidste møde havde hun gjort det klart for ham at legen ikke var så spændende som hun kunne have gjort den til.

Hendes ord bragte et skævt smil frem på hendes læber, et smil som var fuld af morskab men som ikke nåede hans øjne på nogen måde ”Det er længe siden jeg har hørt dig være usikker, det glæder mig at vide at du endnu har den egenskab” svarede han. At hun troede det var nyt, hun plejede at have styr på alt og alle omkring sig så selvfølgelig tog han straks fat i det når hun sagde det på den måde. Han bemærkede skam at hun lod håret glide ud over armlænet på sofaen og han havde fulgt bevægelse med livlig interesse. ”Du mener vel når den er for næsen af mig.. og hvis den er det, så er den ikke spor synlig for andre end dig selv..” svarede han og vendte blikket fra hende og rettede det i stedet mod kaminilden, få sekunder efter var hans blik igen dødt, tomt og fraværende. Måden hun sagde hans navn på bragt ham tilbage til virkeligheden og han vendte blikket ganske langsomt mod hende som en mumie der netop var blevet bragt til live ”Det må du jo finde ud af” svarede han med en stille hviskende stemme. Ja hans stemme var gledet over til at være hviskende og ganske svag dog ikke uhørligt.

Han snerpede læberne sammen og virkede eftertænksom ”Hvor uartig tror du så jeg vil være..? Og hvad er uartig endelig for sådan en som dig?” sagde han efter et stykke tid som om han havde siddet og tænkt over det, det sidste havde han skam siddet og overvejede men det første slet ikke. Han ville ende med at trække bukserne af hende hvis hun blev ved på den måde dog sad han foresat roligt, eller, han tog fat ved siden af hendes bukser og begyndte langsomt at trække, hvis hun tog sig friheder på den måde gjorde han også. Hun var måske leder af The Riddlers men ham kom hun næppe til at koste rundt med medmindre han selv havde en grund til at gøre de ting hun bad ham om. ”Hvornår kom overraskelser ind i billedet…” sagde han spørgende og med det ene bryn hævede.


Tag:Fenella Maverick
Outfit: --
Word:599

[/justify]