Hospitalsfløjen - Senere

[lucas]

Det var så småt ved at blive mørkt udenfor den store hospitalsfløj. Fløjen var stadig halv tom, og der var ikke en sjæl der bevægede sig. Fra tid til anden kom der er spøgelse flyvende igennem, sagde pænt god bedring, og fløj så sin vej igen.
De var nogle mærkværdige skikkelser. Spøgelserne med alle deres drillerier.

Dagen idag havde været ekstremt krævede. Og var langtfra slut. Efter en hektisk flyvetur med Aiden, som endte i ren og skær Kaos. røg han en tur over på hospitalsfløjen. Hvor han nu lå i forbindinger. og fik serveret knogle eliksir. Smagen var forkastelig. men der var ikke meget andet at gøre end at bide det i sig.
Gud hvor følte han sig dog ynkelig.

Da Aiden havde båret ham ind, var hans "søde" søster også kommet, og havde givet ham, sin egen kølige version af god bedring. Men der var ikke så meget mere at tænke over. Han vidste bare ikke hvad han skulle gøre, nu da han tydeligvis ville komme til at bruge de næste par dage i sengen.
"Ja, det var så den Aftale" Sagde han bedrøvet. og lukkede øjnene forsigtigt i.

[Alice Isabell Henton]

Alice havde som sædvanlig været nede hos dyrene ved magiske dyrs pasning og pleje og havde hjulpet professoren med at forbinde en hippogriffs ben. det havde taget et stykke tid da hippogriffen havde været i et meget dårligt lune og havde snappet hver gang man var kommet dens ben nær. De havde klaret det med nød og næppe men kun fordi Alice havde snakket beroligende til den mens professoren havde forbundet benet.
Nu var de endelig færdige og det havde da også taget meget af dagen så det var ved at blive mørkt udenfor. Og også koldt. Da hun endelig kom ud derfra med det overskydende gazebind i hånden slog kulden hende som en dør der blev smækket op lige i ansigtet på hende. Hun tog sig sammen og løftede lidt i kappen mens hun banede sig vej op til slottet.

Hendes tøj var møgbeskidt og hun lugtede ikke just godt. Desuden havde hun strå i håret fra at have væltet ind i en bunke hø dernede. Hun smilede lidt. Det havde været en okay dag idag. Hun havde mødt Lucas, en jævnaldrende der virkede sød og hun havde klaret at forbinde og berolige en hippogriff. Hun følte et jag af stolyhed gennemrulle hendes krop ved tanken om hendes præstation med hippogriffen.
Hun skulle aflevere det sidste gaze oppe på hospitalsfløjen da der åbenbart var nogen der havde brug for det. Det var sikkert en der var styrtet med af en trappe eller vrikket om på foden.
Som sædvanlig var der ikke mange på hospitalsfløjen da hun ankom. Der sad dog en dreng fra - fra hans udssende at dømme - anden årgang og find indbundet sin fod i gaze. Hun fik afleveret den sidste gaze derinde og skulle lige til at gå ud da noget fangede hendes blik i den anden side af fløjen.
Dér lå Lucas med lukkede øjne. Han så ikke for godt ud. Som om han havde fået tæv eller sådan noget. Hun så sig omkring for at se om nogen kiggede på hende og gik så derhen og trak gardinet for så det kun var dem - i den forstand at andre ikke kunne se dem.
Hun så på ham og smilede bedrøvet. "Lucas...?" Hendes stemme rystede lidt. Hun var ikke sikker på om det var fordi hun stadig frøs eller var bange for hans reaktion af at hun stod dér. Han skulle helst ikke lave nogen pludselige bevægelser der kunne gøre hans tilstand værre.

[lucas]

Han lå drømmende i sin egen lille verden hvor alt var perfekt. Men en stille stemme - meget velkendt. Fik ham langsomt tilbage til den triste og grå hospitalsfløj. Gad vide hvad der mon havde været årsagen til at han blev trukket ud af sin drømmende trance. Den person havde bare at sige noget vigtigt for ellers ville han sikkert kaste forbandelser med sin dårlige arm.

