Zombies! Everywhere! [Åben tråd]

[Ajax Rhodes]

Et brag vækkede Ajax fra hans søde drømme om en lykkeligere tid, hvor det eneste han havde behøvet bekymre sig om var hvorvidt tøsen han var ved at lægge an på var mindreårig. De dage var langt bag ham nu, alkohol var en sjældenhed, uskyld.. Samme.
Som han havde gjorde det sidste dusin dage begyndte han sin rutine med at tjekke alle kroens tilplankede vinduer og døre. En midlertidig løsning. Udenfor stod dagens angreb allerede på og Ajax vidste at den insisterende banken var en eller anden besat stakkel af et levende lig der var ved at smadre sine hænder og arme mod deres barrikader. Skønt træet knagede, lod det til at holde.
Ajax havde været på arbejde da det hele startede, og selvom han før i tiden sjældent havde anset sig selv som dum.. Kunne han ikke lade være med at vende tilbage til det skæbnesvangre øjeblik i sine tanker.. Hvis han bare havde været forudseende nok til at gribe et par koste. Det ville have forbedret deres situation uendeligt. Faktisk skulle han have sagt fra før, som situationen med muggler optrappede, da krigen brød ud, da ministeriet besluttede sig for at gennemføre deres ultimative plan kaldet: Dræb Undermenneskelige Mugglers Trussel ved Autoriseret Nedfald Af Gammelt Rustikt Antikt Masseødelæggelsesvåben.
Han havde overlevet så længe, men hvad var al hans viden om quidditch værd i et postapokalyptisk samfund.

[Agnes Tweedy]

Agnes havde siddet rastløst og forsøgt at reparere et af flere huller i sit tøj med en improviseret og lettere intermistisk nål, der truede med at gøre større skade end gavn, da en høj lyd fik hendes hjerte til at gå i stå og et bandeord til at glide ud mellem sammenbidte tænder, som metalspidsen borede sig ind i huden på hendes fingerspids. En dråbe af rødt sprang til syne og hun pressede stiksåret mod læberne, som hun varsomt gled på benene.

Hånden faldt dog snart og hun knyttede den i stedet, som hun bevægede sig ud i det største rum. Hjertet sad i halsen, men det var en følelse hun var ved at vænne sig til. Den var nemlig vedvarende og syntes så godt som aldrig at falme. Det liv hun engang havde levet var så fjernt, at hun nogle gange tænkte på, om det mon bare havde været en drøm. Hun skubbede tanken bort. Det hjalp intet at dvæle ved fortiden, så hun spændte blot kæben lidt, som hun rømmede sig lavmælt for at fange den andens opmærksomhed, mere eller mindre beroliget af at den høje lyd ikke havde betydet noget katastrofalt. Endnu. En besværgelse skjulte lyde for staklerne udenfor, men hun var alligevel vant til at tale lavmælt: "Hvor længe har det varet ved nu?"

[Ajax Rhodes]

Ajax tøvede, men satte så øjnene mod den lille sprække efterladt i plankerne for vinduet og kunne nu skue ud på det ruinerede landskab der engang havde været Hogsmeade. Der var et virvar af bevægelse lidt til hans højre og i det.. Lyse krøller og en velkendt uniform med et grønt slips.
"No way.." mumlede Ajax og kunne mærke kvalmen boble op i bunden af hans hals. Han tvang den ned og lukkede træt øjnene, men blev forskrækket da han hørte en lyd bag sig. Panisk snurrede han rundt og stod med hamrende hjerte overfor Agnes. Hvis nogen for et par måneder siden havde fortalt ham at den yngre skrædder skulle gå hen og redde hans liv, havde han rystet forvirret på hovedet.. Men hvis hun ikke havde stødt på ham for et par uger siden, havde det måske været ham der havde stået og banket mod vinduet.
"Det ved jeg sgu ikke.." Svarede han og rystede på hovedet med en grimasse.. "..Han er bare en fucking Hogwartselev..."
Ajax var ikke specielt idealistisk anlagt (længere), men der var sgu noget forkert ved at de var under angreb af børn..
Stakkels knægt..

[Agnes Tweedy]

Agnes' kæbe spændtes over Ajax' udbrud. Hendes mave vendte sig, men hun var efterhånden vant til den hule følelse. "Lad være med at komme for tæt på vinduet," svarede hun blot, lettere afmålt. Det var nemmere endat forholde sig til, hvad der foregik lige ude på den anden side. Som om hun kunne drukne de øredøvende lyde.

Hun havde ikke meget tilbage i verden. Det var ikke meget tilbage, der var værd at have. Selskab var dog en af de ting, hun helst ikke ville undvære. Det gjorde det lettere at komme gennem dagene og hun sukkede, som hun trådte frem og hvilede en hånd mod den andens skulder. En dyb fure trak hendes øjenbryn sammen og verdens vægt syntes at hvile på hendes skuldre. "Vi har næsten ikke mere mad..."

