Fredelig gåtur

[Catherina Philips]

Miles Heeney

Det var en varm aften i marts og Catherina havde spankuleret ud på sin sædvanlige gåtur på dette tidspunkt. Nu havde hun dog taget en pause på den bænk hun altid sad på, og kiggede ud over søen mens en lille brise blæste i hendes hår. Hun var besynderlig fredfyldt på trods af det ellers ret kaotiske år og selvom hun var nervøs over eksamen, rørte det hende ikke lige i dette øjeblik. Hun lukkede smilende sine øjne og tog en dyb vejrtrækning, inden hun åndede lettet ud og så op på himlen.

[Miles Heeney]

Miles Heeney var på vej ned til Quidditchbanen for at hente nogle glemte skemaer i omklædningsrummet. Træningen var gået udemærket de sidste par gange, men eksamensforberedelserne til F.U.T'erne var begyndt, og det var fandens svært. Hvis der var noget Miles' stolthed forbandede, var det at føle sig dum. Det gjorde ham i konstant dårligt humør. Samtidig var rygter begyndt at sprede sig...
Miles' blik gled ned mod søen og landede på en skikkelse, der sad på en bænk og tilsyneladende stirrede ud over søens spejlblanke overflade. Miles stoppede abrupt op og klemte øjnene sammen. Catherina. Det var vist på tide, at de to fik en snak.
Miles tilbagelagde afstanden mellem dem og stillede sig tænksomt bag hende. Græsset havde dæmpet lyden af hans skridt, så det var usandsynligt at hun havde hørt ham komme. 
Den velkendte irritation ved synet af Cathy bredte sig i Miles' mellemgulv da han bukkede sig ned og stak hovedet helt tæt på hendes ører. 'Du har spredt grimme rygter, lille grævling', hviskede han, næsten kærligt, men svøbet i gift. 

[Catherina Philips]

Catherina var for optaget af sin egen lyksalighed til at lægge mærke til Miles fodtrin og det var først da han bukkede sig ned, at hun mærkede at en anden person var til stede. Hendes krop spjættede lidt af forskrækkelse, hvorefter hun stivnede over hans ord. I tidspunktet da hun var begyndt at fortælle om det, havde hun da overvejet om han ville blive vred, men nu hun stod i situationen følte hun ikke hun havde tænkt sig nok om.
"Jeg har bare fortalt sandheden" Hviskede hun og rykkede sig en anelse så hun kunne vende sig og se ham i øjnene.
"Det er ikke godt for mig at gå og holde det hemmeligt.. Jeg har brug for at tale om det Miles.. Det var en voldsom episode. Det må du kunne forstå" Hun så ham indtrængende i øjnene og smilede en anelse.

[Miles Heeney]

Miles fik en tilfredsstillende følelse af magt da Cathy reagerede ved at fare forskrækket sammen og stivne. Da hendes ansigt vendte sig mod ham, undlod han at fjerne det men fastholdt den tætte kontakt idet han gled ned ved siden af Cathy så de sad med benene på hver deres side af bænken - så tæt, at deres lår mødtes. 
'Sandheden...', gentog han afmålt og lod hende tale ud. 'Du burde vælge nogle veninder, der ikke sladrer så meget... Ser du, Cathy, hele skolen ved det'. Miles mindedes de gange han havde forsøgt at flirte med piger, og de havde trukket sig væk fra ham på grund af 'rygter'.
'Og det er ikke det hele', sagde han koldt. Det var med en behersket vrede at Miles rakte hånden frem og strøg en af Cathys vildfarne lokker om bag øret. 'Folk tror jeg har voldtaget dig og mishandlet dig...' Han lod en finger stryge ned af hendes kind, langs kæben. 

[Catherina Philips]

Catherinas hjerte bankede hurtigere da han satte sig ned på bænken og hendes blik hvilede på ham, mest fordi hun var nødt til at se hver bevægelse han lavede. Hans berøring fik ikke sommerfugle frem i hendes mave, i stedet skruede den sig sammen til en lille klump. Hun holdt vejret mens han strøg hende langs kæben og så flygtigt ned.
"Men.. det gjorde du næsten også.." Hviskede hun ynkeligt og så derefter op i hans øjne med et bedrøvet blik.
"Handlinger har konsekvenser Miles.. jeg kan ikke se hvordan du kan tro at du er en undtagelse" Hun så ham kortvarigt i øjnene, inden hun drejede ansigtet væk fra ham.

