Stillestående

[Freya Bythell]

Shirley Felbrigg 

19. april

Det havde været et hårdt døgn for Freya, ligesom for mange andre, siden hun havde hørt nyhederne fra gårsdagens begivenheder. Særligt da hun fandt ud af hvem det var der var omkommet i ilden. I starten havde hun befundet sig i en mere eller mindre paralyseret tilstand og det var et mirakel at hun havde fået sovet bare lidt af natten.

Først dagen efter kunne hun tage sig sammen til at opsøge et andet menneske og der lå ingen tvivl i hende om at det var Shirley hun havde brug for at se. Det var trods alt også hendes fætter de havde mistet. At bevæge sig fra sin lejlighed til stedsøsterens hus uden at græde havde dog vist sig som værende lidt af en udfordring, og en hun ikke rigtig klarede sig igennem. Som hun stod foran døren og havde banket på sank hun en smule sammen og stirrede udmattet på træet imens hun ventede.

[Shirley Felbrigg]

Det havde været et uendeligt hårdt døgn. Hun var ikke meget mere end lige kommet hjem fra Wyats hus - og det også kun modvilligt - men hun havde manglet vitale ting, som han ikke bare kunne trylle frem. Selvom han ellers havde prøvet. Hun var dog ikke nået så meget længere end til at krybe sammen på sofaen og da det bankede på, gik der et godt stykke tid før hun endelig fik rejst sig.

Hun anede ikke hvem det var, men da hun så Freya, faldt hendes skuldre tungt. Underlæben bævede og uden ord trådte hun frem og omfavnede sin stedsøster - hun tænkte ikke engang på at lukke hende ind først.

[Freya Bythell]

Ved synet af stedsøsteren begyndte Freyas ansigt at vise de tidlige tegn på at bukke under for gråden igen. Så da hun blev omfavnet brød hun ud i den og fik først derefter slynget sine arme rundt om Shirley for at knuge hende.

Hendes verden var gået i stå og hun tænkte heller ikke rigtig på at muligheden for at komme indenfor. Måske fordi den umiddelbart ikke virkede til at være vigtigere end den situation de var placeret i. Desuden var hun jo ikke dukket op for at komme indenfor men derimod for at se Shirley.

[Shirley Felbrigg]

Tårerne faldt lydløst over Shirleys kinder, mens hun knugede Freya ind til sig. Hvor længe de stod der, det anede hun ikke. Først da det begyndte at blive koldt, løsnede hun armene og trak sig tilbage med et svagt smil.

"Kom indenfor," bad hun hæst og trådte skælvende ind i varmen igen. Hun var overrasket over, at der stadig var tårer tilbage. Det føltes ikke som om, at hun havde lavet andet end at græde.

[Freya Bythell]

Det var først ved Shirleys opfordring at Freya blev opmærksom på at det egentlig også var lidt koldt. Så hun tog nogle skridt indenfor efter at have fået et ynkeligt tak over læberne og så sig formålsløst rundt omkring bag de velkendte vægge.

Uden et ord bevægede hun sig hen mod sofaen og dumpede dermed ned på den og stirrede lidt ud i luften. "Hvor var du henne?" lød det så fra hende - ikke anklagende, blot spørgende. Hun havde nemlig opdaget at hun slet ikke var klar over hvad Shirley havde lavet dagen før.

[Shirley Felbrigg]

Shirley ville have sat en kande te over, hvis hendes hoved havde kunnet rumme det. Det var dog ikke tilfældet og hun satte sig i stedet bare i en stol overfor Freya og knugede hænderne hårdt sammen.

"Jeg var udenfor ministeriet," svarede hun rystende, følende sig en anelse tør i halsen. "For bladet..." Hun sank. "Jeg så, da det hele brød ud i brand. Det var forfærdeligt."

[Freya Bythell]

Freya så bekymret på Shirley da hun nævnte at hun var udenfor ministeriet. Tårerne gled så let som ingenting ned over hendes ansigt da stedsøsteren sagde at hun havde set flammerne.

Instinktivt rejste hun sig og gik hen og omfavnede Shirley igen. "Jeg er så glad for at du stadig er her," mumlede hun så under sin vejrtrækning da behovet for at nævne det pludselig pressede sig mere på end nogensinde.

[Shirley Felbrigg]

De var ikke separeret længe, men det passede Shirley fint. Hun lagde villigt armene om Freya og holdt sin stedsøster ind til sig. Hun nikkede let ned mod den andens hår og strøg hende beroligende over ryggen, selvom hun selv var oprørt. Hun var dog en givende sjæl og omsorgen for Freya var stor.

"Jeg ved det," hviskede hun forsikrende og gentog det et par gange, mens hun kneb øjnene sammen. De havde mistet Nicholas og Magnolias mor var bevidstløs. Deres familie var hårdt ramte, men i det mindste holdt de sammen.

[Freya Bythell]

Freya holdt fortsat fat i stedsøster og virkede næppe som en der ville give slip lige med det samme. "Undskyld at jeg først er her nu," mumlede hun ned i skulderen på Shirley, da hun pludselig indså at hun nok burde have tjekket op på hende før og havde det lidt dårligt over det.

Snøftende tørrede hun sine øjne henover skuldrene på Shirley med en hånd som hun måtte give lidt slip på hende med for at kunne bruge til formålet. Hun var på mange måder overvældet og for en gangs skyld kunne optimismen ikke rigtig gøre noget for hende.

[Shirley Felbrigg]

Shirley kneb øjnene hårdt sammen ind mod Freyas skulder og tyssede forsikrende, men grådkvalt på hende. "Du har intet at undskylde for," hviskede hun og strammede grebet i et øjeblik, før hun forsigtigt gav slip. Næsten moderligt rakte hun ud og skubbede Freyas hår væk fra ansigtet, et ulykkeligt smil på hendes læber.

"Jeg har ikke været alene," forsikrede hun, med en hul følelse indeni. Hun havde grædt så mange tårer, at hun ikke var sikker på, at hun var i stand til at bære flere. "Hvad med dig?"

[Freya Bythell]

Som hendes hår blev skubbet væk så Freya på Shirley med øjnene der var blevet rødsprængte af gråden. Smilet smittede hende og hendes mundvige blev svagt og både hjerteligt og trist opløftet for en kort stund. Det hjalp i øjeblikket.

Hun så lidt spørgende ud i forhold til hvem det var der havde sørget for at Shirley ikke havde været alene, men nikkede derefter bare med hovedet til spørgsmålet der kom bagefter. "Indtil nu," svarede hun uden det mindste tegn på livlighed i stemmen.

[Shirley Felbrigg]

Shirley nikkede lidt til Freyas svar og tøvede ikke længe, før hun havde trukket stedsøsteren ind til sig igen. Hun gav hende et fast kram og holdt hende der i nogle øjeblikke.

Et stykke tid senere snøftede hun ind, og trak sig tilbage. Hun smilede forsøgsvist stoisk. "Jeg tror, at vi har brug for en kande te," konstaterede hun, lettere apatisk, men lukkede hånden om Freyas og trak hende med sig. Te hjalp, trods alt, på det meste.

(Tråd afsluttet?)