Rester

[Hector Attwater]

Erica Owens
1. januar 2110

Det var måske en anelse ynkeligt, men han havde ikke rigtig andet valg, hvis han ikke ville begive sig ud i tyveri. Derfor stod han nu og rodede i Den Tørstige Hats mad rester, det så ud til de havde haft voldsomt travlt i løbet af nytår, men alligevel smidt en del ud. Han fandt nogle tørre honninghjerter som han satte tænderne i og ignorerede de små tanker om hygiejne der dukkede op mens han gumlede på kagen. Det måtte række så længe han fik noget at spise, selvom tanken om at få et glas ingefærøl var virkelig fristende, men han turde ikke gå ind på kroen, de ville smide ham ud med det samme. Da han havde gumlet kagen i sig gav sig til at lede videre og var forbløffet over at finde et kalkun lår, der så ud til at være i nogenlunde kvalitet, som han gav sig til at spise uden de store bekymringer.

[Erica Owens]

Erica havde taget Nora med ud, da de først var stukket af kroen og Ericas far til at starte med. Erica selv var blevet hængende ude en god del længere, besøgende en flok venner og kom først sent hjem. Senere end at hun gad at vække hele huset. Hun var jo myndig, så det var jo ikke fordi, at hun ikke måtte være ude. Hun gad bare ikke, at alle skulle vide, hvor hun havde været.

Så af samme grund havde hun besluttet sig for at tage bagindgangen ind til familiekroen, i den tro at der ville være helt tomt omme bagved. Der tog hun i den grad fejl og stoppede brat op ved synet af en skikkelse der... Rodede i deres skraldespand? Ericas øjenbryn fløj op.

"Hvad fanden laver du?"

[Hector Attwater]

Hector stivnede da han hørte skridt bag sig og skar en grimasse over spørgsmålet. Han var blevet opdaget, han havde nok ikke været for opmærksom og de honningkager havde gjort ham overmodig. Han vendte sig langsomt om, for ikke at virke som om han havde tænkt sig at angribe hende og strøg fingrene gennem håret.

"Eh undskyld.. jeg tænkte bare.. hvis i ikke skulle bruge alt det her mad alligevel.. såeh.." Bemærkede han og kløede sig i nakken, mens han løftede sine øjenbryn og blottede tænderne i et smil. Han skruede måske en anelse op for charmen, men han ville nødig komme i flere problemer så han måtte vel bruge de kvaliteter han havde tilbage.

[Erica Owens]

Erica ville måske været blevet påvirket af charmesmilet, hvis ikke det havde været fordi, at hun to sekunder før havde set ham stå og spise fra skraldespanden. Af samme grund rynkede hun blot på næsen og så skeptisk på hvad, der måtte være en vagabond. Hun kunne ikke forestille sig andre, der kunne finde på at gøre noget lignende.

"Urgh," svarede hun med en kuldegysning og kunne ikke helt skjule sin væmmelse, som hun holdt hænderne afværgende op og beslutsomt storkede forbi ham mod indgangen. Hun kunne virkelig ikke besvære sig med det...

... Sagde hun i hvert fald til sig selv, som hun låste døren op. Det var ikke overbevisende. Et tungt suk undslap hende og hun vendte øjnene mod himlen et øjeblik, før hun så på ham igen. Stadig ikke helt uden væmmelse, men svagt resignerende. "Måske har vi rester i køkkenet, der ikke har været i skraldet. Men jeg har min tryllestav på mig og der er folk i huset." Hun så advarende på ham. Han skulle ikke tro, at hun var så dum at stole blindt på en vildfremmed. Hun var dog - på trods af alt - bare bedre opdraget, end til at lukke øjnene.

[Hector Attwater]

Hector kom aldrig til at vænne sig til at blive behandlet som afskum og da hun gik forbi ham, så han i stedet undersøgende på gaden og forventede at han ville blive efterladt ude i kulden. Det var besynderligt at han opholdt sig mere udenfor end inde, men oplevelsen var ikke helt ny for ham, men mindede ham om de lange vinterdage i Polen hvor han havde rendt forvildet rundt i lang tid.

