|
|
Post by isoldi on Dec 12, 2010 19:23:15 GMT 1
devil,
in disguise
Vinden susede saligt igennem trækronerne i udkanten af skoven, og fik sneen til at fyge hen over jorden i sirlige mønstre. Vejret var bidende koldt, men alligevel foregik undervisningen i Magiske Dyrs Pasning og Pleje som altid. Isoldi Libitina var pakket ind i sin tykkeste kappe, med halstørklædet i de sølvgrønne farver viklet godt omkring halsen. Hendes lange lyse hår, dansede ustyrligt i vinden og røg konstant ned i hendes øjne, og spærrede for hendes udsyn. Grundet de tykke handsker, havde hun rigtigt svært med at skære de stykker frugt, hun havde foran sig, ud. Men hun nægtede pure at tage dem af, velvidende om hvor hurtigt frosten ville sætte sig i den tynde hud på hænderne, og gøre dem følelsesløse, ligesom hendes ansigt var.
Ærligt talt kunne hun ikke forstå, hvordan de kunne blive ved med at være udenfor, og skære i en eller anden åndssvag frugt, for at et eller andet åndssvagt dyr kunne spise det, når der alligevel altid var lignende rester tilbage fra aftensmaden. Isoldi skulede over til deres lærer, som om det ville hjælpe hende med at komme af med frustrationerne, vel vidende om, at det ikke ville nytte noget alligevel.
For en stund slap hun sit arbejde, for at få lidt varme i fingrene igen. Tiden udnyttede hun til at se rundt på de forskellige ansigter – løver som slanger. Let strøg hun hånden igennem håret, for at fjerne det fra sit ansigt, før hun sendte et strålende smil til et velkendt ansigt i mængden.
tag; jacob ivory
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 12, 2010 20:15:15 GMT 1
i stumble upon your pretty face !
en kold vind smøg sig tæt omkring jacob og fik ham til at gyse. Kulden var helt ulidelig og selvfølgelig havde han været så smart kun at tage en sweater på. Han gned hænderne mod hinanden i et ynkeligt forsøg på at få varmen tilbage i de stive fingre. Det var så godt som umuligt, og i stedet stak han hænderne godt op til armhulerne. Han sendte frugterne, de skulle skære i stykker, et bittert blik og ventede på at de ville begynde at skære sig selv ud. Det kunne han nok komme til at vente længe på.
På trods af at der ikke var så meget andet at lave, nægtede han pure at gå i gang. Han kastede et blik ud over de andre elever og fik øjenkontakt med en fra hans klasse, som sendte ham et muggent blik han gengældte mindst lige så surt. Drengen skulede sigende i retningen af læreren inden han opgivende henvendte sig til hans gruppe igen.
Jacobs blik søgte på må og få videre indtil et strålende smil fangede hans opmærksomhed. Et kækt smil fandt automatisk sin plads på hans læber, da han genkendte den blonde pige. Han skævede til læreren, der stod med ryggen til og sendte sine gruppekammerater, som heller ikke foretog sig noget, et skævt smil, inden han begav sig hen til isoldi. ”det ser ret professionelt ud, det du laver dér” sagde han med et koket smil og hævede et øjenbryn, mens han sendte de udskårede frugter et tvivlsomt blik. ”overvejer du at blive noget inden for det gastronomiske?” brummede han og så op på hendes kønne ansigt, med et drilsk blik i de mørke øjne.
Han fangede en tot af hendes hår i vinden og skubbede den på plads bag hendes øre med et tilfreds smil.
tag; isoldi
|
|
|
|
Post by isoldi on Dec 12, 2010 21:00:35 GMT 1
devil,
in disguise
Isoldi kunne ikke få sig selv til, at fortsætte med at skære frugter og urter ud. Hun skulle aldrig have været stoppet, til at starte med. Men hvad var det også for noget, at de stadig på syvende årgang, var tvangsindlagt til at lave madpakker til en eller anden klam orm eller en giftig substans, nogen havde valgt at kalde for en form for dyr. Normalt kunne hun meget godt lide faget, men lige nu var det ikke så meget positivt ved det – overhovedet. Eller i hvert fald ind til, en velkendt person stod ved siden af hende. Trodsigt skød hun underkæben lidt frem, i et spillende smil. Det gjorde næsten ondt i kinderne og læberne, at pludselig bevæge ansigtet i kulden, og hun måtte hæve stemmen mere end normalt for at overdøve den susende vind. Et charmerende smil bredte sig over hendes læber.
”Du taler til en temperamentsfuld kvinde, med en kniv i hånden. Vil du have lov til at revurdere dine ord?” hun placerede sølvkniven i skærebrættet, så spidsen begravede sig i træet og blev sidende. Nu da hænderne var fri, placerede hun armene over kors på brystet, efter at have kastet et blik imod læreren, der stadig stod med ryggen til. Et underfundigt smil gled over læberne, da han strøg hårlokken bag hendes øre.
tag; jacob ivory
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 25, 2010 13:57:45 GMT 1
i stumble upon your pretty face !
Et mørkt øjenbryn røg i vejret ved hendes ord, ”revurdere?” sagde han og sendte hende et smørret smil, ”det er vidst ikke nødvendigt. Vi ved jo begge to godt, at du ikke kan stå for mig” han blottede de hvide tænder i et grin og kørte en hånd gennem det fugtige hår.
Professoren havde stadig ikke opdaget Jacobs manglende tilstedeværelse henne ved hans gruppe. Det var formenligt fordi han selv bare stod og ventede på at han kunne komme indenfor igen. Kulden bed i kinderne, og fingrene var følelsesløse. ”I kan gå nu” sagde han så efter noget der lignede en lang tænkepause.
Jacob smilede lettet, og tanken om en varm kamin gjorde ham noget nær lykkelig. ”Må jeg få den ære at følge Dem tilbage til slottet, frk. Libitina?” spurgte han påtaget formelt og bukkede dybt for hende, inden han tilbød hende sin arm. Et fjoget gavtyvesmil bredte sig på hans læber, mens han ventede på hende.
tag; isoldi libitina
|
|
