Det hed for evigt

[Cerise Monet]

Philippa Blythe

20-01-2110

Der var nu gået tre dage. Tre følelsesløse dage med arbejde, heldigvis. Men nu kom den fjerde, og absolut værste. Lørdag. Lige meget, hvor meget Cerise havde prøvet at få en vagt på hospitalet, havde det ikke været muligt. Tomt stirrede hun på det ene klædeskab i lokalet. Døren var halvt åben, og havde været det siden, han havde pakket sine ting. Theodore Blythe. Manden i hendes liv gennem de sidste fem år.

En underligt klirrende lyd fik hende til at se ned mod koppen med te, hun holdt. Fingrene havde rystet på den højre hånd og havde ramlet forlovelsesringen ind mod koppens side. De blågrå øjne lukkedes kort. Hvorfor havde hun ikke grædt? Eller.. Hun havde grædt, da han havde sagt farvel, tryglet ham om at blive. Siden da havde der dog ikke været så meget som en smule blanke øjne. Blikket vendte tilbage til det tomme klædeskab. Som i en trance rejste hun sig op og åbnede døren til det. Duften ramte hende straks. Theo. Uden egentlig at vide, hvad hun lavede, satte hun sig ind under skjortestangen. 

[Philippa Blythe]

Theos afsked havde efterladt Philippa i dårligt humør, og en tristhed over ikke kun den nu store afstand, men også over alt det han havde efterladt sig. Især Cerise havde været i hendes tanker. Søde Cerise der altid havde været Theodores store kærlighed, men som han nu forlod, og Philippa forstod det ikke.

Det var med alle de blandede følelser at hun bevægede sig hen mod – hvad der havde været – et hus Cerise og Theo havde delt sammen. Philippa bankede på. Ingen reaktion. Hun tog i døren, og da hun opdagede at den var åben, tog hun sig friheden at gå indenfor. Hun så sig slet ikke rundt, men fulgte sit første instinkt, der sagde at hun skulle lede i soveværelset.

”Cerise?”, kaldte hun forsigtigt. Hun trådte længere ind i rummet. Så fik hun øje på det lyse hår inde i klædeskabet. Hun betragtede hende kort og synet gav hende en klump i maven. Hun smilede varmt. ”Cerise”

[Cerise Monet]

Græd nu, Cerise, hørte hun en insisterende stemme i sit indre, men lige meget hjalp det. Ikke så meget som en smule fugt eller en lille tåre i vipperne. Det her er bare ikke normalt. Hun nåede ikke at filosofere mere over manglen på tåre, da en velkendt stemme pludselig kaldte hendes navn. Philippa. Overrasket hævede hun blikket fra sine pyjamasklædte knæ og mod sin tidligere svigerinde. Stadig ingen tårer.

"Philippa." Hendes stemme var ru af ikke at være blevet brugt i over et døgn. Hurtigt rømmede hun sig og kom på benene. Et spinkelt smil tog plads på hendes læber, som hun trådte ud af klædeskabet og mod Theodores yngre søster. "Det er imponerende, hvad sådan en skabsbund kan holde til, hvad?" Cerise smilede varmt. Hendes mor-smil. Den iskolde tomhed, der havde indtaget hendes bryst og mave blev pakket væk.

"Hvad laver du dog her, Pippa?" Den varme omsorg var i stemmen igen.

[Philippa Blythe]

Det skar i hende at se Cerise på denne måde og fik kun irritationen til sin bror til at vokse. Hun gik tættere på hende, og var på nippet til at slå sig ned ved siden af hende, slet ikke sikker på at den ville kunne holde til dem begge, men Cerise fik rejst sig, inden hun overhovedet havde tænkt tanken til ende.

Da Cerise kom hen til hende smilede hun sødt og lagde sine hænder blidt på hendes arme. ”Jeg kom for at se hvordan du havde det. . Jeg tænkte at vi kunne snakke lidt”, forklarede hun. Cerise virkede så stærk, men Philippa vidste, at det ikke måtte være tilfældet. Hun havde brug for en klippe at støtte sig til, det var hun overbevist om, og Philippa havde tænkt sig netop at være den klippe.

[Cerise Monet]

Før Cerise overhovedet nåede at tænke over det, bredtes et taknemmeligt smil på hendes læber. Hun og Pippa var mere end bare svigerinder - de var blevet veninder, og det betød alt at have hende der i situationen. Også selvom hun ikke var helt sikker på, hvad hun følte. Hun tøvede kort. Så nikkede hun.

"Har du spist?" spurgte hun varmt og gik hen mod sit eget klædeskab. Hurtigt analyserede hun sit tøj, før hun fik trukket en cremet hvid top og et par mintfarvede bukser ud og lagde det frem på sengen. "For jeg har ikke selv fået morgenmad endnu, skal jeg lave noget?"

Hurtigt skridtede hun ud på badeværelset og var tilbage få sekunder senere. Ansigtet var blevet vasket, den lyserøde pyjamas var skiftet ud med det rene tøj, og håret var blevet samlet til en fletning, der gik over hendes hoved. "Eller hvad med te?"