Hospitalsfløjen - Senere

[Alice Isabell Henton]

Alice trak sit hovede fra hans og åbnede langsomt øjnene efter et kys der syntes at have været en evighed. Hun så ned på Lucas der intet havde gjort for at standse det hvilket måske var forståeligt nok. Det havde været overraskende dejligt at kysse ham selvom hun nu fortrød lidt at hun havde gjort det.

Hun ville ikke havde ham til at give op; hun ville have ham til at bliev ved med at kæmpe for hende. Hun havde aldrig følt en trang til at blive kæmpet for. Hun havde altid skubbet alle drenge væk der prøvede at komme i nærheden af hende så det var anderledes med Lucas. Måske på grund af deres utraditionelle møde på biblioteket. Hun vidste det ikke men som hun havde tænkt så mange gange før så var der noget ved ham der gjorde ham speciel. Hun grinede indeni ved tanken om hvordan han måtte have det lige nu. Hvor heldig han måtte føle sig. Og han var heldig, han havde fået et kys af hende som ellers aldrig kunne finde på at gøre sådan noget efter bare én dag.

Hun måtte også snart finde sig selv igen. Det kunne godt være at han fik hende til at ændre sig men hun brød sig ikke om at ændringen var så radikal og stor. Hun ville have den gamle Alice tilbage der plejede at være kold overfor drenge der ikke ville andet end at kysse hende. Forskellen var bare at den her dreng ikke bare ville kysse hende; han ville kramme hende, snakke med hende og lære hende at kende i modsætning til alle de andre drenge der kun var ude efter trofæet for at have scoret hende. Den slags faldt hun ikke for.

[lucas]

Han så varsomt på hende. Havde hun kun kysset ham af ren medlidenhed? eller var der faktisk noget bag? Det valgte han at tro på, for han havde ikke andre muligheder. Han lyttede til hendes ord. Han ville ikke give op. Men samtidig ville han heller ikke blive afvist hver gang han prøvede noget. Tankerne fløj rundt i hans indre. Og han mærkede hvordan stilheden langsomt blev akavet. Han havde fået et kys, mere kunne han ikke tillade sig at forlange. Ikke idag ihvertfald.

Drømmende han altid havde haft, men aldrig havde udlevet fordi han var blevet mobbet igennem de tidligere år, kom nu så småt tilbage til ham. Han ville være spille for Hufflepuff, og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at opnå det. Han smilte let til hende. Hans kinder var garanteret helt røde. men forståeligt nok, for han var jo helt oppe at køre. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre nu. Men han vidste bare at han ville følge sine drømme.

Hendes hår lå let over skulderen på hende. Og han strøg forsigtigt en hårlok væk fra hendes ansigt. "Jeg kommer ud om et par dage, så kunne vi jo mødes i opholdsstuen?" Sagde han forhåbningsfuldt, og smilede til hende. Han vidste ikke præcist hvordan han skulle kæmpe for hende. Men han kunne ikke lade være med at med at forstille sig deres møde i opholdsstuen.

Men som kom han i tvivl. Prøverne lå lige op til Juleferien, og han kom i tanke om at han nok hellere måtte læse op. Men han håbede at hun ville sige ja, så havde han en grund til at glemme prøverne lidt længere.

[Alice Isabell Henton]

Hun smilede lidt, bøjede sig ned over ham igen og kyssede hurtigt hans næse. "Det er bare en aftale. Skal vi læse op til prøverne eller hvad? Ellers er mit program nok lidt stramt." Hun grinede kort. Hun følte sig befriet på en underlig måde. Hun glædede sig til at se ham 'om et par dage' når han var rask igen.

Hun satte sig ned på sengen igen og slog med håret så det fløj om hendes hovede. Hun kørte selv en hånd igennem det og rodede samtidigt i det så der kom lidt volumen i. Ikke fordi det behøvede det. Hun plejede bare at gøre det så det var som en vane at hun gjorde det igen nu.
Hun pustede ud og lagde sin hånd i hans. Hans hånd var kold men det var nok fordi han ikke brugte den til noget når han bare lå dér. Hun skævede til knogle eliksiren og så tilbage på ham. Gad vide hvad der var sket siden han var fløjet ind i et... Træ? Hun kunne ikke lade være med at smile. Det lød altså ret sjovt. Hun kunne ige se det for sig.

Hun pillede lidt ved hans fingre mens hun ventede på svar. Hun var nu glad. Hun var glad for at hun havde kysset ham og glad for at det var sket idag siden at det nok ikke var blevet til noget hvis det først havde været senere. Hun fortrød ikke noget af det hun havde gjort. For se hvad det havde ført til? Hun havde fundet en sød fyr der holdt af hende og smilede til hende med øjne der oprigtigt sagde til hende: "jeg holder af dig for DIG".

