Nye tider

[Lucy Loddington]

Caleigh Fionnaoch & Eoin Fionnaoch

Lucy satte bakken fra sig på bordet. Nynnende begyndte hun at læsse af - først tekanden, derefter tilbehøret og tre kopper. Tre. Normalt ville hun have drukket sin formiddagste selv, men denne gang var anderledes. Helt anderledes. Hun havde glædet sig som et lille barn, men samtidig var hun så nervøs, at hun næsten ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Og Lucy blev ikke nemt nervøs.

Dørklokken lød, og heksen rettede sig roligt op. Med et lille knips svævede bakken afsted, og selv gik hun gennem husets stue og ud i entréen. Nu skete det virkelig. Smilende åbnede Lucy hoveddøren, og de isblå øjne faldt straks på et par unge magikere. "Hej med jer," hilste hun varmt og betragtede dem lidt, før det gik op for hende, at der stod en voksen heks bag dem. "Tak for at du viste Caleigh og Eoin herhen, Mumford. Det er godt at vide, at de har været i trygge hænder," tilføjede hun og trådte et skridt til side, så de unge magikere kunne komme indenfor. Alt det praktiske var allerede ordnet, og derfor blev den anden heks ikke længe - med en formel hilsen nikkede hun til alle tre og gik derefter derfra.

Lucy lukkede døren. "Velkommen til. Jeres ting står allerede oppe på værelserne. Jeg har lavet te, hvis I har lyst," sagde hun roligt og vendte sig mod Caleigh og Eoin. Dette var vel ikke så slemt, var det?

[Eoin Fionnaoch]

Eoin havde altid været et temmelig nemt barn at have med at gøre. Han havde aldrig grædt eller skabt sig som barn, og som ung havde han også været stille og rolig. Selvom han i løbet af de sidste par år havde snakket for magikernes suverænitet, var det ikke særlig sjov når det gik ud over en selv. Hans forældre var ikke døde, i hvert fald ikke sådan fysisk, og dog ville han aldrig være i stand til at se dem igen, i hvert fald ikke hvor de ville holde om ham, eller kalde ham for deres søn.
Selvom Eoin ikke altid havde været enige med hans forældre, havde det stadig været hårdt at stå overfor dem og vide at det var sidste gang man skulle sige farvel. Man havde ganske vidst gjort hvad man kunne, for at hjælpe Eoin og Cal igennem forløbet, og dog kunne det med stor sandsynlighed ikke undgå at føles hårdhændet at bede to unge teenagere om at tage afsked med deres forældre, slette forældrenes hukommelse om børnene, placere deres ting på et børnehjem, og derefter bortadoptere dem til en fremmed.
Eoin havde fra starten ikke været særlig begejstret. Under hele forløbet havde den unge mand følt sig behandlet som et barn, og at blive eskorteret til Lucys hus af Mrs. Mumford, havde bestemt ikke hjulpet på hans stolthed. Var han ikke lidt for gammel til at få en ny mor? Han skulle snart til at tage sine U.G.L.'er, og dog kunne han ikke lade være med at tænke på Cal. I hans øjne havde tvillingesøsteren altid været den skrøbelige af de to, og selvom han havde haft meget svært ved at læse, eller måske lidt glemt at interessere sig for, hvordan det hele havde påvirket hende, havde han et indtryk af at hun havde mere brug for det her end han havde. Det var også derfor at han havde forsøgt at samle det lange røde hår, og taget pænt tøj på, og marcheret op til Lucys dørtrin sammen med de to hekse.
Lucy var ganske vidst ikke utiltalende, og dog kom hendes venlighed hurtigt til at virke påtaget i hans hoved da hun stod foran de to tvillinger. Han mandede sig dog op, for Cals skyld. "Tak.." Han skævede til søsteren. "The ville være.. Rart."

[Caleigh Fionnaoch]

Caleigh havde altid været en god pige. Hun havde altid gjort som hun havde fået besked på og lyttet til autoriteterne, om det havde været hende forældre, lærer eller politiet. I starten havde forældrenes skepsis overfor det magiske samfund påvirket hende, men den var forsvundet som dug for solen da hun først var kommet til Hogwarts, selvom hendes interesse for politik havde ligget på et meget lille sted.
Nu var den tilbage, stærkere end nogensinde.

Caleigh havde længe haft en drøm om at vende tilbage til Skotland når hendes skoletid var ovre og starte en lille butik. Den magiske verden havde været en tilføjelse til hendes liv, ikke en erstatning.
Det havde været en naiv tanke, det viste hun nu. Der var intet 'vi'. Der var muggelerverdenen og den magiske verden og selvom magikerne ikke længere levede i skjul, var linjen mellem de to verdener trukket hårdere op end nogensinde før.
Var man troldmand eller heks var man en del af den magiske verden, om man ville det eller ej.