Han slog langsomt øjnene op og stirrede ind i et meget kønt ansigt. Det kunne ikke være rigtigt at hun først skulle se ham vælte halvdelen af biblioteket. og så ligge som en grønssag bundet til en seng i hospitalsfløjen på samme dag. Det var virkelig bare ikke hans dag idag.
Og det gjorde det bestemt heller ikke bedre, at hans smerte i kroppen var blevet forværret nu hvor knoglerne var ved at vokse ud igen.

"Alice?" Spurgte han forundret over at hun var kommet til hospitals fløjen. Havde nogen mon fortalt hende om at han lå der? var det Aiden som havde taget fat i hende?
Men nej, på den anden side havde Aiden jo ikke set Alice, så det kunne umuligt være ham.

Hans kinder blussede atter op, og han rødmede. Han løftede armen og rodede sig forsigtigt i håret. "Hvor er det dejligt at se!... J-j-Jeg mener... hvad laver du dog her?" Spurgte han i et lidt roligere tonefald. Han var glad for at se hende. rigtig glad endda. men hun måtte ikke vide det.

[Alice Isabell Henton]

Hun så ham vågne lige så stille men gjorde ikke andet end at smile af hans reaktion på at se hende; man kunne tydeligt se glæden der overvældede ham. Hun grinede lidt og blinkede. "Det er da ligemeget, hvorfor ligger du her? Havde vi to måske en aftale imorgen aften?" Hun grinede igen og rakte tunge.
Hun så over på sengebordet hvor der stod en flaske med knogle-eliksir. Hun så tilbage på Lucas med et medlidende blik. Han så lidt ynkelig ud som han lå der. Han virkede ikke som typen der kunne finde på at komme op at slås med nogen så hans tilstand overraskede hende godt nok lidt.
Hun var lidt skuffet over at de ikke skulle ses dagen efter men på den anden side havde hun fundet ham her og på den måde fået det at vide i stedet for bare at sidde og vente på at han ikke ville komme. Det ville have været for dumt.
Hun lagde blidt sin hånd på hans hår og aede ham lidt.

[lucas]

Han Lukkede øjnene, og mærkede hendes hånd der roligt bevægede sig igennem hans hår. hendes hånd var virkelig blid. Og han følte sig ekstremt ynkelig. Men han var aller mest ked af at deres aftale i opholdsstuen dagen efter var røget i vasken, fordi han ved et tilfælde havde ramt et træ. Det var jo bare typisk at lige netop han skulle ramle ind i noget så åndsvagt som et træ. Men nu da det var sådan situationen lå. måtte han jo blive liggende her. Jo vi havde en aftale.. Men jeg håbede lidt på at du ville komme her op. Sagde han og lavede hunde øjne, efterfulgt af et varmt smil. Han håbede virkelig hun ville sige ja.

Han havde aldrig været typen som var foelsket. Han kunne normalt næsten aldrig opføre sig "Morsomt" over for andre. Men han udforskede nu alligevel de nye grænser overfor hende, han følte hun var anderledes. eller også var det bare fordi han var helt skudt i hendes fantastiske willie ansigt. Gud hvor ville han dog gøre alt for at hun skulle blive hos ham. Men det kunne han jo ikke styre.

Han kastede et blik på flasken med Knogle-eliksiren. Den så smagløs og trist ud. Hvorfor skulle alt på hospitalsfløjen dog være så koldt og trist? det eneste som egentlig oplyste noget var hende. Og han så fornøjet på hende som hun grinte. Han puttede sig yderligere ind i sin madras og smilede til hende.

[Alice Isabell Henton]

