Random meeting

[Gabriel Caron]

Ja de havde tit set på hinanden i når de var gået forbi hinanden uanset om hun havde været i en vennekreds eller han selv havde været det. Det var som om de fornemmede hinanden og straks så op når den anden trådte ind hvilket ti havde undret Gabriel. De var så bevidste om hinanden tilstedeværelse at de nogen gange så efter hinanden når de trådte ind et sted. Ikke at Gabriel havde været skuffet over ikke at have fundet hende hvis han havde kastet et blik rundt.

Hendes smil havde ikke ændret på de ord han havde haft i sinde at sige. Ja den slags var typisk ham men han var god til det især når han skruede charmen på så var der ikke mange der kunne andet end sukke af glæde over hans ord eller rødme af glæde. Ind til videre var der ingen der havde gjort nar han den måde han snakkede på, nok fordi han ikke bare sagde den slags ganske tilfældigt, nej han vidste hvem der ville nyde at høre den slags og om tiden og situationen passede.

Han havde ikke givet hende en chance for at sige noget, det var der ingen grund til desuden ville han ikke høre noget han ønskede blot at føle hendes fantastiske læber mod sine egne hvilket han også fik lov til efter ikke så mange sekunder. Da hun gengældte kysset kunne han have smilet men han lod være da dette blot ville ødelægge den nydelse han følte derfor nøjes han blot med at smile tilfreds i hovedet. Man kunne ikke påstår at han havde erfaring med den slags men han var ret god til det ja ifølge dem der havde fået lov at komme så tæt på ham.

Han lod hånden stryge hendes kind inden den gled ned over hendes hals og ned mod hendes talje hvor den lagde sig der, den anden hånd gled rundt om hendes hoved og holdt hendes hoved mod sin så hun ikke bare kunne trække sig tilbage. Efter flere skeunder brød han kysset og hvilede panden åndeløs mod hendes i enkelte sekunder inden han lod sin hånd som havde hvilede bag hendes nakke stryge hendes kind endnu engang.

[Rachel Saskia Ivory]

Godt nok havde hans ord på ingen måde irriteret eller fået Rachel til at sukke opgivende af ham, men hun kunne ikke forestille sig selv nogensinde smile eller rødme af glæde over hans smiger. Det lå bare ikke til hende at bide så hurtigt på krogen hos nogen fyr. Det var bare ikke sådan, hun var. Desuden var der også alle problemerne med hendes gigantiske, overbeskyttende familie. Alle vidste at hvis man knuste hendes hjerte kunne man godt forberede sig på at få et eller andet knust af mindst Aiden. Hun var dog ikke længere så sikker på det. Hvorfor skulle han bekymre sig om hende, når han havde virket så ligeglad?

Da så Gabriels bløde hånd strøg over hendes hals, mærkede hun den snøre sammen under varmen, gjorde det besværligt for hende at trække vejret normalt, selv under hendes i forvejen tunge åndedræt. Den kemi, der havde været mellem dem, havde gjort hende helt rundt på gulvet og hun havde overgivet sig selv til instinkterne, så hendes sanser kunne handle for hende, ør i hovedet, som hun efterhånden var blevet. Da den så fortsatte ned mod hendes talje og hans anden hånd holdt hendes hoved mod sit eget, var det som om hun blev grebet mere. Hendes tag i hans hår blev en smule fastere, selvom det dog stadig var blidt og hun knugede svagt om hans skjorte, hvor hun stadig havde den ene hånd.

Selv var hun også åndeløs, da kysset endelig blev brudt og lod bare panden hvile mod hans, lod hans lækre duft fylde hendes systemer, mens hun lod sanserne følge hans hånd, der atter strøg hendes kind. Det var som om det var en drøm og Rachel ikke rigtig ville indrømme overfor sig selv, hvad der skete. Forsigtigt lod hun selv sin hånd glide fra hans brystkasse og op mod hans kind, der var let ru af de små skægstubbe.