Der var ingen tvivl om at tabet af forældrene havde ramt Caleigh hårdt. Hun havde grædt og tigget dem om at lade være, men som alt andet i forløbet, havde tvillingernes følelser og ønsker ikke været relevante.
Tiden efter havde ikke været meget bedre. Hun havde skippet timer og måltider, ignoreret sine venner og trukket sig ind i sig selv. Kunne det hele ikke være lige meget, hvis hun alligevel ikke havde fri vilje? Hvis hun skulle være lænket i et samfund hvor regeringen bare kunne fjerne hende fra eksistensen hvis de ville?

Der var heldigvis folk der havde set Caleighs forfald, klassekammerater og venner. I sidste ende var det lykkedes Raphael at bringe til håb tilbage til den unge heks. Ja, det var forfærdeligt, men livet gik videre. Han havde sågar tilbudt at tvillingerne kunne bo hos ham, så de slap for børnehjemmet!

Men så var Lucy dukket op.

Caleigh havde været mange følelser igennem de sidste måneder, men den nu stod tilbage med nu, var bitterhed. Det var jo absurd! Knap var de blevet gjort forældreløse før en eller anden dame de aldrig havde mødt havde adopteret dem. For deres blå øjnes skyld? Usandsynligt. Det var sikkert et eller andet politisk på linje med når Præmiereministeren adopterede et barn i Afrika.

Allerede inden døren åbnede sig, havde Caleigh besluttet sig for at hun ikke brød sig om Lucy.
"Goddag Miss Loddington" hilste Caleigh formelt da de kom ind. Hun mødte kort Eoins blik. "The ville være dejligt" ekkoede hun sin bror og tog jakken af og rettede en anelse på sin kjole. Kjolen havde et blomstret mønster i pastelfarver, var kortærmet, havde skjortekrave og gik Caleigh til en håndsbredde over knæet. Under den havde hun et par beige strømpebukser. Om halsen havde hun som altid et lille lommeur i en lang kæde, og hendes hår var samlet i en simple knold.

[Lucy Loddington]

Lucy lyste op i et blændende smil, da begge tvillinger takkede ja til te. "Lad mig tage jeres overtøj. Der er dækket op inde til højre," sagde hun og gestikulerede med den ene hånd ind til stuen. De isblå øjne fulgt dem kortvarigt, da de forlod entréen, hvorefter hun hængte kapperne på plads. Selvom heksens situationsfornemmelse ikke var den bedste, var det ikke gået hende forbi, at de unge magikere stod i en presset situation. Ærligt talt havde hun ingen idé om, hvordan det hele skulle gribes an, og derfor forsøgte hun at lægge sine tanker til side og følge sin intuition.

Lucys hjem var overalt i lyse farver. Stuen bestod af en sofa med tilhørende lænestole, hvor teen var serveret på stuebordet, og et brændende ildsted - ikke voldsomt stort, men tilpas. I alle rum var der tegn på hendes forkærlighed for at brygge eliksirer og selv på boghylden, kunne man finde flakoner i forskellige farver. Det var i sandhed et hyggeligt hjem.

"Slå jer endelig ned," sagde hun roligt, da hun var kommet ind i stuen, og satte sig selv i en af lænestolene. Ilden knitrede og beroligede hende, men det var ikke til at sige, om den gjorde det samme for Eoin og Caleigh. "Jeg må ærligt indrømme, at jeg har glædet mig meget til i dag. Det er noget af en speciel situation, ikke?" Måske skulle Lucy ikke have fuldt sin intuition så meget, kunne man mene, men i det mindste var der ingen facader eller falskhed på spil.

[Eoin Fionnaoch]

Eoin prøvede så vidt muligt at gengælde Lucys smil, selvom han ikke havde den store situationsfornemmelse, havde hans forældre dog alligevel gjort noget ud af at lære ham almindelig høflighed. Med en hvis nysgerrighed kunne han dog alligevel ikke forhindre de gråblå øjne i at glide interesseret rundt da de trådte indenfor. Deres eget hjem.. Deres tidligere hjem i Kirkwall havde været et temmelig normalt familiehjem. Hverken deres mor eller far havde den store sans for indretning, og dog var det tydeligt at noget helt andet var tilfældet i Lucys rolige hjem.
Selvom et høfligt smil var malet på den unge troldmands læber, var han inde bag smilet temmelig anspændt. Selvom han prøvede at gå til det hele med et åbent sind, kunne han ikke lade være med at dødsdømme det hele lidt på forhånd. Det var bare små ting der blev ved med at irritere ham. Hvordan hun tog deres kapper og hængte dem på plads, han var voksen nok til at hænge sin egen kappe op, og dog blev han ved med at smile mens han satte sig på sofaen overfor Lucy og skyndte sig at gøre plads til at Cal kunne sidde ved siden af ham. At synke ned i det bløde møbel hjalp en smule på hans anspændthed, og dog fik han hurtigt mindet sig selv om at han ikke var tilfreds med hele situationen, godt hjulpet på vej af Lucys spørgsmål. "Hvis du kan kalde at blive frarøvet dine forældre for en speciel situation.. Så ja." Ordene fløj ud af munden på Eoin, selvom de måske ikke var helt fair overfor Lucys gæstfrihed. Et øjeblik mødte de gråblå øjne Lucys, før det sank ind at ordene måske havde været lidt hårde, og de landede i stedet på Caleigh.

