En oplevelse for livet

[Kevin Maddox]

Cerise Monet

Kevins ansigt var forvredet i bekymring, som han sad i et hjørne i Skt. Mungos' ventesal. Kappen hængte stadig på hans skuldre, selvom han havde været her i næsten en halv time, og foran ham stod en sort kop kaffe.

Med et fjernt blik løftede troldmanden koppen op til læberne og tog en tår. Kaffen var lun og bitter, men det tog han sig ikke af - der fandtes vigtigere ting end kaffe i verden. Med et lydløst suk satte han koppen tilbage på bordet uden at se sig omkring.

[Cerise Monet]

Der var altid mere end rigeligt at se på, når man arbejdede på hospitalet. Magikere havde virkelig et enestående talent for at placere sig selv i de mest surrealistiske situationer. "Amanda, kan du ikke lige få set til Mr. Smith og tjekke, om hans næsebor stadig er vaseformet eller om den snart er blevet lille nok til at komme ud?" Cerise svingede forbi praktikanten med et træt smil hvilende om læberne. Hun havde ikke været i stand til at forlade hospitalet i næsten fyrre timer, men holdt mod ved tanken om, at Theo nok heller ikke ville have haft tid til hende alligevel. Nærmest dansende fik hun bevæget sig hen til bag skranken, og tog en patients fil, før en velkendt skikkelse fik hevet hendes opmærksomhed til sig.

"Kevin?" De lyse bryn var samlet og spredte bekymringens folder i hendes pande. Hurtigt bevægede hun sig over mod ham, og rettede lidt på den efterhånden temmelig sjuskede franske fletning. Synet af de limegrønne klæder, man bar som ansat på Skt. Mungos, tiltrak sig straks opmærksomhed, og hun smilede en anelse beklagende til de ventende. "Er alt, som det skal være?"

[Kevin Maddox]

Kevin så op, da en velkendt stemme lød. "Cerise," sagde han, da han fik øje på halvsøsteren, og rejste sig fra stolen. Spørgsmålet lagde hans ansigt i forvirrede folder, og der gik et øjeblik, før han åbnede munden. "Kan vi...?" spurgte han uden at færdiggøre sin sætning og pegede ned ad en gang, der førte væk fra ventesalen. Opmærksomheden fra de andre tilstedeværende distraherede ham.

Kevin greb let om Cerises albue, som han førte hende ud af salen og lidt ned ad gangen, hvor andre personer kun passerede dem af og til. Han så på heksen med en næsten fortrydende grimasse. "Jeg kan ikke få det ud af hovedet," sagde han og vendte rystende på hovedet blikket mod gulvet. Han hentydede selvfølgelig til ulykken med muggleren, der var blevet tortureret, og nu lå indlagt her på Skt. Mungos. Men han forblev blot tavs.

[Cerise Monet]

Cerise kunne ikke fjerne den lette undren fra sit udtryk, men i det mindste var hendes utålmodighed ikke tydelig. Det var svært nok at få dagligdagen som healer til at køre rundt uden familiebesøg, men Kevins ansigtsudtryk fortalte hende, at det var vigtigt. Hurtigt nikkede hun og lod sig føre med ned ad en nogenlunde mennesketom gang. Det var stedet for patienter i magisk koma, så der var ikke lige så meget fart over feltet her.

Kort forvirring. Så forstod hun, hvad den yngre bror talte om. Medfølelsen indtog langsomt hendes ansigt. "Kevin.." Cerises stemme var øm og moderlig, som hun udtalte hans navn. Forsigtigt lagde hun sine slanke fingre om hans hånd. Hun var vant til at tale med pårørende og tackle følelser som skyld og sorg, men dette var anderledes. Han var hendes bror. "Det var ikke din skyld. Du gjorde alt." Hun smilede sørgmodigt, men forsikrende. De ord havde hun sagt sig selv utallige gange, hvis hun havde mistet en patient, og hun var godt klar over, det ikke helt hjalp. De første gange havde hun kastet op, men med tiden var det blevet lettere.

