Perfect day

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Det var tirsdag, og midt i december måned. Hele udearealet på Hogwarts var dækket af et tykt lag sne, og på søen var både sne og is. De kolde vejr holdt lang de fleste elver inde, og resultatet af det var, at der nærmest var proppet alle steder. Specielt efter de sidste timer, var menneskemylderet på gangene blevet meget værre. De var som om antallet af elever på skolen var eksploderet, og det gjorde det utroligt svært, at finde et sted hvor man kunne være sig selv.
Biblioteket plejede at være sikkert, men end ikke der havde der været stille. Nærmere tvær imod, da bibliotekaren havde faret rundt for at fange en hugtandsfrisbee, som havde været ved at flænse alle hendes elskede bøger. Lousiana havde haft en kæmpe behov for mindre larm, og som sidste løsning, havde hun stormet op på toilettet på sjette sal. Det var godt ødelagt, og fordi det virkede som om det ville falde ned over dem der var derinde, blev de fleste væk fra stedet. Det var til stor glæde for Lousiana, der nærmest betragtede det som et tilflugtssted. Og hvis taget pludselig faldt ned over hende? Tja, hun ville i hvert fald ikke tolke det som uheldigt.

Da hun kom derind, satte hun sig nærmest øjeblikkeligt op i den brede vindueskarm, der var ved vinduet, som underligt nok stadig var helt. Hun trak sine ben helt op under sig, og hvilede hagen mod knæene. Ryggen havde hun lænet op mod den ene side af vindueskarmen, for hun var ret sikker på at ruden ville flække, hvis hun vovede at læne sig op ad den.
I lang tid stirrede hun blankt på væggen foran sig, mens hun af og til strøg en tøvende og let rystende hånd hen over dem. På en måde som om hun var bange for at den ville forsvinde, men også som om hun sad med et stort kæledyr foran sig. Det sidste var sandheden, i hendes lettere psykotiske sind, med alle dets vrangforestillinger, var hun fuldstændig overbevist om at der sad en stor hun foran hende. Der gik endnu et stykke tid, hvor hun sikrede sig at den ikke forsvandt, og bagefter begyndte at tale til sin imaginære hund. Eller væggen, som andre nok ville opfatte det. ”Det var godt jeg fandt dig igen” Hendes stemme var dæmpet, spinkel og virkede en smule knækket. Hun lød i det øjeblik meget som et lille barn, og på trods af at stemmen var spinkel, gav den genlyd i rummet ”Jeg var bekymret for dig”

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 422
TAGS :: Lucas O'Neil
OUTFIT :: comming
NOTES ::
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made by xreebear of caution two-point-oh.

[lucas]

Dagen havde været meget hård. Kulden havde taget til lige over middag, og sneen var begyndt at falde. Han havde været nede og træne stort set hele dagen, på kost. For hans mål om at komme på Quidditch holdet, blev langsomt mere og mere til et "brændene ønske".
Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Da vinden havde taget til, og det var sværere at kunne koncentrere sig om gentagende gange at fyrer tromleren ind mellem mål ringene. Tænkte han at det nok var en god idag at holde for idag. Han skulle jo nødig blive syg eller komme alvorligt tilskade. Så han skønte sig at pakke tromleren forsvarligt sammen, og gå i retning af slottet.

Sneen var næsten umulig at vade igennem. Det var utroligt hvor meget sne der var faldet på ingen tid. Men da han gik ind mellem de store massive porte, ville han ønske at han var blevet udenfor. trængslen i indgangshallen var alt for stor til at han gad stå der meget længere. Det var jo utroligt, så mange mennesker der var. Men han havde brug for at være sammen med en ven, efter en lang dags hård træning. Han skulle bare finde en måde at komme igennem mængderne af mennesker på.

Piger stod og grinte, og drengende var enten oppe og toppes eller var kastede rundt med alverdens halv farlige ting. Så han måtte søge tilflugt et sted hvor der ikke var nogen. "Med mindre" Mumlede han for sig selv, og begav sig så i løb, op af trappen til sjette sal. Han havde en veninde som haddede sådan nogen dage. Det vidste han. Og han vidste også at pigernes toilet var der næsten aldrig nogen på. På grund af spøgelserne der terroiserede det.

Han skubbede forsigtigt døren op, til toilettet, og hørte en lav stemme. "yep" tænkte han. det var hende. Han gik med langsomme skridt tættere og tættere mod lyden, og lænede sig så op af væggen. Det var altid et kønt syn han blev mødt med når han opsaverede Lou. "Hey Lou Sagde han smilende. og ventede.

