Tilbud

[Geneva Greengate]

Geneva Greengate og Senthian Coppernan
23. januar 2110

Senthian gik rastløst rundt på sit kontor, mens han gennemgik den kommende samtale i sit hoved. Årets julevisitter fra hans børn havde endnu engang været en sand hån imod deres familie og dens traditioner. Ingen af hans børn var endnu blevet gift og hvis han skulle være helt ærlig, så troede han ikke på, at det nogensinde ville ske, hvis det stod til dem selv. De virkede komplet tilfredse med at føjte rundt og hore både til højre og venstre i stedet for at tage deres slægtstræ og pligter seriøst. Det havde han ikke længere nogen intentioner om at finde sig i.

Geneva bankede på Coppernans dør og ventede på at der blev lukket op, da det skete trådte hun indenfor og så spørgende på den ældre mand. Hun overvejede flygtigt om Aldrian havde fortalt om hvad der var sket, men det virkede usandsynligt. Hun var bare endnu en på sengestolpen, han kunne umuligt have fortalt sin far om det.
“Hvad kan jeg hjælpe med?” Spurgte hun og så afventende på ham, mens hun placerede hænderne på ryggen.

Da det bankede på døren, gjorde Senthian en synlig anstrengelse for at finde sin mere selskabelige side frem, hvorefter han åbnede døren og lod Geneva komme ind. Hun var virkelig utroligt køn. Og så var hun skarp og ambitiøs oveni. På alle måder en bemærkelsesværdig kvinde. “Min kære pige, du behøver slet ikke være så formel. Vi er alle venner i Ministeriet.” Han satte sig bag sit bord og anmodede hende med hånden om at sætte sig på stolen overfor.

Geneva lod ham slippe afsted med at kalde hende pige, men kun fordi han ikke var hvem som helst og hun så gerne at de var på venskabelig fod. Hun satte sig derfor smilende ned på stolen overfor og nikkede. “Selvfølgelig, men lidt høflighed skader vel ikke ind i mellem” Bemærkede hun og blottede tænderne i et smil.

Han kunne allerede lide hende og han sendte hende et smil for at vise det. “På ingen måde. Jeg sætter altid pris på høflighed.” Han lænede sig lidt tilbage i sin stol, mens han smilede over til hende. “Ja, du er vel meget interesseret i at høre, hvorfor jeg har bedt dig om at komme her i dag?”

Geneva nikkede og lagde hænderne i skødet. “Ja, det er jeg, selvom du vist gerne vil trække tiden ud..” Bemærkede hun og sendte ham et venligt smil, mens et drillende glimt skinnede i hendes øjne.

Han tillod sig selv at le stille af hendes morsomhed. “Kløgtig.” Han fandt hendes blik igen. “Jeg kan forstå på sladderen i bygningen, at du og min søn har haft visse .. private aktiviteter kørende.” Han forudså hendes indignation og holdt afværgende en hånd i vejret. “Nej nej, bare rolig.. Jeg har ikke tænkt mig at udbede mig detaljer.” Han rejste sig op og stillede sig bag sin lænestol med hænderne på ryglænet. “Som du nok kan se, er jeg en gammel mand. Jeg har meget få glæder tilbage i livet og mine børn gør ikke meget for at gøre dette lettere for mig.” Han sukkede stille over den skuffelse, de havde bragt ham. “Hvis det stod til dem selv, ville de sikkert leve alene resten af deres liv og have det fint med det.” Han lagde et bestemt tryk på det næste. “Men det ville jeg ikke.” Øjnene blev hårde for at matche den nye tone, men hårdheden forsvandt næsten med det samme igen. “Jeg ønsker intet andet i dette liv, end at se mine børn lykkelige. Gerne med en værdig ægtefælle og et par børnebørn til at forsøde mine sidste dage.” Hans blik blev milde ved tanken. “Men for at komme tilbage til, hvorfor jeg har bedt dig komme idag.” Han holdt endnu en kort pause, mens han lod informationerne bundfælde sig i hende. “Jeg tror, at du kunne gøre min søn meget lykkelig.”

Det tog et øjeblik for ordene at synke ordentlig ind og hun stirrede vantro på ham, en mine der var sjælden set hos Geneva. “Det ved jeg ikke om jeg kan.. Det er sandt.. Vi har set.. hinanden.. Men et ægteskab? Jeg tror slet ikke din søn ville være interesseret.” Sagde hun og så stadig helt forbløffet ud.