Tavsheden mellem dem var næsten til at tage og føle på, men selv mente Rachel ikke der var brug for ord. Ikke lige der, de ville kun kunne gøre skade, hvis hun skulle sige noget.

[Gabriel Caron]

Han anede ikke om han nogensinde ville få hende til at rødme, han ville med glæde forsøge og at opgive var ikke ham. Han var stædig som en hest og endnu havde han aldrig opgivet noget han havde ønsket at få fingrene i. Godt nok var det at få hende til at rødme ikke noget han kunne få fingre i men noget han måtte gøre selv for at bringe frem på hendes kinder hvor farven ville blande sig med de lyse fregner. Han havde set hende rødme men kun på afstand og at være kilden til hendes rødmen var noget han med glæde ville være. Han vidste skam hvor ´farlig´ hendes familie kunne være, han havde trods øre i hovedet og havde hørt hvordan folk snakkede hendes beskyttende bror – som åbenbart ikke havde spor besvær med at trække sin stav og rette den mod hende- og hendes fætre, ja det var måske lidt irriterende med sådan en store familie, men hvad? Hans valg havde aldrig været af lave kredse, kun kendte folk men navn og omdømme.

Han havde kort følt hvordan det var blevet svært for hende at trække vejret og nød at kunne bringe denne slags komplikationer frem hos hende. Da hans hånd var gledet ned på hendes talje skete der noget. Hendes greb om hans nakke blev strammere hvilket han intet havde imod, hendes læber gengældte kysset ivrigt hvilket han heller ikke havde noget imod og siden hun var blevet grebet af det kunne han vel bare fortsætte, desværre havde de bare stået i en gang og han ville nødigt blive busted på gangen med en pige i en intim situation. Han havde altid opført sig pænt overfor lærerne da hans mål altid havde været at forsøge på at blive leder af The Riddlers så medmindre han skulle forspilde disse chancer måtte han være forsigtig.

Da kysset var blevet brudt bemærkede han tydeligt hvor åndeløs hun selv var hvilket fik et svagt skævt smil frem på hans læber, ved smilet gjorde de to skarpe hjørnetænder deres entre, to sylskarpe hjørnetænder som var de en dæmons eller en vampyr. Han var blevet født med disse og hvis man spurgte ham svar de blot en indikation af at han inderst inde var en slange og altid havde været det. Smilet var dog alligevel sødt og tiltrækkende men om hun ville blive skræmt eller forundret anede han ikke og så nærmest afventende på en form for reaktion.

Han anede ikke om det var nødvendigt at bryde tavsheden mellem dem men han så blot på hende. De havde allerede gjort rigeligt taget i betragtning af hvordan deres forhold var normalt og han vidste at han ikke kunne få hvad han ønskede af hende lige nu det ville være usandsynligt og højst mærkværdigt. Så i stedet for at forspilde sine chancer trak han sig væk fra hende, ikke spor meget men nogle få kort centimeter så hun kunne gå forbi hvis hun ønskede eller forblive stående hvis det var hvad hun heller ville.

[Rachel Saskia Ivory]

Da kysset blev brudt og de bare stod og fik vejret igen, kiggede lidt på hinanden og nød det mellem dem, var det som om det langsomt gik op for hende, hvad der var sket. Hun havde rent faktisk kysset den mest falske slange, Gabriel, og nydt det! Ikke at det ikke havde været skønt, men hun hadede ham jo næsten for den måde han fik hende til at føle. Hun kunne dog ikke beslutte sig for, om det var godt eller dårligt det var sluttet. Et eller andet sted skreg alle hendes sanser efter mere, ville røre ved ham, ville smugle ham med ind i et tomt lokale og bare nærmest overfalde ham. Den anden del af hende var lettet over at det endelig var stoppet, så hun atter havde bare en smule kontrol over sig selv og så chancerne for, at de ville blive grebet, var mindre. Hun åndede dybt ud og fokuserede så på ham.