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Lousiana elskede sin imaginære sanktbernhardshund, og det meste af tiden var hun fuldstændig overbevist om at den var virkelig. Faktisk var det lige før hun elskede den lige så højt, som de to husmus hun havde fanget, og som nu fungerede som hendes kæledyr. Forskellen var naturligvis at hendes mus ikke forsvandt, lige så snart der var nogen der talte til hende. Det gjorde hunden til gengæld, hver eneste gang, og sådan fungerede den som en lille reminder om forskellen mellem virkelighed og fantasi.
Hun havde været ligeved at fortsætte sin enetale til væggen, eller hunden, som hun forsigtigt strøg det alleryderste af sine fingerspidser hen over, da Lucas talte til hende. Eftersom hun havde været dybt inde i sin fantasiverden, havde hun overhovedet ikke hørt ham komme, og hun blev allerhelvedes forskrækket da han talte til hende. Hun vendte hurtigt sit blik, og sin overkrop mod ham, så hurtigt at hun et kort øjeblik var ved at falde ned fra vindueskarmen, og kun ved hjælp af ren held reddede sig selv. Hendes store øjne udtrykte klart hendes forskrækkelse, men der gik dog ikke ret lang tid før det fortog sig igen.

Hun vendte sig langsomt helt om, så hun havde front mod Lucas, og lænede ryggen svagt op mod vinduet. ”Hej Luc” Hendes stemme var en anelse mere normal, men virkede på trods af det stadig spinkel og sårbar. Hun strøg diskret en hånd gennem håret, og sørgede omhyggeligt for at dække sin ”mudblood”-tatovering med det. Hendes skjorte og slips hjalp også en smule på det, men det ændrede ikke på hendes nervøsitet. Hvis han, eller nogen andre, på noget tidspunkt, opdagede den tatovering, ville hun have et forklaringsproblem. Hun ville ikke kunne snakke udenom det, og det hele ville blive afsløret.
Hun havde engang overvejet at fortælle det hele til en eller anden, én der var modig, én der ville fortælle det til den rigtige person, og få det hele stoppet. Den tanke var hun kommet væk fra igen. Ingen ville udfordre familien Bloodworth, og da slet ikke Charles, han var jo i højmagiratet. Så hellere bevare hemmeligheden.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 350
TAGS :: Lucas O'Neil
OUTFIT :: comming
NOTES ::
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made by xreebear of caution two-point-oh.

[lucas]

Han sendte hende et skævt smil som tegn på at han ikke ville grine. Det var jo ikke første gang han havde taget hende i at snakke med sig selv. Det var jo der hun søgte tilflugt når hun ville tænke på andre ting. Det var ihvertfald hans opfattelse. Han smilede igen, dog lidt mere opmuntrende den her gang. "forstyrrer jeg? Spurgte han, og blev dernest lidt forlegen over hans pludselig entrè på pigernes Toilet.

Han gik et par skridt tættere på hende, Men han gik varsomt. Han var hverken bange, eller forskrækket over hendes reaktion. Men han vidste godt at Lou ikke var så glad for de kærlige omfavnelser, så dem ville han ikke bruge mod hende. Han kunne se udfra hendes ansigtsudtryk for stort et chok han havde været skyld i at hun havde fået. Så han skynte sig hurtigt, igen lidt forlegent at tilføje. Undskyld, jeg kan sagtens komme tilbage senere?Spurgte han og gjorde et kast i retningen mod dør åbningen.

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Det skæve smil blev registreret med det same, og Lousiana var egentlig meget glad for, at han ikke havde tænkt sig at grine ad hende. Hun var ikke helt sikker på om hun ville kunne klare det, oven på sin forskrækkelse. Et eller andet sted, var hun temmelig sikker på, at hun ville have været meget mindre glad for at se hvem, hvis han havde grinet ad hendes forskrækkelse. Men nu havde han taget et af de bedre valg, og hun sendte et skævt smil tilbage til ham. Hun kunne vel godt selv regne ud, at det havde set komisk ud. Specielt nu hvor hun tilsyneladende for op uden en grund. ”Selvfølgelig forstyrrer du ikke, her er jo ikke nogen” Hun var tavs i et øjeblik, før hun kom i tanke om at hun vist ikke ligefrem havde givet ham det mest intelligente svar ”Ud over mig, altså” Endnu en gang trak hun en smule på smilebåndet, men smilet forsvandt bagefter, for at efterlade et mere neutralt ansigtsudtryk.

