Quidditchbanen - tøsse problemer

[Aiden Kane Ivory]

Aiden grinede og satte farten op, han lod dog Lucas være foran sig i et tilfælde af at der skete noget så kunne Aiden være der for at gribe sin ven. Det skete tit i kulden at man mistede grebet eller fik noget i øjnene som gjorde at man mistede grebet. Han standsede ved siden af Lucas dog uden af at stå af kosten, i stedet ændrede han sin stilling så han sad med benene over kors og uden at holde fast nogen steder. Ret farligt men han havde gjort det mange gange og var efterhånden van til at fordele vægten så han ikke faldt af. Han smilede til sin ven og betragtede ham med hovedet på skrå ”Du kan ikke få hende ud af hovedet kan du vel..?” sagde han drillende ”Måske skulle jeg tage en snak med hende og se hvad hun er for en..” sagde han mest for sig selv.

[lucas]

"Ja sikke meget sjov det kunne være" tænkte han for sig selv. Det skulle ikke undre ham, om Aiden kunne finde på at sige sjove ting til hende, om ham. som f.eks. den gang han faldt i søen, eller dengang på gangen hvor hans kappe sad fast i døren. Det kunne godt ligne Aiden at finde på sådan noget. "Nej, du har ret. Jeg kan ikke få hende ud af hovedet.." sagde han bedrøvet og sprang let og elegant over på den næste statue, hvor Aidan hang og dinglede. "Tænk engang, brothers trough everything, hva min ven?" Sagde han og smilte opmuntrende til Aidan. meget havde de været igennem. Men kæreligheden var nok den der havde taget hårdest på dem. specielt Ham selv. Alice var godt nok blevet sur på ham i biblioteket. men han kunne sikkert godt finde på noget som kunne gøre hende glad igen.
Han fjernede blikket fra den smukke udsigt. og rettede blikket mod Aiden. " pas på søger! vi skulle jo nødig have at du faldt af din kost!" skreg han pludselig, og grinte højlydt, mens han tog fat på Aidens skuldre. Han gav langsomt slip, og blev så alvorlig igen. "Synes du jeg skal finde hende? opmuntre hende? spurgte han og så på Aiden.

[Aiden Kane Ivory]

Ja de to havde skam oplevet en del sammen, en del sjove ting og nogle mindre sjove ting. De havde jo første gang lært hinanden at kende da Aiden havde grebet nogle elever fra Slytherin i at genere ham og ja han havde slået dem til plukfisk og siden da havde de to været ret gode venner. Ja de så måske ikke hinanden hver dag fordi de var fra forskellige årgange og kollegier men der gik ikke en uge hvor de ikke snakkede sammen. Desuden så de jo hinanden under måltiderne når Aiden altså kom til måltiderne. Han lo da Lucas gav ham ret og rystede på hovedet. Det næste Lucas sagde fik Aiden til at le endnu engang ”Jaja hvis du siger det” svarede han drillende. Ærligt var Lucas jo som en lillebror for ham. godt nok havde Aiden en lillebror men hans egen lillebror var en lille førsteårselev så aldersforskellen var ret stor. Aiden lo endnu engang ”Bare rolig jeg falder ikke” sagde han med en latter i stemmen og smilehullerne helt tydelige nu. Aiden havde jo ikke fået at vide hvad der var sket på biblioteket så han så spørgende på Lucas ”Hvorfor skulle du opmuntre hende” han så nu alvorligt på ham ”Lucas hvad har du sagt eller gjort?” sagde han alvorligt..

[lucas]

Han kiggede ned mod jorden og rystede på hovedet. "Jeg sagde noget jeg måske ikke skulle have gjort. Jeg Spurgte hvad sådan en pæn pige lavede på et bibliotek" sagde han grinene, men også en smule forlegen. Han vidste godt det var forkert. men noget måtte han jo kunne gøre for at opmuntre hende, og desuden så ville hun ikke slippe for ham resten af skole året. så på et tidspunkt måtte hun jo acceptere ham. "tjaaa, jeg tror egentlig bare jeg vil slappe lidt af. bare snakke med hende. og være hendes ven, vi kan altid finde ud af mere hvis det er. Han så forventningsfuldt på Aiden. Hans "storebror" siden 4. årgang. Han så meget op til Aiden, og søgte tit hans anerkendelse. "men jeg ved hun også har et eller andet for mig... det må hun have.. tænkte han optimistisk, for at glæde sig selv lidt.
så rystede han på hovedet og grinte lidt. "De piger... de slår os ihjel til sidst" grinte han drillende. Aiden vidste godt han ikke mente det. Men humoren var ihvertfald i top hos dem begge. Så han gav kort Aiden et venskabeligt knus. "Tak mand" sagde han, og steg atter på sin kost, hvorefter han på et split sekund, svævede foran Aiden igen.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden ventede tålmodigt på et svar fra Lucas og da den endelig kom tabte han underkæben og slog sig for panden. ”Du er godt klar over at du kaldte hende for dum ikke?” sagde Aiden blot for at sikre sig at Lucas vidste hvad han havde gjort galt. Drengen havde vidst hørt det et eller andet sted men han havde ikke fanget ideen bag, altså ideen bag at sige sådan en slags ting. Han forstod godt at Alice var blevet fornærmet. Det næste han sagde fik Aiden til at rette opmærksomheden mod ham igen ”Ja det vil være en god ide..så dummer du dig mindre” sagde han drillende. ”Du skal bare ikke gå alt for hurtigt frem.. det plejer at få pigerne til enten at miste interessen eller at få sig en slem overraskelse..” sagde han og kunne ikke lade være med at tænke på hvad han selv havde udsat Lou for snart 8 dage siden. De var heldigvis kommet over det men kun fordi de begge havde haft noget for hinanden. Aiden lo med ”Om de gøre.. jeg tror aldrig jeg vil forstå dem..den ene dag søger de opmærksomhed..den næste gøre de ikke og så er det som om de bliver vrede over ingenting!” sagde han og sukkede men endte dog også med at le igen over det. Aiden skyndte sig at gribe fat om kosten da denne gav ham et knus og smilede skævt over det ”Skulle det være en anden gang” svarede han muntert.