Hun grinede lidt af hans hundeøjne, dog ikke for højt, sygeplejersken skulle nødigt høre hende derinde. Hun vidste jo ikke engang om der var besøgstid. Det var egentlig mærkelig sådan at "bryde" reglerne på den måde igen. Hun havde jo været ude i noget værre rod i sine tidlige år på Hogwarts så det bragte den velkendte spænding op i maven igen og fik det til kortvarigt at snurre rundt for hende indtil hun kom til at tænke på at det ikke var et KÆMPE brud på reglerne men bare en mindre forseelse måske. Desuden var det meget usandsynligt at hun ville blive straffet for at besøge en ven på hospitalsfløjen.
Hun var egentlig aldrig blevet straffet for noget af det hun havde lavet. Hun var godt til at slette sine spor og bare forsvinde ud i det blå.
Hun fjernede sin hånd fra hans hoved og satte sig smilende på sengekanten så den bukkede lidt under for hendes vægt selvom hun ikke vejede så meget. Hun så på hans arm der omhyggeligt var bundet ind i gaze og skrammerne i hans ansigt og hans hænder. "Men... Hvad har du så lavet?" Nu var hun ved at være nysgerrig. Tænk hvis han havde været oppe at slås? Eller var blevet angrebet af en hippogriff eller sådan noget? Det sidste udelukkede hun hurtigt da hun selv havde været hos dem hele dagen og ville have set ham hvis han var kommet.
"Har du været oppe at slås?" sagde hun stille og blinkede og satte et sødt drillende smil på læberne der for en gangs skyld ikke var klædt i lipgloss. De var dog lige så tiltrækkende som altid ligesom hendes u-sminkerede ansigt der viste spor fra det beskidte arbejde hun havde lavet i MDPP. De tog for af nogle skrammer på hænderne og armene samt lidt jord på kinden.

[lucas]

Hans smil stivnede. Oppe og slås? Han var bundet ind i gasebind, og hun troede han var kommet op og slås. Hans pande fik nogle dybe rynker, og han lukkede forsvarligt øjnene. Hvordan kunne man dog tro det når hans ansigt var fuldstændig flået op. Hans knogler knuste? medmindre han selvfølgelig havde været oppe og slås med en blanding mellem en bjergtrold og en hippogriff. Det var sjovt at tænke på egentlig. Hvordan den kamp kunne have set ud. Men han ville helst ikke tænke over hvordan bjergtrolden langsomt havde flået ham i smadder, mens Hippogriffen havde flået hans øjne ud.

Han rømme-de sig og sendte atter et smil i hendes retning, dog ikke så varmt den her gang. Nok nærmere en blanding mellem irritation, og flov hed. " tja, jo altså jeg tog en flyve tur som endte i træerne. " Forklarede han, og grinte lidt hæst over sin episode tidligere i dag. Han huskede hvordan grenene havde revet og flået i ham. Og hvordan hans knogler havde knast da han ramte jorden. Kuldegysningerne var ikke til at bære. De var meget skingre.

Hendes sukker søde smil, havde selvfølgelig en effekt på ham. Det havde det vel på alle drengene, og pigerne for den sags skyld, som nok ikke blev forelsket men nok nærmere "Jaloux" over hendes udseende. Forståeligt nok. Men nu da hun sad og smilede venligt til ham, undrede han sig bare over om hun regnede med han var en slags bror. Det tog modet lidt fra ham, og han senkede blikket med en række dybe pande rynker, og et bedrøvet udtryk.
Det var ikke sådan hun skulle forstå ham, han var slet ikke på den måde. Og han havde håbet på at det ikke var det indtryk han gav hende.
Men efter en tavshed som i hans hjerne varede flere timer. Løftede han hovedet igen, og smilede venligt til hende. Hvad med dig selv egentlig? Været nede og passe Pixi-Gnomer, eller Grandylower?? Sagde han interesseret. Og fastholdt hendes blik, med sit.

[Alice Isabell Henton]

Alice lagde hurtigt mærke til ændringen af hans humør og lagde sin hånd på hans skrammede kind. Hendes øjne og smil var medlidende og undskyldende. "Hey, det var bare for sjov? Og nej, det var ikke pixi-gnomer eller grandylower... Det var en hippogriff" sagde hun og skar ansigt så godt hun havde lært det. Hun kunne se at hun havde såret ham og det var jo ikke fordi hun ikke forstod ham. Hvis han ikke var én der tit var oppe at slås måtte det da være et forfærdeligt spørgsmål hun havde stildt ham, også selvom det kun havde været for sjov.
Hun fjernede sin hånd fra hans kind. Den havde været varm og havde lunet hendes hånd efter at have været ude i det kolde vejr. Hun smilede. Lucas var faktisk rigtig sød. Det irriterede hende bar en smule at han gemte sine følelser på den måde. Hvis der var noget der irriterede ham skulle han da bare sige det? Så ville hun da sige undskyld i stedet for at han skulle sidde og tænke over det?
Det var nomalt ikke hendes holdning men der var noget over ham der fik hende til at være anderledes.