Hun rettede sig hurtig op, da han foreslog at gå og rystede hurtigt på hovedet ”Nej..!” Hun tvang sig selv til at slappe lidt mere af, og sank en enkelt gang, før hun fortsatte. Det var som om hun lige blev nødt til at tage sig sammen, efter han havde forskrækket hende. ”Jeg vil gerne have du bliver” Hun havde sænket sin stemme en lille smule, og lænede sig en lille smule forover.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 241
TAGS :: Lucas O'Neil
OUTFIT :: comming
NOTES ::
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made by xreebear of caution two-point-oh.

[lucas]

Han smillede breddere til hende nu. Det var rart at føle sig velkommen. Især fordi han ikke havde set Lou i lang tid. Ja det føles næsten snart som en måned. Han rykkede sig tættere på hende, ide hun lænede sig forover. "Det er rart at se dig igen Lou" Sagde han venligt og varmt til hende. " jeg havde virkelig brug for at se en ven " Sagde han og lyste lidt mere op.

Der var stille på Pige toilettet. Ikke et eneste spøgelse var derovre og det var helt vildt dejligt at kunne være sig selv lidt. I forhold til hvordan han havde det da han trådte ind af portene. til nu, var han ekstremt lettet. Han vidste ikke om han skulle grine, eller om han bare skulle være neutral. Men han kunne godt lide stilheden, og desuden var det også på tide at bryde isen. " Kan du heller ikke holde det ud at alle er inde?" Spurgte han interesseret, og smilte varmt til hende, mens han lænede sig op at en bås.

Lou var faktisk ret køn, hun havde bare altid været usikker, og "fraværende" men det havde han nu heller ikke noget imod. Det var bare rart at han havde en ven han kunne snakke med. Og som havde nogen af de samme holdninger som ham selv.

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Lousiana trak sine ben op i vindueskarmen, og krøb på den måde sammen så hun fyldte så lidt som muligt. Med begge hænder, tog hun fat om sine fødder, og hun lagde igen hovedet på sine knæ, mens hun denne gang betragtede Lucas i stedet for væggen. Han kunne vel også siges at være en del mere spændende. Hun svarede ikke på hans to første sætninger, fordi hun følte at der var tale om konklusioner, og fordi det egentlig virkede meget formelt og høfligt. Ikke at der var noget galt i det, hun var bare ikke så meget tilhænger af det.
Hans smil, som tilsyneladende ikke lige havde tænkt sig at forsvinde, fjernede en lille smule af hendes usikkerhed. Lige tilpas nok til at hendes stemme lød normal, men trods alt ikke nok til at hendes bevægelser virkede normale. Generelt havde hun det med at bevæge sig på en ret langsom og tøvende måde, som klart skillede sig ud fra andre.

Hun rystede langsomt på hovedet til hans spørgsmål, og det virkede som om hun bevægede hovedet i små ryk. Da hun endelig så på ham igen, fugtede hun kort sin underlæbe med tungen, før hun svarede ordentligt ”Alting bliver så proppet, og trængt” Hun gav med hænderne slip om sine sko, og brugte dem til at illustrere et meget lille rum, mens hun så intenst på dem. ”Som sardiner” Hendes hænder vendte langsomt tilbage til hendes fødder, og hun så igen på Lucas. Hendes stemme havde været i et normalt toneleje, men den løs stadig ikke helt som man kunne forvente af en 17-årig. Det var som om hun var lidt fraværende, hvilket man vel også tydeligt kunne fornemme på sidste halvdel på hendes svar, som klart manglede noget, før det hele hang ordentligt sammen. Hun havde ment, at de var stuvet sammen, som sardiner i en tønde, men selvom hun havde tænkt hele sætningen, havde hun altså kun sagt en mindre del af den.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 326
TAGS :: Lucas O'Neil
OUTFIT :: comming
NOTES ::
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made by xreebear of caution two-point-oh.

[lucas]

Han smilede lidt over hendes forklaring på hvor trængt skolen var. Uanset hvordan det lød, så havde hun jo ret. Skolen var som saddiner, i en krukke. Folk kunne dårligt bevæge sig rundt i de øvrige dele af slottet. Og han vidste ikke helt hvorfor de ikke bare bevægede sig ovenpå.
Men sådan var det jo som regel når det var vinter og koldt.

