Inderkredsen

[Wyat Whowood]

Sybil Attwater

Wyat lænede sig op af baren, mens han skubbede sit glas med en ekstrem dyr ildwhiskey rundt på bordpladen. Han sludrede ikke med nogen lige i dette øjeblik, han havde udvekslet et par ord med bartenderen, men det var det. Selskab var ikke lige hans ting i aften, men som altid dukkede han tit op på klubben, selvom han ikke var kommet for at mødes med nogen. Til sidst nikkede han kort til manden bag baren og rettede lidt på sit jakkesæt, inden han stak hånden i lommen og gav sig til at slentre igennem klubbens lokaler, hvor folk stod eller sad og småsludrede med hinanden. Intet nyt under solen der, kors hvor han kedede sig.

[Sybil Attwater]

Den muntre stemning Sybil forventede at finde på Den Kælne Kimær stod i kongelig kontrast til den sindsstemning hun selv befandt sig i. Sybil var ikke sikker på om det var muligt at foragte en person mere end hun foragtede sin bror i øjeblikket. Endelig var hun begyndt at skabe en lovende karriere for sig selv, og så formåede hendes bror at spænde ben for hende, selv i skjul. Endelig var det lykkes ham at få alle øjne vendt mod ham – om end det ikke var måden han havde forestillet sig.

Sybil stillede sig i kø, og mærkede hvordan de fleste af de andre fastlåste deres blikke på hende, så de næsten efterlod brændemærker overalt på hendes krop. Der kunne være to muligheder til dette; Enten var det fordi at det var et usædvanligt syn at se en kvinde så ung som hende, stå der alene, stadig iklædt sit arbejdstøj. Eller også var det fordi hun bar efternavnet ’Attwater’ som en løkke om halsen.

”Hvis du vil være venlig at træde et skridt til siden”, sagde vagten stift til hende da hun nåede forrest i køen. Sybil var aldrig blevet afvist før, og gjorde forvirret som han sagde, mens hun tålmodigt ventede på at han forklarede sig. ”Du har ikke adgang”, forsatte manden og synes derefter at placere sin fokus tilbage på køen. ”Hvad mener du?”, spurgte hun, men blev behandlet som luft. Det fik hende til at spidse læberne. ”Det er ren pli at svare når man bliver spurgt om noget. Det må selv en almen vagt som du vide”, forsatte hun skarpt. Dette fik vagten til at reagere. ”Gå nu bare med dig. Vi har ikke plads til dem der skaber skam i vores samfund”, dette fik hende til at spærre øjnene vredt om. ”Jeg forlanger at tale med den øverste ledelse. Om jeg så skal blive stående her hele aftenen og råbe op”, det fik vagten til at le højt. ”Du kan skam blive stående så længe du ønsker, smukke”, sagde han, men efter et par minutter, vendte en vagt alligevel snuden indad mod klubben.

[Wyat Whowood]

Wyat tog gerne et par runder, selv helt ud i indkomsthallen og da han hørte tumult udenfor blev han automatisk opmærksom på det. Han stirrede på den yngre heks i den åbne dør og genkendte hende med det samme, hendes bror var lige blevet arresteret, hvad havde hun egentlig forestillet sig. Han skævede hen mod den vagt der kom gående hen mod ham og løftede utilfreds sine øjenbryn.
"Hvem har ansat dig? Du kan betragte dig selv som fyret efter du har fået den unge heks til at gå sin vej" Bemærkede han og tog en tår af sin whiskey uden at virke synderlig påvirket af hvad der foregik omkring ham. Han blev dog alligevel stående, i tilfælde af at det udviklede sig til større problemer. Derfor betragtede han vagten gå tilbage til hende og give hende besked.

