En kedelig dag

[Azalea Holmwood]

Kevin Maddox
2. januar 2110

Det var nu efterhånden en uges tid siden, at en ung heks ved navn Nora havde bragt hende til hospitalet, efter hun havde duelleret med en gruppe troldmænd. Hun var stødt på Nora i Ulvesmøgen, og den unge pige var blevet antastet af disse troldmænd. Og Azalea havde reddet hende ud af kløerne på dem. Hun var dog endt med at blive ramt af en besværgelse, der havde tappet hende for en del blod. Hvilket endte med, at inden hun ankom til Sankt Mungos, var hun besvimet, og vågnede først op to dage efter indlæggelsen.

Hun havde i går aftes sendt en ugle til Kevin, der forklarede, hvor hun havde været den sidste uge, og hvorfor hun ikke havde givet lyd fra sig. Hun havde svævet imellem at være ved bevidsthed eller ikke. Azalea var begyndt at føle sig rastløs. Hun havde for første gang i går siden indlæggelsen kunne indtage et helt måltid, uden at skulle gå på toilettet bagefter. Så hun havde fået beskeden, at vis hendes væskeindtag var blevet bedre, kunne hun snart komme hjem. Hun håbede uden tvivl, at det ville blive i aften.

[Kevin Maddox]

Azalea havde ikke været til at finde Ministeriet den sidste uge. Det var ikke fordi, Kevin som sådan opsøgte hende, men det undrede ham, at han ikke havde set noget som helst til hende. Og hun skrev ikke. Det var derfor lige før, at troldmanden frygtede, at hun ikke ville have noget med ham at gøre. Men så modtog han et brev, og situationen blev pludselig en helt anden, og han følte sig en smule dum.

Kevin forsøgte ikke at se alt for bekymret ud - hun havde skrevet, at hun havde det fint, og alt var stabilt. Men da sygeplejersken trak forhænget fra, og han fandt Azalea med blikket, fortrak hans ansigt sig i bekymring. "Azalea . . ." mumlede han og var hurtigt fremme ved sengen. Forsigtigt tog han hendes ene hånd i sine egne. "Hvor blev jeg glad for at høre fra dig," tilføjede han og smilede svagt, men momentært.

[Azalea Holmwood]

Lyden af fødder nåede Azaleas ører, og hun rettede sig op i sengen. Hun havde ligget og småblundet lidt, der var ikke så meget andet at lave for hende. Hun havde lånt en bog, men den var hun blevet færdig med i går aftes. Så dagen i dag var gået langsomt.

Forhænget blev trukket fra og afslørede en sygeplejerske, der havde Kevin med sig. Hendes ansigt lyste op i et smil da han kom hen til hende. "Undskyld jeg ikke gav lyd fra mig noget før." Sagde hun, og så ømt på ham. Hun have savnet ham utrolig meget.

[Kevin Maddox]

Kevin rystede let på hovedet. "Du skal ikke undskylde. Du har haft nok at se til," sagde han og så Azalea i øjnene. Det var lettende at se hende i så god behold, og den nervøse knude i hans mave løsnede sig.

Troldmanden trak en skammel hen til sig uden at slippe den andens hånd og satte sig. Han granskede hendes ansigt et øjeblik, før han åbnede munden. "Hvad er der sket? Ud fra det, du skrev, kan jeg forstå, at du var bevidstløs de første par døgn?" Bekymringen fik igen fat i folderne af hans ansigt, og han klemte blik hendes hånd.

[Azalea Holmwood]

Azalea havde lyst til at befinde sig i armene på Kevin, men hendes krop værkede stadigvæk efter det sår hun havde fået i siden. Såret var godt nok helet, og alt var sat sammen igen. Men det føltes stadigvæk som om, at hun havde været en boksepude.

Hun rystede svagt på hovedet, da han spurgte hvad der var sket. Det havde ikke været nogen særlig traumatisk oplevelse, men den havde mærket hende på en eller anden måde. "Jeg stødte på en pige i Ulvesmøgen, der var blevet antastet af nogle troldmænd. De ville ikke lade hende gå." Hun knugede hans hånd hårdt, mens hun snakkede.

[Kevin Maddox]

Kevins ansigt fortrak sig i et misbilligende udtryk. "Og så angreb de?" Han rykkede sig på skammelen ved tanken og mærkede, hvordan Azaleas ord prikkede til en vrede, der næsten aldrig så dagens lys. "Hvad gjorde de ved dig?"

Han ville have ønsket, at hun aldrig havde bevæget sig ned i Ulvesmøgen lige på det tidspunkt. Men igen - så ville hun ikke have været der til at hjælpe pigen. Kevin forbandede troldmændene i sit stille sind og bemærkede ikke, hvor hårdt Azalea knugede hans hånd - han knugede automatisk hendes lige så hårdt.

[Azalea Holmwood]

Azalea nikkede stilfærdigt. Hun mente i hvert fald, at de havde angrebet først. Hun kunne ikke huske hele hændelsesforløbet i hovedet. Hun kunne ikke engang huske, hvornår de havde ramt hende.

Hun slap hans hånd for at vise ham, det blå mærke der var tilbage. Hun løftede op i trøjen i den højre side, og strøg forsigtigt sine fingre hen over mærket. "Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg blev ramt." Det var som om, at det at snakke om det, gjorde det virkeligt, og hun kunne mærke, hvordan en knude samlede sig i halsen.

[Kevin Maddox]

Kevins blik fulgte Azaleas bevægelser. Da han så det blå mærke, skar han svagt en grimasse og mærkede vreden prikke i hans kinder. Hvor håbede han inderligt, at troldmændene ikke slap væk uden straf.

Det lod han dog være med at spørge ind til. I stedet trak han hendes trøje ned igen og fandt hendes ansigt med blikket. "Du behøver ikke tænke mere over det," sagde han roligt og trak lidt på smilebåndet. Han havde godt bemærket, hvordan det påvirkede hende, og lige meget, hvor meget de snakkede om det, ville det ikke ændre på noget - det var stadig sket. "Sygeplejersken fortalte mig, at du er kommet dig hurtigt - det er jo godt," sagde han i et forsøg på at få den anden på andre tanker. Endnu en gang greb han hendes hånd for at stryge sin tommelfinger over dens ryg.

[Azalea Holmwood]

Azalea ville under normale omstændigheder have nydt følelsen af hans kolde fingre mod sin krop. Men det gjorde ondt, da han trak trøjen på plads, og hun gav sig lidt i sengen. "Av." Mumlede hun og bed sig i underlæben, mens hun forsøgte at lægge sig bedre tilrette i sengen.

"Ja, hun sagde, at jeg måske må komme hjem i aften. Men ikke gå på arbejde endnu. De er dog lidt nervøse for min væskebalance." Fortalte hun og sendte ham et svagt smil, da han igen tog hende hånd. Det gav hende en beroligende følelse, at han var her hos hende.

[Kevin Maddox]

Kevins øjenbryn trak sig en smule sammen. "Væskebalance?" Han vidste ikke, hvad det betød, og selvom det nok gav sig selv, brød han sig ikke om, at sygeplejeskerne var nervøse for den. Hans udstråling var dog rolig - der var ingen grund til at gejle hverken sig selv, men frem for alt Azalea op.

En højlydt klagen i den anden ende fik dog troldmanden til at kaste et blik over skulderen - selvom forhænget var trukket for - og gjorde det sværere for ham at skjule den nervøsitet, der rumsterede i ham. Hospitaler var ikke lige hans kop te.

[Azalea Holmwood]

Azaleas smil blev lidt større, da Kevin gav udtryk for, at han ikke forstod det med væsken. "Jeg har ikke været i stand til at kunne beholde væske i mig. Vand eller mad. De vil bare sikre sig, at jeg ikke går herfra dehydreret." Forklarede hun roligt.

Hun rykkede nervøst på sig, da Kevin så sig selv over skulderen. Hun kunne begynde at mærke hans urolighed ved at være her. Og den smittede lidt af på hende, selv om hun ikke ville indrømme det. Det var dog hendes første tur på Sankt Mungos. Og alt gjorde hende rastløs.

[Kevin Maddox]

Kevin så tilbage på Azalea. Hun havde sagt noget, men han havde ikke lyttet. Nervøsiteten kunne mærkes, og det var præcis det, han ville have undgået. Han sukkede svagt og gned sin tinding med sin frie hånd.

"Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde," sagde han med et beklagende smil og fandt hende med blikket. "Noget med at gå herfra dehydreret? Det håber jeg ikke, de lader dig gøre," sagde han og grinede dumt af sig selv. Hans blik faldt ned på deres hænder, hvilket hjalp på at lukke lydene omkring dem lidt mere ude.

[Azalea Holmwood]

Azalea rystede opgivende på hovedet af ham, men kunne ikke undgå at det trak lidt i mundvigene på hende. Hun løftede sin frie hånd og kørte den over hans kind, mens hun smilede varmt til ham. "Tag det roligt sk..." Hun stoppede sætningen, fordi hun var klar over, hvad det var hun næsten lige havde sagt. Og det vidste hun ikke, om hun kunne gøre bare sådan uden videre.

"Selvfølgelig ikke." Sagde hun, og løftede blikket fra hans, da hun hørte døren indtil stuen gå op, og forhænget blive trukket tilside. Sygeplejersken var kommet tilbage. "Vi er tilfredse med din tilstand, så du kan tage af sted når du har lyst." Sagde hun, og forlod rummet næsten med det samme igen. Beskeden fik Azalea til at sukke lettet.

[Kevin Maddox]

Kevin lænede automatisk hovedet mod hendes hånd, der strøg ned ad hans kind. Da hun afbrød sig selv, hævede han overrasket øjenbrynene, men kun kortvarigt før et smil spillede på hans læber.

Troldmanden rejste sig, da han hørte døren gå op, men det var ikke fordi, han nåede at interagere med sygeplejersken på nogen måde. "Tak," sagde han og så kort efter hende, før han vendte sig mod Azalea igen. Nervøsiteten lettede. "Det var da gode nyheder," sagde han og satte sig igen. "Hvordan har du det? Vil du blive længere?" Han glattede sine bukser og så afventende på hende.

[Azalea Holmwood]

Azalea var på flere måder klar til at tage af sted. Hun havde overhovedet ikke tænkt sig at blive et sekund længere på hospitalet, når hun havde fået grønt lys til at tage af sted. Allerede inden Kevin nåede at sætte sig helt ned, havde hun fjernet dynen, og svunget benene udover sengekanten.

"Jeg er så klar til at tage af sted." Sagde hun, og støttede sig til ham, mens hun trådte ned på gulvet. Det føltes koldt mod hendes bare fødder,og hun skar en grimasse fordi det samtidig værkede i siden. Med et knips, lå hendes tøj på sengen, heldigvis ikke længere med blod på sig eller med huller i. "Tag mig hjem Kevin." Hun havde drejet hovedet, og så nu bedende på ham.