Store forandringer

[Kevin Maddox]

Cerise Monet

Det var nu anden gang indenfor to uger, at man kunne finde Kevin Maddox på Skt. Mungos Hospital med en bekymret mine. Men denne gang sad han ikke i venteværelset, og hans tanker var et helt andet sted.

Med hastige skridt nåede han op til skranken, og han fangede en ung heks' opmærksomhed. "Hvor kan jeg finde Cerise Monet?" spurgte han, og hurtigt fik han en usamarbejdsvilligt svar fra den anden. "Kan du så ikke kalde hende herhen?" tilføjede han en anelse utålmodigt, hvilket virkede bedre, og snart gik han frem og tilbage i venten på sin søster.

[Cerise Monet]

Der var sket meget i Cerises liv de seneste to uger. Eller egentlig var der kun sket én ting, men den ene ting havde også vendt hele hendes tilværelse på hovedet. Alligevel havde hun på intet tidspunkt valgt at tage så meget som en halv fridag. Det blonde hår sad stadig kunstfærdigt flettet op omkring hendes hoved, de limegrønne hospitalsklæder sad stadig fint om hendes slanke figur og hendes make-up var lagt fuldstændig fejlfrit.

Så modtog hun beskeden om, at hun var ønsket i informationensskranken for hendes afdeling. Med let undren satte Cerise mod skranken og opdagede først for sent hendes yngre brors blonde hår og utålmodige udtryk. Hårdt trak hun vejret ind ad næsen, før hun tog de sidste skridt over mod ham. "Kevin?"

[Kevin Maddox]

Kevin drejede om på hælen, da en velkendt stemme lød, og selvom det var lettende, at hun så ud som altid, voksede den bekymrede mine. Blidt tog han fat om hendes ene albue.

"Cerise," sagde han langsomt og så hende i øjnene. Hvorfor havde hun ikke fortalt ham noget? "Jeg fik et brev fra mor," sagde han og håbede, at det var forklaring nok for heksen. Han ville ikke sige mere her, hvor der var for mange til stede, og han ventede på, at søsteren ville tage dem et mere afsides sted hen. Hun kendte trods alt stedet bedre end ham.

[Cerise Monet]

Det var ikke til at overse den bekymrede mine, der hvilede over den yngre brors ansigt, som han tog fat i Cerises albue. Det havde været underligt at være uden Theo, men det var ligesom blevet hverdag. )sen i hendes mave var efterhånden blevet permafrost og stenen på hendes bryst bare hverdagskost. Ordene fik hende til at stivne. Et brev fra deres mor. Det kunne kun betyde en ting: en samtale, Cerise for alt i verden havde undgået.

Langsomt nikkede hun. Theodore Blythe havde været manden i hendes liv - alt med ham havde været anderledes, reglerne for livet havde forandret sig i hans selskab. Al hendes frygt var forsvundet i hans nærvær. Han havde været så meget andet end bare en elsker. Han havde været hendes bedste ven, og da han var forsvundet og havde trykket sine læber mod hendes i et sidste kys, havde han taget al betydning for hendes tilværelse med sig. Langsomt trak hun Kevin med sig ind på et af de mange lagerrum. "Så du ved det.." Hendes stemme var hæs.

[Kevin Maddox]

Cerises hæse stemme overraskede Kevin. Hans søster, der var så meget bedre end ham til at holde hovedet højt, lød direkte opgivende. Og det bekymrede kun troldmanden endnu mere.

"Ja," svarede han blot og mærkede ufrivilligt, hvor skuffet han var over, at han ikke havde hørt det fra hendes egne læber. "Hvor lang tid siden er det?" Hvor lang tid siden har du holdt det skjult for mig, havde han mere lyst til at sige, men lod være. Med blikket fikseret på heksen, fugtede troldmanden læberne. Udefra var hans ansigt malet med bekymring og empati, men indeni kæmpede skuffelsen og den dårlige samvittighed over dette mod hinanden.

[Cerise Monet]

Cerise havde mest af alt lyst til at klemme sine kolde fingre mod Kevins ansigt og lægge det i andre folder end den konstante bekymrede mine, der havde været cementeret i hans ansigt siden han så hende. Det gjorde det ikke nemmere for hende at agere som om intet var hændt, når alle kiggede på hende som en mishandlet hvalp.

