|
|
Post by Catherina Philips on Jan 2, 2015 17:26:13 GMT 1
Catherinas første aften på Hogwarts havde været den værste aften hun nogensinde havde haft og hun følte sig utrolig alene på skolen, på trods af hun elskede stedet. Hun kunne ikke gå til sin storebror, han ville blot tale om hvor meget hun skuffede ham og hun kunne ikke klare hans forfærdelige selvretfærdighed. Derfor havde hun gemt sig bag forhænget om sin himmelseng og forsøgte at lægge en dæmper på sin gråd. Hvor dum kan man være? Alle advarede mig. Alle. Og nu kunne hun aldrig stole på nogen igen. Tænkte hun og bankede sig selv i hovedet med knyttede hænder, inden hun lagde sig ned i fosterstilling på sengen og lagde armene rundt om sine ben. |
|
|
|
Post by Chrysanta Ó Catháin on Jan 2, 2015 22:46:56 GMT 1
Det en noget modstræbende Chrysanta, der havde sat sig ind i toget tilbage til skolen. Efter Casimirs advarsel om, at hun kunne ende med at stå alene tilbage, hvis der skulle ske noget. Yderligere havde sovesalen virket underligt tom og kold efter juleballet og kysset med Cathy. Helt alene var hun steget ind i sovesalen og havde vandret hen til sin seng for at hive et par natbukser på. Det kunne godt være, hun skulle være på skolen og til at fokusere på undervisning igen, men så skulle hun også være komfortabel i så bredt omfang som muligt.
Det var først, da den fjerde elastik knækkede mellem hendes fingre, at Rys blev opmærksom på lyden af dæmpet gråd. En anelse forvirret kiggede hun rundt. Den eneste seng, der var lukket til, var Cathys. Pis. En anelse modstridende gik hun derhen og bankede forsigtigt på baldakinen. "Cath?"
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Jan 2, 2015 23:07:37 GMT 1
Catherina hørte ikke Rysse komme da hun var alt for optaget af sin egen sorg, hun holdt dog pludselig vejret da nogen sagde hendes navn og da hun genkendte stemmen, slappede hun lidt mere af. Hendes problemer havde fået den akavede situation til juleballet til at synke i baggrunden, men hun huskede den nu hun skulle se sin veninde igen, for første gang siden juleferien startede.
"Kom bare ind.." Hviskede hun og satte sig op i sengen, mens hun forsøgte at tørre sine øjne, selvom det var umuligt for hende at skjule sin gråd. Hun blev ved med at stryge håndryggen mod sine kinder til ingen verdens nytte, indtil hun til sidst gav op og lagde sine hænder i skødet. "Har du haft en god jul?" Spurgte hun og så tøvende op på sin veninde, mens den dårlige samvittighed krøb over hende.
|
|
|
|
Post by Chrysanta Ó Catháin on Jan 3, 2015 23:00:52 GMT 1
Det var som om noget frøs i Rys, da hun hørte Cathys stemme. Kom bare ind. Ja, hvis bare, hun kunne bevæge sin krop. Hun sugede luft ind. Ro på. Luften sev ud mellem hendes tænder igen, og hun rakte frem for at gribe fat om gardinet. Tøvende trak hun det til siden, før hendes blik faldt på Cathy.
Det overraskede hende, hvor ondt det gjorde. En øjeblikkelig smerte skar igennem hende ved synet af venindes hævede øjne og lyden af den grådtykke stemme. En øjeblikkelig lyst til bare at tage Cathys ansigt mellem sine hænder og kysse tårerne væk, ramte hende, men hun stod stadig som frosset fast til gulvet. Så bevægede hun sig langsomt op i sengen. "Det skal du ikke tænke på," mumlede hun og trak benene op i sengen. "Tal til mig, Cath." Det stak i hende igen, da hun udtalte hendes navn.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Jan 4, 2015 0:03:03 GMT 1
Et smil dukkede op på Cathys kinder over venindens søde ord, men så forsvandt det igen og hun rystede fortvivlet på hovedet. "Jeg har været så dum Rysse. Så dum." Sagde hun og begyndte at græde igen, så hun skulle bruge et øjeblik på at få vejret inden hun kunne tale videre.
"Alle sagde til mig han var en sno.. men alligevel.. lytter jeg slet ikke.. og kaster mig i armene på ham som en dum.. snøft naiv..snøft.. teenage pige" Hun klynkede højlydt og begyndte at tørre sine øjne igen.
