Quidditchbanen - Nu eller Aldrig

[lucas]

Det var Nu eller Aldrig!

Hans led, og muskler var stadig lidt rustne efter turen på hospitalsfløjen. Hans kost var kommet på afveje i et forsøg på at lokalisere sin ven, som tydeligvis fløj bag ham. Men da han ikke i tide nåede at rette op, måtte han jo tage en tur på Hospitalsfløjen.

Da han trådte ud gennem de massive porte til udendørs arrialerne, kunne han ikke lade være med at skænke træet han havde brast ind i, en blik. Træet havde mistet få græne, og en enkel stor var knækket af, men ellers havde den ikke taget den største skade. Han turde slet ikke tænke på hvad der ville have været sket, hvis han var endt i slagpoplen istedet, det kunne have været kønt.

Kulden udenfor var ikke så slem, som den havde været de foregående dage. Nej, det var ærligt talt meget mildt. Og han kunne ikke mærke en endeste vin, så det var et genialt valg af dagende, for hvornår han ville ud og træne. Hans gode ven Aiden og Ham havde jo altid fløjet sammen, dog havde han ikke en speciel god kost, men det betød jo ikke at han ikke kunne træne lidt. Han var målrettet, og klar over hvad han nu skulle gøre for at nå det. Han ville på Hufflepuffs Quidditch hold, og kæmpe mod de andre kollegier sammen med sin gode veninde Rachel, han kunne ikke forstille sig nogen bedre søger, end hende. Måske udover Aiden, men han var faktisk ikke sikker, for han synes aldrig at have set en hel kamp, hvor de to kæmpede. Det undrede ham.

Banen var tildækket med tyn rim frost, som lagde et pænt hvidt lag sne, over græsset. Han åbnede den bindene dør ind til trænings rummet, og fandt en forholdsvis ny kost frem fra skabet, med spillernes koste. Han havde muligvis ikke fået lov, men det skadede vel aldrig når han ikke havde set nogen, på vej herover? Han satte sig rystende op, med tanken om den tidligere kolision, og satte så af ud på banen.

Tag: Rachel Peak Ballard

[lady]

Vejret var fantastisk. Ikke for varmt og bestemt heller ikke for koldt. Himlen var dog ikke blå, den var nærmere gå, af en masse skyer som ikke syntes at kunne bestemme sig for hvad de skulle. Skulle de sne, regne, eller bare være i vejen for solen, som virkelig prøvede at bryde igennem. Solen havde kort været igennem, men bestemt ikke længe nok til at rimfrosten som stadig lå fra natten havde nået at forsvinde. Derfor var der stadig et flot hvidt lag på de udendørs områder som ikke var blevet trampet ned af elever som skulle til og fra timerne. Rimfrosten fik som regel aldrig lov til at ligge særlig længe på hogwarts, for der var altid elever som skulle noget, og så gik de der hvor der lå hvidt. Hvorfor de ikke bare valgte de stier der allerede var blevet grønne fra græsset var et godt spørgsmål.

Om det netop var fordi der ingen vind var, var ikke til at vide, men kendte man Rachel vidste man at dette ikke var grunden. Rachel trænede i alle slags vejr. Der var ikke noget for hende der hed dårligt vejr. Det var blot forkert påklædning. Dog var hun blevet betydeligt bedre til at stoppe op når det var virkelig slemt snevejr, en storm eller voldsom regn. Rachel var blevet bedre til at passe på sig selv. Sådan havde hun langt fra altid været. Hun havde da hun var yngre bare hoppet ud på en kost. Været totalt ligeglad med lektier, elever eller lærer, og dette havde givet hende mere end en gang på hospitaltsfløjen med en slem lungebetændelse. Rachel havde været så træt af det til sidst, og samtidige af hendes veninder havde været efter hende. Så nu var de alle sammen glade og tilfredse. Rachel holdte sig mere indedøre, men hun var stadig ude så snart hun fik muligheden.

Da Rachel kom ned til Quidditch banen havde hun en ny kost med. Hendes egen og mere brugte kost stod inde i skabet sammen med en masse af de andres koste, sammen med nogle enkle koste hun skulle have sendt tilbage til hendes onkel. Det var koste som enten ikke helt fungere, der var en mindre fejl på, eller hun af andre grunde ikke kunne beholde. Hun kiggede sig omkring. Her var ingen elever, og skulle lige til at sætte af da hun opdagede Lucas komme ud fra deres trænings lokale med en af hendes koste. Rachel satte af og satte i en hurtig bevægelse hen mod Lucas.

