I need you

[Aiden Kane Ivory]

Det havde været noget af en hård tid for Aiden. Ikke kun fordi han var syvendeårselev og derfor havde travlt det meste af tiden. Men fordi han faktisk havde savnede at snakke ordentligt med sin søster. Aiden var ikke en person der snakkede lige godt sammen med alle selvom han havde mange venner og hjalp mange og lyttede til endnu flere alligevel var Rachel den der kendte ham allermest og allerbedst. For ham havde hun altid været den smukkeste, klogeste og mest attraktive pige i hele verden. Han forstod udmærket pigernes jalousi og drengenes opmærksomhed.


Aiden havde forladt slottet for at slippe for alt larmen, aktiviteten og opmærksomheden. Han følte sig helt splittet og tom inden i. sidst han havde snakkede med Rachel var den aften på drengenessovesal og han havde ikke fået lejlighed til at snakke med hende, da hun jo var smuttede ind på pigernes sovesal. Han standsede op ved en bænk og satte sig, skjulte ansigtet i hænderne og havde pludselig bare lyst til at trække staven og sætte den mod tindingerne. Pludselig sad han faktisk med staven i hånden og han kiggede tomt på den. Det var længe siden han havde grædt så længe siden at han ikke huskede hvornår det havde været. Han vidste ikke helt hvorfor han pludselig havde lyst til det men det var sikkert tæt forbundet med hans savn til Rachel. Mon hun havde det på samme måde? Han anede det ikke han håbede bare at hun havde det godt og at hun ikke følte det samme som ham for det han følte var som at blive revet i små stykker indefra uden at være i stand til at sige noget til nogen.


Vejret var overskyet og vinden var kold alligevel var han iført i let tøj der nok ikke ville værne for det meste af kulden, en kulde som han knap fornemmede. Nogen havde gjort ham opmærksom på at han var for fraværende, at han måtte tage sig sammen da det var deres sidste år på skolen, at han måtte koncentrere sig om træningen. Det hele føltes bare for hårdt og for tungt, han følte sig dovn og tung og orkede virkelig ikke så meget. Hans venner havde nævnt det for hinanden og nu gik der rygter blandt eleverne i hans årgang om at han var ved at segne hen. Rygterne han ignorerede men som han på samme tid forsøgte ikke at tro på.

Tag: Rachel Ivory

[Rachel Saskia Ivory]

Efterhånden var vinteren ved at trække væk fra landet, fulgte julen, der havde gjort sin exit for flere uger siden. Desværre var det dog også dage mod slutningen, hvilket gjorde syvendeårs-elevernes liv bare en lille smule hårdere. Det var nu de sidste lektier skulle laves, de sidste narrestreger planlægges, de sidste fester afholdes og de sidste Quidditch-turneringer spilles. Det var derfor intet mærkeligt at se syvendeårs rende forvirrede eller pressede rundt på slottet for at nå det hele. Rachel havde dog ikke været en af dem. Hun havde underligt nok altid formået at holde sig rolig og fattet under disse stressede tider. Desuden var hun lettere følelsesløs. Der er grænser for, hvor selvdestruktive mennesker kan være. Der er grænser for, hvor meget smerte folk kan rende rundt med. Rachel var bare begyndt at lukke det ude. Sine følelser for Ethan, skænderiet med sin bror, den, heldigvis nu ordnede, fighte mellem hende og Lily. Til sidst kunne hun bare ikke græde mere. Det var dog tit at hun gik ud på arealerne bag slottet, også selvom det jo var forbudt, for at tænke. Hun kunne sidde der i timer bare og stirre blankt ud i luften, mens hendes hjerte smertede. Når hun så var mere eller mindre følelsesløs og forfrossen gik hun ind igen.

Det var også det, der var tilfældet nu, da hun var listet udenfor. Hun var dog langt mere varmt klædt på end Aiden, da hun havde trukket i sin vinterjakke og sine støvler. Roligt gik hun hen mod den bænk hun altid sad på, men fandt den optaget. Hendes første indskydelse var selvfølgelig at flygte, men synet af skikkelsen stoppede hende. Hun ville til hver en tid kunne genkende Aiden og derfor var der heller ikke så meget som et sekunds tvivl om, hvem der sad på bænken. Roligt tilbagelagde hun den sidste strækning, der var og lod sig dumpe ned ved sin brors side. De brune øjne gled roligt over staven i hans hånd, men hun sagde intet. Hvad kunne hun dog sige?

