Tell me, is devotion a gift or a thief?

[Lily Abott]

IT'S ONLY LOVE
but love has been hurting so long

Det småregnede udenfor og det gode vejr havde ikke ligefrem gjort sit indpas i dag. Alligevel var Lily gået ned til de nederste korridorer og havde sat sig i en af de vinduesløse karme, som gav hende frit udsyn til den fuldstændigt tomme gård, ud over enkelt en hvid kat der fræsede igennem regnen.

Et lavmælt suk forlod hende og hun lod fingrene glide igennem enden på den højtsiddende hestehale hun havde trukket sit hår tilbage i. Hun placerede sin skoletaske imellem benene, der var bøjet en anelse op, og rakte frem efter sin eliksirbog og lod hænderne glide en enkelt gang ned over den matte forside med de sirlige gyldne bogstaver. Hun tøvede et stykke tid, mens blikket gled ud imod regnen, og slog så op på en side hun havde mærket med et bogmærke og glattede pertentligt, de i forvejen glatte, sider ud og prøvede på at samle sig om teksten på siderne. Hun havde læst bogen igennem mange gange i løbet af skoleåret og kunne huske mange af opskrifterne udenad, men nu var hendes opmærksomhed så ringe at hun næsten ikke kunne koncentrere sig om at holde blikket i den rigtige retning.

OUTFIT: HERE

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Med hænderne begravet dybt i lommerne gik Benjamin ned ad korridoren med modløse skridt. Rynkerne syntes at have indfundet sig permanent på hans pande, og de mørke rande under hans øjne vidnede om hvor elendig søvn han havde fået på det sidste. Han var stadig iklædt sin uniform, men han var ikke gået synderligt meget op i at se ordentlig ud: skjorten hang udenfor bukserne, og stoffet var krøllet efter ikke at være blevet behandlet særlig kærligt i flere dage. Slipset lå sikkert forvaret på bunden af hans kuffert, hvis indhold havde havde vendt på hovedet i sin søgen efter beskidte strømper - noget der havde vist sig at være nytteløst alligevel, fordi pygmæpuflen stædigt havde sneget sig med i hans taske eller lomme, hver gang han havde forladt sovesalen. Galileo befandt sig da også mellem hans nakke og skjortekrave lige nu, men Ben havde slået sig til tåls med dens selskab der i og for sig var en form for trøst, når nu han ikke kunne omgås med dens ejer.

Det blæste køligt i korridoren, og gåsehuden trådte tydeligt frem på Bens underarme, da han havde smøget ærmerne op til omkring albuerne. Hans blik var rettet stift ned i gulvet, og han bemærkede derfor ikke ret meget omkring sig. Den eneste grund til, at han bemærkede Lily var på grund af Galileo. Pelsdyret i hans nakke reagerede med det samme ved synet af sin ejer og pilede straks om fra hans nakke og ned ad hans skulder. Puflen var halvvejs på vej ned ad hans arm og truede med at falde ned på gulvet, så han trak hånden op ad lommen og greb det lille dyr. Endelig løftede han blikket fra gulvet og fandt, at han var ikke mere end to meter fra Lily. Synet af hende slog luften ud af ham, og da han stoppede op undslap en åndeløs lyd ham, som om nogen netop havde givet ham en mavepuster.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

IT'S ONLY LOVE
but love has been hurting so long

Lilys pande trak sig sammen i dybere og dybere rynker, og hun lod frustreret den ene hånds håndflade hvile derpå, som for enten at mildne dem eller bare trykke dem permanent ind i kraniet. Hun indtog intet af hvad der stod på siderne, men alligevel blev hun beslutsomt ved med at lade blikket glide ned over siderne. Da det dog sidst gik op for hende at det ingen virkning havde overhovedet og bestemt ikke kunne distrahere hende fra sine meget larmende og forstyrrende tanker, gav hun sig i stedet til forsigtigt at kradse en plet af noget der lignede slim fra et tudseøje af siden, med en lang, pertentligt sleben pegefingernegl.