- "Hvis jeg var dig ville jeg have taget kosten ved siden af” Hun sendte sin ven et smil, hvor på hun lagde hoved på skrå og derefter lagde en hånd hen over kosten han havde stået med. Hun var utrolig glad for at han ikke havde nået at sætte fra endnu. Fordi dette var en af de koste som ikke havde ville som hun ville, og hun vidste at kosten derfor ville være utilregnelig. Den kendte dog hendes berøring, og efter hun havde smidt om sig med trudsler sidste gang hun havde været ude og flyve regnede hun ikke med at kosten kunne finde på at gøre noget dumt, men man vidste aldrig med koste.

¤¤

Tag ¤ Lucas & Rachel
Note ¤ - okay det blev alligevel liiidt langt x3
Translate ¤
Mood ¤ m(^_^)m

[/size][/font]

[lucas]

Han slingrede forskrækket til siden, da Rachels ansigt kom frem. "Rach?" Spurgte han foundret, og grinte lidt af sin egen forskrækkelse. Han burde have vidst at hun ville være der. Det var hun altid, og hvis man ikke kunne finde hende på slottet vidste man hvorfor. Hun havde fået ny kost.

Han steg langsomt af kosten, og smilte til hende. "Det var vidst godt du kom, tror lige du har reddet mig fra endnu en gang " Knogle-eliksir " Grinte han, rystede langsomt på hovedet. Han tænkte lidt over hvor smart det var at bruge koste som var forholdsvis nye. Rachel havde trods alt været på dem alle. Så han gik langsomt ind igen, Hentede kosten som hun så venligt havde påpeget som en "Værdig kost" Nu han tænkte over det, måtte han jo nok også hellere tage en tromler med. Hvis han nogensinde skulle have en chance for at komme med på holdet, måtte han jo finde den frem også.

Da han havde fundet sig den nye kost, og tromleren, gik han glad og munter ud, med tingene under armen. Hans gule Hufflepuff kappe hang flat ned over hans muskuløse krop. og han smilte til hende. "Vidste du jeg var her?" spurgte han igen, og sendte hende nu et alvorligt blik. Hvor ville det dog være pinligt hvis nogen Slytheriner så ham. Eller endnu værre, hvis Aiden kom, og så ham slå sig selv halvt ihjel igen. Det kunne være kønt.

[lady]

Hufflepuff eleverne vidste altid hvor de kunne og ville finde Rachel hvis hun ikke var på slottet. Rachel havde ikke noget imod det ry og de rygter hun havde. Hun var en passionatet Quidditch søger, og hun skulle nok en dag komme med på enten det Walske eller Engelske national hold. Hun stræbede allermest efter at komme på det fra Wales da det var der hun var født og opvoksede, men det engelske ville også kunne gøre det, og var alt gået galt var der altid muligheden i Spanien. Hun havde trods alt også familie der. Nej drømmende var ikke små hos Rachel. Det havde de aldrig været.

At drømme stort var en af de ting Rachel også var kendt for. Allerede fra hun sad på en kost første gang ønskede hun at blive prof quidditch spiller. Sådan havde det bare altid været oppe i hendes hoved. De fleste skiftede drømme flere gange mens de gik på Hogwarts men Rachel havde holdt fast i sin drøm om at blive en god spiller.
- ”Ja??” Rachel havde kort stået i sin egen verden, men da han havde sagt hendes kaldenavn havde hun vristet sig fri og kiggede nu nysgerrigt på Lucas. Hun havde ikke opdaget at han faktisk var blevet overrasket over hendes ankomst. Hun stod selv af kosten og kiggede kort på Lucas.
”Uf, ja det er aldrig en hyggelig omgang” sagde hun med et smil. Hun havde også selv mere end en gang været på besøg på sygefløjen og fået en omgang ’knogle-eliksir’ det havde været den værste nat i hendes liv.

Lucas virkede dog som om han lyttede til hvad hun havde sagt. Han havde taget et lidt bedre fast i hendes kost, og var gået ind i rummet med den igen. Hun var på en måde lettet over denne behandling. Den kost skulle tilbage med et skilt hvor der stod ’advarsel’ på. Ikke fordi hun ikke havde haft slemme koste før, og dette var ikke engang en af de værre, men hendes familie medlem havde ladet hende vide at hun skulle være mere opmærksom og gerne give besked omkring kostene. De havde åbenbart også haft nogle problemer på værkstedet. Rachel havde bare grint a hun havde fået brevet omkring dette, men havde så egentligt godt kunne forstå dem.