[lucas]

Han blinkede kort til hende, og sendte så et smil i hendes retning. I det samme kom Healeren ind på Fløjen. En mindre årig Elev hyllede op om en ankel der var forstuvet. Og Han rettede sit blik mod hende igen. "Det var noget i den retning jeg havde forstillet mig Hviskede han, Og kyssede hende på munden. Han var virkelig forelsket, så nu måtte den Eliksir gerne snart hjælpe på hans Knogler.

Barnet blev stille. Det var en ren lettelse at høre hvordan gråden langsomt forsvandt. Han igen kunne snakke frit til hende. Hun var virkelig dejlig, og han følte sig virkelig priviligeret over at have kysset hende. Hun var addeles ikke et trofæ. Men en pige han elskede. Han strøg blidt hårlokker væk fra hendes ansigt. Og smilede så til hende. Han ville virkelig gøre alt der stod i hans magt for at hun skulle blive hos ham.

Hospitalsfløjen blev atter stille og Healeren forlod Hospitalsfløjen. og faklerne på væggende blev tændt. Det var et utrolig dejligt syn, at kunne kigge lige ind i flammerne. Husalfene var godt nok effektive idag. Det måtte han alligevel give dem. Han var normalt ikke glad for husalfer, han synes det var slaveri. Men der var jo ikke så meget han kunne gøre ved det.
Han kastede et hurtigt blik på klokken. Ti minutter i seks. Hun skulle ned og spise. "Du må hellere se at komme af sted" Sagde han opmuntrende, og smilede til hende. Hun skulle ikke have balade på grund af ham. Selvom han ville ønske hun blev. "Vi ses om et par dage når jeg må komme ud. Håber lidt jeg bliver udskrevet imorgen" grinte han, og kyssede hende inderligt.

[Alice Isabell Henton]

Hun kyssede igen da han lod sine læber berøre hendes. Hun lagde en hånd bag hans hovede for at hjælpe ham med at holde sig oppe. Hans læber var bløde og varme i forhold til hans hænder der var kolde og hårde fra at have ligget stille så længe. Hun lod kysset vare længe af bare nydelse. Hun tænkte ikke over hvad han havde sagt. Det havde hun glemt for længst. Hun var forsvundet ind i kysset og kunne ikke tænke på andet.
Hun lod sin tunge glide ud imellem de bløde læber og lod den glide langs hans underlæbe. Hun fjernede ansigtet fra ham som for at tirre ham. "Jamen så ses vi da bare." Hun smilede sukkersødt til ham og så ham lige i øjnene. "Skal jeg komme og besøge dig i løbet af de dage der er til du bliver udskrevet eller skal jeg holde mig væk?" Hun blinkede og skar en grimasse. Et lille klokkeklart grin forlod hendes læber.

Hun holdt ham stadig i hånden. Det var en dejlig følelse at holde ham i hånden. Og sog føltes det stadig underligt. Ikke ligefrem forkert men noget derhen af. Det var ikke noget hun tænkte meget over men det lå i baghovedet. Alice, vågn op! Hun kunne slet slet ikke forstå hvorfor hun opførte sig som hun gjorde. Det var hun ikke vant til og hun havde skræmt sig selv på den måde. Hun overvejede om hun overhovedet ville ligne sig selv når hun næste gang så sig selv i spejlet.

Men... Hvad var der galt med at ændre sig for det her? For Lucas? Hun kendte ham jo ikke overhovedet; han var bare én hun havde mødt og kysset med... Og som hun tilfældigvis havde fået følelser for på så kort tid. Det kunne selvfølgelig være at hun faldt pladask for ham på den måde fordi hun ikke var erfaren med kærlighed og ikke følte sig tilpas i den - også selvom den var dejlig. Det var sjældent hun opførte sig anderledes end den måde allekendte hende. Som den selvsikre, afholdte pige der ikke tænkte på drenge fordi de behandlede hende som de gjorde og altid havde gjort det.

[lucas]

Han smilede forundret over den måde hun havde "leget med sin underlæbe" på. Det var vidunderligt at mærke hendes bløde tunge mod hans læber, og han ønskede mere. Han ønskede ikke bare. Han brændte for det. Han vågnede op og grinte let af hendes kommentar da hun hurtigt havde rejst sig op. " Du må gerne komme " sagde han, og smilede til hende. Han kendte hende dårligt. Men det var lige meget. Det betød ingen ting for ham. Han havde bare brug for at se hende. OFTERE.

Han ville gerne have at hun kom tilbage. Han havde brug for at hun kom til ham, mere end bare en gang om ugen. Men det vidste hun vidst godt. "Men du behøver ikke hvis du ikke vil Sagde han med et drilsk smil, kløede sig i nakken. Knogle-eliksiren var virkelig begyndt at virke. Det var dejligt. Ikke bare fordi det betød at han snart kunne slippe for hans ynkelighed. Men også fordi at han ikke skulle bruge så lang tid på at vente på at han kunne komme væk. Væk fra alting og over til hende.

Out//