Hun så ikke rigtigt op da lyden af skridt nærmede sig, selvom hun udmærket hørte dem, ikke rigtigt i humør til at snakke med nogen som helst. Det var ikke fordi hun ikke havde venner og veninder hun kunne snakke med, hun havde bare ikke lyst. Det var først da en lyd af uro efterfulgt af et gisp lød ved siden af hende, at hun drejede hovedet og straks genkendte ham. Hendes lettere sammenfaldne position blev pludselig meget ret og hun så lettere himmelfaldent på ham, uden rigtigt at kunne finde sin stemme.

Da fangede en piben hendes opmærksomhed og hendes blik flyttede sig hurtigt til hans hånd og denne gang var det Lily der kom med en overrasket lyd. Uden egentligt at tænke over det, havde hun svunget benene ned fra karmen og taget et skridt over imod den halvt fremstrakte arm, hvor hendes savnede kæledyr befandt sig og kæmpede for at komme over til ham. ”Galileo!” kvækkede hun, med en stemme der lød mere brugt end hvad godt var og rakte uden at tænke over det hænderne frem for at tage ham. Hendes blik gled op til Benjamins ansigt og hun så fortabt på ham. ”Ben, jeg…” Hun sank en klump. ”Jeg er så for… forfærdeligt ked af det…”

OUTFIT: HERE

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Fuldstændig lammet stod Ben tilbage, og hårene i hans nakke rejste sig - ikke fordi det var koldt, men fordi Lily havde løftet blikket. Hendes skønhed forbløffede ham, som om han fuldstændig havde glemt, hvordan hun så ud. Hvis ikke Lily havde brudt stilheden med et overrasket udbrud var han blevet stående for at stirre på hende. Et lettere uforstående udtryk gled over hans ansigt, da hun kaldte pygmæpuflens navn, men det dæmrede hurtigt for ham, at hun kun havde tilbagelagt afstanden i mellem dem for at få fat i sit kæledyr. Pludselig bevidst om, at han havde holdt vejret, tog Ben en dyb indånding og tiltede det lille dyr ned i sin ejers hænder. Vejrtrækningen viste sig hurtigt at være en fejltagelse, da alt han indsnusede var duften af Lilys hår, og han rynkede frustreret brynene. På trods af sin indre vildrede fremstod han som altid rolig, men hans medtagede udseende talte sit tydelige sprog om, at han ikke var ok.

"Lily, jeg-" begyndte han idet hun selv begyndte at tale, og han holdt inde. I enhver anden situation ville han havde afbrudt hende og forsikret hende om, at hun ikke behøvede at undskylde, men lige nu var han ikke sig selv. Desuden havde han for en gangs skyld selv brug for at høre en undskyldning og blive forsikret om, at det ikke var slut, at alting nok skulle gå, at han ikke havde klokket fuldstændig i det. Ikke engang tanken om at slå op kunne han bære, og det var derfor nervepirrende for ham at stå nær domfældelsen efter så mange dage. Stadig med rynkede bryn bøjede han sig let forover og pressede læberne sammen i en streg, og han gned fingrene ned over sin mund, mens Lily kæmpede sig i gennem sin sætning. Med en dyb udånding fjernede han hånden igen og løftede den i en opgivende gestus, stadig ude af stand til at sige noget.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

IT'S ONLY LOVE
but love has been hurting so long

Vægten af Galileos varme krop i hendes håndflade var velkendt og hun holdt automatisk det lille væsen ind imod sig i et blidt greb. Den var dog så vant til hendes nærvær, at der ikke gik mere end et øjeblik før den rullede sig sammen til en lille kugle og faldt i søvn. Lily holdt blikket rettet imod sin kæreste – troede hun da nok – og tyggede bearbejdende ned på sin underlæbe, mens hun prøvede på at finde hoved og hale i de ord hun så gerne ville have frem og havde kæmpet for at få på plads i hvad det syntes at være alt for lang tid.