Da Lucas kom tilbage opdagede hun straks at han havde en tromler med. Han ville åbenbart gerne på Quidditch holdet. Ikke noget hun ikke vidste. Hun havde jo godt hørt ham snakke om det før, men hun havde ikke troet at han var så glad og så vild efter at komme på holdet. Da han var helt henne ved hende igen, så hun hurtigt at han denne gang havde fået en mere sikker kost, som ikke kunne finde på at lave ballade.
”Huh?? – Øhm.. Nej, jeg…” Rachel havde stået i sin egen verden da Lucas havde snakket til hende igen, og havde først været forvirret, og så prøvet på at svare på spørgsmålet. ”Hvad var det du spurgte om??” sagde hun med et grin. Hun havde igen formået at stå så meget i sin egen verden at hun havde hørt ham spørge, og havde egentligt også hørt hans spørgsmål, men det var som om hun ikke havde nået at tænke over et svar før hendes tanker havde formået at skubbe spørgsmålet væk igen.

¤¤

Tag ¤ Lucas & Rachel
Note ¤
Translate ¤
Mood ¤ m(^_^)m

[/size][/font]

[lucas]

Han grinte lidt over Rachels egenskab til at drømme sig langt væk i koste, og verdensmesterskaber. Så spurgte han igen. "Så du mig gå herned?" sagde han med et drilsk smil, som helt klart var for at be hende om at vågne op. Han lagde forsigtigt kosten ned, og kastede så lidt rundt med tromleren. Det var utrolig sjov egentlig. Han havde aldrig regnet med, at kaste med de kugler kunne være så sjovt.

Det var rigtigt. Han havde længe snakket om at komme på holdet, og det var derfor en overraskelse da han så hendes forvirrede ansigt. Hun havde nok heller ikke regnet med at Angriber var noget for ham, selvom han dog synes han kunne huske et par gange hvor han havde nævnt det. Tjaa det var jo egentlig også lige meget, for hvis han ikke trænede kunne hans drøm jo aldrig blive til noget. Han vendte igen opmærksomheden mod Rachel, og tænkte så før han spurgte. "Rach... Har du egentlig tænkt over at blive anfører? jeg tror det kunne være en stor hjælp for holdet hvis du var det? Han vidste godt at det havde en eller anden effekt på hende. Så han satte forsvarligt tromleren under armen igen, og vislede Op! Kosten fløj op i hans hånd, og i en løbene bevægelse, svang han sig selv op på kosten og satte af.

[lady]

Rachel var alt for god til at drømme sig ind i en verden med mesterskaber, koste og andet Quidditch udstyr. Det vidste eleverne, så de fleste bar over med hende. Dog var der nogle der var meget imod hende, og det at hun gjorde det, så de kunne blive så hysteriske at de ikke ville tale med hende når hun gjorde sådan her. Heldigvis for Rachel var Lucas ikke en af den slags personer.
- ”Nej, jeg var selv på vej her ned for at træne” Rachel sendte Lucas et opmuntrende smil. Han skulle nok få styr på både kost, tromler og alt det andet omkring Quidditch.

Hans drøm var nok at komme på Quidditch holdet tanken havde strejfet Rachel mere end en gang, så derfor var hun ikke blevet vildt overrasket, men hun undrede sig altid når hun så andre end Quidditch spillerne være på banen. Ikke fordi de ikke måtte være der. Rachel ville glad og gerne træne sammen med andre elever fra skolen, men det var bare ikke så ofte man så dem, desværre. Rachel så gerne at der var flere elever på skolen der så glæden i at spille Quidditch. Rachel forstod slet ikke dem som var bange for at flyve og for at mærke vinden blæse deres hår tilbage når de susede igennem banen. For Rachel var der ikke noget bedre.

Da Lucas vendte opmærksomheden mod hende og så hørte hun hans spørgsmål.
”Tror du selv det ville være nogen god ide??” hun så spørgende på ham med et smil, og skulle lige til at kommentere videre da han satte af fra jorden. Rachel selv satte også af og var af sted. Hun var i løbet af kort tid ovre ved Lucas. ”Jeg tror ikke Quidditch holdet kunne holde ud at have mig som anføre” hun grinte kort og susede forbi ham.

¤¤

Tag ¤ Lucas & Rachel
Note ¤
Translate ¤
Mood ¤ m(^_^)m

[/size][/font]

[lucas]

Hurtigt og med et fast tag i sin kost, fløj han igennem luften som et lyn. Han fløj under Rachel, og i et forsøg på at blære sig, tog han en snore tur over hende, og lod sig lægge til ved hendes side. Han grinte lidt over hans "efter egen mening" Seje stund. Og så på hende. "Rachel, hvad skulle vi dog gøre uden dig på holdet, Jeg tror det ville være en hjælp hvis du var anfører" Sagde han opmuntrende, og stødede let, og udfordrerne til hende.
Han elskede at drille Rachel venskabligt, de var gode til at finde på onsvage ting som ingen andre var. Og lige med Hensyn til Quidditch var det en kæmpe hjælp at hun var der, hun var et klart forbillede for alle de " Quidditch Interesseret" elever fra Hufflepuff.