“Som jeg netop har sagt, så ville min søn sikkert synes bedst om at leve sit liv alene. Men det er blot, fordi han ikke ved bedre.” Han smilede til hende. “Han ved ikke, hvor berigende det kan være at have en livspartner, der er én værdig,” Han havde masser af øvelse i at skjule den smerte, der skød igennem ham ved mindet om hans ekskone og han spillede komedien til fulde. Forhåbentligt ville Geneva være et bedre match. “Han ved ikke, hvilken glæde det kan give, at se sit blod vokse videre i den næste generation.” Han blev med ét meget alvorlig igen. “Derfor har jeg tænkt mig at vise ham det. Han kommer ikke til at få valget.”

Geneva så opmærksomt på Aldrians far og selvom hun havde set ud til at være overtalt af hans søde ord om ægteskab, fik hans sidste ord hende til at tøve igen. “Du vil tvinge ham? Men jeg kan umuligt sige ja til et ægteskab med en mand skal tvinges ind i det.. Selvom jeg holder meget af Aldrian.. eller måske lige netop derfor.. “ Sagde hun og var stadig lidt i chok over hans forslag.

Senthian smilede lidt trist over hendes ord. Han gik rundt om stolen og satte sig igen i den med en lettere opgivende bevægelse. “Hvis jeg havde et andet valg, ville jeg også bruge det. Tro mig, jeg har prøvet alt. Uden held. Manden har ingen ambitioner på andre områder end hans arbejde. Du kender ham og du deler denne passion. Du kan forstå ham et langt stykke hen af vejen. Og jeg tror faktisk, at du holder oprigtigt af ham.” Hans smil havde en lille bedrøvet dråbe i sig. “Aldrian er blevet såret som barn. Meget. Hans mor forlod os, da han var ganske lille og jeg er bange for, at det har skadet ham så meget, at han ikke tør føle noget for nogen mere. Måske med undtagelse af Abigail, men hun lider tydeligvis af det samme.” Han skjulte sit ansigt bag sin ene hånd et øjeblik, mens han samlede sig igen. Det var ikke kun børnene, der havde taget skade af det. “Aldrian tillader ingen at komme ham så nær, at de kan se hans følelser. Han hopper fra seng til seng mindst en gang om ugen og begraver sig i stedet i sit arbejde.” Han så op på hende igen og håbede, at hun ville forstå. “Jeg kender min søn. Og jeg tror virkelig ikke, at der er nogen anden udvej. Hvis det ikke bliver med dig, bliver det med en anden.”

Geneva fulgte Coppernan med blikket og endte med at se alvorligt ned på sine hænder over hans ultimatum. Hun tænkte sig om et langt øjeblik, inden hun så op med beslutsomhed i blikket. Hun kunne ikke forestille sig hun nogensinde ville få tilbuddet igen og på trods af hendes glæde for at arbejde, havde hun efterhånden brug for andet i sit liv. Tanken om børn havde slået hende op til flere gange. “Godt så.. Men.. Vil du ikke være sød at give ham chancen for at gå frivilligt med til ægteskabet.. så jeg har muligheden for rent faktisk at få et godt ægteskab med ham” Sagde hun og så insisterende på Aldrians far.

“Som jeg sagde før, så ønsker jeg kun, at min søn skal finde lykken her i livet.” Han smilede til sin kommende svigerdatter. “Jeg vil tale med ham, men jeg tvivler på, at han vil glæde sig over beslutningen den første tid. Det vil være op til dig at få ham til at glæde sig over det på sigt.” Hans smil holdt stadig, da han rejste sig og rakte hånden frem. “Jeg er meget glad for din velvilje og hjælp - Geneva.”

Geneva så tøvende på ham, uden at være helt sikker på hvad hun havde fået sig selv rodet ind i. Hun rejste sig dog også selv og gav ham sin hånd. “Det håber jeg også jeg bliver.. “ Bemærkede hun og smilede kort, inden hun vendte sig om og forlod kontoret. Derefter gik hun direkte tilbage til sit eget kontor, hvor hun satte sig for at tænke over hvad det lige var der var sket. Hun kunne stadig ikke fatte det.