Hun tav da han påbegyndte, men blev hurtigt klar over at der ikke kom mere fra den konto og rømmede sig derfor selv en enkelt gang, selvom det ikke hjalp meget på den udmattede stemme. ”Jeg kan ikke bære det, Ben…” Hun så på ham med store, glinsende øjne og et hoved der virrede langsomt fra den ene side til den anden i en hovedrysten. ”At vi ikke taler sammen, jeg…” Hun løftede den ene fod, som om hun ville have taget det sidste skridt der var imellem dem og dermed have gjort afstanden mere intim, men hun lod være og satte lidt efter foden solidt i jorden igen. Hendes hænder krummede sig lidt sammen om den pelsede klump, uden at klemme den, og hun sørgede for ikke at fjerne blikket, selv da han så væk kortvarigt. ”Tilgiv mig.” Kom det brat og hun sank en klump, uden egentligt at have villet braset ud med det på den tryglende måde. ”Vil du ikke nok?”

OUTFIT: HERE

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Der var noget helt galt med situationen, og det var først da Lily tog et næsten-skridt hen mod ham, at han forstod, hvad det var: de havde ingen fysisk kontakt. Ben var så vant til altid at have en arm om hendes skuldre - eller i hvert fald bare have muligheden for at have armen om hendes skuldre eller noget lignende. Nu stod han der og anede ikke, om han måtte omfavne hende; om han overhovedet kunne få sig selv til det. Han kunne ærlig talt ikke andet end at se ulykkeligt på hende, da hun fortalte, hvor svært det var for hende, at de ikke talte sammen, og da hun løftede sin ene fod og derefter fortrød, kæmpe Ben pludselig med en flimren i hans hoved, der forstyrrede al tankegang. Tilgiv mig? Han forestillede følelsen af Lilys hud mod sin og prøvede at genkalde lyden af hendes latter, der var så forskellig fra hendes tryglende tonefald. Det var næsten, at han ikke opfattede hendes bedende spørgsmål, og han skubbede en barnlig trang til at krydse armene beskyttende hen over sit bryst fra sig som en del af et forsøg på at samle sig.
"Tilgiv mig..." sagde han, som om han gentog det, hun lige havde sagt, men han fik et beslutsomt ansigtsudtryk og rettede sig op. "Tilgiv mig." sagde han i et konstaterende tonefald, og endelig kunne han finde hoved og hale i sine tanker. "Jeg skulle ikke have været så hård mod dig." sagde han og tog det skridt hen mod Lily, som hun ikke havde taget hen mod ham. "Jeg ved ikke, jeg havde bare en forestilling om, at vi kunne klare alt, og at der ikke var noget at bekymre sig om... Jeg havde slet ikke tænkt på, at du måske ikke havde det så godt, og det skulle jeg have lagt mærke til!" Han løftede sin ene hånd for at lægge den på Lilys overarm men tog sig selv i det. "Eller i det mindste været der for dig, når du fortalte mig, hvordan du havde det." tilføjede han og bemærkede knap, at han igen var den, der havde taget ordet. Trangen til at blive trøstet af Lily var der stadig, men den var ikke lige så fremtrædende længere, fordi han godt kunne fornemme på hende, at alting alligevel ikke var håbløst.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

IT'S ONLY LOVE
but love has been hurting so long

Hendes blik flakkede mellem hans ansigt og brystkasse, og hendes læber var let adskilt, som om hun ville sige mere med det sammen, men blot ikke rigtigt kunne finde de rigtige ord. Hendes mørke bryn trak sig lidt sammen og hendes øjne havde ikke mistet det tryglende glimt. Et kort forvirret udtryk strejfede hendes ansigt over hans gentagelse og hun så uforstående på ham indtil han fortsatte, og hendes tænder tyggede ned i den bløde underlæbe.