"Jeg har givet den nar alt og så står han og siger han bare at han løj og.. han slet ikke elsker mig" Bemærkede hun og så veninden i øjnene med et fortvivlet blik. Cathy havde glemt alt om kronologien i sin historie, da hun var alt for ked af det til at overveje at Rysse måske ikke forstod hvad hun talte om.
|
|
|
|
Post by Chrysanta Ó Catháin on Jan 6, 2015 11:58:42 GMT 1
En anelse tøvende rykkede Rys sig en anelse frem mod kollegianeren, før hun kejtet klappede hende på armen. Det var svært at vide, hvor grænsen gik for, hvad hun kunne tillade sig efter kysset. Ikke at det gjorde det bedre, at hun ikke helt forstod, hvad det var Cathy snakkede om, men det virkede ikke som tidspunktet at fortælle det på, så hun nikkede blot og kørte hånden lidt op og ned ad venindens overarm.
"Smerte går over," mumlede hun - en anelse opmuntrende. Det vidste hun alt om. Det havde gjort ondt, da Cathy havde glemt hendes fødselsdag i starten af December. Det havde gjort ondt, da hun havde fortalt om sin date med Miles. Det havde gjort ondt, da hun blev afvist til ballet. Men kærlighed handlede ikke om krav. Det var hendes job, at sørge for Cathy var lykkelig. Hun skulle bare elske hende, inderligt og altid. "Desuden tror jeg slet ikke på det. Jeg mener.." Rys tøvede, men fortsatte så: "Alle elsker dig jo."
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Jan 6, 2015 18:34:30 GMT 1
Catherina rystede på hovedet og bed sig hårdt i underlæben, mens hendes gråd langsomt blev mindre voldsom. Hun forsøgte at trække vejret roligere og følte sig helt udmattet efter at have grædt så meget.
"Nej Rysse, det passer ikke" Hun rystede på hovedet og rynkede sine øjenbryn mens hun så sin veninde i øjnene. "Du er den eneste der elsker mig, jeg burde have været mere taknemmelig.. du er her altid.. selv når jeg render afsted med idioter som ikke vil andet end at tage min mødom" Hun skar en grimasse og fik kvalme da hun tænkte på den aften i hospitalsfløjen. Hun ville aldrig få lyst til at gøre det igen med nogen.
"Undskyld" Mumlede hun og smilede en anelse, inden hun lænede sig frem for at trække veninden ind i et tæt kram.
|
|
|
|
Post by Chrysanta Ó Catháin on Jan 7, 2015 13:25:57 GMT 1
Fanget. Det var nok det bedste ord til at beskrive Rysses følelser der. Hun følte sig fanget i venindens sorg, og der var intet, hun sagde eller gjorde, der kunne hjælpe. En følelse af skam og dårlig samvittighed strømmede ind over hende som en massiv flodbølge, da hun tog sig i at stirre længselsfuldt på venindes bløde læber. Hvad var hun for et menneske, der kunne tænke på sådan noget i den situation?
"Jeg ved, det passer." forsikrede hun Cathy med et forsigtigt smil. "Du har mig, dine venner, din bror." Rys gik en anelse forsigtigt omkring Catherinas ældre bror, Adam, for ærligt fandt hun ham intimiderende. Men det lod til, at han ville det bedste for Cathy. Ligesom alle andre - måske lige med undtagelse af Miles. "Du skal aldrig undskylde over for mig, Cath." Rys lagde prøvende armene omkring livet på veninden. Følelsen spredte en behagelig varme i hende, som hun begravede næsen i Cathys velduftende lokker.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Jan 7, 2015 20:30:53 GMT 1
Cathy skar en grimasse da hun nævnte hendes bror og lagde armene over kors. "Min bror elsker mig ikke, han er bare bekymret for hvad folk siger om mig.." Hun himlede med øjnene og så undersøgende på Rysse, hun ville ikke genfortælle hvad han havde sagt om hende. Hun kunne ikke få sig selv til at sige de ord han havde sagt. I stedet begravede hun sit ansigt mod Rysses skulder og sukkede dybt, inden hun trak sig lidt tilbage og smilede.
"Du er sød Rysse" Sagde hun og kyssede hende på kinden, inden hun slap den jævnaldrende pige og lagde sig ned på ryggen i den bløde seng. Derefter gabte hun stort og strakte sig som en kat, inden hun rakte hænderne ud mod Rysse for at få hende til at lægge sig.
|
|
|
|
Post by Chrysanta Ó Catháin on Jan 8, 2015 20:40:06 GMT 1
"Det ved du jo godt ikke passer." Rysses fingre gled kærtegnende over venindens ryg. Cathys søde duft havde sneget sig ind i hendes system, og gjorde hende en anelse omtåget. Shit, det kunne være rart at mærke hendes læber igen. Bare prøve. Så ramte de hendes kind. Et behageligt stød af sanseindtryk skød igennem hende sammen med en næsten ukontrollerbar trang til at rykke hovedet. Måske bare en lille smule? Bare for lige hurtigt at smage sødmen fra hendes læber.
