Danger!?

[Aiden Kane Ivory]

Aiden landede lige udenfor hospitalsfløjen og sprang forsigtigt af kosten med Lucas ved favnen. Han var helt forsigtig med sine bevægelser da han var bange for at Lucas havde brækket noget som kun vil blive værre af at han bevægede sig pludseligt. Han trådte ind i den halvtomme hospitalsfløj og kaldte på en healer som straks dukkede op og skulle lige til at skælde ud over at han råbte sådan da hun så Lucas. Hun viste ham hurtigt hen til en seng og Aiden satte sin ven på sengen. Healeren spurgte hvad der var sket mens hun undersøgte Lucas´ sår ”Han ramlede ind i et træ mens han fløj” svarede Aiden og forklarede at Lucas havde vendt sig om for at se efter ham da han ramlede ind i træet. Healeren skældte ud på Aiden som om det var hans skyld og Aiden bed stoltheden i sig og så blot tavst ned på sin ven.

[lucas]

Han villede øjnene lidt, der var dejlig stille på hospitals fløjen. og trods smerten i hans krop. Havde han det egentlig behageligt nok. Healeren gik rundt om ham, og undersøgte hans lemmer. Men han rettede blikket mod Aiden. "Derfor... er .. jeg ikke med.. på Hufflepuffs.. hold" Lykkedes det ham at sige, og en lav latter løb udover hans læber. men han holdt hurtigt inde, da smerten var for stor til at han kunne grine.
Den tomme hospitals fløj blev pludselig meget mere trist, hvad lavede han dog? og i det samme kunne han høre lyde udefra gangene. mumlende elever som talte om episoden. "De glemmer .. det aldrig... Sagde han og så bedrøvet på Aiden. Intet kunne da gå mere galt nu? det skulle lige passe at han skulle blive pressenteret for knogle eliksir. så han kunne få stimuleret kroppen. Men smagen af det havde han prøve før. og det var ikke just Græskarjuice. langt fra. Han villede øjnene lidt igen.

[Rachel Saskia Ivory]

Selvom vejret havde været iskoldt, havde Rachel alligevel bevæget sig udenfor. Det havde altid hjulpet hende med at klare tankerne og det havde hun især haft brug for efter ballet. Scenarierne var strøget gennem hendes tanker, mens hun var gået udenfor, men hun havde hurtigt set Aiden, der havde været på vej op med en eller anden op til hospitalsfløjen. Rachel havde ikke kunnet se, hvem det var, men havde troet, det var Adam eftersom de to fyre jo altid var sammen.

Tankeløst var Rachel fløjet op ad trapperne mod syvende sal, da de var begyndt at skifte retning. Heldigvis var hun efter sine syv år på skolen rimelig god til at finde vej og forspustet stormede hun endelig ind på hospitalsfløjen med den sit hår, fletted stramt i fransk fletning, piskende ned langs hendes ryg.

Hivende efter vejret kiggede hun næsten panisk på Aiden.
"Hvad skete der?" spurgte hun åndeløst og fik endelig kigget ned på sengen, så Lucas, der åbenbart lå og havde ondt af sig selv og ikke en som Adam, der stod hende nær.

Det var ikke fordi Rachel hadede Lucas. Hun havde nok bare hængt sig for meget i episoden, da de var mindre, da hun ville være med til det Aid og Luc lavede og han så havde sagt, at de ikke var noget for tøser.

Et slankt øjenbryn hævedes i Rachels ellers så glatte pande og lage huden i lette rynker.
"Åhh, det er dig" sagde hun roligt og vendte sin opmærksomhed mod Aiden.
"Hvad har han lavet?" Der var ingen venlighed at spore i hendes stemme, da hun talte til sin bror og hendes ansigtsudtryk havde ikke forandret sig det mindste fra den glatte ligegyldighed.

[Aiden Kane Ivory]

”Ingen vil sige noget til dig om det.. bare rolig det skal jeg nok sørg for” sagde Aiden med et mildt smil over læberne.

Den sidste han havde forventet at se deroppe var hans søster. Han var dog ret glad for at se hende styrte ind i stedet for at være en af dem der lå i en af sengene. Hans blik blev vendt mod hende og tydelig overraskelse kunne spores i hans ansigt. Han nåede dog ikke at svar inden hun havde vendt blikket mod sengen og bemærket at det vidst ikke var en hun gad bekymre sig spor meget om. Det fik Aiden til at overveje hvem hun havde forventet og besluttet at der vel ikke var andre end Adam eller Lily som hun ville være så bange for at der var sket noget.