Han hørte nogle pludselige lyde fra båssen bag ham, og døren sprang op, hvorefter Lucas blev kastet hen af gulvet. "Typisk de spøgelser" Sagde han og blussede lidt op i kinderne. Det måtte have set virkelig komisk ud. i sær fordi han ikke var vandt til at se forskrækket ud. Og han var da helt sikker på at Lou aldrig havde set ham blive så skræmt før. Han grinte lidt af sig selv før han rykkede sig tættere på hende. "Tjaa altså, når du føler at du har brug for at være alene kan du jo altid bare komme til mig?" Sagde han, og kunne egentlig godt høre hvor dumt det lød. Men faktum var bare at han savnede sin veninden utrolig meget. og Han kunne ikke lide tanken om at han næsten aldrig så hende.
Han sendte hende et Undskyldene og lidt forlegent smil.

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Man kunne undre dig meget over at spøgelset ikke havde forskrækket Lousiana. Normalt var hun ret jumpy, men spøgelser havde bare aldrig rigtigt skræmt hende, specielt ikke dem der holdt til på toiletterne. Hvorfor? Fordi hun for længst havde vænnet sig til dem. Spøgelserne brugte omtrent lige så meget tid inde på toiletterne som Lousiana, eller i hvert fald ikke ret meget mere. Oveni det, havde det vel også en betydning, at det ikke var hende selv, der var blevet slynget hen over gulvet.
Hans forskrækkelse og overraskelse var tydelig, og Lousiana var meget tæt på at grine ad ham, men hun holdt sig hurtigt for munden. Han havde lige været venlig og ladet være med at grine ad hende, det mindste hun kunne gøre var vel at gengælde tjenesten. Hun så undersøgende på ham, mens hun afventede en reaktion fra ham. Bare så hun vidste om han havde det godt. Da han kom med en halvironisk kommentar, og begyndte at grine ad sig selv, lo hun sammen med ham, indtil han selv stoppede igen. Hun ville ikke risikere at han blev vred, fordi hun lo ad ham. Han var en lidt for god ven, til at hun ville miste ham for så lidt.

Hun lagde hovedet en smule på skrå, og gjorde det tydeligt at hun lyttede til ham. For en gangs skyld kom det til udtryk, at der faktisk var en smule tankeaktivitet inde i hendes hoved ”Hvis jeg er sammen med dig, er jeg jo ikke alene Luc” Hun tog sig ikke specielt meget af hans udtryksfulde smil, men så ham i stedet i øjnene mens hun talte, i en alvorlig tone.
Hendes svar skyldtes ikke lige så meget han selvmodsigelse, som det skyldtes et forsøg på at undvige. Det var bestemt ikke fordi hun ikke ville være sammen med Lucas, han var rigtig hyggeligt og n gammel ven, men nærmere fordi hun virkelig havde brug for at være alene, når hun sagde det. Lige nu var det godt nok ikke i så store grad, og så var det godt nok at være sammen med Lucas. Det skete bare også at der var tale om nervesammebrud, og dér var hun overhovedet ikke sikker på at Lucas ville være egnet.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 372
TAGS :: Lucas O'Neil
OUTFIT :: comming
NOTES ::
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made by xreebear of caution two-point-oh.

[lucas]

"Nej, det kunne der måske være noget om" Sagde han i et klart tonefald og smilte så lidt igen. Hans dag havde været rigtig god. Han havde trænet Quidditch med Rachel stort set hele dagen. Så han var ret udkørt. Og selv da han blev mødt med den store menneske mængde kunne han ikke andet end at trække på smile båndet. Kommentarer havde han fået mange af nu da han tænkte over det. "Nåh du er da i godt humør idag Luc!" Havde nogen råbt. Men han havde ikke haft tid til at registrere det, han havde bare kastes sig op af trapperne i håb om at finde Lou. Det havde været en af de dage hvor han havde brug for at se hende. Og tale med hende.

Han kunne ikke lade være med at opfange hendes ansigts udtryk da hun holdte en latter tilbage. Spøgelset havde slynget ham hen af gulvet, og det var meget mere komisk en bare den korte tid hvor de grinte. Hun var nervøs for at han skulle blive sur, eller også var hun bare venlig at grine, fordi han synes at det platte der var sket var morsomt.
"Du må altså gerne grine, det er helt i orden" Sagde han og blinkede venskabeligt til hende. Han havde altid vidst at han skulle være lidt forsigtig med hende. Men det var også fint nok. Han synes altid det var rart at kunne komme til hende. især fordi hun forstod ham.

Han så på hende igen, og kunne ikke undgå at bemærke hvor glad hun var. Hun lod til selv at være rigtig glad. Og Det kom lidt bag på Ham, nu da han var vandt til at hun var lidt mere Neutral. Hun synes faktisk han var lidt mere end sjov i dag. Det var dejligt at se. "Har du haft en god dag Lou?" spurgte han og kløede sig forsigtigt i nakken.