Frirum

[Oliver Morecambe Young]

Oliver lo afslappet og strøg fingrene igennem den rodede manke af hår. "Det kan vi godt kalde det," erklærede han muntert og gled lidt længere ned i lænestolen. Han var nu ikke helt ringe selskab, ham Louis. Temmelig afslappende.

"Men på den anden side, så kalder Brody mig allerede for husmor, så jeg ved sgu snart ikke, hvor meget forskel det ville gøre," jokede han og vippede enkelt gang med øjenbrynene. "Det er lige før, at det er forsøget værd. Måske bliver de så forskrækkede over at deres mor er kommet på besøg, at det virker."

[Louis Howe]

Louis lo lavmælt og så tilbage på Oliver igen. "Jeg ville i hvert fald give det et forsøg. Det lader til at huset her må stå vidne til mange ting, en forælder aldrig ville acceptere," sagde han med et skævt smil og rystede let på hovedet.

Det var begyndt at gøre ondt i den arm, troldmanden hvilede hovedet mod, og han måtte derfor omrokere. Det ene ben trak han op til brystet - takket være hans slanke kropsbygning var han også lidt smidig - og placerede den ene albue på knæet, så han i stedet kunne hvile hovedet mod håndfladen. Han fandt den anden med blikket igen.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver holdt hænderne afværgende op. "Men jeg vil trods alt hellere bo her, end tilbage hos mine forældre," lo han med en sigende grimasse og strakte benene lidt ud foran sig, før han blinkede en enkelt gang.

"Ellers finder min mor jo bare ud af, hvor meget jeg minder om hende. Og så får jeg i hvert fald aldrig ro!"

[Louis Howe]

Louis grinede næsten af den dumme vittighed, men formåede at holde sig til et smil, der denne gang afslørede hans lige tænder. Umiddelbart ville han ikke have troet, at Oliver var så godt selskab, men han var kommet på andre tanker.

Et øjebliks tavshed passerede og den unge troldmand kørte en hånd igennem det mørke hår. "Jeg tror heller ikke, jeg ville kunne holde ud at flytte hjem til mine forældre igen," sagde han, selvom han ikke just levede på samme måde som Oliver. "Bare at arbejde med dem er krævende nok," tilføjede han, men indrømmede også i sit stille sind, at han godt kunne lide det.

[Oliver Morecambe Young]

"Yeah," svarede Oliver med et muntert fnys, men sank dog hende i eftertænksomhed i et øjeblik. Han havde overvejet flere gange om professionel Quidditch virkelig var, hvad han ville. Han elskede spillet, men han kunne ikke ærligt sige at han brød sig om opmærksomheden der fulgte med det.

I stedet havde han overvejet at spørge sin far, om han kunne hjælpe til i butikken, men han var ærligt ikke sikker på, hvordan det ville gå. Han pillede lidt i armlænet. "Jeg gad vide, hvor længe der ville gør før min far og jeg ville være ved at rykke hovedet af hinanden hvis vi arbejdede sammen." Han skævede over mod Howl og de andre, før han smilede skævt til Louis. "Jeg har endnu sværere ved at forestille mig det med hele familien."

[Louis Howe]

Louis fulgte Olivers eksempel og så kortvarigt hen mod sin bror. "Jeg lover dig, at vi er tæt på det - mange gange," sagde han i et toneleje, der tydeliggjorde, at selv tanken om de situationer var trættende. Han betragtede den anden pille i armlænet.

"Men man lærer at kontrollere det og skelne mellem følelser og forretning. Det er en nødvendighed, hvis det hele skal kunne fungere," tilføjede han fornuftigt, selvom det var meget lettere at sagt end gjort.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver tiltede hovedet halvt, så han kunne skæve op på Louis uden at dreje hovedet helt. Så fnøs han muntert og blottede tænderne i et skævt, drenget smil. "Det kan jeg forestille mig," erklærede han og hævede øjenbrynene let, som han opgav at pille mere i den løse tråd. Der ville sikkert ende med at gå hul og han var endnu ringere til reperationsbesværgelser end han var med nål og tråd. Det sagde ikke så lidt.

"Men nogle gange må det da også være rart," tilføjede han med en skuldertrækning. "Jeg mener, jeg kan sgu også have lyst til at rykke hovedet af Brody af og til under træningen, men man kender hinanden på en anden måde end de fleste. Bedre samarbejde, du ved."