[Miles Heeney]

Miles' vrede voksede stødt ved Catherinas ord. 'Kalder du det voldtægt?', hvæsede han rasende. 'Christ, Cathy, jeg råbte bare af dig. Du er simpelthen så dramatisk'. Miles havde en frygtelig lyst til at tvinge hendes kæbe mod hans ansigt så den lille mus kunne se ham i øjnene, når hun forsøgte at 'mande sig op' og sige ham imod. Men istedet svang han benet over bænken og stillede sig i foran hende. 'Så du har rendt rundt og spredt rygter om at jeg har voldtaget dig når jeg har undskyldt?' Miles bukkede sig ned, som talte han til et barn. 

[Catherina Philips]

Catherina stirrede på ham og rystede på hovedet. "Nej nej.. det har jeg ikke.. jeg har bare fortalt hvad der skete" Sagde hun og knyttede sine hænder, mens hun rynkede sine øjenbryn. "Jeg har ikke spredt rygter.. jeg har bare haft fortrolige samtaler med mine veninder.. er det måske så slemt?" Hun lagde armene over kors og drejede ansigtet til siden, hun var alt for vred til at se ham i øjnene lige nu. Hun ville ønske han bare ville gå sin vej.

[Miles Heeney]

'Fortrolige samtaler? Hele skolen ved det, for helvede', hvæsede Miles. 'Ja, det er slemt! Har du nogen anelse om hvad det gør ved min fremtid, hvis nogle lærere får det af vide?', spurgte Miles, der selvfølgelig var egoistisk nok til at tænke mere på sin egen fremtid end på de konsekvenser, det havde haft på Catherina. 'Tror du der er nogen chancer for at jeg kan spille Quidditch hvis de ved det...?', Miles lod en hånd glide frustreret gennem sit hår og rettede sig op i sin fulde højde da Cathy igen kiggede væk. Han vendte sig mod søen og udstødte en vred lyd.

[Catherina Philips]

Catherina så vredt på ham i lang tid mens hun overvejede hvad hun skulle sige. "Du er virkelig ikke særlig klog, som om det kunne undgå at skabe opmærksomhed. Jeg har allerede fortalt det til en lærer, men de har ikke gået videre med det.. Så bare rolig, du har ikke noget at være bange for. Der er tydeligvis ikke nogle straf for at være voldelig mod et andet menneske i denne verden!" Catherina havde på et eller andet tidspunkt rejst sig op og stod nu lige bag ved ham mens hun stirrede ind i hans nakke med et mut blik.
"Forstår du ikke at du har vundet? Hvorfor kan du stadig være vred?" Spurgte hun mens hendes vrede blev erstattet af en overvældende træthed.

[Miles Heeney]

Miles brød sig ikke om Cathys tonefald, men han var fast besluttet på ikke at lade sine følelser løbe over igen. 'For guds skyld, Cathy, jeg har undskyldt! Hvad vil du have? Skal jeg kravle på alle fire og kysse dine fødder?', spurgte han retorisk og slog ud med armene idet han vendte sig om. Det var ufatteligt at hun stod og belærede ham og spillede så fandens hellig og uskyldig. 'Du er utrolig... Konsekvenser ... Hvad med dig selv? Du har løjet for mig... følelsesmanipuleret... For guds skyld, Cathy, du sagde at du skulle have mit barn!' Miles slog en lettere vanvittig latter op. Fuck. Han havde lyst til at smide hende i søen. 

[Catherina Philips]

Catherina blev voldsomt ked af det over hans ord og hun endte med at lægge armene om sig selv og trække på skuldrene. "Undskyld.. jeg vidste ikke det ville gøre dig så vred.. " Mumlede hun og pillede lidt ved en lok af sit hår.
"Du behøver ikke gøre mere, jeg ved godt du bare synes jeg er en dum tøs." Sagde hun og rynkede sine øjenbryn, det var ikke til at se om det var i vrede eller sørgmodighed. Hun havde blandede følelser i øjeblikket. Derefter så hun en sidste gang på ham og gik rundt om ham så hun kunne se søen. Det var et beroligende syn.