WORDS 337
OUTFIT KLIK
TAG Aiden K. Ivory

[Aiden Kane Ivory]

Aiden hævede blikket fra staven da hun satte sig ned ved siden af ham. Han behøvede ikke se på hende for at vide hvem det var hendes duft lagde sig straks om ham, hendes skridt og bevægelser var i sig selv nok. Han så tavst forude for sig og svang pludselig staven i luften. Ingen ord forlod hans læber men alligevel dukkede der en pistol op i luften og svævede få centimeter fra hans ansigt, og pande. Ikke et våben der blev brugt i den magiske verden men mere i mugglerverden, et våben de havde haft om i mugglerstudier, noget der havde fascinerede Aiden ret meget.

Han vendte blikket mod himlen uden at lade ´hologrammet´ af pistolen forsvinde. Hans blik hang ved himlen og han anede virkelig ikke om han burde sige noget. Han sad og overvejet om han kunne gøre det hele godt igen, han havde trods alt dummede sig op til flere gange og gjort livet hårdere for hende fordi han ikke kunne give slip på hende. Efter flere sekunders overvejelse besluttet han at han ikke kunne miste mere end han allerede havde mistet. ”Bare den var ægte” mumlede han og mente pistolen. Langsomt forsvandt den og den efterlod sig blot små støvkorn som faldt til jorden enkelte sekunder efter eller blev ført bort med den kolde vind. Han lagde staven tilbage inden han vendte sig om så han sad med fronten mod hende ”Undskyld.. jeg har dummet mig og jeg forstår udmærket hvis du hader mig og aldrig vil snakke med mig igen” sagde han ligeud efter at have siddet stille og overvejet hvad fanden han skulle gøre.



Tag: Rachel Saskia Ivory

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel havde nok været nede på det sidste. Ja, alt andet end det ville være at underdrive fuldkommen. Hun havde det aldrig specielt godt når hende og Aiden var oppe at skændes og med det med Ethan oveni, plus dramaet i drengenes sovesal havde været for meget for hende på det sidste. Alligevel kunne hun ikke andet end at blive skræmt, da pistolen dukkede op foran den elskede tvilling. Hendes ansigtstræk forandredes dog ikke på trods af hendes lette frygt for våbenet. Hun havde aldrig haft Muggler Studier, men Aiden havde tit med største fascination fortalt om deres ufatteligt uciviliserede våben og derfor genkendte hun det straks. Det lettede hende derfor også en smule da hologrammet forsvandt og hun vendte de store, brune øjne mod ham ved hans ord. Straks åbnede hun munden for at tale, men mærkede hvordan han ikke var færdig og tav. Hans ord fik vandet til at vælde op i hendes øjne og hun nikkede svagt.

”Jeg ville aldrig kunne hade dig, Aid”, forsikrede hun og lagde sin varme hånd over hans, fik et opmuntrende smil frem. Forsigtigt søgte hendes anden hånd hans kind. Det ville se helt forkert ud på uforstående, men Rach havde altid været meget nær med sin tvilling og syntes derfor ikke det var underligt. ”Jeg elsker dig jo! Og jeg har også haft min del lort at byde dig, men… Det skal ikke ødelægge os” Hun smilede stadig til ham. Hun kunne ikke se sig selv uden sin tvilling, det var som om de bare var to sider af en person eller sådan. De var hinandens modsætninger, men også den der lignede den anden mest. Jaeh, som om de ikke bare var tvillinger i krop, men også af sjæl.

WORDS 288
OUTFIT KLIK
TAG Aiden K. Ivory

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde set at hun gerne ville have kommenteret hans første ord og havde derfor skyndt sig at fortsætte. Det var blot blevet sagt uden at han havde tænkt over det og uanset hvad hun ville have sagt havde det nok ikke været spor positivt, det ville endda ikke have undret ham hvis hun havde kaldt ham for fjols, han var trods alt 17 hvad kunne hans problemer være siden han ønskede at tage sit eget liv.


Han kunne selvfølgelig ikke undgå at se at hendes øjne fyldtes med tårer og bed sig svagt i underlæben i enkelte sekunder. Havde han nu sagt noget dumt igen!? Han kunne snart ikke holde til mere. Da hun dog svarede som hun gjorde, sukkede han af lettelse. Han gav hendes hånd et klem og forsøgte at virke rolig selvom hans humør begyndte at stige igen. Hun hadede ham ikke! Og det var i sig selv noget stort. Følelsen af hendes hånd mod hans kind havde han savnede, forkert så det måske ud men han var sådan set ligeglad. Han elskede sin søster, men ikke på nogen forkert måde som nogen måske ville tro. Han lod øjnene kort glide i ved fornemmelsen og lod dem igen glide op. Få sekunder efter havde han trukket hende ind i sin favn og holdt hende tæt ind til sig. han begravede hans ansigtet ved hendes skulder og hår ”Jeg er et nul uden dig” hviskede han blidt uden at give slip, han ønskede ikke at give slip.