Hans læber var atter formet i et smil, der fik fremhævet to syleskarpe hjørnetænder. Det ville sikkert have skræmt enhver anden, men det betød intet særligt for Rachel. Hun havde selv en fætter, hvis tænder var mindst ligeså skarpe og havde bare vænnet sig til, at de måtte være helt tilbage fra dyreoprindelsen, det var stammet fra. Faktisk var hans smil jo ekstremt tiltrækkende og det var det eneste, hun greb sig i at tænke om det på stående fod.

Da han så trådte et skridt tilbage, fulgte hun ham varsomt med blikket. Okay, så det var altså bare en fejl, at det var sket? Hun hadede det faktum, at hun var så elendig til at tolke ham og hans bevægelser. Forsigtigt smilede hun let til ham, følte det var blevet en smule akavet, nu de ikke længere stod tæt op ad hinanden længere.

”Jeg kan næsten tænke mig, at du ikke bare rendte rundt i korridorerne efter mig, men havde et sted, du skulle til?” Hendes sætning kom en smule spørgende frem, selvom det egentlig skulle have været en afsluttende kommentar, hvorefter han jo sikkert ville gå. Ikke, at det var det hun ville – lige nu i hvert fald.

[Gabriel Caron]

Selv havde han ikke fortrudt noget, den slags fortrød han sjældent. Han gjorde ikke noget han ikke havde tænkt igennem mindst et par gange før og dette havde han skam tænkt på flere gange. Han havde tit overvejet hvad han skulle gøre hvis de stødte på hinanden som de havde gjort nu og havde hver gang nåede til den samme konklusion. Han havde sine lyster som skulle indfries og hvis han skulle opnå det han ønskede måtte han forsøge men ret forsigtigt.

Hun så ikke ud til at være blevet skræmt af smilet hvilket ikke ændrede på noget. Folk havde jo forskellige måder at reagere på, og hvis hun reagerede så roligt var det blot til hendes fordel.. og også til hans, i alt fald skræmte han hende jo ikke.

Hendes ord kom ikke bag på ham men det at hun blev stående selvom han havde gjort plads til at hun kunne gå forbi undrede ham og på samme tid fik det klokkerne til at ringe. Han så roligt på hende idet han svarede ”Sandt nok, men synet af Dem fik mig til at glemme alle mine planer” svarede han med en rolig tone. Han tog blidt hendes hånd og lod sine læber strejfe håndryggen inden han endnu engang slap hendes hånd ”Au revoir ma cheri” sagde han på fransk som om det var naturligt at alle omkring han kunne sproget. Ordene var dog ganske korte og ret velkendte så han regnede faktisk med at hun ville forstå dem, han havde trods alt kun sagt, vi ses min kære. Hans blik hang lidt ved hende inden han vendte om og gik ned ad gangen hun var kommet af.

///out

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel smilede svagt ad hans charmerende ord og betragtede ham roligt, fulgte hans bevægelser, da han forsigtigt tog hendes hånd og lod læberne mod dem, hvorefter han tog sin afsked. Det var bare så typisk ham at komme med sådan noget munddiarré, nu var hun jo endelig i stand til at se ham klart igen, da kropskontakten var brudt og hun hævede et slankt øjenbryn, men smilede dog stadig svagt.
”Det gør vi sikkert” svarede hun kort med et svagt smil og betragtede ham, før han forsvandt rundt om hjørnet.

Et lavt suk gled over hendes læber, da hun fangede sig selv i det og hovedrystende måtte hun klaske sig selv i panden. Det var så typisk, at hun netop skulle have det sådan med en slange! Kunne det ikke have været en eller anden komplet hottie fra en af de andre kollegier? Hvilket som helst ville kunne tilfredsstille hende, men nej; selvfølgelig skulle der være noget over et af verdens største, mest arrogante røvhuller!

Hovedrystende fortsatte hun ned ad gangen. Så længe Aiden ikke ville finde ud af det.

//OUT