"Lidt over to uger." Healeren havde rømmet sig før hun talte og hendes stemme havde genfundet sit normale lyse, blide leje. femten dage og tre timer sidst hun tjekkede for at være helt præcis, men det fik hende til at lyde lige så ynkelig som hun følte sig, så hun undlod.

[Kevin Maddox]

Kevin granskede søsterens ansigt og trak hende derefter ind i en omfavnelse med et dybt suk. Det var ikke forfærdelig lang tid siden, de havde stået på denne måde endda på samme hospital, hvor rollerne bare var omvendte.

"Hvorfor sagde du ikke noget tidligere?" spurgte han lavmælt og trak sig væk igen. Hans hænder holdt kortvarigt om hendes overarme i et blidt greb, før de faldt ned langs siden - han vidste ikke, hvor han ellers skulle gøre af dem.

[Cerise Monet]

Cerise havde mest af alt lyst til at se ned i det plettede gulv. Kevins undersøgende blik fik hende føle sig skamfuld igen - som et lille barn, der havde stjålet af slikdåsen. Ikke et sekund var hun i tvivl om, at hun havde handlet forkert, men hvordan skulle hun ellers have reageret? Hvad gjorde andre i en sådan situation? Så blev hun trukket ind i et kram. Alt i hendes krop spændtes og hun havde mest af alt lyst til at trække sig ud af hans favn. Øjnene forblev tørre som altid.

Lettet åndede hun op, da Kevin igen brød deres kropskontakt og Cerise trådte hastigt et halvt skridt væk. "Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det uden at få en milliard spørgsmål." svarede hun ærligt og rettede en smule på det allerede fejlfrit opsatte hår.

[Kevin Maddox]

Kevin bemærkede godt søsterens modvillighed, hvilket kun undrede ham endnu mere. Var hun sur? Han havde en milliard spørgsmål, men Cerise havde tydeligvis ikke lyst til at svare på dem. Tavs så han kortvarigt ned i gulvet, mens han nulrede en løs tråd, han havde fundet nede i bukselommen.

"Det er bare for at hjælpe," sagde han og så op. Han kunne forestille sig, at deres mor havde udsat sin datter for noget, der kunne ligne et tredjegradsforhør. "Men hvis det ikke gør, må du sige, hvad der ellers kan," tiføjede han uden at være helt overbevist, om Cerise overhovedet ville have hjælp.

[Cerise Monet]

Kevins ord ramte noget under hendes kølige, kontrollerede ydre, og Cerise brød sig bestemt ikke om det, som store bølger af dårlig samvittighed skyllede ind over hende. "Det ved jeg godt. Undskyld." Stemmen bar præg af hendes skamfulde sindstilstand og hun rakte langsomt ud efter ham, gav hans overarm et klem.

"For at være ærlig, ved jeg det virkelig ikke Kevin." Heksens ansigtsudtryk åbnede sig for første gang i flere nuancer af smerte, før et ukarakteristisk, bittert smil indtog hendes læber. "Men lige for denne gang tror jeg desværre det et et sår, kun tiden kan hele," Som healer var det ellers altid et udtryk, Cerise havde hadet, men lige i denne situation kunne det måske godt være, de bar en vis sandhed.

[Kevin Maddox]

Kevin trak momentært på mundvigene, da Cerise gav hans overarm et klem. På en måde brød han sig ikke om hendes svar. Det var selvfølgelig en god ting, at hun på en eller anden måde havde kontrol over sine tanker og kunne komme frem til sådan en konklusion, men på den anden side betød det, at han ikke kunne hjælpe. Og han ville virkelig gerne hjælpe.

Troldmanden trak øjenbrynene sammen ved synet af søsterens forpinte ansigtsudtryk. Han åbnede munden, men lukkede den igen. Det gik et øjeblik, før han vidste, hvad han ville sige. "Hvis det er det, der føles rigtigt," sagde han en anelse hæst og accepterede i sit stille sind, at det nu var på denne måde. "Men lov mig, at du siger til, hvis du har brug for hjælp," tilføjede han i et alvorligt toneleje. "Du behøver ikke at gå igennem dette alene."