Lily kunne ikke finde ud af om hun skulle smile, give sig til at flæbe eller bare generelt give op og den ene hånd forlod dyret, for frustreret at stryge en ikke-eksisterende hårlok væk fra panden. Da hun ingen løsning kom frem til, besluttede hun sig i stedet for at lade været med at spekulere over det og begyndte i stedet at vægte hans ord, der både kunne have en god og mindre god mening. Hun sank en klump. ”Jeg…” Hun tøvede. ”Jeg forstår dig godt, tror jeg… Men uanset hvad skal du vide…” Hun gnavede kort på sin underlæbe igen, stadig ikke klar over om hans ord havde været positive i den forstand at tingene kunne blive i orden igen eller i den forstand at det var noget der var sket og ikke kunne ændres på. ”Jeg elsker dig, Benjamin. Og…” Hun sank endnu en klump. ”Og jeg tror på os.” Hendes stemme blev lavere og svagere og hun løftede nakken for at kunne se ham i øjnene da han trådte nærmere, og foldede fingrene på den frie hånd stramt sammen i en kugle mod sit ene lår for ikke at trække sig ind til ham. ”Hvis du stadig tror på mig.”

OUTFIT: HERE

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Stilheden der herskede i sekunderne efter hans ord trykkede ned over ham som en tung byrde, og han mærkede modet sive ukontrollerbart ud af sig. Det sved ubehageligt i hans øjne, og han rømmede sig i et forsøg på at gøre bugt med den klump, der havde formet sig i hans hals. Da hun tøvende begyndte at tale mærkede Ben, hvordan han mistede kontrollen, og han slog hænderne op for sit ansigt og pressede håndfladerne mod sine øjne i et forsøg på at stoppe tårerne, der pressede på. Frustreret blotlagde han sine sammenbidte tænder og mærkede, hvordan de lune tårer tvingede sig ud mellem hans øjne og hænder alligevel. Uanset hvad... Han bryst føltes hult, men på trods af, at han følte hele sin verden vælte sammen omkring sig, fjernede han hænderne, så han kunne se på Lily. Han var lettere rød i ansigtet, og han så på hende med et fortvivlet blik. Hans ansigtsudtryk var derimod hårdt, og han snøftede hurtigt, mens han gned hånden nedover sine øjne, næse og mund for til sidst at lukke sig om hans hage i et splitsekund, inden han lod den falde ned langs sin side igen. Det virkede som en evighed, før Lily talte igen, og da hun gjorde gik der flere sekunder, inden meningen af hendes ord sank rigtigt ind. Ligeså hurtigt, som hans mod var forsvundet, begyndte håbet at spire, men udadtil så han ud som før - indadtil vidste han dog, at han snarere græd af glæde nu, hvor han vidste, hvordan hun havde det. Tårerne trillede langsomt ned langs hans næse og over hans kinder, og han var blevet rød i øjnene. Der gik lang tid efter Lily havde talt færdigt, før han havde samlet sig nok til at sige noget, uden at hans stemme knækkede over.
"Jeg elsker dig." sagde han så hæst, at det næsten var en hvisken, og straks efter blev han overvældet igen. "Jeg elsk-" sagde han igen lige så hæst men et lydløst hulk afbrød ham, og han vendte siden til Lily, mens han begravede sit ansigt i sine hænder. Hvis nogen gik forbi ham nu ville de ikke vide, at han græd.
Benjamin snøftede voldsomt og gned hænderne ned over sine kinder. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden dig!" sagde han næsten uden stemme, efterfulgt af en lyd der halvt var et hulk, halvt var en latter. Han tog en dyb indånding, og man kunne næsten høre, hvor meget hans åndedræt dirrede.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

IT'S ONLY LOVE
but love has been hurting so long

Da Benjamin slog hænderne op foran ansigtet døde hendes stemmes volumen en anelse ud og inden længe fandt hun at hun blot stod og stirrede på ham. Hånden der havde holdt under Galileo blev slappere, og hvis dyret ikke selv var vågnet og havde fornemmet faren for at ryge på gulvet, var det nok sket. I stedet pilede den op ad hendes arm og ind under hendes hestehale i nakken, hvor den mimrede uforstående med snuden.