[lucas]

Hans Ansigt vendte sig fra fra stift og irritabelt, til oplyst og grinende. En hippogriff, det var jo bare perfekt. Lige hvad han manglede. Men ved synet af hendes tøj, og hendes til smussede kinder. kunne han ikke lade være med at trække på smile båndet. selv når hun var på grænsen mellem at ligne en willie, og noget fra den sorte sø. Så hun fantastisk ud.

Han mærkede hvordan hendes bløde hånd blidt aede hans kind, og han følte sig langsomt mere tryk, imens hans hjerte pumpede hurtigere og hårdere. Han var bange for at hun vidste det, for det skulle ikke undre ham om dynen langsomt rejste sig op og ned i takt med at hans puls blev hurtigere. Men da hun trak den væk igen, sukkede han lettet op, og hans puls gik roligt ned. "Det er fint nok, hvordan skulle du også kunne vide det." sagde han og smilede opmuntrende til hende. Det var jo heller ikke hendes skyld at han havde haft det uheld, så hvorfor skulle det overhoved gå ud over hende?

Tavsheden indfandt sig igen, og han stirrede bare på hende. Han anede ikke hvad han skulle gøre, og det var da utroligt at så smuk en skabning sad på hans seng. Han kæmpede sig længere op på sengen for at sidde. Og da det endelig lykkedes ham, kunne han se hvordan dagens hårde arbejde med MDPP havde taget på hende. Hendes kind var fuldstændig sort, og hendes tøj var flænset. Men alligevel sad hun der og smilede. Han kunne snart ikke holde det ud længere. Han havde kendt pigen i en dag. Og han havde det som om han havde kendt hende i flere år.

Han løftede langsomt sin sårede hånd. Den var ikke just køn at se på, med alt det indtørede blod på knoerne. Hendes smil var magisk, takket være willien, men dog også bare naturligt smukt. Han huskede hvad Aiden sagde, om at tage det roligt så han ikke skræmte hende væk. Men han tænkte ikke over det, det ville han ikke.

Hånden rystede let, under hans afkræftede anstrengelser. Han flyttede den længere og længere op mod hendes ansigt, indtil han til sidst, aede hende blidt. Han smilede ikke længere drilsk eller smørret. Nej, han smilte ikke nu, han så hende bare lige i øjnene.

[Alice Isabell Henton]

Hun smilede lidt af hans anstrengelser for at komme op at sidde. Hun ville have hjulpet ham hvis ikke det var fordi han var så skadet som han var; hun var bange for at gøre det hele værre.
Hendes smil stivnede dog da han med mange anstrengelser prøvede at løfte sin hånd mod hende. Hun kunne se at han gerne ville ae hende også så hun rykkede hovedet hen til hans hånd så han kunne gøre det. Da han havde aet hende lidt tog hun fat i hans håns og hjalp idet at det su ud til at det var meget hårdt for ham at klare selv. "Du ved godt at det ikke er mange der får lov til det her ik'?" Hun grinede lidt.
Det var rart at blive aet af han - også selvom hans hånd var ru og fuld af bandager. Hun stirrede direkte ind i hans grønne øjne der syntes at have en fortryllende effekt på hende men hun formåede at rive sig fri af dem inden hun blev helt væk i dem. Hun kunne ikke se noget i dem. Det var bare to øjne der stirrede ind i hendes egne. Dog var de så dybe som det dybeste hav ligeså mystiske og spændende. Dem kunne hun godt bruge lang tid på at se ind i. Hun smilede over sig. Hvad gik der dog af hende? Hvorfor opførte hun sig sådan?
Hun mindedes sin første kærlighed, Lucas, fra da hun var på sommerferie i Sydengland og var blevet forelsket i en på samme alder som hende men var flyttet fra byen året efter da hun kom tilbage. Hun var kommet over ham men at sidde her med DEN HER Lucas fik nogle af de gamle følelser frem i hende igen.
Det lignede ikke hende at blive forelsket men hun kunne godt forestille sig at hvis Lucas blev ved med at være så sød som han var kunne det næsten ikke undgås. Også selvom de kun havde kendt hinanden én dag.