[Caleigh Fionnaoch]

Caleigh lod Lucy tage sin jakke og fremtvang et svagt smil som tak. Hun trådte ind i stuen og måtte anstrenge sig for at finde noget at hade. Altid var så nydeligt.. men det var også meget anderledes end det hjem tvillingerne var kommet fra, og det var nok til at holde Caleigh på mærkerne.
Caleigh tog plads ved siden af Eoin på sofaen, og satte sig tættere på ham end hun havde gjort i årevis. Der havde været mange ting der havde bidraget til at skubbe de to tvillinger fra hinanden igennem årene, men det var først nu, hvor de igen havde en fælles front, at hun opdagede hvor meget hun havde savnet sin brors nærhed. Selvom Raphael havde taget Eoins plads i hendes daglige liv, var og blev Eoin hendes tvillingebror, og i det var der ingen der kunne erstatte ham.
Caleigh var spændt som en buestreng, men mærkeligt nok faldt hendes skuldre en anelse da Eoin svarede på Lucys spørgsmål, inden Caleigh overhoved havde kunne åbne munden. Det var ikke fair overfor Lucy, men ikke desto mindre var det de samme ord der ville have forladt Caleighs egen mund. Hun mødte sin brors blik med forståelse inden hun uddybede deres situation en anelse "Jeg ved ikke om man kan kalde en tvangsfjernelse for en 'speciel situation'. Det virkede som om de mente det var standart procedure for folk i 'vores situation'.. Eller tænker De på adoptionen som en speciel situation?". Caleighs stemme var lavmælt som altid, men bar let henover ildens knitren i det stille rum.

[Lucy Loddington]

Lucy tog ikke Eoins kommentar alt for tungt og mødte hans blik med et svagt, undskyldende smil. Selvom han så væk, betragtede hun ham lidt endnu, før Caleighs stemme lød, og hun drejede ansigtet. Hendes blik hvilede interesseret på den yngre heks - dennes formelle tiltale gik hende ikke forbi - og da hun havde talt færdig, trak hun igen lidt på smilebåndene og tog fat om tekanden for at hælde op i kopperne.

"Jeg vil selvfølgelig undskylde, hvis jeg stødte jer ved at sige sådan," bemærkede hun og fangede momentært Eoin med de isblå øjne, hvorefter hun stillede kanden fra sig og kopperne tættere på tvillingerne. "Men jeg mener både og," fortsatte hun som svar, rettede ryggen og så skiftesvis mellem de to rødhårede skikkelser. "Selvom det siges at være en standard procedure, gør det den ikke mindre speciel. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i jeres nuværende situation - at blive frarøve noget så nært er for mig utænkeligt, og jeg har ikke ord for, hvor ondt jeg har af jer. Jeg ville ønske, at det ikke skulle være på denne måde, og kun et uhyre ville mene det modsatte."

Lucys ansigt lå stadig i milde folder, men en ukarakteristisk rynke af bekymring havde vist sig i hendes pande. I sit stille sind ønskede og håbede hun så inderligt, at hun kunne hjælpe tvillingerne. Hun var ikke en mor, hun vidste ikke, hvordan man håndterede børn og i dette tilfælde unge voksne. Men det havde aldrig været hendes intention i Caleigh og Eoins tilfælde - alt, hun ville, var at udfylde det store, sorte hul de begge måtte føle ved at blive fjernet fra deres forældre. Og selvom hun højst sandsynligt kun ville kunne udfylde en brøkdel af det hul, ønskede hun at få dem til at forstå, at de ikke var mindre værd end nogen anden. Selvom hun selv kom fra en fuldblodsfamilie, der strakte sig mange generationer tilbage, og intet kendte til mugglerverdenen, var de alle mennesker. Individer med følelser og tanker. Og det var det vigtigste - blod havde ingen magt her.