Lily åbnede munden for at sige noget mere, og den evige glinsen i hendes øjne udviklede sig og inden længe strømmede klare tårer også ned over hendes blege kinder og hun rakte prøvende hånden frem imod ham for blot at tage den til sig igen, da han så op og et næsten forfærdet udtryk afspejlede sig hendes øjne over synet af vandet der rendte saligt ned over hans kinder og næse. En klemt lyd der mindede både om et gisp og et hulk flød lavmælt over hendes læber over hans ord og det var som om et lys tændtes i hendes øjne. Hendes hånd røg op til munden og hun trykkede let håndfladen imod dem og mærkede hvordan noget der næsten, næsten mindede om et smil voksede frem. Hendes bryst gjorde ondt og hun så betaget på ham som han vendte siden til.

Hans ord var det sidste skub hun havde brug for, før hun trådte ind foran ham og lukkede sine fingre om stoffet på hans allerede krøllede skjorte der dækkede hans bryst, og så ham i øjnene med et blik der endnu drev af tårer. ”Jeg er din, hvis du stadig vil have mig.” Hendes stemme var næsten ikke mere end en hvisken, et åndedræt, som hun gentog de samme ord hun havde brugt den aften de reelt havde fundet sammen. Men som dengang ventede hun ikke, ville ikke risikere ikke at få muligheden, og derfor hev hun ham insisterende en anelse frem og strakte sig selv på tæer, for at trykke sine læber imod hans, mens deres tårer forenedes.

OUTFIT: HERE

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var en enorm lettelse for ham endelig at få lov til at give udtryk for, hvor elendigt han havde haft det - og ikke mindst at få at vide, at de stadig var aktuelle som par. Han havde fået kontrol over gråden og stod nu og sundede sig, og det at Lily trådte ind foran ham fik hjalp yderligere på humøret. Da hun greb fat i hans skjorte lagde han sine hænder om hendes talje, og hendes ord fik ham til at le blandet med en snøften. Ordene virkede alt for velkendt, og han nåede ikke engang at fortælle hende, hvor meget han værdsatte dette øjeblik, før hun havde stillet sig på tæer og kysset ham. Øjeblikkeligt fandt hans hænder vej til Lilys nakke uden at tage hensyn til dyret, og han klemte øjnene hårdt sammen, mens han pressede sine læber mod Lilys, som om han ikke kunne få nok af hende. Hans kys var langt fra elegant og grænsede til at være lidt hårdhændet, men han ænsede det ikke.

Da han brød kysset, holdt han hende ud for sig og flyttede sin ene hånd fra hendes nakke om til hendes ansigt og strøg tommelfingeren over hendes våde kind. Egentlig havde han det som, at der aldrig ville komme en dag, hvor han ikke ville have hende, men han ville ikke skræmme hende med sin seriøsitet og holdt det derfor for sig selv for nu. "Jeg hader at skændes!" udbrød han mumlede og hævede sigende øjenbrynene. Det føltes åndssvagt at sige, at de aldrig skulle skændes igen, for det ville aldrig komme til at ske - til gengæld ville han helt klart tackle det på en anden måde næste gang.
Benjamin trak vejret tungt og kunne stå og stirre på Lily i uendelig tid uden at se sig mæt på hende. Han kunne ikke benægte, at det ikke kun var hendes selskab, han havde savnet, og da han trak hende ind i et kram reagerede hans krop på det. Han flyttede sin ene hånd ned omkring hendes lænd og trykkede hende blidt ind til sig men gjorde ikke flere tilnærmelser.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

IT'S ONLY LOVE
but love has been hurting so long

Galileo peb svagt da dens trygge plads blev optaget af Benjamins hånd, og fornærmet pilede den ned ad Lilys side og op i karmen hvor hun havde siddet, hvor den begravede sig i sit velkendte hjem i skoletasken. Lily ænsede for en gangs skyld hverken dyret eller andet omkring hende, for hun havde travlt med at lade sine fingre filtre sig ind i håret i Benjamins nakke og trygge sig insisterende imod ham.