Da Rachel vendte blikket mod ham igen efter at have erklærede at det bare var Lucas stod Aiden og betragtede hende med et lige så hævede bryn som hendes. ”Han ramlede ind i et træ” sagde han og flyttede sig da healeren bad om mere plads. Han kastede et blik på sin ven som ikke så ud til at have det spor godt hvilket kun var forståeligt ”Du behøver ikke være her.. der er jo intet af interesse for dig herinde” sagde han spidst og vendte blikket mod hende. Hun kunne da kun være glad for at skænderiet under ballet ikke havde sendt Nathan på hospitalsfløjen for hun kendte Aidens temperament og hvad der kunne ske når han flippede ud hvilket Lucas sikkert også vidste, det var trods alt ham Aiden så mange gang havde forsvaret.

[lucas]

Han sukkede dybt ved synet af Rachel. Hun så letter forpustet ud, og han vidste jo godt hvorfor hun var kommet. Da Aiden og Ham selv ikke så hinanden så ofte på grund af at de ikke gik på samme kollegium, betød det jo ikke at de ikke så hinanden overhoved. men mange havde den opfattelse at de dårligt kendte hinanden. eller det ville sige alle undtagen dem fra Slytherin.

Hun var sikkert mere bange for at det var en af hendes egne venner. eller måske en første års elev som hun aldrig havde set før. Det ville være et kønt syn. for hendes var jo altid så hjælpsom i hendes øjne. Det var også sandt. Men når det kom til stykket brød hun sig tydeligvis aldeles ikke om ham. Og omvendt brød han sig ikke meget om hende. Det var ikke fordi han ikke kunne døje hende. Hun var bare små irriterende i hans øjne.

Han kæmpede for at sætte sig mere op, og da det endelig lykkedes ham. stirrede han stift på Rachel. "Du burde lytte til din bror. Du behøver ikke være her hvis ikke vil. Sagde han i et roligt og koldt tonefald. Men det kolde krakelerede lidt under hans smerte, og han havde mest af alt bare lyst til at hyle. Men han holdt inde. han vidste godt hvad der ville ske hvis han viste sin svaghed overfor Rachel.

Han rettede forsigtigt blikket mod Aiden, og sendte ham et beroligende blik. "Desuden er det ikke så slemt. Healeren skal nok få mig klar. " Sagde han og smilte.

[Rachel Saskia Ivory]

Det gav Rachel et direkte stød i hjertet ved Aidens kølige kommentar og hun blinkede overrasket med øjnene, nok også for at tilbageholde sine tårekanaler fra at få hende til at græde. Et lavt suk forlod hendes læber, da Lucas begyndte at larme og hun vendte de brune øjne mod ham, betragtede ham, da han endelig fik åbnet munden og talt. Kort himlede hun med øjnene af ham.

"Ti nu stille, mini, synes du ikke, du er kommet nok til skade?" sagde hun hånligt, før hun atter vendte blikket mod Aiden. Hun havde aldrig haft noget imod yngre elever, men hos Lucas brugte hun alt, hun kunne til at gnide salt i såret hos ham.

"Faktisk kom jeg også herop, fordi jeg skal hente medicin. Jeg forrykkede nogle knogler i min fod, da du skubbede til mig, men du er nok ligeglad", svarede hun med samme kølige spydighed, som Aiden selv havde brugt overfor hende. Det gjorde ondt på hende hvert sekund hende og Aid var uvenner, men hun ville ikke sige undskyld, før han havde. Roligt fandt hendes hænder hvile mod hendes hofter.

"Og til jeres begges orientering, er hospitalsfløjen frit område", påpege hun køligt.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden vidste jo hvordan de to havde det med hinanden. Det var endelig også en af grundene til at han ønskede Rachel ud fra fløjen eller bare væk i det hele taget. Han havde altid undrede over grunden til at hun kunne være så hård ved Lucas og det var ikke just bedre hos knægten som altid gav igen eller generet hende når han fik chancen. Det irriteret ham en del for han syntes de opførte sig som små børn men han gad ikke rigtig kommenter hvor skidt de opførte sig lige nu hvor han var ikke just bedre overfor sin egen søster.