Han fløj med en overdådig fart i retning af mål ringende og kastede tromleren, i retninge mod den midterste mål ring. Forbier, sikke noget møg. Der var klart noget han kunne forbedre. Så Han satte Farten op, og fløj lige i hælene på Tromleren. Da han havde fået fat i den igen. Fløj han over mod Rachel. "Vil du ikke hjælpe mig?" Spurgte han forlegent. "Anfører" Sagde han med et drilsk smil. Og puffede endnu engang til hende med kosten. Han elskede at se Rachels glade ansigt når han fløj rundt. Det gav ham altid lidt mere mod til at fortsætte træningen.

[lady]

Hvad Lucas gjorde på sin kost lige nu, var ikke noget Rachel ikke havde set før. hun havde trods alt selv fløjet på en kost siden hun kunne sidde selv, og hendes familie var fyldt med Qudditch spillere. Dog lod Rachel som om det imponrerede hende. Hun så ham komme op ved hendes side, og han så grinene ud. Hun smilte blot til ham og rystede let på hoved. hun hørte hans ord hvor hun på rettede kosten så den først fløj lodret op i luften for derefter at styrtdykke mod ham, for så let som ingen ting at rulle over ham og så under ham.

- ”Det godt være at I ikke ville kunne klare jer uden, men tror stadig ikke jeg ville kunne være anføre” hun så på ham med et smil. Hvor på hun lavede et skrapt sving, og fløj modsatte vej. ”Og så længe jeg ligger lige på kanten til at dumpe vil vores overhoved aldrig tillade det” hun råbte det igennem banen, og satte så kursen mod ham. hun mærkede godt hans venskabelige drillende skub, men to g det ikke så tungt. Hun lod sig falde til siden som om hun var ved at ryge af kosten, men hun havde hele tiden fast, og endte bare med at lave en 360 graders drejning om kosten.

Rachel så godt hans første forbier. Hun kommenterede det ikke. Al begyndelse var svær, dog var det tydeligt at se at han var på hendes kost. Den lå på en helt anden fart end normale og lidt ældre koste gjorde. Hun sad på kosten og fulgte ham lidt med øjnene, og kiggede noget overrasket på ham da han kom hen og spurgte. Hun smilte til ham.
- ”Selvfølgelig” svarede hun med et smil, og mærkede endnu engang puffet, dog tog hun i same sekund tromleren ud af hænderne på ham, og fløj mod målringene
” Ceisiwch ddal i mi” udbrød hun med et grin, og glemte helt at tænke over at hun snakkede walish igen. Det faldt hende så normalt.

¤¤

Tag ¤ Lucas & Rachel
Note ¤
Translate ¤ prøv at fange mig
Mood ¤ m(^_^)m

[/size][/font]

[lucas]

Han stirrede måbene efter hende som hun fløj af sted mod målringende. Hold da op den pige havde talent! tænkte han, og smilede let for sig selv. Han satte i gear for sussede af sted mod hende. Han ville bare have fat på den tromler!

Vinden sussede i håret, og hans kappe blafrede i vinden, i hvor var det dog en dejlig følelse. At kunne være ude i det fri, var bare ren og skært fantastisk. Rachel gjorde selvfølgelig det hele sjovere ved at give ham udfordring. Dog var han ikke en der let gav op. Han ville give hende " Kamp til Stregen! " Så han fløj i hendes retning. Hurtigt og lydløst, hvor han prøvede at skubbe kosten op i det hurtigste tempo der var. Uhm det var dejligt. Bare følelsen af Quidditch var vidunderlig. Og han kunne samtidig forstille sig, hvordan tilskuerne sad og stirrede på dem, mens han jagtede hende.

Hun var ikke langt fremme nu, og han havde fået meget mere styr på kosten. Hendes gyldne hår blafrede i vinden, og det gav ham blot mere blod på tanden. Så han lænede sig ind over kosten. Fløj under hende, op og tage tromleren. Og i modsatte retning fløj han.

Mål ringende var lige der, og han ville vise at han godt kunne. Et par meter fra målet, forstillede han sig hvordan målmanden fra det andet hold stod og ventede. Han kastede så hårdt han kunne, og fik den ind. Det var en fantastisk følelse, og puplikum gik amok. Han vendte sig glad om mod Rachel for at få anerkendelse.