[lucas]

Han smilede lidt forlegent over hans egen svaghed. Det var en lettelse da hun hjalp ham, han kunne ikke mærke hendes kind, men han kunne forstille sig det. Det var en fantastisk følelse, og da hun fortalte ham at det var meget få der fik lov til det han gjorde. Lyste han bare mere op. Hans hjerte begyndte igen at tære i hans indre. Og han kæmpede for at holde sig tilbage. Men smerte og følelsesløshed kunne ikke stoppe ham nu, for han var forelsket. Og han vidste at der ikke ville gå lang tid før han gjorde noget han muligvis ville fortryde.

Hun løsrev sig fra hans blik, og han kiggede hurtigt ned i dynen. For han måtte ikke blive ved på den måde. Han ville ikke skræmme hende væk. Og han forstod da udemærket godt hvis hun gik. De havde jo kun kendt hinanden i et døgn. Så da han ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv, løftede han hovedet, og så på hendes vidunderlige smil.

Tankerne boblede rundt inde i hovedet på ham, og han var forvirret. Han stod mellem to valg som han dårligt selv kunne vælge imellem. Men han kom til at tænke på at hvis han aldrig nogensinde gjorde noget, så ville der aldrig ske noget. Han tænkte kort på Aidens ord. "tag det nu stille og roligt ven. Hun skal ikke skræmmes væk" Det var jo også rigtigt. Men han kunne ikke mere. Han måtte vide det.
"Åh hvad pokker" Sagde han og løftede sig nu helt op med de sidste kræfter han havde, han rykkede sit ansigt tættere på hendes, og kyssede hende på kinden. Det var nu eller aldrig tænkte han. Men han vidste godt at det muligvis kunne have en negativ effekt. Han følte bare hun skulle vide hvordan han havde det med hende. og så måtte hun selv vælge om han ikke var god nok, eller ej.

[Alice Isabell Henton]

Hun nåede ikke at reagere på det han pludselig gjorde han løftede sig længere op - øjensynligt med de sidste kræfter han havde i sig - og trykkede et kys fast på hendes kind. Et jag af henholdsvis nydelse og spænding strømmede igennem hendes krop. Selv efter han havde flyttet hovedet har hun helt paf og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre eller sige. Hun sad bare og stirrede.
"Hv-hv-hvorfor... Øøøh... Gjorde du det?" Hun så på ham igen. Hun havde lyst til at tude. Hvorfor havde han kysset hende? Hvorfor havde han været nødt til at gå så hurtigt frem, de kendte jo ikke engang hinanden endnu. Det havde været dejligt; hun havde følt sig elsket og værdsat men... Det føltes bare... Forkert? Det var svært for hende at forstå det der lige var sket. Hun havde lyst til at kysse ham. Han havde været sød ved hende. Han var sjov og han prøvede sikkert også at se bort fra det at hun trods alt var halvt wilie. Men igen... Det var forkert? Huhn ville gerne kende ham før hun kunne få sig selv til at kysse ham igen og faktisk mene det.
Hun var heldigvis ikke vred og det havde nok noget at gøre med at hun ikke havde lyst til at vise sig fra den side overfor ham - IGEN. Hun burde have vidst at det var derfor han ville lære hende at kende til at starte med. Det havde været for godt til at være sandt og det havde hun godt vidst.
Hun kunne ikke rigtig beslutte om hun skulle give ham en chance til eller om hun bare skulle sige at det ikke skulle være dem. På den ene side var det længe siden hun havde haft det på den her måde og det var ham der havde bragt det frem i hende så han måtte være speciel. På den anden side var det gået lige lovligt hurtigt og hun tvivlede på at de ville kunne få et ordentligt forhold efter dette.

[lucas]

Han fjernede ikke et sekund sit blik fra hendes. Han kunne se hendes fortvivelse, og det gjorde ondt på ham. Han skulle have lyttet til Aiden, men da han valgte at følge sin egen vej, blev han såret. Han havde håbet at det var det rigtige at gøre. Men han vidste nu at han skulle have holdt sig væk. Han kunne ikke rede den, men han ville heller ikke gøre mere skade nu hvor han kunne se hvor ked af det hun var blevet.