Forbløffet så han op da hun inviterede ham ind og han så tøvende på hende og døren, uden at være helt sikker på om det var en god ide. Han vidste hun ikke ville have vist ham samme venlighed hvis hun vidste hvad han var, alligevel nikkede han og gik med hende indenfor da hun fik åbnet døren. Han kunne ikke sige nej til en chance for varm mad.
"Tak.. bare rolig.. jeg skal nok opføre mig ordentligt.. " Bemærkede han og så på hende med et glimt i øjet, mens han blottede tænderne i et skævt smil.

[Erica Owens]

Erica var ikke lige sådan at overvinde. Hun vedblev at se på Hector med skepsis og hun var meget bevidst om tryllestavens placering i lommen, da hun åbnede døren og mere eller mindre modvilligt lukkede ham ind. Hun ventede til at han var trådt forbi hende - hun var ikke dum nok til at gå med ryggen til - og så en enkelt gang op og ned af ham.

"Køkkenet er den vej," sagde hun lavmælt med et nik og et blik, der opfordrede ham til at komme afsted. Hun lukkede døren efter sig - uden at låse den - og fulgte efter den fremmede mand. Hun nikkede mod en stol, da først de kom ind i køkkenet og tog ikke helt nogensinde blikket af ham, mens hun fandt en portion af resterne fra kroens middagsmåltid frem. Det kunne godt være at hun ikke var den dygtigste heks, men hendes familie ejede en kro og hun vidste hvordan man varmede et måltid mad med spidsen af sin tryllestav.

Det dampede i hvert fald, da hun satte det foran Hector og selv lænede sig tilbage mod køkkenbordet med armene over kors og tryllestaven fortsat i den ene hånd.

[Hector Attwater]

Hector var meget bevidst om ikke at lave nogen pludselige bevægelser, da den unge kvinde virkede ret anspændt, hvilket hun havde al grund til at være. Han satte sig ned på den stol hun nikkede imod og så en smule forbløffet ud da hun satte en skål mad foran ham.
"Tak" Svarede han og tog fat om skeen, mens han følte sig en smule akavet under hendes skarpe blik.
"Hyggeligt køkken.. Jeg har kun været på den anden side.. selvom det også er glimrende" Forsøgte han og smilede venligt til hende, uden at tage sig af hendes åbenlyse mistænksomhed.

[Erica Owens]

Erica gav ikke umiddelbart så meget for mandens smalltalk. Hun så bare vurderende og undersøgende på ham, uden at lade armene falde fra den overlagte position. "Hvorfor rodede du i vores skrald?" forlangte hun i stedet at få at vide. Det var oftere vilde dyr, der havde den tendens. I hvert fald havde de engang fundet en niffler i skraldet, der havde snuset sig frem til et forlagt guldur.

Hendes gæt var stadig at han var hjemløs, men han så alligevel ikke helt usoigneret nok ud til at være det. Ikke som hun forestillede sig det. Men nu mødte man heller ikke så mange hjemløse i det magiske samfund i det hele taget.

[Hector Attwater]

Hector trak på skuldrene og begyndte at spise sin mad, mens han overvejede om han havde trukket sig selv ind i et krydsforhør.
"Jeg er sulten og fattig. Dårlig kombination" Forklarede han tålmodigt den unge heks og løftede sine øjenbryn.
"Det plejer ikke at være noget jeg gør. Men siden juleballet har mine standarder ændret sig" Hans stemme var rolig, på trods af at han nærmest lige havde afsløret hvem han var, men han havde intet at miste og var desuden træt af at rende rundt og skjule sig hele tiden. Hvis hun ville smide ham ud ville det ikke være første gang det var sket for ham.

[Erica Owens]

Erica kunne kun gå op i hvad der skete for andre til en hvis grad og hun lavede ikke koblingen til juleballet. Hun havde alligevel ikke været i rummet under tumulterne. "Det er ulækkert," svarede hun ham i stedet med hævede øjenbryn og et sigende blik, som om han ikke allerede var klar over det. Hun fnøs dog snart efter og vendte kortvarigt blikket mod loftet. "Men jeg går ud fra, at hvis man ikke har andre muligheder..."