[Sybil Attwater]

Sybil fulgte vagten med blikket som han bevægede sig hen mod en ung mand der ikke så ud til at være mange år ældre end hende selv. Det fik hende til at rynke svagt på panden, og tanken om hvordan han havde skaffet sig så prestigefyldt en position i så tidlig en alder slog hende, inden hun måtte vende opmærksomheden andetsteds, da vagten kom tilbage, og fungerede som sendebud. Sybil skævede op mod vagten, og så tilbage på Wyat, inden hun talte. ”Fortæl din øverstbefalende at jeg foretrækker at han selv kommer ud og giver mig en forklaring på denne form for ubehøvlet behandling”, hun hørte vagten fnyse, tydeligvis ikke glad for at måtte gå ind igen, men Sybil så ikke op. I stedet havde hun de grønne øjne rettet direkte mod Wyat, et skarpt blik, der ikke viste et eneste tegn på skam.

[Wyat Whowood]

Den her heks var jo tosset, tænkte han for sig selv og så køligt på hende, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Derefter gik han hurtigt hen til hende, tog fat i hendes overarm og smilede venligt. "Vil du gerne ind, jamen så kom da" Bemærkede han og hev hende med indenfor, helt ind til det lille lokale hvor de opbevarede alkohol. Han gad ikke engang slæbe hende med ind på sit kontor, det ville han ikke have svinet til med hendes dårlige humør. Han lavede en mental note om at få fyret de uduelige vagter bagefter.
"Hvad er det du vil? Tror du det bliver en god oplevelse for dig at befinde dig her, blandt alle der ved at din bror er blevet arresteret? Nej vel? Hvad får du ud af det? Intet. Derfor - kan du måske finde ud af at forlade stedet og gå din vej uden at skabe en scene." Sagde han uden at vise synderlig meget tegn på vrede.

[Sybil Attwater]

Sybil fnøs over måden han hev hende med, men strittede ikke imod, da hun så en lille sejr i rent faktisk at få lov til at komme over dørtærsklen. Lige så snart hun havde mulighed for det fik hun blidt revet sin arm til sig, og rettede på sin kjole, inden hun lod de grønne øjne vandre rundt.

”Jeg havde ingen intentioner om at socialisere eller lade mig påvirke af de andre gæster”, svarede hun ham, lige så roligt som han talte til hende, selvom det ikke helt var den følelse der lurede under overfladen. ”Jeg kom for at få mig noget at drikke ovenpå en hård arbejdsdag, og jeg kan ikke se hvordan min brors anholdelse skulle være argumentation nok til at afholde mig fra dette”, forsatte hun, og hævede hagen, mens blikket ikke veg en eneste gang fra ham.

[Wyat Whowood]

Wyat så vantro på hende og stak hænderne i sine lommer. Hun kom ned på Kimæren uden følgesskab og forventede at blive lukket ind, blot for ikke at socialisere? Det lød godt nok som lidt af en trist aften, selvom hun selvfølgelig kunne have forsøgt at flirte med bartenderne. De var altid villige.
"Det er god nok grund for mig, for hvis du viser dig her, så går halvdelen af klientellet og det kan jeg ikke drive forretning på søster" Bemærkede han og så hende direkte i øjnene, mens han bøjede sig en anelse frem, mest fordi han var så meget højere end hende.

[Sybil Attwater]

En generel frustration over hele situationen voksede, i takt med at et køligt udtryk lagde sig over det smalle ansigt, hvis øjne forblev rettet mod ham. Øjnene flakkede og hun så kort sammenbidt ud. Sådan en flok middelmådige magikere kunne lige vove på at sende hende et eneste misbilligende blik. ”Mit navn Sybil Attwater og det siger jeg helt uden skam. Jeg er auror og har kæmpet hårdt for at nå hertil. Hvad andre tænker om mig må være op til deres samvittighed”, hun krydsede sine arme, og løftede hagen, fordi han netop var det højere. ”Jeg skal nok gå. Helt uden postyr, endda. Men svar mig først på dette; Synes du det er retfærdigt at jeg skal dømmes på min brors handlinger?”

[Wyat Whowood]

Wyat så på hende med et utålmodigt blik mens hun kom med sin lange tale om hvem hun var og han løftede sine øjenbryn, mens han sukkede dybt. Han rystede på hovedet over hendes spørgsmål, men trak så på skuldrene.
"Jeg lever i et fængsel bygget af mine kunders meninger. Jeg har ikke ret til min egen" Bemærkede han og smilede skævt til hende. "Du skal være velkommen til at komme tilbage igen, når alt dette drama med din bor er ovre, bare giv det lidt tid. Jeg håber det løser sig.. hvad det end er.. med din bror" Sagde han med et venligt smil og strøg fingrene gennem håret mens han betragtede hende afventende.

