Uinteressante dage

[Erica Owens]

Aldrian Coppernan

Lidt afveksling var altid godt, især når det kom til et sted at få noget at drikke. Den Tørstige Hat i Godricdalen var ikke noget dårligt sted, men det var ikke altid, at man gad at hænge et sted, hvor det var ens far eller storebror der stod bag baren. Af samme grund havde Erica søgt væk fra familiekroen, forventende at det først var den næste dag at Madam Kinnaird forventede, at hun stod klar til at servicere ethvert behov igen.

Den i dag grønhårede heks kastede et lettere kedsommeligt blik rundt i værtshusets omgivelser, formanende sig selv om ikke at rynke på næsen, bare fordi der ikke lige umiddelbart var noget, der fangede hendes interesse. Hun havde intet bedre at give sig til - ikke lige nu - så af samme grund tog hun kappen og den spidspuldede hat af og hængte dem fra sig på døren. Indenunder bare hun en sort, sølvglitrende kjole over et par pink strømper og sko i samme farve. 

Hun besluttede sig for, at det bedste valg lige nu var at sætte sig i baren og hun smilede mere eller mindre interesseret til bartenderen, før hun bestilte en blåbærcider og lod blikket vandre ud over menneskemængden igen. For det meste var det fantastisk at være fri fra Hogwarts' rammer, men hun måtte erkende, at også en stor del af hendes omgangskreds stadig var fanget på skolen et år endnu. Hun så frem til sommer.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian var lidt rastløs, da han kom hjem fra kontoret. Det var faktisk slet ikke meningen, han skulle have været inde i dag - han havde ferie indtil mandag - men han følte trang til at foretage sig et eller andet. Julefreden havde dog også sænket sig over afdelingen og han kom derfor uforløst hjem igen. Efter en bid brød, var han oppe at gå igen og fik så den vanvittigt dårlige idé at tage på De tre koste. Han vidste, at det var en dårlig idé, allerede mens han klædte sig på og så det fjogede grin på sit ansigt.

Der kom aldrig noget godt ud af at tage på De tre koste. Det var et sted, hvor han tog hen og oftest kom hjem med en kvinde - og sjældent en af passende standard. Det var en vane, han ville ønske, han kunne lægge fra sig, men det var indtil videre lykkedes meget dårligt. Måske langt hen af vejen, fordi han ikke havde lyst til at lægge den fra sig. Et sidste blik i spejlet og han var ude af døren.

Han gik ind af døren på værtshuset og så sig omkring, hvorefter en nedslået følelse lagde sig over ham. Udvalget denne aften var nærmest pinligt. Men efter et øjeblik mere, blev hans øje fanget af et skrigende grønt hår, som tilhørte en kvinde, som sad oppe ved baren og han mærkede alligevel en lille spire i sin mave, som han satte kursen hen imod hende. 

[Erica Owens]

Det blev ikke mere interessant, selvom hun blev siddende. Så meget kunne hun hurtigt konkludere, og det var kun fordi at hun havde købt og betalt cideren, at hun ikke allerede havde opgivet på kroen og var taget hjem. Hun så sig uinteresseret omkring (mængden af ældre ægtepar syntes overvældende) og det var først, da hendes blik fæstnede sig på en skikkelse på vej i hendes retning, at aftenen syntes at virke bare en anelse lysere.

Det tolkede hun i hvert fald ud af det og rettede sig lidt op, som den ældre troldmand kom nærmere. Hun sendte ham et tydeligt vurderende blik - uden at lægge skjul på det - og en trækning i hendes ene mundvig afslørede, at hun ikke ville have meget imod, hvis det var hende han havde i sinde at opsøge. Hun så bort og tog en tår af cideren.

[Aldrian Coppernan]

På vej hen til kvinden, vendte hun sig om og så på ham og han mærkede en forsigtig stemme minde ham om, at han skulle finde ud af, hvor gammel hun var, inden han tog hende med hjem. Hun lignede ikke en pige på under 17, men man kunne aldrig være for forsigtig i hans stilling. Pigen virkede i hvert fald til at være åben for forslag. Hendes blik gled undersøgende op og ned af ham og han rettede sin kurs, så han nu gik direkte imod hende i stedet for den lidt skrå kurs, han havde holdt, som skulle have landet ham et par meter fra hende.

Han gik afslappet hen og lænede sig op af disken med front imod pigen og smilede inviterende til hende. "Godaften." Han så kort på kroværten, som kom tilbage med et glas rødvin til ham uden at Aldrian behøvede at minde ham om, at det var, hvad han drak. "Jeg synes ikke, jeg har set dig her før?" Sætningen var banal og kliche, men den virkede trods alt normalt meget godt. Specielt med så unge piger.