Han kunne se at hans svar havde overraskede hende og trykkede på et ømt punkt. Hendes svar til havde gjort det samme men han havde ikke fortrukket en mine. Han havde ikke vidst at hun var kommet til skade da han havde skubbet til hende. Han havde selv troet at han havde været ganske blid da han havde skubbet hende men vredne havde nok lagt ekstra kræfter i det skub. Han satte sig på en stol mens hun sagde sætningen færdig og da hun sagde at han sikkert var ligeglad svaret han ganske køligt ”Ja det er jeg faktisk” han anede ikke hvorfor han ikke bare løste problemet og undskyldte.

Ja han havde overreageret måske men hun havde da også dummede sig. halvdelen af skolen havde set da han havde kysset Lou, han havde ikke bare trukket hende med i en kro og gjort det fordi han mente det alvorligt, havde hun ment det lige så alvorligt havde hun vel gjort det for øjnene af hele skolen!

Han så ikke længere på hende men ignorerede hende det bedste han havde lært og så blot ud af det nærmeste vindue. Hendes sidste ord hørte han skam, han rejste sig op igen og rettet blikket mod Lucas ”Jeg kommer og ser til dig igen om nogle få timer.. bliv nu liggende og ikke flere ulykker” sagde venligt inden han rettede sig op og gik forbi Rachel uden at værdig hende et blik. Luft..det var hvad hun var for ham lige nu, ja inden i var hun det slet ikke han elskede sin søster men dette var anderledes end alle de skænderier de to havde haft.

[lucas]

Han så fra Rachel til Aiden og om igen. Denne gang var alt forandret. Denne gang sagde han hende imod på en måde han aldrig havde set før. Han følte sig skidt tilpas. det var jo hans skyld at de skændes. Men han havde ingen respekt for Rachel. "Ja det er åbent område, men der er ingen grund til at vi skal skændes lige nu" Sagde han spydigt og sendte Rachel et brændene blik.

Deres kampe var aldrig blevet bedre med tiden. Hun havde ingen respekt for ham, og omvendt. De kunne dårligt være i samme rum, uden af de skulle skændes. Og selv nu hvor han lå med mulige knogler brækket. Og en masse rifter. Havde de deres kampe. Han var afkraftet, det var han da. Men han ville ikke bare holde sin mening inde. Han slyngede den ud til hende, lige så koldt som hun gjorde mod ham. Det var næsten latterligt hvordan deres forhold havde udviklet sig siden de var mindre.

Rachel var i sig selv en flot pige. Men selvom hun var respekteret af mange, var hun kølig. Han var sikker på at han intet betød for hende, og han ville derfor ikke bare modtage slag på slag. Han var sikker på at han gjorde Aiden sur. Men Der var ikke meget han kunne gøre.

Han rettede blikket mod Aiden igen. "Helt i orden ven. Jeg glæder mig til at se dig senere" Sagde han venligt inden Aiden forlod rummet. Så rettede han atter blikket på Rachel.

[Rachel Saskia Ivory]

Ved Aidens iskolde svar kunne Rachel ikke tilbageholde tårerne fra at vælde op i sine store, dådyreagtige øjne og lydløst begyndte de at stryge nedover hendes kinder. Hendes knæ, der efterhånden mest af alt havde antaget følelse som geleen, der altid blev serveret omkring jul og hendes ben rystede under hende, da hun afkræftet dumpede ned på en stol, vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv.... Lige indtil Lucas talte.

Det var som havde han antændt en bombe og i en skarp bevægelse rejste hun sig op og havde trukket sin stav frem fra strømpebånden under sin skoleuniformsnederdel. Uden et ord fra hendes læber skød hvide bandager frem fra hendes stav mod Lucas med den intention at bindes stramt om hans mund - få den idiot til at klappe i om ting, han ikke havde den fjerneste anelse om!

Derefter vendte hun sig om mod Aiden. "Det havde jeg aldrig troet om dig, min egen bror." Man kunne høre gråden i hendes stemme, før hun travede hen og hentede sin medicin, for derefter at ville forlade stuen.