Et åndeløst gisp forlod hende, da deres læber igen skiltes, hvorefter fingrene løsnede sig greb og i stedet flyttede sig for at glide ned til hans talje. Hendes bryst hævede og sænkede sig tungt, og da hun så på ham op igennem sine øjenvipper var hendes kinder en sirlig, lyserød farve. Før hun fandt sin stemme, måtte hun synke en klump og nikke langsomt med hovedet. Hun åbnede munden let for at svare ham, men fandt ikke andet end spøgende svar og holdt det derfor inde. I stedet lod hun blikket dvæle i hans, før hun selv trådte nærmere i krammet og lod sit hoved hvile betryggende imod hans varme brystkasse. Hendes hænder krummede sig let sammen om stoffet hans skjorte bestod af, og fordi hendes kinder føltes udtørrede, kun hun mærke det svage smil i hele ansigtet. Hun drejede hovedet en anelse og lod hagen hvile mod brystet i stedet for kinden, så hun svagt kunne skimte delene af hans ansigt. Hun flyttede på hænderne og samlede dem imod hans lænd, mens hun fortsat holdt blikket rettet nogenlunde imod hans ansigt. Hendes stemme føltes stadig brugt, og Lily mente selv svagt at kunne høre gråden i den, som hun stillede et forfærdeligt malplaceret spørgsmål: "Fortæl mig hvordan du fandt Galileo?"

OUTFIT: HERE

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det kildede behageligt i Bens hovedbund, da Lily begravede sine fingre i hans hår, og han blev kun endnu mere bevidst om, hvor meget han havde savnet hende. At han optog Glileos plads, da han lukkede sine hænder om sin kærestes nakke, rørte ham ikke, og han bemærkede ikke engang, at fyret pilede fornærmet væk.

Ben sukkede tungt ind mod Lilys læber, inden han holdt hende ud for sig og sagde de håbløse ord. Et skævt smil kom over hans læber, da han så, hvordan Lily havde åbnet munden uden at sige noget, og han lod det gå ukommenteret hen, mens han trak hende ind i et kram, selvom han havde stærk på fornemmelsen, at der havde ligget nogle spøgende ord på lager. De alvorlige og kraftige følelser for hende havde stadfæstet sig i hans bryst, men han holdt dem for sig selv, mens han holdt Lily ind til sig. Godt tilpas lænede han kinden mod hendes hår, men da han mærkede, at hun rykkede på sig, flyttede sin anden hånd ned på hendes lænd og svajede han lidt med ryggen i et forsøg på at se ned på hende. Det lykkedes ikke vitterligt godt, så han bukkede i stedet nakken og placerede læberne mod hendes pandehår. Spørgsmålet kom en smule bag på ham, men han viste ikke sin overraskelse.
"Galileo fandt mig!" sagde han ned i Lilys hår og vidste ikke helt om han skulle grine eller fnyse irriteret. Han løftede hovedet igen og tiltede hovedet til siden så han bedre kunne se hende. "Pludselig var han i min lomme, og jeg har ikke kunne slippe af med ham siden. Jeg prøvede endda at stoppe ham end i en sok." fortalte han og kunne ikke lade være med smile mildt ved tanken om dyret, der var blevet helt humørsygt af savn til sin ejer. "På en måde var jeg lidt glad for, at han gjorde mig selskab." indrømmede han og lod hænderne glide længere ned ad Lilys ryg så det var lige på grænsen til ikke at være tilforladeligt i en offentlig korridor. "Det har været noget værre bøvl. Efter vores skænderi gik det ikke kun op for mig, hvor kort tid jeg havde tilbage på skolen, men også at eksaminerne var uhyggeligt tæt på. Og at jeg dårlig nok har tid til at være sammen med dig i den tid jeg overhovedet har." Han plantede et kys mod hendes hår igen og lænede kinden mod hendes hoved. "I det mindste har vi sommerferien sammen." sagde han tænksomt, men et øjeblik efter gav det et sæt i ham og han løftede hovedet igen. "Du kan godt være sammen i ferien, ikke?" spurgte han. Han havde lagt hænderne på hendes hofter og holdt hende lidt ud for sig, så han kunne se på hende. Egentlig vidste han i det store og det hele godt, hvad Lilys planer for sommerferien var, men nu var det ligeså meget for at høre, om han kunne forvente, at de skulle bruge ethvert øjeblik sammen, som han meget gerne ville, eller om Lily havde et andet indtryk af, hvordan sommermånederne skulle tilbringes. Han ville helst ikke gå ud fra for meget igen uden at snakke med hende først.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