Tankerne blev dog skubbet væk, da Cathy trak sig tilbage og lagde sig i sengen. Der kom frisk luft til Rysses tanker, og hun kunne ikke lade være at skamme sig over sin tankegang. Aldrig havde hun følt sig så ussel. Hun var jo egentlig ikke bedre end den snog til Miles Heeney. Tavst lagde hun sig ned ved siden af Cathy.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Jan 8, 2015 21:15:22 GMT 1
Catherina lagde hænderne under sin kind og betragtede sin veninde mens hun lagde sig ned. Hun så opmærksomt på hende og da hun fornemmede at der var et eller andet galt, smilede hun en anelse og rynkede sine øjenbryn.
"Rysse du må ikke have det dårligt over hvad der skete inden julefesten.." Sagde hun og strøg håret væk fra venindens ansigt.
"Jeg vil ikke have der kommer noget imellem os.. du er min bedste veninde.. og jeg kan klare alting så længe du stadig er her.. " Hun smilede varmt og så hende i øjnene, inden hun trak sin hånd til sig og lagde den under sin kind igen. "Jeg håber ikke du er vred på mig?" Spurgte hun og så undersøgende på hende mens hun bed ned i sin underlæbe.
|
|
|
|
Post by Chrysanta Ó Catháin on Jan 10, 2015 18:35:10 GMT 1
Et kort sekund var Chrysantas ansigt det perfekte eksempel på forvirring. Så gik det op for hende, hvor Catherina prøvede at komme hen med sine ord, og hun nikkede forsigtigt, før hendes hånd med en underlig naturlighed i bevægelsen fandt Cathys kind. Blidt strøg hun tommelfingeren over den.
"Jeg kunne aldrig være vred på dig, Cath." Rys smilede varmt til veninden og rullede om på siden, så hun bedre kunne betragte hende. Hun var så smuk, som hun lå der. "Ligesom jeg heller aldrig ville kunne klare mig uden dig." Hendes stemme var lavmælt. Forsigtigt rykkede hun en smule tættere på veninden, mens hånden rykkede langs Catherinas hår ned over hendes hals.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Jan 10, 2015 19:17:31 GMT 1
Catherina lyste op i et smil over hendes ord, alting var næsten det samme nu, det var ligefør hun aldrig havde været ked af det. Hun var igen venner med Rysse og alting kunne forsætte som det altid havde, intet ville ændre sig igen, tænkte hun smilende og lagde panden mod Rysses hår.
"Godt vi har hinanden. Jeg lover jeg aldrig lader en dum fyr komme imellem os igen." Bemærkede hun og lukkede sine øjne mens hun smilede en anelse. Hun var så afslappet at hun kunne falde i søvn lige her ved siden af sin bedste veninde og lade som om intet dårligt nogensinde var sket hende.
|
|
|
|
Post by Chrysanta Ó Catháin on Jan 10, 2015 19:23:05 GMT 1
Rysses smil voksede markant, da Cathy rykkede tættere på og lænede panden ind mod hendes hår. Følelsen af venindens hud så tæt på spredte en brændende følelse i hende, og et uvant sug i den nedre maveregion fik hende til at hive vejret ind ad næsen.
"Han var aldrig mellem os," mumlede hun hæst. Hendes åndredræt var besværet. Forsigtigt fandt hendes fingre vej ned over Catherinas skulder og søgte videre ned langs siden på hende i prøvende kærtegn. Det snurrede svagt i hendes fingerspidser efter hver berøring.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Jan 10, 2015 20:41:03 GMT 1
Cathy smilede varmt over venindens ord og puttede sig i den bløde seng, mens hun fik kuldegysninger over Rysses berøring. Derefter åbnede hun sine øjne og så spørgende på veninden, mens hun blottede sine tænder i et drillende smil. Så strakte hun nakken en smule og placerede et forsigtig kys på hendes kind.
"Elsker du mig stadig? For jeg elsker dig" Hviskede hun og rynkede sine øjenbryn opad, mens hun så veninden i øjnene. I dette øjeblik troede hun selv at hun elskede veninden, men var ikke klar over at det blot var endnu en måde at søge sikkerhed hos et andet menneske.
|
|