[Aiden Kane Ivory]

Ja han ville forlade fløjen fordi han ikke gad høre det mundhugges men allermest fordi han ikke gad se på Rachel. Han ville ikke skændes med hende men han vidste at så længe han ikke sagde undskyld så ville intet ændre sig, og lige nu gad han bare ikke sige undskyld, lige nu var han bare alt for stædig. Han var standsede da han hørte at hun havde rejst sig fra stolen og så tilbage på hende for at se hvad der skete. Han så overrasket på hende da hun trak sin stav og pegede mod Lucas med den

Inden han havde nåede at tænke over hvad han selv gjorde havde han også trukket sin egen stav og rettede den mod hende. havde Adam, Lily, Imogen eller en af deres andre nærmeste venner været tilstede ville de være faldet om med hjerteprop. Aiden var altid så beskyttende overfor sin tvilling og han havde altid trukket sin stav og rettede den mod andre for at forsvar hende nu stod han med staven rettet mod hende og han kunne tydeligt se det forkerte i det.

Hans blik var dog hårdt, tænderne bidt hårdt sammen og den ene hånd knyttede. Han fjernede blikket fra hende og sænkede staven inden han var smuttede forbi hende. Han havde knap hørt Lucas´ sidste ord og vendte sig blot om da han hørte Rachels næste ord. Han knyttede næverne yderligere og vendte sig om mod hende ”Nej det havde du vel ikke, men nu forstår jeg hvorfor Lou droppede dig som ven!” slyngede han ud i nærmest et råb. Stemmen var kold og hård, en stemme han kun brugte mod folk han hadede eller afskyede.

[lucas]

Han havde mindst af alt lyst til at blande sig i deres diskution. Rachel havde gjort det nemt for ham med forbindingen. Men bare tanken om at gøre modstand gav ham blod på tanden. Han sneg langsomt sin hånd ned i lommen for at finde sin stav frem. Han ville lamme hende, forbande hende. Men før han nåede at reagere yderligere, var Aiden der. Det ville være det dummeste han overhoved kunne gøre. forbande hende overfor hendes egen bror. Men stod det til ham, var hun for længst blevet lammet. Han havde i lang tid glædet sig til hun havde givet ham en grund. En grund til at forbande hende.

Han stirrede intenst på de to parter, mens de med løftede stave stirrede vredt på hinanden. Aidens råb om Lou. gjorde ikke ligefrem situationen bedre. Men det var godt at bandagen sad så stramt om hans hoved. for eller havde han råbt noget tilsvarende til Rachel.

Han gav langsomt slip på staven og trak sin hånd op igen. Musklerne i hans krop var spændte. og Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han ville bare ønske at hun ville rette staven mod ham igen. Så han kunne få en ordenlig grund til at forbande hende. Han kunne ikke klare hende i de her situationer. Men lige siden dengang havde han altid undret sig over hvorfor deres forhold havde været så tilspidset.

[Rachel Saskia Ivory]

Det havde virkelig frydet Rachel, hvor fantastisk besværgelsen havde siddet, da den hvide bandage havde bundet sig stramt om Lucas' mund og gjort ham ude af stand til at blande sig. Hun bemærkede også hvordan hans stav hævedes, men han ville ikke kunne røre hende, hun var et helt år over ham, jo! Hendes opmærksomhed blev dog draget brat til Aiden, da han hævede staven mod hende.

Chok, lammelse. Hun stod som bundet til gulvet ved Aidens piskende ord om Lou, mens tårerne fortsat strømmede ned ad hendes blege kinder, gjorde det svært for hende at se, mens hans stav var rettet mod hende. Også det kom som et chok og hun var nu komplet paralyseret. Han havde aldrig nogensinde så meget som tænkt på at lægge hånd på hende og nu stod han med sin stav rette mod hende, et eller andet sted i stand til at kunne slå hende ihjel. Forskrækket stavrede hun et par skridt bagud, stirrede intenst på Aiden.

Rachel var dog ude af stand til at sænke armen, på trods af det. Hun havde jo altid lært, hvordan man aldrig måtte sænke paraderne overfor en troldmand, der stod til angreb. Havde nogle fra deres familie eller Lily set dem sådan, havde de nok måbet, været ligeså paralyserede af chok, som Rachel selv var. Ingen ville sikkert kunne forestille sig dette scenarie, end ikke i deres vildeste drømme.

"Sid stille!" Hendes stemme var en truende hvæsen, da hun vendte hovedet mod Lucas, da hun havde set ham bevæge sig, "Vi ved jo begge du aldrig ville kunne gøre mig noget, tøsedreng". Hun havde tit været ond mod Lucas, men han havde aldrig set hende så rasende. Rachel var jo altid nede på jorden og de irriterede hinanden, men var aldrig direkte ondskabsfulde, jo.