[Ajax Rhodes]

I et tidligere liv ville Ajax måske have set den spinkle kontakt som en chance, en fremrakt lillefinger der tillod ham at tage hele hende. Nu lagde han blot sin egen hånd oven på hendes og sagde ikke mere om den sag.
"Pis.." Mumlede han og måtte atter skæve over til det tilplankede vindue hvor den uhellige lig evindeligt blev ved, "Så må jeg vel tage derud og finde noget.."
Aldrig før havde han så inderligt ønsket at han havde fulgt bedre med i timerne; hvis bare han havde været bedre til forsvar mod mørkets magter, havde udsigten til at tage ud og skaffe ressourcer ikke set så håbløs ud. Men han kunne næppe sende Agnes derud, han var trods alt en mand og det satte altså en smule pres på ham.

[Agnes Tweedy]

Agnes havde ingen overvældende vilje til at forlade den relative sikkerhed i den forladte krostue. Som så mange andre, havde hun mistet meget, men det havde ikke gjort hendes skødesløs. Det havde hun set før. Folk, der blev gjort hårde af smerte og mistede alle former for forsigtighed. Agnes nægtede at gøre det samme. Det var det eneste, der rigtigt var tilbage at holde fast i.

Hun sukkede lavmælt. "Vi tager ud sammen," svarede hun, men ikke bestemt. Chancen for succes var dog større, når man var to. Bekymring var tydelig på hendes ansigt. Desuden var hun temmelig habil med en tryllestav, selvom manglen på energi og formål tærede på hendes magiske evner. Hun havde en fornemmelse af, at det nok mest var noget psykisk. "Men det ser ud til, at der kan gå timer endnu, før vi har en chance..."

[Ajax Rhodes]

"Okay.." Svarede han blot, "..Senere."
Ajax havde ikke tænkt sig at modsige hende direkte, men det var rimelig tydeligt fra hans grimasse at han bestemt ikke brød sig om tanken´. Han kunne ikke lade være med at føle sig en smule beskyttende omkring Agnes, selv hvis det i de fleste faresituationer havde været hende der havde reddet ham mere end den anden vej rundt - han var ikke helt fri af hele macho mentaliteten.
"La' os prøve en accio fra taget igen.." sagde han og trak på skuldrene. Det havde ikke lykkedes dem at hidkalde noget brugbart fra nabolaget, men det kunne være de bare havde spurgt om det forkerte.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede. Hun havde ingen ambitioner om at diskutere - det skete oftest af sig selv alligevel - og desuden var hun ikke interesseret i at træde et skridt nærmere verden udenfor, før den overdøvende hamren og jamren var stilnet af. For nu kunne hun kun gøre så meget for at lukke det ude.

Hun trak hånden til sig og knyttede den lidt sammen, før hun endte med at synke sammen i en stol, der ærligt talt havde set bedre dage. "Intet nyt fra andre...?" Hun håbede ikke rigtigt. Det turde hun ikke. Men de havde alle folk de savnede. Usikkerheden var nok det værste af det hele...

[Ajax Rhodes]

Optimisme havde aldrig været en ressource Ajax havde oplevet mangel på. Selvsikkerhed ville måske have været et bedre ord, men den var - ultimativt - bundet i en, nu lidt naivtsynende, optimisme. Nu var det noget han var nødt til at praktisere aktivt, gøre sig umage for og det var ikke en super fed oplevelse.
Han sendte Agnes et blik der lidt sagde det hele, men tvang et lidt tøvende smil frem.
"Måske ka' vi prøve at fange en kikkert når vi er deroppe.." Sagde han med en teskefuld af dette fremtvungne håb, men selv det blev slukket da en høj lyd af træ der blev kvast lød nede fra krostuen.
Ajax så panisk på Agnes.

[Agnes Tweedy]

Agnes var relativt afslappet. Så afslappet som man nu blev, når der stod levende døde og flåede i plankerne på den anden side af de tilskoddede vinduer. De var så sikre der, som de blev nogle steder og hvor dumt det end var, så var hun begyndt at vænne sig til det. Nok til at chokket var totalt, da det efter få øjeblikke blev klart, at noget var gået helt, helt galt.

Hun stod paralyseret på stedet i nogle øjeblikke for længe. Der var ingen vej ud bag dem og hvis der havde været en mulighed for at slippe ud gennem døren til baglokalet, så var det tydeligt at den var forsvundet. Døråbningen var nemlig ikke længere tom og Agnes måtte erkende, at hun havde efterladt sin tryllestav med sit sytøj. Bag dem. Det sortnede for hendes øjne og som indsigten af at der ikke var noget at gøre ramte hende, rakte hun ud og lukkede hånden omkring Ajax'.

De kunne kun bakke så meget, før de havde muren mod ryggen. Ingen steder at gå hen, kun vente på det uundgåelige. Det var et spørgsmål om sekunder og Agnes' sidste handling i den verden blev at slå armene om Ajax og kysse ham, netop som hun mærkede det første træk i sin ne-

Et højlydt gisp brød stilheden i Agnes' soveværelse og hun satte sig brat op, dækket af koldsved. Hjertet hamrede og hun så sig forvildet omkring, halvt på vej til at springe ud af sengen. Sengen. Et øjeblik mere gik, før hun indså, hvor hun var. Det var bare en drøm. En forfærdelig, alt for livagtig drøm, der dog slet ikke havde været virkelig. Så meget afslørede lyden af et dæmpet åndedræt ved siden af hende og Agnes sank udmattet sammen igen, men alt for anspændt til igen at falde i søvn. Det ville komme til at tage tid at ryste af sig.

Tråd afsluttet