[Louis Howe]

Louis så op igen, da han var faldet lidt i staver, og kløede sig på siden af halsen med den hånd, han ellers hvilede hovedet imod. Han lyttede til Olivers ord og nikkede let.

"Ja, man kan jo ikke se bort fra, at man er brødre," medgav han og tog en indånding. "Men nogle gange, synes jeg, at der går for meget forretning i det, og jeg har ingen anelse om, hvad der foregår inde i hans hoved. Jeg tror, at I fungerer som et frirum for ham," tilføjede han uden at lyde ærgerlig. Selv fortalte han ikke alt til sin bror, så det kunne han heller ikke kræve af den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Olivers mundvige vendte let nedad igen i et overvejende ansigtsudtryk, mens han kløede sig på halsen. "Jah," åndede han overvejende ud og trak lidt på skuldrene. "Måske."

Selv kom han ikke udenom at Brody måske nok i virkeligheden ikke kun var hans storebror, men også en af hans tætteste venner. Sådan var det i hvert fald blevet efter de var flyttet sammen og skulle han være ærlig, ville han ikke undvære det. Men han var også temmelig sikker på, at det ville være anderledes, hvis ikke de boede sammen. Han faldt lidt hen i eftertænksomhed.

[Louis Howe]

Det var behageligt med lidt stilhed - eller hvad man nu skulle kalde det med drengene i den anden ende af opholdsstuen - syntes Louis, og han sukkede dybt, mens de grønlige øjne gled rundt i rummet. På et tidspunkt fandt de Oliver igen, og han granskede hans ansigt et øjeblik, før han åbnede munden.

"Spiller du skak?" Selv var Louis ikke den store skakmester, men det faldt ham ind at spørge, da han havde set et spil stående i rummet. Hans blik hvilede afventende på den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver blev afbrudt i sine tanker og skævede mod Louis, før han trak lidt på skuldrene. "Yeah, det sker," indrømmede han og blottede tænderne i et skævt smil. "Ikke så meget som jeg gjorde i skolen, men jeg er ikke stoppet."

Han knækkede nakken en enkelt gang, før han drejede hovedet mod den anden. "Så længe det er troldmandsskak, altså. Min mor har et spil mugglerskak og det er røvsygt. Spiller du selv?"

[Louis Howe]

Louis skar ubevidst en lille grimasse, da Oliver knækkede nakken. Han brød sig ikke om lyden, og selvom drengene jævnligt knækkede et eller andet, vænnede han sig aldrig til den.

"Ja," svarede han med et nik. "Kun troldmandsskak dog. Jeg har hørt om mugglerskak, men aldrig spillet det selv. Og hvis det er så kedeligt, kommer jeg nok heller ikke til det - hvis jeg altså kan stole på din dømmekraft," tilføjede han med en trækning i mundvigen og så på den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver lo lettere overrasket over Louis' svar og holdt hænderne afværgende op. "Touché, touché." Han rystede muntert på hovdet og så på den anden med et underholdt smil.

"I virkeligheden er det det samme. Brikkerne kan bare ikke bevæge sig, så når man tager en, skal man selv flytte den fra brættet. Super kedeligt."

[Louis Howe]

Louis' smil voksede, så det blottede hans tænder, og han kørte sine fingre ind i håret, mens hovedet fortsat hvilede mod håndfladen. Mugglernes form for skak lød dog lidt kedeligt, og den unge troldmand løftede det ene øjenbryn en anelse.

"Og når en brik bliver slået ud? Slår de den så selv i stykker?" spurgte han uvidende og så momentært for sig, hvordan en muggler forsøgte at slå en løber i to dele.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver fnøs muntert og så underholdt på Louis i et øjeblik. Han var temmelig vant til at hans omgangskreds intet anede om mugglerverden - Oliver påstod endda ikke at vide det hele selv og hans mor var muggler. "Nah," svarede han med en hovedrysten.

"De stiller dem bare ud til siden. De kan heller ikke reparere sig selv eller noget. Troldmandsskak er langt federe." Det havde han fundet ud af, da han ved et uheld havde sagt ja til at spille et spil med sin morfar. Lykkeligt uvidende.