[Erica Owens]

Ericas øjenbryn gled en anelse op, da manden som forventet stoppede overfor hende og hun sendte ham et skeptisk smil over den temmelig velbrugte indgangskommentar. Alligevel rankede hun sig og vendte sig imod ham. Han var måske nok meget pæn at se på, men hun havde dog alligevel nok kritisk sans, til ikke at hoppe i med begge ben med det samme.

"Jaså?" spurgte hun med et svagt dovent blik, som det trak op i den ene side af de mørkmalede læber. "Måske har du ikke kigget godt nok efter," svarede hun. I virkeligheden var det ikke så mærkeligt. Erica skiftede udseende som vinden blæste og det var kun for nyligt at hun var gået over til græsgrønt i stedet for neongult.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian nippede let til sin vin og tog det som noget positivt, at pigen ikke bare havde givet ham en kurv med det samme. Ikke at han var vant til at få kurve hele tiden og så igen. Han smilede lidt ved sig selv. Han lænede sig let hen imod hende, dog uden at gå for tæt på. Mere som i en form for fortrolighed. ”Jeg er helt sikker på, jeg ville kunne huske dig, hvis jeg havde set dig før.” Han tog en hånd op og tog roligt en lok af det grønne hår i sine hænder. ”Det er ikke mange af mine bekendtskaber, der tør udfolde sig så .. kunstnerisk.” Han lod sin hånd falde igen og smilede indsmigrende til hende. Hun virkede til at være en interessant personlighed. Lige den type, som han havde ledt efter, da han gik herind.

[Erica Owens]

Erica hævede et øjenbryn lidt og spidsede læberne en anelse, som hun lod blikket glide ned over den ældre troldmand. Så trak det antydningsvist op i hendes ene mundvig og hun så på ham med et spillende blik, som håret med ét gled fra grønt til akvamarin og tilbage igen i det øjeblik han tog ved hendes hår.

Metamorphmagi mødte man ikke mange af, og Erica vidste det. Hun holdt af at være unik og det var i virkeligheden måske en af grundene til at hun i sin tid i det hele taget havde udviklet en forkærlighed for de iøjenfaldende hårfarver. Hun rankede sig lidt, uden at følge hans hånd med blikket, da den faldt igen. "Det er ikke mange, der har muligheden," svarede hun i samme tonefald han havde brugt og drejede sig langsomt helt imod ham med et svagt interesseret blik. "Især ikke hvis man arbejder i ministeriet."

Det var et gæt, men Erica var en relativt god menneskekender. Det kom sig af at være vokset op i et hjem, hvor det væltede ind med nye typer hver eneste dag.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian så forundret til, mens den lok af hår, han havde i sin hånd skiftede farve for øjnene af ham og han trak den langsomt og eftertænksomt til sig med et smil. "Du har sikkert ret. Jeg ville nok ikke kunne genkende dig alligevel." Han smilede igen og tog en hurtig sip af sit glas, mens han tænkte. "Men så må det jo være op til dig at fortælle, om vi har mødtes før?" Han lod spørgsmålet hænge som en opfordring, mens han så hende i øjnene. Han troede det personligt ikke. Hun virkede som én, der godt kunne lide at vise sine evner lidt frem og han vidste med sikkerhed, at han aldrig havde været vidne til metamorphmagi før. 

Hans øjenbryn hævede sig lidt ved hendes kommentar. "En menneskekender? Der kan man bare se. Hvad var det, der afslørede mig?" Smilet var på ingen måder anstrengt. Han var trods alt kendt i visse kredse og desuden havde han ofte fået at vide, at han havde det feel over sig.

[Erica Owens]

Erica fnøs let, uden at være interesseret i at blive ved med at glide rundt i det samme. I stedet smilede hun, da hendes antagelse havde vist sig at være korrekt og spidsede læberne lidt i et overvejende ansigtsudtryk, som hun så på manden med et kritisk vurderende blik. Så fnøs hun igen og hævede et øjenbryn. "Det stråler ud af dig."

Tænderne var svagt synlige i antydningen af et smil. Ja, der var noget aristokratisk over ham, noget som man oftest kun så to steder i det magiske samfund: Ministeriet for Magi eller Gringotts. Hun havde været overraskende sikker på, at det var det første. "Mit andet indtryk er, at du er vant til at få din vilje. Høj position?"

Hun hævede øjenbrynene lidt, uden helt at have besluttet sig endnu om hun egentlig syntes at han var interessant eller ej. Stereotyper kedede hende, men hvem vidste...