[Aiden Kane Ivory]

Han havde ikke bemærket at Lucas havde trukket sin stav ikke før Rachels ord blev slynget gennem luften. Han havde dog bemærket chokket og lammelsen ved hans ord og det samme ved at han stod foran hende med sin stav hævede. Ja han havde aldrig selv troede at han ville gøre det men han sænkede ikke sin stav. De havde trods alt haft den samme undervisning. Han hoved var fyldt med besværgelser han kunne slynge ud den ene være end den anden men da han trods vreden stod overfor sin egen søster så han ingen anden mulighed end at bruge ”Expelliarmus” ordene forlod hans læber inden han havde tænkt sig yderligere om og havde på den måde afvæbnede sin søster som derved stod helt blottet for angreb hvis Lucas havde i sinde at angribe hende.

Han anede ikke helt hvad der havde fået ham til at slynge den besværgelse ud men han havde gjort det og han fortrød det så snart det var sket. Han havde dummede sig en del på det sidste men dette var det værste han havde gjort. Han så ud til at være både vred og overrasket og staven pegede endnu mod hans søster. Han havde glemt Lucas og så blot ind i sin søsters øjne. Den søster han gennem hele sit liv har beskyttet.

[lucas]

Han sad bum stille. Han kunne ikke andet. Smerten var midlertidigt aftaget, for han var alt for opmærksom og koncentreret om det der skete. De havde begge stirret vredt på hinanden. men de havde aldrig brugt magi på hinanden. uanset hvor sure de havde været. Og han så rastløst fra Aiden til Rachel. Hun græd, ikke bare græd, Men var ulykkelig. Hendes bror, så heller ikke meget bedre ud, men han virkede kold.

Han kunne fornemme en vislen fra Aiden og en lysstråle skød igennem luften, og ramte Rachel, hvorefter hendes stav fløj op i luften. Han kunne slet ikke tro sine egne øjne. Hvordan kunne han gøre det mod sin egen søster? Selvfølgelig fryedede han sig over at det var Rachel det gik ud over. Men ikke på den her måde. Sådan skulle det ikke forgå.

Han tøvede lidt. Så fumlede han atter med sin dårlige hånd efter staven, og rettede den mod Aiden uden at de to skænkede ham et blik. Det skulle ikke ende med en stor duel mellem bror og søster i hospitalsfløjen. Han var glad for at Aiden for en gangs skyld stod mod sin egen søster. Men det skulle være uden magi. "Beklager min ven... Men det bliver uden magi.. Expeliamus" vislede han bag forbindingen. i håb om at Afvæbne sin ven.

Situationen var tilspidset. Og han anede ikke hvad han skulle gøre. Han rettede nu staven mod Rachel. stirrede truende på hende, og sænkede den så igen. Dog var hun irriterende, men nu da han havde chancen kunne han ikke. Han ville ikke gøre det mod hende.
Han puttede staven forsvarligt tilbage i lommen. Og puttede sig længere ned i maddrassen.

[Rachel Saskia Ivory]

Tryllestaven forlod hendes hånd, da en usynlig kraft hev den ud af hendes fingre. Det var ikke fordi Rachel var magtesløs eller en dårligere magiker end sin bror, langtfra. De to havde aldrig vundet over hinanden, fordi de altid kunne læse hinandens træk, men det øjeblik ordene havde forladt Aidens mund, var Rachel endnu engang stivnet i ren chok. Han havde aldrig gjort hende noget og nu stod han der med hendes stav.
Han kunne ligeså godt have taget hendes arm, for hun var nu forsvarsløs og lammet af chok over sin brors opførsel.

Rachel gloede stadig på Aiden, tårerne strøg fortsat lydløst ned ad hendes blege, fregnede kinder og den eneste måde, hvorpå man kunne se hun stadig var i live, var hendes skuldre, der svagt bevægede sig.

"Jeg vidste ikke, at vi havde lært, hvordan man knuste folks hjerter, Aiden, men du er godt nok god til det", hendes stemme var intet andet end en hæs hvisken og intet andet end hendes læber bevægede sig lige der.

Tænk, at han rent faktisk havde gjort det! Tænk, at han lod hende stå der, forsvarsløs og skrøbelig, udstillede hende foran Lucas. Smerten i brystet var ikke til at bære. Det var som om hendes hjerte bankede hårdt mod hendes ribben for at forsvinde fra den smerte, det blev udsat for.