IT'S ONLY LOVE
but love has been hurting so long

Lily opgav at holde styr på både tanker og følelser og lod instinkterne vinde kampen. Hans læber mod hendes var velkendte, men alligevel fik det hendes hjerterytme til at øge hastigheden, mens hendes knæ føltes svage. Indtil lige det øjeblik, havde Lily ikke været klar over lige præcis hvor meget hun rent faktisk havde savnet Ben, savnet at vide at der altid var plads til hende i hans arme og omvendt, og i de få magiske øjeblikke det tog for dem at genforenes nåede et væld af følelser at overmande hende. Hendes læber dvælede kortvarigt ud for hans, inden hun lod sig glide ned på fødderne igen.

Lilys fingre tegnede åndsfraværende mønstre på bagsiden af hans lænd, mens hendes udsyn til Benjamin forsvandt, som han placerede læberne imod hendes pandehår. Af den grund lod hun blikket glide en anelse ned, uden at flytte det mindste på sin positur med sin hage imod hans bryst. Først da han svarede, kunne hun ikke holde et smil fra sine læber og lod selv hovedet falde til siden for at kunne se på ham. Tanken om dyret fik blot hendes smil til at vokse yderligere og en lav, næsten uhørlig, klukkende lyd forlod hendes bryst. Selvom Galileo blot var et lille dyr, så tvivlede Lily i stille sind ikke på at det var tilfældigt at det lige var Benjamin han havde udset sig. ”Jeg er glad for at han fandt dig.” Det trak faretruende op i hendes ene mundvig igen, mens hun ubevidst rykkede sig nærmere ind imod hans brystkasse.

Et svagt suk flød over Lilys over hans næste ord og kortvarigt slog hun blikket ned og pressede fortænderne let ned imod sin underlæbe. ”Vi må bare sørge for at udnytte den tid vi har.” Lily så på ham igen, så godt som hun kunne komme til, indtil han lænede sin kind imod hendes hår. Lily var usigeligt glad for, at hvad der virkede til at have været det værste ved deres skænderi endelig var overstået, og hun var heller ikke i tvivl om at hun ville kæmpe for at beholde Ben fremover, nu klar over lige præcis hvor meget han var kommet til at betyde.

Hans spørgsmål satte straks gang i hendes hukommelse, og indholdet af et brev der var landet i hendes morgenmad for et par dage siden vendte hurtigt tilbage. Hun havde med vilje fortrængt det, fordi hende og Ben ikke havde været i kontakt. ”Jeg skal til Bulgarien.” Hun så på ham, med et intetsigende blik. Da gik det op for hende at de andre ting hun havde haft i sinde at dele i sammenhængen, ikke var kommet med ud og et smil spredte sig over hendes læber. ”Mor og far har lige bestilt rejsen. De…” Hun rømmede sig kort. ”De har bestilt to ekstra billetter.” Lily rykkede sig nærmere ham, og lod armene glide rundt omkring hans talje igen, tilsyneladende ligeglad med at der så let som ingenting kunne komme andre gående og rynke på næsen over deres klistrede opførsel. Hun var dog mere optaget af at fortsætte sin tankegang med ord: ”Far må have været i godt humør, siden Samuel og jeg har fået lov til at tage en ven med hver…” Hun trak overkroppen en anelse bagud igen og så på ham. ”Hvis du kan klare både min bror, min mor og min far i et par uger, vil jeg gerne have dig med.”