[lucas]

Han smil bredte sig mere og mere. "Jo tak du. det kunne være rart.. men vi må nok hellere komme tilbage med kostene før Lou sender nogle 7.årgangs elever efter mig, for at have stjålet Gryffindor koste. " Grinte han, og puffede venskabeligt til Aiden. Han vidste nu godt hvad han skulle gøre. han vidste også at han nok kom til at kæmpe for Alice. Men det havde han vidst igennem det hele. Det var jo ikke noget nyt. Men på den anden side vidste han også at han var så heldig at hun var faldet lidt ned igen. Hun kunne tydeligvis se hvor ked af det han var over den kommentar han kom med. "Men du siger endelig til hvis jeg kan gøre noget for dig mand... Hvis du vil snakke om Lou eller sådan noget. " sagde han, og smilede opmuntrende til Aiden.
Endnu en gang satte han af, som en rakket, og skød med lynets hast ned mod Quidditch banen som var oplyst af de mange målringe. Han kastede et blik tilbage mod Aiden for at se om han med, men lige med et ramte noget ham hårdt fra siden, og han blev kastet af kosten. Med et smertens hyl. Faldt han tung som han var mod jorden, og stilheden bredte sig langsomt. Grene og torne ramte ham, og han mærkede det varme blod stå ud fra ansigtet. Hvorefter han med et hårdt " DUMP " ramte jorden. Alt blev sort.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden lo blot ad Lucas´ kommentar og ændrede på sin stilling på kosten. Lucas´ næste ord fik dog Aiden til at se overrasket ud. Hvor mange kendte endelig til hans forhold til Lou.. sikkert mange hvis man ikke skulle sige hele skolen! Han havde trods alt kysset hende for øjnene af hele skolen til ballet.. ja ikke en gang endda! Han havde været i sine egne tanker i enkelte sekunder at han ikke havde bemærket at Lucas havde sat af og var på vej tilbage til banen. Han satte derfor kosten i bevægelse og fløj efter ham. Da Lucas vendte sig om på kosten for at se tilbage på ham bemærkede Aiden at denne var på afveje ”LUCAS!!!!PAS PÅ!!!” dette redede dog desværre ikke knægten idet han ramlede lige ind i et træ. ”For pokker” sagde han sammenbidt inden han satte farten op og styrtede lige efter ham. inden der var gået tre sekunder var Aiden på jorden og løb de få meter hen til sin ven. Han satte sig på hug foran ham og vendte ham forsigtigt om på ryggen. Blodet fik Aiden til at spærre øjnene op og han tjekkede lige Lucas´ puls og åndede lettet da han opfangede en puls. Han lod forsigtigt hænderne glide ind under ham og løftede ham op i sine arme inden han gik hen til sin kost og satte sig op på den. Forsigtigt satte han af fra jorden og fløj mod hospitalsfløjen.

[lucas]

Lyssende blinkede let i hans øjne. Det var som om han drømte. han drømte om den perfekte verden som ikke fandtes, den verden hvor alle hans drømme gik i opfyldelse. Han var sammen med pigen han elskede "troede han da" Han var anfører for Hufflepuffs Quidditch hold. Havde en bedre kost end Aidens. og vandt skole mesterskabet. Det var fantastisk. tanken om det fik ham til at ville blive i drømmen, men langsomt lidt efter lidt, blev det hele mere sløret. "NEJ!" tænkte han. "Jeg vil blive!" Men lyset forbød ham det. Drømmen blev sort, og han fik langsomt synet tilbage. Alt gjorde ondt. arme, ben, og hovedet var det værste. smerten i hans ansigt var ikke til at døje. Han åbnede forsigtigt øjnene og tittede ud. Elever samlede sig for nær og fjern, og kiggede måbende på ham. De pegede fingre. men han var ligeglad. det betød ikke noget som helst for ham. For selvom smerten var stor, var han i sikkerhed hos sin ven. Det var utroligt, hvor dum kunne man være... det kunne alligevel være han lige skulle træne lidt mere på en kost, før han overhoved overvejede Quidditch.
En pludselig latter skar igennem luften, og han åbnede øjnene svagt igen. En flok Slytherin Elever stod og grinte hånligt af hans ynkelige facon. Det var typisk. gid han dog kunne slippe fra dem. Han rettede blikket mod Aiden igen. "Tak.. mand... Sh..Shit..Ha..Happends..Sagde han og brugte alle kræfter på at smile.

[Aiden Kane Ivory]

///out