Hun forsøgte at forestille sig selv værende så desperat, at hun ville gå i en skraldespand. Hendes grimasse afslørede at det ikke lykkedes for hende. Hun så skeptisk på manden igen, overvejende et øjeblik og skubbede sig så fri af bordet. Snart efter satte hun - en anelse forbeholdende - også et krus med vand foran ham.

[Hector Attwater]

Hector trak på skuldrene og fokuserede på at spise sin mad. Han fandt hende en smule ubehøvlet, men hvis det var prisen for et måltid mad måtte han leve med det. Det lød dog ikke som om hun nogensinde havde manglet noget, det havde han heller ikke da han havde været hendes alder og da han huskede hvor opblæst han selv havde været, var hendes opførsel pludselig ikke så dårlig alligevel.

"Dit hår er meget farverigt - hvordan får du det til at blive den farve? eliksirer?" Spurgte han og så afventende på hende, inden han tog endnu en mundfuld mad. Han havde aldrig selv forsøgt at farve sit hår, så han vidste virkelig intet om det.

[Erica Owens]

Det var måske ikke særligt betænksomt, men Erica tog sig ikke meget af det. Det var sent, hun var træt og hun havde virkelig ikke meget overskud til at tage sig af fremmede vagabonder, som hun ikke kendte. Ikke mere end at hun var medmenneskelig nok til at give ham et måltid mad.

Spørgsmålet fik hende til at hæve øjenbrynene lidt og for første gang trak det svagt i hendes mundvig. "Nej," fnøs hun halvmuntert og illustrerede sin pointe ganske glimrende, da håret pludselig skiftede farve og i stedet blev skrigpink. Det var altid en god måde at få Erica til at bløde op. Hun elskede både at overraske og at føle sig unik. Håret blev turkis, før det vendte tilbage til grøn.

[Hector Attwater]

Hector så undrende på hende da hun fnøs muntert, men da hendes hår skiftede farve til skrigpink lyste hans ansigt op i et smil og han så på hende med et forbløffet udtryk. "Waow" Udbrød han og betragtede hende mens hendes hår skiftede tilbage. Hvis bare hans egen forvandling kunne frembringe samme positive overaskelse hos folk. Hans forårsagede mest rædsel og gråd, ikke lige så opløftende, i hvert fald hos de fleste.

"Du er metamorphmagus?" Kommenterede han uden at vente på hendes svar. "Ville ønske jeg kunne forvandle mig på samme måde som i kan." Bemækede han uden videre forklaring og gav sig derefter til at spise sin mad, uden helt at kunne tage blikket fra hende igen.

[Erica Owens]

Erica tolkede ikke mandens ord anderledes end at han var misundelig på evnen til at forvandle sit udseende. Så hulkindet som han umiddelbart fremstod for hende kunne hun ikke rigtig bebrejde ham.

"Det er der mange, der gerne vil," informerede hun ham - en anelse højt på strå - før hun alligevel syntes at pille sig selv lidt ned igen. I hvert fald nok til at krydse armene og nikke mod Hectors tallerken med et knapt så kålhøgent udtryk. "Vil du have mere?"

[Hector Attwater]

Det krævede en del selvkontrol ikke at se underligt på den yngre heks, pigen manglede i hvert fald ikke selvtillid. Han smilede for sig selv ved tanken og nikkede tavst som svar på hendes bemærkning. Derefter tog han den sidste mundfuld mad og rakte hende så sin tallerken. "Meget gerne.. hvis jeg ikke ødelægger hele budgettet." Han blottede tænderne i et smil og så på hende med et glimt i øjet. "Jeg har en appetit som en sulten ulv" Tilføjede han, bevidst om at det var en spøg hun ikke kunne dele med ham.
"Det smager virkelig godt.. Hvem er det der laver maden her?" Spurgte han og så hende i øjnene med et smil. Han havde på fornemmelsen det ikke var hende der stod for retterne, men han kunne måske tage fejl.