Der gik lang tid hvor han så på hende. Han stirrede på hendes triste øjne. Og han kunne ikke få sig selv til at sige noget. Det var utroligt at han skulle ødelægge sin eneste chance, ved at kysse hende. Der var ingen anden måde at beskrive ham på end klovn. Igen havde han dummet sig overfor hende. Tanken gik nu op for ham, at han ikke kunne gøre noget rigtigt når hun var til stede. Det var ikke hende, men ham. Hans første rigtige kærlighed, havde han skræmt. Og Han vidste jo godt at det var forkert. men han havde mest af alt bare lyst til at trække hende ind til sig.

Det var ufatteligt. Han var styrtet fra en kost, ramt et træ, brækket halvdelen af alle de knogler han var i besiddelse af. Men dog gjorde det her mere ondt, end noget andet han havde oplevet før. Tårrerne pressede på inde bag hans øjenæbler. Han havde ikke grædt i meget lang tid, ikke siden 4. Årgang hvor Slytherinerne havde givet ham tæv, på drengenes toiletter. Han sænkede sig langsomt. Og kiggede på hende en sidste gang. "U-u-undskyld.. jeg ved ikke hvad der gik af mig" Hviskede han og lagde sig forsvarligt om på siden, med ryggen vendt mod hende.
Hun skulle ikke se ham græde. Ikke nu, for det var ham der var et fjols. ikke omvendt.

[Alice Isabell Henton]

Hun så hvor ked af det hendes reaktion havde gjort ham. Han var virkelig skudt i hende. En sky af skyld vældede ind over hende og hun så ned i dynen Lucas lå med og pillede lidt ved en tråd der stak ud fra hendes trøje. Hun havde kvajet sig, men det betød ikke at han skulle give op, bare sådan. Hvis han virkelig ville være sammen med hende ville det da være for dumt at give op.
Uden at tænke videre over det, kravlede hun op i sengen og vendte Lucas om så hán lå under hende og så op på hende. I én hurtig bevægelse var hun nede ved hans ansigt så kunne mærke hans ånde mod hendes kinder.
"Du skal ikke give op.."

Hun kyssede ham. Lige på munden. Lod deres læber mødes og Alice gav fuldstændig slip på sig selv og glemte alt om hvem hun var og hvad hun følte. Lige nu tænkte hun kun på Lucas og hans læber der kærtegnede hendes.
Hvad ville han mon gøre? Ville han støde hende fra sig fordi han ikke følte de kendte hinanden godt nok ligesom hun havde det. Dog var hun komplet ligeglad med om hun kendte ham lige nu. Det betød ingenting for hende og lige nu betød han alt.
Hun lukkede øjnene og lod sig forsvinde

[lucas]

Hans øjne gik op, hvad pokker skete der?! det ene øjeblik var hun ked af det, over at han havde kysset hende? og det næste lå hun ved siden af ham?! Hans hjerte hamrede af sted, og han tænkte overhoved ikke. Den perfekte verden kom langsomt tilbage, og Hospitalsfløjen forsvandt hen i en sky. Hendes smukke ansigt var lige ved siden af hans, og Hendes læber presset ind mod hans, blidt og perfekt. Intet kunne vælte hans verden nu. Han lå sammen med pigen han elskede. Og alt var vidunderligt.

Han lod roligt sin hånd løbe igennem hendes hår, mens han med den anden holdt kærligt fast i hendes ryg. Hun var så smuk, og han kunne ikke mærke nogen smerte længere. Hullet i hans bryst havde helet sig, og hans hjerte pumpede nu så voldsomt. Han lukkede øjnene, og mærkede hvordan glæden bredte sig. Hvordan ville deres "forhold" være efter det her? ville hun snakke med ham? han var ikke sikker. Men han ville heller ikke tænke over det i givende situation. Han havde bare brug for at vise hende, hvor skudt han var i hende. Mens han havde chancen.

Det kys varede en evighed. det var fantastisk. Og han vidste at når hun gik, ville han savne hende. Men det var også helt i orden. Han skulle selv lige fordøje det der var sket. Men han håbede dog hun stadig ville se ham som han var. Og at det ikke ville blive alt for akavet.

Han fik pludselig lyst til ting han ikke havde haft lyst til i lang tid. Han ville spille Quidditch. Han ville Udforske nyere koste som kunne flyve meget hurtigere. Han ville gøre alle de ting han normalt ikke ville turer. Det var slut med at være bange. Han var Virkelig forelsket.