[Sybil Attwater]

”Hvor trist”, svarede hun ham, mens hun betragtede ham tænkende. Smilet blev gengældt med antydningen af et. Hans ord formåede at få hendes krop til at slappe mere af. Hun nikkede en enkelt gang. ”Det håber jeg også”, svarede hun ham, men lød mere opgivende, end forhåbningsfuld.

Sybil så sig en omgang rundt. ”Så.. er det sikkert for mig at gå ud samme vej vi kom ind? Eller har du en bagindgang du vil foretrække at smugle mig ud af?”, spurgte hun, og nu fik et smil lov til at blomstre sig frem på hendes læber, et af de mere venlige. 

[Wyat Whowood]

Wyat kneb øjnene lidt sammen med et skeptisk blik. "Tænk engang, du er faktisk nærmest helt venlig" Han blottede tænderne i et flabet smil og løftede derefter sine øjenbryn. "Bagudgangen er nok det bedste valg, hvis du lover ikke at snige dig ind uden min tilladelse" Sagde han og gav hende et diskret elevatorblik, inden han rettede sig lidt op og nikkede mod døren, som han derefter åbnede og ledte hende ud fra depotrummet og videre igennem en anden dør til de baglokaler som tjenerne primært brugte.

[Sybil Attwater]

Sybil trak på skuldrende. ”Når jeg har overskud til det”, kommenterede hun, hvorefter smilet fik lov til at vokse til et mere drilsk et. Sybil nikkede, og havde en vis forståelse overfor at det var det han ønskede, men hævede et øjenbryn af det sidste han sagde. ”Det kan jeg vist godt love. Den Kælne Kimær er ikke det eneste sted der serverer en god ingefærøl”, nu var det hendes tur til at smile flabet.

Sybil fulgte efter ham i et roligt tempo, mens hun lod blikket glide nysgerrigt rundt. Ikke at der var noget hun ikke havde set før. Sybil lod de brune øjne glide ned over Wyats ansigt en enkelt gang. ”Hvordan er en i din alder endt med at eje alt dette?”, spurgte hun, og så på ham med et blik, der stadig forsøgte at regne ham ud.

[Wyat Whowood]

Wyat skyndte sig ikke, de befandt sig i tjenernes gange og han havde intet behov for at blokere dem for synet af Sybil og han hilste da også venligt på dem hver gang de passerede nogen. Han rynkede øjenbrynene over hendes spørgsmål og så overvejende på hende.
"Jeg arvede det" Forklarede han og trak på skuldrene, uden at ville give hende en lang forklaring på hvad der var sket. Det undrede ham dog at hun ikke allerede kendte til historien, hun måtte være omkring hans alder hvis hun var auror men måske havde skandalen passeret hendes opmærksomhed alligevel.

[Sybil Attwater]

Sybil fulgte godt med i hvad der skete rundt omkring, men der var også ting der ikke fangede hendes opmærksomhed, såsom dette. Ikke før nu, i hvert fald. ”Det er noget af et arvestykke”, kommenterede hun da han ikke sagde mere. Sybil smilede høfligt til de der passerede, og de smilte da også tilbage, nok mest fordi deres chef gik ved siden af hende. ”Men hvordan er det så.. at arbejde i et fængsel?”, forsatte hun, og brugte hans egne ord mod ham, med antydningen af et smil.

[Wyat Whowood]

Wyat grinede afdæmpet over hendes ord, men så ikke på hende, da han havde travlt med at gå rundt om en tjener med et fad. "Jeg arbejder her ikke, jeg ejer stedet. Der er en forskel" Sagde han og skævede til hende med et smil i mundvigen inden han vendte ansigtet mod hende.
"Er du altid så nysgerrig?" Spurgte han mest for at skifte emne, han brød sig ikke rigtig om den måde hun var gået i gang med at bore i hans liv.