[Kevin Maddox]

Som om det havde ligget og luret lige under overfladen, fik Kevin tårer i øjnene. Cerises stemme nærmest omfavnede ham. Han klemte hendes hånd og rystede på hovedet. "Men det var alligevel ikke nok. Hvad hvis det sker igen?"

Kevin så op på sin søster med tårerne brændende i øjenkrogene og fastholdt sit greb om hendes hånd. "Jeg ved, det er forkert af mig at sige, men . . . jeg har den her gennemgående følelse af, at min lærermester ikke gjorde alt for at forhindre det." Halvt fortrydende over at have sagt det spændte han kæberne, mens et afventende blik hvilede på den anden.

[Cerise Monet]

Cerise tog straks et fastere greb om hans hånd. Kevin var ikke let til tårer, og hun kunne virkelig fornemme, han havde brug for hende nu. Roligt rystede hun på hovedet som for at sige, det ikke ville ske igen. Det ville ikke ske igen. Det ville stoppe med at gøre ondt. Det hele lå i den blide rysten på hovedet og det indtrængende blik, hun sendte ham.

Så fortsatte han med at tale. Cerise stivnede tydeligt. Før han nåede at sige mere, var staven i hendes hånd og en dør bag Kevin blev åbnet, før hun skubbede ham ind. "Du kan da ikke bare stå og sige sådan noget på min arbejdsplads," hviskede hun hektisk, da døren var blevet lukket bag dem. Konspirationsteorier var farlige, også på Skt. Mungos - og Cerise havde både sig selv og Theodores ry at tænke på. "Hvad har givet dig den tanke?" Hendes stemme var stadig dæmpet.

[Kevin Maddox]

Da Cerise stivnede, kom Kevin nærmest til livs. Hun havde ret - hvad havde han lige stået og sagt? Forvirret kørte han en hånd igennem håret og tog en lille runde i rummet, før han vendte sig mod søsteren igen.

"Måske husker jeg ikke klart. Når jeg tænker tilbage på det, er det ærlig talt én stor masse." Kevin lukkede øjnene og tog en dyb indånding for at få styr på sine tanker. Han sænkede stemmen, da han igen talte. "Men jeg syntes at kunne mærke, at min lærermester tøvede, før han kom muggleren til undsætning. Kun et splitsekund, men alligevel lidt for længe."

[Cerise Monet]

De blå øjne hvilede opmærksomt på Kevin. Hun havde lyst til bare at lægge armene om ham og lade ham vide, det hele nok skulle blive i orden. Men Cerise vidste det var en løgn. Der var intet, der var i orden, og hun lod sig styre af sin frygt.

"For helvede, Kevin!" Det vist sjældent, Cerise brugte så farverigt sprog, og det lå helt underligt i munden på hende. "Det er altså ikke n anklage, man kan komme med baseret på tro." Hun sukkede dybt og rystede så på hovedet. De tanker havde han sikkert tænkt, og det sidste han havde brug for var at stå og skændes med din søster i et redskabsrum på Skt. Mungos. Hendes skuldre sank igen. Forsigtigt hev hun ham ind i et kram.

[Kevin Maddox]

Kevin skar en grimasse, da Cerise bandede. Han vidste godt, at det var en alvorlig anklage - måske for alvorlig. Han var i sine følelsers vold og fandt måske netop af den grund på ting, der egentlig ikke passede. Men han syntes altså, at han havde set lærermesteren tøve . . .

Pludselig mærkede Kevin et blidt greb om sig og uden at se op, lod han Cerise hive ham ind i et kram. Han mærkede tårerne svide bag øjenlågene igen og lagde selv sine arme om hende. "Undskyld, jeg . . . jeg kan næsten ikke skelne mellem rigtig og forkert mere. Mit hoved er . . ." Kevin afsluttede ikke sin sætning, men lukkede i stedet øjnene og hold Cerise ind til sig.

[Cerise Monet]

Det var altid forfærdeligt for Cerise at se hendes elskede i smerte, og hun havde aldrig set Kevin være så dybt i det, som nu. Uden at sige mere holdt hun ham tæt ind til sig, før hans arme lukkedes om hendes liv.

