give in to me

[Ethan Sinclair]

i'm gonna burn for you
“YOU'RE GONNA MELT FOR ME”

Marts måned var ikke ligefrem sommervejr, men dagen i dag var både skyfri og varm. Det var næsten vindstille og en del af skolens befolkning havde valgt at gøre godt brug af vejret, selv kæledyr og diverse andre kreaturer havde begivet sig ud af skyggerne. Det var weekend og selvom lektier, samt forberedelse til de kommende eksamener pressede på, kunne de let udføres og udøves i det gode vejr. Ethan havde selv valgt at tage del i myldret udenfor, men efter at blive forstyrret for syttende gang besluttede han sig for, at finde en ledig kvadratmeter græs et andet sted, ude af syne.

Ethan havde, til dels, altid været heldig med hans eksamener. Han bestod ikke med fremragelse, men i det mindste havde han altid bestået, også på trods af de mange odds der spillede imod ham. Han havde til gengæld svoret for sig selv, at han ville lade det sidste år tælle, stramme sig an og gøre mere end blot hans bedste, og nu hvor det havde lykkedes ham at skubbe de fleste væk ved at slippe hans indre narrøv ud, havde han uendelige mængder tid med hans eget selskab.

I læ for forstyrrelser havde Ethan fundet tilflugt bag Godsforvalterens hytte. Han havde taget hele artilleriet med og havde stablet dem omkring sig. Staven lå i græsset, klar til brug, men i øjeblikket var han dybt begravet i Magiens Historie – så dybt begravet at han knapt lagde mærke til smerten han påførte sig selv ved gradvist at hive sig selv mere og mere i håret.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Saskia Ivory]

It is not a lack of love ,
but a lack of friendship that makes the world unhappy …
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Selvom vejret var blevet tydeligt bedre de sidste par dage og humøret derfor også var steget hos de fleste elever på skolen, var Rachel tydeligt sunket dybere og dybere ned i et mørkt hul af desperation. Presset fra de truende eksamener var begyndt at trykke og det gjorde ikke just løvinden gladere, at hun var fuldkommen ude af stand til at koncentrere sig. Efter hendes samtale med Alexander, havde hun udelukkende været mere ude af den end før. Tanken om, at han skulle være far var uudholdelig og ligeså tanken om, at han ikke længere var hendes.

Det var nok mest af alt det, der havde fået hende til at søge langt væk fra slottet, væk fra hvisken og sladder og forstyrrelser, og ud over udendørsarealerne. Uden rigtig at have noget rigtigt mål, men stadig ude af stand til at slå sig ned et sted og derfor være tvunget til at holde sig i ro, fortsatte hun bare over græsset og ned mod Godsforvalterens Hytte. Dybt begravet i sine egne tanker bemærkede hun derfor heller ikke Ethan, før hun stod omkring ti meter fra ham. For første gang i flere dage indtog et smil hendes læber ved synet af kollegianeren. Hun havde ikke set ham længe, da han havde forladt skolen og hun havde godt nok hørt, at han var vendt tilbage, men havde ikke fået snakket med ham. ”Måske du burde stoppe, ellers er der ikke noget tilbage til mig at hive i”, kommenterede hun med et svagt drillende smil om læberne. Hun var efterhånden nået helt hen til ham og lod tasken dumpe ned i græsset. ”Er der mon plads til en mere?” Rachel sendte ham et prøvende smil, mens hendes fingre noget distræt fandt en lok af det krøllede hår, begyndt at sno det.

[Ethan Sinclair]

i'm gonna burn for you
“YOU'RE GONNA MELT FOR ME”

Han havde endda været så dybt begravet i hans studier, at han ikke engang havde lagt mærke til Rachel – den person han havde lagt mest mærke til i løbet af hans syv år – de havde trods alt gået op og ned af hinanden i løbet af disse år.