[Aldrian Coppernan]

Aldrian løftede øjnene i en 'nå så det mener du?'-gestus. Han valgte dog at tage det som et kompliment, at det strålede ud af ham. Han havde altid været glad for og stolt af sin plads i Ministeriet. Han nikkede anerkendende, da hun vedblev at gætte. "Jeg er bange for, at jeg er meget vant til at få min vilje, ja." Han valgte, ikke at svare på hendes spørgsmål om hans position. Hendes spørgsmål ledte hans tanker hen på de kvinder, der gik efter ham udelukkende for status - hvilket han dog ikke troede, at denne kvinde gjorde.

I stedet for at spørge ind til hende, valgte han dog at bygge videre på hendes karakterbestemmelse af ham. "Jeg bliver desuden ofte beskrevet som den høje, mørke fremmede, jeg er til udendørsaktiviteter og vældigt god med mine hænder." Ordene i sig selv var uskyldige nok, men den tone han sagde dem i, emmede af mørke løfter, som han så hende ind i øjnene.

[Erica Owens]

Erica kunne sommetider godt lide at lade som om at høj status betød noget for hende, men i virkeligheden var det nu nok egentlig ligemeget for hende. Det handlede i sidste ende altid om hvad der var kedeligt og hvad der ikke var kedeligt.

Hun hævede øjenbrynene svagt af mandens svar og fnøs lavmælt, som et muntert, lettere skeptisk smil trak op på hendes læber. "Af dig selv?" gættede hun med et hævet øjenbryn, før hun rankede sig lidt og blødte op i et underholdt smil. "Plejer det at virke?"

[Aldrian Coppernan]

Han trak nonchalant på skuldrene, da han satte sig ned på barstolen ved siden af hende og drak lidt mere af sit glas. "Af mig selv, af andre. Om det virker eller ikke virker er vist rimeligt ligeligt fordelt." Han sendte hende et ulvesmil og tømte sit glas. Da han kunne mærke, at rødvin alligevel ikke rigtigt var drikken for ham i aften, bestilte han en whiskey med is, som han nippede til med en lille trækning over ansigtet, som den stærke drik gled ned igennem halsen på ham. 

"Så fortæl mig. Hvad har fået dig til De tre koste alene på denne dag?" Han smilede igen og lænede sig let ind over bare med ansigtet vendt imod hende, så hun vidste, at han lyttede.

[Erica Owens]

Erica nikkede svagt, tilfreds med den tilsyneladende ærlighed. Hvorfor nogen skulle lyve om, at der kun var succes halvdelen af tiden, det vidste hun i hvert fald ikke. Hun kommenterede ikke yderlige på det, ikke nogen grund til at pointere, at det ville blive spændende at se om det ville gå den ene eller den anden vej nu.

I stedet hævede hun øjenbrynene svagt og spidsede læberne i et svagt muntert smil. "Kedsomhed," svarede hun ærligt. Og et overvældende behov for at komme væk fra særligt sin lillesøster. "Omend selskabet her ikke har vist sig nogen forbedring..." Hun lod blikket glide over ham en enkelt gang. "... Indtil videre."

[Aldrian Coppernan]

Aldrian havde trukket sig tilbage til en knap så offensiv stilling. Af erfaring vidste han, at hvis den attitude ikke havde virket endnu, så var der ikke store chancer for, at det ville ske. Han sad derfor blot og nippede til sin whiskey, mens han lyttede - reelt interesseret - til hvad hun havde at fortælle. Hvis han ikke kunne få selskab i sengen, så var almindeligt selskab langt at foretrække for ham denne aften.

"Jeg er her faktisk af samme grund." Han sendte hende et drenget smil. "Jeg havde brug for selskab i aften - og set fra mit synspunkt er detr afgjort sket en forbedring allerede." Hans blik fangede hendes, så hun kunne se, at han skam mente, hvad han sagde.

[Erica Owens]

Erica fnøs muntert over Aldrians svar, men smilede et oprigtigt smil, som hun tog en tår af sit eget glas. "Du er i hvert fald ikke sådan at skræmme væk," konstaterede hun endelig og det tydeligt en positiv ting i hendes optik. Hun havde måske nok ikke helt besluttet sig om sin holdning til ham, men han havde i hvert fald hendes opmærksomhed.

"Bor du alene?" Spørgsmålet var egentlig mere et gæt end et spørgsmål, men det var alligevel noget, hun gerne ville høre svaret på. Om han havde søgt selskab på De Tre Koste, fordi der ikke var andre derhjemme eller om han havde gjort det, for at komme væk fra familien. Var det det sidste, så havde hun ingen interesse i at blive siddende. Men han så gammel nok ud til at det godt kunne være tilfældet, selvom hun ikke så en vielsesring.