Det var som om noget i hende faldt. Det var for længe siden, hun havde mærket den form for varme. Theo havde altid så travlt, og hun stod pludseligt meget alene med al presset fra hospitalet og nu pludselig også Kevin. Roligt nikkede hun mod hans skulder. "Det skal nok gå." mumlede hun ind mod hans bluse uden egentlig selv at være helt overbevist. Men jobbet som healer havde givet hendes stemme den ro og overbevisningskraft, der skulle til.

[Kevin Maddox]

Kevin nikkede til hendes ord og forblev tavs lidt endnu, mens han blot holdt om Cerise. Han blev mere og mere opmærksomhed på den spinkle skikkelse mellem hans arme, og de forvirrede tanker lagde sig en anelse. Han åbnede øjnene og skævede ned til det lyse hår.

En pludselig taknemlighed slog ham - taknemligheden for at have en person som Cerise i sit liv. Forsigtigt trak han sig lidt væk, så han kunne se hendes ansigt. Et lille smil hvilede i hans ene mundvig, og han placerede sine hænder på hendes overarme og klemte dem blidt. "Jeg må bede dig om at hjælpe mig med en sidste ting," sagde han, men denne gang med en ro, der ikke havde været der tidligere.

[Cerise Monet]

Da Kevin lod til at være faldet lidt til ro, trak Cerise sig ud af hans varme favn. Deres forældre havde aldrig været begejstrede for overvældende meget kropskontakt mellem de to - grundet hendes Willie-evner, og hun så ingen grund til at presse situationen, selvom det ikke var altid, de tittede frem.

Brynene samledes på midten i en undrende grimasse. "Hvad er det?" spurgte hun, en anelse forbeholden. Det glædede hende, at han virkede roligere, men tankerne var ikke kommet ud af ingenting, og de ville ikke forsvinde fra den ene dag til den anden - så meget vidste hun. Derfor kunne hun heller ikke love ham sin hjælp. Hun ville gøre alt for sin familie, men Theo var også hendes familie nu.

[Kevin Maddox]

Kevin foldede armene foran sig og tog et naturligt skridt tilbage, så der var en passende afstand mellem dem, og en usynlig - og oftest ubemærket fra Kevins side af - boble resulteret af Cerises Willie-evner blev brudt.

Han tøvede et øjeblik, før han svarede. "Jeg har været her mange gange før uden at sige det. Jeg har utallige gange haft lyst til at besøge ham - muggleren," begyndte han og flyttede lidt nervøst på sine fødder. Han så på Cerise. "Men jeg er aldrig kommet længere end til ventesalen."

[Cerise Monet]

Cerise fulgte ham med blikket, som Kevin igen trådte tilbage og brød kropskontakten mellem dem. En anelse lettet åndede hun op. Det, at hendes willieevner også kunne påvirke hendes bror og stedfar, var ikke en behagelig tanke, som hun oftest undlod at beskæftige sig med.

Tøvende nikkede hun. Det kunne både være gavnende og skadeligt at lade Kevin se ham. Cerise sukkede tungt, hvordan skulle hun dog kunne nægte ham det? "Fint, jeg kan godt tage dig med. Men hvis nogen spørger, har du aldrig været der." hendes hånd hvilede på dørens håndtag. "Forstået?"

[Kevin Maddox]

Kevin hævede lettet øjenbrynene og pustede diskret ud. Han mærkede pludselig, hvordan hans hænder begyndte at sitre, nu hvor han endelig skulle se den person, han på uretfærdig vis havde været medskyldig i at blive indlagt, men forsøgte at ignorere det.

Han nikkede alvorligt til Cerises ord og fulgte tålmodigt efter, da hun åbnede døren og trådte ud på gangen. Svedperler sprang frem på hans pande af ren nervøsitet, og jo mere de gik, jo mere gned han håndfladerne mod hinanden. Han syntes pludselig, at folk så på ham velvidende om, hvad han havde gjort, og han måtte slå koldt vand i blodet for ikke at gejle sig selv for meget op.