Ethan lod langsomt hånden give slip og glide ud af de halvlange totter han havde hevet i, altimens et lille smil banede sig vej. Lektier havde ikke givet ham meget at smile af, men synet af Rachel bragte det tilbage. ”Tro mig – det gror hurtigere end græsset du går på – der er nok at hive i for os begge,” istemte han og skubbede bogen lidt væk. De første par ord var slet ikke så umulige at ytre som han havde forestillet sig. Det var lang tid siden han sidst havde vekslet små ligegyldigheder med veninden, og han havde savnet det!

Det havde været en simpel beslutning, da han havde fået nys om Rachel og Alexander. Han ønskede ikke at blande sig, ønskede ikke at tale Rachel ud af det, også selvom det havde været svært, men han havde allermest ønsket at holde en afstand for hans egen skyld. Selv nu, i dette øjeblik, var det svært for ham at huske denne beslutning. ”Slå dig endelig ned – der er nok græs til din lille bagdel,” kommenterede han efterfulgt af en lille latter, men da hun så endelig fandt hendes plads vidste han ikke hvad han skulle bidrage med dernæst. Ethan havde aldrig haft et øre for sladder, og var som regel den sidste til at modtage den, hvilket betød at han intet havde hørt om trekantsdramaet mellem Rachel, Bree og den infamøse Alexander.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Saskia Ivory]

It is not a lack of love ,
but a lack of friendship that makes the world unhappy …
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Ved synet af Ethans smil, der bød hende velkommen, blev hendes også mere ægte og en svag rosa farve farvede hendes kinder og gav hendes ansigt den varme glød, den havde savnet de sidste par dage. Rachel havde egentlig været lun på Ethan i... Ja, alt for længe og det at se ham tilbage på skolen, var... Ja, det bedste ord til at beskrive det måtte blive underligt. Da han var forsvundet, havde hun været nødt til at skubbe sig videre og nu havde hun jo Alex. Eller... Det var svært at vænne sig til, at de ikke længere var et par.

"Hvis man nu ser bort fra dine pæne ord om min bagdel, så synes jeg altså det var en lidt slatten velkomst, jeg fik mig her", konstaterede hun med et let smil og lod sig dumpe ned ved siden af ham. Hun havde ikke på born måde bemærket tavsheden fra Ethans side, selvom den npk ville have stødt hende lidt. De havde trods alt været tætte venner i næsten syv år nu. "Jeg mener.. Hvad blev der af kram og glæde? Og de små regnbuer med englesabg i baggrunden? Ærligt talt føler jeg mig snydt, E", erklærede hun og purrede lidt op i de Krøllede lokker.

[Ethan Sinclair]

i'm gonna burn for you
“YOU'RE GONNA MELT FOR ME”

Ethan samlede rodet af bøger og pergamentpapir sammen da Rachel havde sat sig. Han vidste at han ikke ville få lavet så meget mere, men det var også en velfortjent pause – han havde trods alt udrettet mere på et par få dage end han havde gjort de sidste syv år. Carrie havde, endnu engang, gjort det klart for ham at han var herre over hans eget liv, og burde derfor også begynde at tage lidt ansvar.

Han kunne ikke lade være med at le af hendes fornærmede påstand. Han havde haft sine gode grunde til at behandle hans glæde med forsigtighed. Det havde taget ham en hel juleferie, og mere selvdisciplin Ethan havde troet mulig, før han var sikker på at han kunne ligge hans gamle vaner bag sig. Også selvom han havde haft et mindre tilbageslag med Carrie i begyndelsen af ugen. ”Jeg er skam glad, men jeg ønsker heller ikke at komme i Alexanders sorte bog,” svarede han ærligt. Han lod et enkelt sekund gå i stilhed før han greb fat i Rachel og trak hende ind i et sidelæns kram. ”Jeg har savnet dit selskab,” kommenterede han med et smil. Ethan gav kun slip på Rachel for at skifte position. Han valgte at sætte sig overfor hende og lænede sig dernæst en smule tilbage, hvilende på hans hænder.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Saskia Ivory]

It is not a lack of love ,
but a lack of friendship that makes the world unhappy …
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Rachel betragtede ham roligt, mens han samlede sine bøger sammen. Det var helt underligt at se ham igen, når man tænkte på hvor længe, de havde kendt hinanden, hvor meget de var gået op og ned af hinanden de syv år og at han så havde været væk. Hele hendes verden havde forandret sig, mens han havde været væk, så det at være her ved hans side nu var som at åbne en tidslomme og ryge tilbage til et par måneder siden, hvor der ikke havde været nogle bekymringer, ingen skænderier, ingen daglige smerter i brystet, når hun så Alexander til deres fælles timer. Et skævt smil var derfor ved at vende tilbage til hendes læber og hendes kinder havde antaget den normale letrosa farve, de altid havde, når hun var i nærheden af Ethan. Hans ord fik dog hurtigt fejet det hele væk igen.

”Alexanders sorte bog?”, hun hævede et slankt øjenbryn hvilket udelukkende gjorde hendes irritation tydeligere, ”E, vi to har været venner i nu syv år.. Vil du virkelig lade en frygt for store, stærke Alexander komme i vejen for vores venskab? Er det virkelig det, du har lært efter de år?” Alligevel kunne hun ikke helt lade være at tø op under hans kram og fik hurtigt plantet et kys på hans kind, før han trak sig tilbage og hun selv lagde sin vægt på hænderne bag sig. Lidt lod hun hans ord hænge i luften og trak så, noget besværligt grundet hendes position, på skuldrene. ”Jeg har også savnet dig.. Lidt for meget, faktisk. Du må ikke sådan forsvinde”, muntert blinkede hun i hans retning, mens smilet fandt tilbage på hendes læber.

[Ethan Sinclair]

i'm gonna burn for you
“YOU'RE GONNA MELT FOR ME”

”Lad mig gøre det klart – Alexander skræmmer mig ikke, men der er stadig visse ting jeg ikke kan gøre imod ham, så som at lægge an på hans kæreste,” forklarede han efterfulgt af en latter. Det var den respekt han længe havde manglet at give andre, og som han nu så var nødvendig, og let nok at give hvis han satte sig selv lidt til side.

Ethan kneb øjnene en smule sammen da han indså Rachels reaktion på Alexanders navn. Han havde kendt veninden igennem mange år, og vidste efterhånden hvilke tegn han skulle lede efter når der var noget galt, og noget sagde ham, at alt ikke var som det skulle. ”Rachel, hvad er der sket mellem dig og Alexander?” spurgte han en smule tøvende og lænede sig lidt ind imod hende igen. Endnu en gang måtte han føle sig skyldig i ikke at være opdateret, men han var heller ikke en sladdertante, og havde også besluttet sig for, at han ikke ville blande sig i sager der ikke kom ham ved. Hans tid væk havde været nødvendig, både for at lappe hans forhold til hans far og for at få hans prioriteter sat i den rigtige rækkefølge, men resultat var dette – han var langt bag ud, og der var meget der skulle indhentes.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Saskia Ivory]

It is not a lack of love ,
but a lack of friendship that makes the world unhappy …
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Rachel havde egentlig forberedt sig på mange ting, Ethan kunne sige, men da han pludselig omtalte hende som Alexanders kæreste, kunne hun ikke tilbageholde en overrasket, halvkvalt lyd i at stryge fra hende. Pludselig gav det hele også mere mening, hvis han troede at hun og Alexander stadig var sammen. Det gjorde næsten ondt at tænke på, det at hende og Alex stadig kunne være sammen, og hun måtte tage nogle dybe indåndinger, før hun så meget som tænkte på at åbne munden for at komme med et svar. Længere end det kom hun dog heller ikke, før Ethan talte igen og denne gang ramte det lidt hårdere. Mest af alt havde Rachel bare lyst til at kaste sig tæt ind mod ham og græde utrøsteligt, mens hun i komplet panik ville fortælle om Bree, graviditeten og alt, der var sket, men løftet holdt hende fra det. Nej, hun ville aldrig svigte Alex på den måde.

Noget ude af sig selv blinkede hun et par tårer væk og tog en dyb indånding. ”Alex og jeg er”, ordene fløj nærmest ud på hendes udånding og hun måtte stoppe sig selv, da hun behøvede mere ilt. ”Vi-er-ikke-sammen-længere”, denne gang var ordene tættere pakket i endnu en udånding, før hun fik fremtvunget et let smil. Det var ikke nemt for hende, at tale om hende og Alex og hun skiftede heller end gerne emne, men hun vidste ikke hvad hun skulle hive fat i. Hele samtalen og mødet med Ethan havde bragt hende lidt ud af den balance af delvis følelsesløshed, hun havde fundet.

[Ethan Sinclair]

i'm gonna burn for you
“YOU'RE GONNA MELT FOR ME”

Ethan vidste at han havde hældt salt i et åbent sår da han fangede Rachels udtryk. I et øjeblik var han paralyseret og vidste ikke hvad han skulle sige, eller gøre, for at gøre det hele godt igen. Han havde været i færd med at skulle ligge en hånd på hendes arm, men tog den hurtigt til sig da han så de første tårer. ”Rachel, jeg-” men han nåede ikke at sige mere før Rachel havde givet hendes forklaring. Ethan havde aldrig været god til at lytte, eller handle når det gjaldt om at trøste. Han vidste dog at der fandtes et instinkt et sted inde i ham, og at han bare skulle lytte til dette. Han havde ikke lyst til at gøre det værre, og hvad hun havde brug for var heller ikke åbenlyst for ham, men han kunne ikke bare se til.

Ethan skubbede sig selv op på knæ og kravlede den sidste halve meter hen til Rachel. Han havde måske været en smule tøvende, men i sidste ende lagde han armene omkring hende og trak hende ind til sig. Det var ikke let at ignorere de mange spørgsmål der hobede sig op og truede med at flyde fra hans læber som et verbalt opkast, men han bed sig i tungen og holdte dem inde. Der måtte være en god grund – Rachel var et tilgivende menneske, tålmodig og kunne altid give verdenen en chance mere. Det var heller ikke let at se hans veninde sådan uden at ønske at såre Alexander som han havde såret hende! Hans indblanding ville dog heller ikke gøre det bedre. ”Rachel, det er jeg ked af at høre,” hviskede han ned i hendes hår inden han brød deres omfavnelse. Smilet hun havde fremtvunget troede han ikke det mindste på, men det var også et tegn han kunne huske – tid til at skifte emne, selvom det ikke var let efter sådan en afsløring. ”Drenge,” kommenterede han med en hovedrysten og et begyndende smil på hans læber.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Saskia Ivory]

It is not a lack of love ,
but a lack of friendship that makes the world unhappy …
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Rachel vidste jo egentlig godt at man ikke just kunne beskrive Ethan for at være en god trøster. Selvfølgelig kunne han lytte til en, hvis der var problemer, men det var ikke ham, man allerhelst skulle smutte hen til, og det var måske mest af alt derfor løvinden nu følte sig så skyldig over at have givet efter for tårerne, der dog stadig blev i hendes øjenkroge. Det blev kun sværere ikke at give efter for gråden og bare blive et lille barn, der skulle trøstes igen, da Ethan trak hende ind til sig. Alligevel holdt hun tårerne fra at løbe og blinkede et par gange med de dådyragtige, brune øjne og fik genvundet kontrol over sig selv, tvang gråden lidt på afstand.

”Ja, der er intet værre”, kommenterede hun drillende og sendte ham et skævt smil, puffede lidt mod hans brystkasse og satte sig i skrædderstilling en smule tættere på ham. Det var rart og direkte betryggende at kunne mærke varmen fra ham. I en sløv bevægelse trak hun en tot af det krøllede hår om bag øret, udelukkende for at den dumpede tilbage på sin plads ind over hendes øjne et par sekunder efter, da hendes hånd sløvt var faldet ned i hendes skød. ”Du har slet ikke snakket om dig selv, E!”, skubbede hun hurtigt ind og lyste nærmest op ved redningen af nyt samtaleemne, ”Jeg mener.. Nu vi alligevel snakker om umulige drenge, hvordan har du så haft det? Fået jagtet nogle piger?” Hendes ord blev fulgt af en let latter, der understregede drillerierne. Ethan havde jo trods alt forladt Hogwarts med det ry næsten at være en større skørtejæger end Alexander og det krævede nok en smule at slå dét.

[Ethan Sinclair]

i'm gonna burn for you
“YOU'RE GONNA MELT FOR ME”

Ethan havde ikke meget at snakke om, og som regel prøvede han altid at undgå emner der omhandlede ham, eller på anden vis kunne lede til, at han skulle snakke om sig selv. Han kunne derfor ikke lade være med at ryste på hovedet, til dels fordi det havde lykkedes hende at skifte emnet, men også fordi hun havde drejet det til hans gamle vaner. Hvis han virkelig begyndte at snakke om forandring, ville hun så kunne tro på hans ord? Han havde selv svært ved at tro på hans forandring, og bange for, at han alligevel ville vende tilbage til gamle vaner. Han satte sig lidt bedre tilrette, vendte blikket mod himlen og tog en lille indånding. ”Jeg har skruet lidt ned for skørtejageriet og har til gengæld skruet lidt op for lektie-opmærksomheden,” hvilket de mange bøger omkring ham også bekræftede. ”Jeg fejlede når det kom til piger, så i det mindste kan jeg koncentrere mig om ikke at fejle i skolen.” Han lod blikket vende tilbage til Rachel og sendte hende et smil. Det havde lykkedes ham at skabe ravage. Bree havde han ikke snakket med længe, Julie havde fundet en anden og Rachel havde haft Alexander. ”Jeg duer ikke til at være seriøs, så jeg har besluttet mig for at leve i cølibat indtil at jeg fylder treogtyve og er blevet klogere,” drillede han og lo. Han kunne ikke se sig i den rolle, også selvom han gerne ville lægge en smule låg på hans tidligere flirten.

”Desuden har jeg fået strenge ordre på at opføre mig anstændigt,” imiterede han hans far og lod blikket vende tilbage til den skyfrie himmel. ”Og jeg har heller ikke lyst til bare at være en flirt,” mumlede han en smule uklart efterhånden som han begav sig ud i et emne han aldrig havde haft det godt med. ”Jeg har aldrig haft været i et forhold, men jeg hører, at det er fantastisk!” Igen lod han blikket falde og fandt endnu et smil frem. Han ønskede at være forelsket, men for en dreng der aldrig havde prøvet det før, kendte han heller ikke til de små tegn alle andre vidste hvad var.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Saskia Ivory]

It is not a lack of love ,
but a lack of friendship that makes the world unhappy …
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Rachel vidste jo egentlig godt, at Ethan ikke snakkede så meget om sig selv, men hun havde haft brug for en redning og greb derfor ud efter det tættest på. Da han dog begyndte at tale, kunne hun ikke tilbageholde et noget overrasket udtryk i at indtage hendes ansigt og det understreget af et hævet øjenbryn. Det havde ikke været hendes mening at se så mistroisk ud, men det virkede bare slet Ethan-agtigt at sidde og lave lektier, mens han snakkede om hvordan han ikke ville rende så meget efter piger. Hun greb dog sig selv i det og fik fremtryllet et skævt smil i stedet. ”Du har ikke fejlet angående piger.. Jeg er her stadig, er jeg ikke?”, forsigtigt lod hun en hånd lande på hans knæ, som hun prøvende kærtegnede. Det var svært at ryste følelsen af, hvor underligt det egentlig var at se ham igen, af sig. Mest af alt fordi der var sket så meget, mens han havde været væk. ”Og jeg tror altså ikke på det, selv jeg kan være seriøs”, en let latter forlod hendes læber. Ja, mens han havde været hjemme, var rygterne gået og Rachel havde båret rundt med stemplet som ’skank’ i et par måneder. Heldigvis var de blevet skruet ned, da hun havde fået noget fast med Alex, men det var jo også kommet bag på alle at de to kunne have fundet sammen. ”Jeg mener.. Så længe du har fundet en, du vil være det med. For resten.. Dig i cølibat? Det ved du ligeså vel som jeg ikke vil holde”.

Forsigtigt trak hun hånden til sig igen og lod sig dumpe bagover i græsset. De krøllede lokker lå som en vifte under hendes hoved og snoede sig som små tråde af guld rundt i de grønne græsstrå. ”Et forhold kan være direkte.. Fuldendende, hvis man finder en, der i noget tid er rigtig for én. De små sommerfugle i maven, når man rører hinanden, den næsten altid tilstedeværende trang til bare at kysse den anden og lade omverdenen blive ligegyldig i baggrunden.”, hendes ansigt var trukket i et drømmende udtryk og et skævt smil ved minderne om følelsen hvilede på hendes læber, ”Ja, det skønt..”, mumlede hun, nok mest til sig selv.

[Ethan Sinclair]

i'm gonna burn for you
“YOU'RE GONNA MELT FOR ME”

Ethan vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Det var et ømtåleligt emne, specielt for denne dreng, og han vidste ikke hvorfor han nogensinde havde begivet sig ud i dette, og så lige overfor Rachel. Han havde altid været god til selvhad, og selvom han virkede som en person der havde selvtilliden i orden, så var det blot en facade. Realiteten var at Ethan var en usikker dreng lige som så mange andre på hans alder, der levede et dobbeltliv, men som også så småt var begyndt at træde ud fra de faste rammer. Selvfølgelig ønskede han ikke at bære rundt på et kæmpe skilt der stemplede ham 'sårbar', men en smule indrømmelse kunne sikkert hjælpe ham af med en kampesten eller to. ”Du er også hårdfør, Rachel – dig skræmmer man ikke så let.” Han lagde sin egen hånd oven på hendes og lod et par enkelte fingre gribe fat om den.

Ethan havde intet problem med at forestille sig at være forelsket. For ham havde det altid været et spørgsmål om at hamstre, og for de fleste drenge ville det altid være et spørgsmål om status. Piger var mere værd end penge, så jo flere piger man kunne skrive på kontoen, desto rigere blev man anset for at være. Det var et kapitel han ønskede at komme sig over, også selvom der stadig manglede et par sider. ”Jeg har heldigvis mange år endnu til at finde den rette i,” jokede han en smule før han lagde sig ned i græsset ved siden af Rachel. Han havde stadig en umådelig træng til at læne sig ind over hende, stryge hende over håret, plante et forsigtigt kys på hendes læber og give sig selv hen til følelsen, men for øjeblikket var det kun en tanke der fremkaldte et smil på hans læber.
”Rachel … Hvor længe har vi snart kendt hinanden?” Ethan registrerede knapt at spørgsmålet havde forladt hans læber før det hang i luften. Han rullede om på den ene side, hovedet hvilende i hans hånd. ”Jeg ved knapt nok hvad dine drømme er efter Hogwarts,” konkluderede han efter et par sekunder, en lille smule skyldig over ikke at have haft mere indflydelse på deres venskab.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Saskia Ivory]

It is not a lack of love ,
but a lack of friendship that makes the world unhappy …
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Rachel så lettere overrasket på Ethan, da han lod til at ville fortsætte emnet og bevæge sig ind på et, for ham, sårbart emne. De to havde været tætte venner i syv år og havde aldrig nogensinde haft en dybere samtale, som de havde det nu. Smilende rystede hun på hovedet af ham, før hans varme hånd lagde sig over hendes. De brune øjne vendte sig straks ned mod hans hånd, der nu lå over hendes, varmede hendes spinkle, kølige fingre. ”Jeg tror nu mere det er værdien af det, jeg holder fast i, der gør at jeg bliver, og ikke min hårdførhed, selvom det da er flatterende at få at vide, man er sej”, hun blinkede muntert til ham og slog en let latter op, før hun med blikket fulgte ham, da han fulgte hendes eksempel og lod sig dumpe ned i græsset ved hendes side. Hun bemærkede straks den måde hans kropsvarme bredte sig til hende på og hun blev grebet af, i en søgen på tryghed og varme, bare at krybe sig ind til ham, putte sig ind i hans favn. Alligevel blev Rachel liggende som hun hele tiden havde ligget og skuede drømmende op i himlen.

Da Ethans ord brød tavsheden, var det som om hun nærmest vågnede op fra sine tanker og hun vendte overrasket blikket mod ham. ”Ethan dog”, mumlede hun, noget forvirrende over hvor disse emner pludselig kom fra. Sløvt rullede hun også om på siden og lod ligeså hovedet finde hvile i hendes ene håndflade. ”Jeg ved jo knapt nok selv, hvad jeg vil efter skolen”, sagde hun med et skævt smil og rykkede sig en lille smule frem mod ham. Hun vidste godt, det ikke helt præcis var hans spørgsmål, men Rachel vidste ikke rigtig, hvad hun ville med sit liv eller sin fremtid. Hun ville vel danne familie og sådan en dag, men hun var på ingen måde klar til at komme ud i den virkelige verden endnu. ”Det skal du ikke tænke på.” Forsigtigt lod hun læberne strejfe den bløde hud på hans kind.

[Ethan Sinclair]

i'm gonna burn for you
“YOU'RE GONNA MELT FOR ME”

Ethan havde håbet at Rachel kunne føre samtalen videre. Et emne såsom fremtiden var så bred at man sjældent løb tør for samtale, men hun var i samme situation som ham selv. Hogwarts havde været hele hans liv, og verdenen udenfor skolen havde kun været et tilholdssted hvor han tilbragte ferier. Han skulle selv til at tilføje noget mere da Rachel lænede sig tættere ind mod ham. Denne dreng havde aldrig været god til at fange de rette signaler, og havde det oftest med at træde over tæer frem for at gøre det rigtige, men sådan som hans hjerte lovede at hoppe ud af hans bryst da hendes læber strejfede hans kind, kunne han ikke lade være med at gøre hvad der føltes bedst i situationen – det var jo nærmest uundgåeligt!

Trods megen overvejelse i det split sekund der var gået vendte Ethan alligevel hovedet nok til at fange hendes læber. Efter syv år kunne han ikke forstå hvorfor han ikke havde gjort det noget før. Hans læber mod hendes – det føltes som om at det var der de hørte til, at det var deres plads. Han tvang hende langsomt tilbage i græsset, en hånd ved hendes nakke mens den anden søgte ned ad hendes side. Det var først da han behøvede luft at han lod hende gå. Han holdte sig opløftet over hende og for et kort øjeblik havde han lyst til at gøre det hele igen, men han stoppede sig selv halvvejs i agten og gav sig tid til at læse hendes udtryk. Det var sjældent at sådanne handlinger var gået godt for ham. Han havde endda prøvet med Caroline, og det havde bestemt ikke været nogen succes!

RACHEL • OUTFIT