OUTFIT: HERE

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Der var ingen tvivl om, at Ben nærmest havde været syg af savn til sin kæreste i den lange uge, hvor de ikke havde snakket med hinanden, men som han stod der med Lily i sine arme blev den frygtelige følelse sværere og sværere at holde fast i, og snart havde han noget nær glemt, hvor dårligt han egentlig havde haft det. Det var svært at være andet end glad, når han var sammen med hende.

Benjamin havde ikke mere at sige til sin forklaring om dyret eller Lilys kommentar dertil, men i sit stille sind tænkte han nøjagtig det samme som hende: at dyret havde udvalgt sit tilflugtssted meget nøje. På trods af sit ambivalente forhold til pelsklumpen smilede han dog lidt for sig selv. På en måde var det jo på grund af Galileo, at de overhovedet fik taget hul på problemet og derfor var på talefod igen. Da dette slog Ben, svandt smilet væsentligt ind, for at syntes at det var helt galt at et dyr var mere problemløsende end ham selv, og han følte sig knap så maskulin - det burde have været ham, der var den initiativrige. Denne tanke holdt han dog for sig selv, for han vidste at trangent il at sige undskyld ikke ville gå væk, selvom han bad om tilgivelse endnu en gang.

På trods af sit spørgsmål var Ben fuldstændig sikker på, at sommeren ikke ville blive noget problem, og det kom derfor som et slag i hovedet på ham, da Lily pludselig havde planer for de varme måneder. Han lignede vitterligt en der holdt op med at trække vejret, mens han stirrede stift på Lily med et blik, der sagde: 'det er bare løgn', og en pludselig trang til at sparke meget hårdt til væggen vokse i ham. Ben vidste ikke, hvordan han skulle tolke smilet på Lilys læber, men sådan som han forstod det, var hun glad for, at hendes forældre havde bestilt to ekstra biletter så hende og Sam kunne komme med. Selvom han vidste, at han burde være glad på hendes vejne, så kunne han ikke lade være med at lade sig påvirke af den punkterede følelse af håbløshed han havde i maven.
Først da Lily snakkede videre dæmrede den egentlig mening af hendes ord for ham og hans stirren gik fra at være vantro til blot at være perpleks. "Vil du gerne have mig med?" Spørgsmålet var ikke usikkert, snarere retorisk, og et smil, der var stort på Ben-skalaen, bredte sig på hans læber. "Der skal mere end din bror til for at holde mig væk fra den tur." sagde han spøgende, men der var noget gravalvorligt at finde i hans blik. Denne tur ville ikke blot betyde masser af tid sammen med Lily, men det ville også give ham en chance for at lære hendes forældre bedre at kende. Godt nok ville det betyde, at han ikke så sin egen familie i et stykke tid, men der var intet, der kunne få ham til at sige nej til at tilbringe sommeren med den pige han holdt allermest af.

Endnu en gang åbnede han munden for at sige noget, men han ombestemte sig og bukkede i stedet nakken for at plante et kys på hendes læber. Intentionen var egentlig blot at give hende et kort kys, men da først deres læber rørte hinanden kunne han ikke få sig selv til at bryde kysset lige med det samme. Før han vidste af det, havde det lille kys udviklet til noget meget mere intimt, og han blev igen opmærksom på, hvor meget han havde savnet Lily.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -