Ærlighed

[Catherina Philips]

Terrance Tweedy & Agnes Tweedy

Catherina havde dårlig samvittighed over den måde hun havde opført sig på efter sidste koraften og havde derfor valgt at besøge Professor Tweedys kontor for at sige undskyld, selvom hun havde mest lyst til at blive liggende i sin seng. Hendes ben havde til sidst båret hende til hans dør, som hun forsigtig bankede på, inden hun trådte et skridt tilbage og gav sig til at vente. Det virkede som flere minutter før døren blev åbnet og hendes hjerte bankede allerede tusind gange hurtigere og hun havde flere gange været tæt på at gå sin vej. Hendes ben var dog som fastfrosset til gulvet og selv da Tweedy åbnede døren, tog det noget tid for hende at rykke sig ud af stedet.

[Terrance Tweedy]

Terrance havde besøg og sad mageligt i en lænestol ved det lille ildsted og nød et glas whiskey i selskab med Agnes, da det bankede på døren. Han satte glasset fra sig med let hævede bryn og åbnede døren halvt. "Phillips?"

Synet af den unge kvinde fik ham til at rynke panden. Han åbnede dog døren langsomt med et stjålent blik på Agnes. "Kom ind," bød han.

[Agnes Tweedy]

Agnes blev afbrudt midt i en sætning, da det bankede på døren. Det var første gang mens hun havde været på besøg, at der var kommet nogen og hun satte glasset fra sig, da Terrance rejste sig for at lukke op.

Selv kom Agnes også på benene og så spørgende på ham, da han kastede et blik tilbage mod hende. Hun var klar til at trække sig tilbage til kammeret bagved, men forstod temmelig tydeligt på det lydløse svar, at det ikke var nødvendigt. I stedet satte hun sig igen og smilede øjeblikket efter venligt til pigen der trådte ind. Hun genkendte hende med det samme. Agnes glemte aldrig en tidligere kunde.

[Catherina Philips]

Catherina skyndte sig ind på Tweedys kontor for hun ikke skulle fortryde igen, men stoppede brat op da hun fik øje på en kvinde der umiddelbart virkede fremmed for hende. Det var dog kun indtil hun overvejede andre folk end dem der befandt sig på Hogwarts og så virkede heksen pludselig bekendt.
"Øhm.. Professor.. " Begyndte hun men virkede stadig lidt forvirret, så fandt hun dog frem til det emne hun var kommet for at tale med ham om og hun så undskyldende på sin lærer. "Jeg er ked af jeg opførte mig så dumt Professor Tweedy, det var ikke pænt gjort." Sagde hun og så nervøst på ham.

[Terrance Tweedy]

Terrance var kortvarigt i tvivl, men endte med at ryste svagt på hovedet til Agnes, før han åbnede døren. Hans blik fæstnede sig ved den unge piges forvirrede udtryk og han overvejede et splitsekund, om han havde truffet den forkerte beslutning, før han rankede sig umærkeligt og smilede.

"Det var ikke pænt gjort, men der var uden tvivl en årsag, Frøken Phillips. Det her er Madam Atterberry. Du behøver ikke føle dig forlegen. Hun er en ven. Sidste gang bad jeg dig forklare hvorfor du var fraværende i timerne. Ville du foretrække at snakke med Madam Atterberry om det?"

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede med naturlig varme til eleven og tog til orde. "Vi har mødtes før, Cathy og jeg." Hendes tone var med vilje afslappet og hun rettede sig en lille smule op. Det lå ikke til Agnes at være overfladisk. Hun huskede sine kunder og hun talte altid interesseret med dem. Det var nok af samme grund, at hun endte med at kende de fleste af dem ganske godt.

"Føl dig ikke bange for at sige nej, hvis du hellere vil tale med Professor Tweedy. Så fordufter jeg på et øjeblik. Men jeg vil gerne tale med dig, hvis du har lyst." Hun smilede mildt og lænede sig lidt frem, godmodigt konspiratorisk. "Kvinde til kvinde."

[Catherina Philips]

Catherina huskede Agnes da hun begyndte at tale og nikkede bekræftende til Professor Tweedy, mens hun unødvendigt strøg sit hår om bag ørene. Hun var dog stadig en del overvældet over situationen og den stemme der kom ud af hende var pibende og næsten uhørlig. "Jeg vil.. gerne tale med Agnes.. " Hun blev helt rød i kinderne over den udtalelse og så undskyldende på Professoren, mens hun gav sig til at pille nervøst ved sit hår.

[Terrance Tweedy]

Terrance nikkede let. Underlig fornemmelse, sådan at blive fravalgt for sin unge kæreste, men hun kunne bestemt noget andet end han kunne og der var en grund til, at han ikke havde bedt hende gå. Han kastede et blik rundt og sikrede sig at alle skabe var aflåst og ingen mapper tilgængelige, før han smilede antydningsvist.

"Så vil jeg lade jer om det," svarede han, inden han sendte Agnes et kort blik og forlod kontoret, for at gå ind på sit sovekammer. Ingen tvivl om, at han ville komme til at lytte efter, at de talte sammen. Dog ikke hvad de talte om.

Forlader tråd

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede diskret til Terrance på vejen, før hendes opmærksomhed var mod Cathy. Hun havde ikke tænkt sig at foregive at være nogen officiel person, så skrivebordet havde de intet at gøre ved. Til gengæld slog hun bydende ud mod den lænestol Terry havde siddet i ganske få øjeblikke før.

"Sid endelig ned," bad hun. "Kunne du tænke dig en kop te? Jeg synes selv, at en lille smule te, gør det meget nemmere at slappe af." Hendes smil var oprigtigt og hun så diskret undersøgende på den yngre pige, med et mildt udtryk i de mørke øjne.

[Catherina Philips]

Catherina så kortvarigt efter Tweedy inden hun vendte blikket mod Agnes og smilede en anelse. "Ja tak" Sagde hun og satte sig ned i lænestolen, hvorefter hun skubbede sine sko af og trak benene op til sig mens hun lagde armene omkring dem. Hun vidste stadig ikke helt hvad hun havde tænkt sig at sige. Der var jo ikke rigtig sket noget, hun havde bare ikke lyst til noget længere, det var det eneste.

[Agnes Tweedy]

Agnes rejste sig og tog et par skridt, før hun vendte tilbage med en tekop og rakte den til Cathy. Næsten som om de sad nede hos Madam Malkins og ikke på en professors kontor. Skrædderen satte sig igen og foldede det ene ben ind over det andet. "Du ved, da jeg var på din alder, havde jeg et rigtigt grimt skænderi med en veninde," begyndte hun og smilede svagt.

"Vi var bedste venner, så du kan nok forestille sig at det har været ubehageligt at være uvenner. Jeg spiste nærmest ikke i den måned, hvor vi ikke talte sammen." Hun smilede halvhjertet ved mindet. "Det er sådan noget professorerne opdager, men ikke helt forstår." Hun så sigende på den yngre pige og smilede mildt. "Men tro mig, jeg kan godt huske, hvor mange ting der kunne gøre mig ked af det eller oprørt i den tid jeg gik på Hogwarts." Hun holdt en kort pause. "Er der noget, der gør dig ked af det, Cathy?"

[Catherina Philips]

Catherina så stilfærdigt på Agnes og tog imod koppen med te, som hun lagde fingrene om mens hun betragtede dampen stige til vejrs. Hun så tøvende op mod heksen i den anden stol da hun begyndte at tale og lyttede til hendes fortælling. Det var måske nemt at gætte hvor hun ville hen med den historie, men den ramte prik alligevel og fik Catherinas øjne til at skinne svagt.
"Jeg troede den her dreng på syvende kunne lide mig.. det kunne han ikke.. ikke alligevel" Hviskede hun og rynkede sine øjenbryn, mens hun så ned i tekoppen.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede forstående og smilede beroligende. I hendes optik var det ikke blot fjollede teenagekvaler. Hun var ikke så gammel, at hun ikke kunne huske, hvor vigtigt det havde været mens hun selv gik på Hogwarts. Uanset hvor mange ting hun så havde gjort, som hun græmmede sig over i dag.

"Det er aldrig rart, når man kan lide nogen og finder ud af at det ikke er gengældt," svarede hun og så lidt undersøgende på Cathy. Hun havde en klar fornemmelse af, at det ikke var hele historien. "Fik han dig til at tro at det var?"

[Catherina Philips]

Teen skvulpede faretruende da hun rystede lidt på hænderne over Agnes spørgsmål og hun fokuserede på at berolige dem inden hun svarede. "Han sagde han elskede mig, at han var forelsket i mig.. at han.. var skuffet over jeg lyttede til hvad andre sagde.. når han nu ikke var sådan.. men i sidste ende var han sådan.. jeg var så dum at tro på ham." Sagde hun og forsøgte at drikke af sin te, men da den stadig var alt for varm, sænkede hun koppen igen. Hun havde grædt meget over den mand, men lige nu var der ikke flere tårer tilbage, hun var bare utrolig træt og havde mest lyst til at sove.

[Agnes Tweedy]

Agnes tøvede kun et øjeblik, før hun skubbede sig frem og blidt rakte ud for at hvile hånden mod Cathys håndled. Hun kunne se hvordan pigebarnet rystede og hun ville have taget hendes hånd, hvis ikke hun havde knuget tekoppen. Skrædderens blik var overraskende alvorligt. "Du er ikke dum, Cathy," begyndte hun indtrængende.

Det milde smil var ikke forsvundet, men det var tydeligt at det ikke bare var tomme ord. "Du er menneskelig. Det er menneskeligt at tro på det bedste i folk. Det var, hvad du gjorde og det skal du ikke skamme dig over. Tro mig, jeg taler af erfaring." Hun smilede forsikrende, blidt. "Det er aldrig rart at blive såret og jeg vil ikke lyve ved at sige, at du kommer til at glemme det. Men jeg kan til gengæld sige, at det med tiden stopper med at fylde så meget. Livet er desværre sådan indrettet, at man er nødt til at lave nogle fejltagelser for at blive klogere, men man kommer videre. Det gør du også, Cathy. Så meget ved jeg."