Tag: Rachel Saskia Ivory

[Rachel Saskia Ivory]

Det var egentlig ikke fordi Rachel havde det med at skjule sine følelser. Nej, hun var altid meget oprigtig omkring det og havde det med af og til at være for åben og ærlig. Det var heller ikke noget hun nogensinde gjorde med Aiden, det at lægge låg på sine følelser, men nu hvor det var så svært mellem hende og tvillingen ville hun ikke begynde at græde. Hun vidste hvordan han hurtigt kunne beskylde sig selv for at have gjort det mod hende og derved få det værre og det var det sidste, hun ønskede. Hans lykke var hendes, hans smerte var hendes og hans død ville være hendes. De var bare for tæt knyttede, ville nogen sige, men Rach ville aldrig kunne leve uden sin elskede tvilling.

Et lavt gisp af overraskelse gled over hendes læber, da Aiden pludselig trak sig ind til hende, holdt de stærke arme om hende. Hun havde altid elsket den følelse, som en beskyttende mur, der lagde sig om hendes skrøbelige væsen. En mur, der holdt alle farer, alle smerter ude og holdt hende sikker og varm altid. Hun lagde hurtigt ansigtet mod hans hals og skulder og lod armene glide tæt rundt om hans liv med hænderne hvilende mellem hans skulderblade, knugede ham så tæt som muligt for hendes spinkle arme.

”Ligesom jeg er uden dig, Aid”, hviskede hun og puttede sig udelukkende tættere ind til ham, ønskede ligeså heller ikke at undslippe hans favntag. Nej, lige nu var det det bedste sted hun kunne være; i sin elskede tvillings arme. Nogle tårer undslap hendes øjne og strøg langsomt ned ad hendes bløde kinder for at glide ind i det let krøllede hår. ”Lad aldrig sådan noget her adskille os igen”, mumlede hun mod hans skulder.

WORDS 288
OUTFIT KLIK
TAG Aiden K. Ivory

[Aiden Kane Ivory]

Rachel havde altid været hans bedste veninde uanset om hvad andre sagde. Hun kendte ham bedst, kendte alle hans styrker og svagheder, hans gode og dårlige sider. Hun vidste hvordan hun skulle tackle ham og alligevel havde han ladet dumme ting og sager komme mellem hende og ham. Han havde dummede sig groft og det vidste han men han var ligeledes kendt for at være beskyttende overfor sine søstre og især for Rachel, i hans øjne var ingen fyr god nok. Han burde nok ikke blande sig alligevel kunne han ikke være andet end glad for at dukke nop de to gange, den ene til ballet med Nathan som kavaler og den anden efter eliksirtimen hvor han havde ledt efter hende. Godt nok havde han ledt efter hende for at løse tingene men det var ikke gået som han havde planlagt og så havde han fundet hende i armene på den franske slange.

Hendes arme om sig føltes helt spinkle men alligevel så dejlige velkendte. Han følte sig ikke fysisk svag alligevel følte han sig stærkere når hun var i nærheden. Hun kunne støtte ham som ingen andre kunne, opmuntre ham og vide så snart der var noget galt. Han havde savnede hende, savnede hende tæt på sig, savnede duften af hende og mest af alt havde han savnede hendes selvskab. Andre ting han havde savnede var at kunne snakke med hende, de havde haft to Quidditch-kampe hvor de næsten ikke havde snakket sammen udover de instrukser han havde givet de enkelte spiller og selv der havde det kun været ham der havde snakket.

Hendes svar fik en klump til at dukke op i hans hals, han anede virkelig ikke hvad han skulle sige og derfor nøjes han med at trække vejret dybt ind og nyde den velkendte duft af hans tvilling. Endnu engang følte han sig dum over at have ladet noget komme i mellem dem. Selv havde han kasseret tanken om piger for længst for ikke at komme op at toppes med sine venner, han ønskede selvfølgelig ikke det samme af hende, hun skulle nyde livet og finde sig en fyr hun måske vil kunne leve resten af livet sammen med. Hendes næste ord tænkte han næsten ikke over hvilket eller burde have været nødvendigt. Han svarede uden at tænke over hvad hans svar betød eller hvad den bandt ham til eller at han måske for fremtiden ville være nød til at bryde det løfte han nu gav hende ”Aldrig.. Aldrig igen!” svarede han med en brændende intens stemme som man kun hørte ham bruge når han havde oplevet en hed Quidditch-kamp, om han selv havde spillet den eller ej.


Tag: Rachel Saskia Ivory