Gensyn

[Marvin Alexander Loddington]

Lucy Loddington

Hvor længe han havde stået med småkage-dåsen i hånden og stirret distraheret ud af vinduet, vidste han ikke, men da den kogende kedel skreg og forlangte hans opmærksomhed, vendte Marvins bevidsthed tilbage til verdenen. Eller rettere sagt: hans bevidsthed vendte tilbage til den små kolde etværelses lejlighed i Hogsmeade, der lå placeret ovenpå en læderforretning på hjørnet af Ulvesmøgen og derfor altid havde en vag lugt af fedtet sæbe. Hans hjem igennem de sidste fire år.

Marvin sukkede og anrettede nogle shortbreads på en tallerken før han overførte kedlens dampende indhold til en hvid og blå blomstret tepotte, der havde været hans bedstemors. Skulle han bare lave te til sig selv, ville han ikke gøre så meget ud af det, men nu fik han besøg af Lucy. Søsteren skulle allerede udholde hans nærmest spartansk indrettede hjem, så han ville i det mindste prøve at servere hende noget godt.

Den brune strikkede jumper, som han bar ovenpå to andre lag af skjorter for at holde sig varm, kløede i dag. Det plejede den sjældent at gøre. Egentligt havde han kun problemer med uld, når han var stresset eller nervøs. Lige nu var han nok egentligt begge dele. Marvin gned sine arme og bryst og redte gentagne gange sine krøller med fingrene. Det var ikke, fordi han ikke glædede sig til at se Lucy - det var alt for lang tid siden, de havde set hinanden, og han savnede hende - det var mere, fordi han havde nogle nyheder som endnu ikke var blevet delt med nogen i familien.

I det samme som han havde placeret småkager og tepotte på stuebordet, hørte han et bank på døren og bevægede sig hen mod et glædeligt gensyn.

[Lucy Loddington]

Selvom det var længe siden, Lucy havde været på besøg hos sin lillebror, havde hun ikke glemt, hvor det lå. Hendes skridt var derfor målsikre, som hun bevægede sig længere og længere væk fra den del af Hovedgaden, hun normalt befandt sig i. I favnen bar hun en orangerød Løvemund i en potteplante der endnu ikke kunne brøle ordentligt og derfor pev jævnligt, og da den forsøgte at nappe til hendes hår, viftede hun den smilende væk.

Trappetrinene knirkede, da hun gik op ad opgangen til sin brors lejlighed, og ligemeget hvor meget hun forsøgte, kunne hun ikke ignorere den vamle lugt der sad fast i væggene. Tænk, at han stadig boede her. Lucy rettede ryggen en anelse, da hun havde nået målet, og bankede på. Der gik ikke lang tid, før det velkendte ansigt dukkede op, og hun lyste op i et blændende smil. "Marvin!" udbrød hun og slog den frie arm om sin lillebrors skuldre. Løvemunden pev, da det blev for trængt, men heksen ignorerede den og fastholdt krammet lidt endnu. Da hun trak sig tilbage, plantede hun også lige et kys på den andens kind. "Kære lillebror," tilføjede hun og betragtede ham smilende.

[Marvin Alexander Loddington]

Ganske som Marvin havde forventet, var det hans søster, der viste sig bag døren. Han nåede kun at kaste et kort blik på hendes ansigt, før han var begravet i et knus. Smilet bredte sig automatisk på hans ansigt uden nogen egentligt indsats. Lucys humør smittede altid. Broderen kunne ikke huske, om han nogensinde havde set smilet famle fra hendes læber, men han havde heller ikke boet sammen med hende særlig længe til forskel fra deres anden søster, Hannah. Da Marvin var to år, begyndte Lucy på Hogwarts, og det blev kun til ferier i selskab med hinanden. Da Marvin blev tolv og selv startede på Hogwarts, var Lucy allerede ude i den store verden for at følge sin drøm. Nej, aldersforskellen havde frarøvet dem en opvækst sammen, og han huskede kun hendes smil og latter.

Et kys blev plantet på hans kind. Marvin skar en grimasse og sagde legesygt "Lille? Jeg er stadig højere end dig søster". Først nu lagde han mærke til genstanden, der optog Lucys anden arm. Måske han burde vide, hvad det var for en sag fra en af de mange botaniske timer på Hogwarts, hvor han havde haft hænderne i diverse typer af muld, men det var efterhånden mange år siden. På trods af hans uvidenhed, rækte han en finger ud for at røre ved bladene. Til hans overraskelse åbnede hvad lignede en mund sig og snappede efter ham. Forskrækket trak han hånden tilbage. "Lucy!", udbrød han og lod som om han var chokeret. "Jeg ved godt, at jeg ikke har været god til at skrive, men at hævne dig med en plante, den er vist ny".

Latter steg fra bunden af hans mave til han ikke kunne holde det inde mere, og det spildte ud over hans læber. Livet var mindre trist i selskab med dem han holdt af. Lejligheden var mindre kold, teen smagte bedre, og de negative tanker havde sværere ved at overtage. Marvin hvilede hånden på Lucys ryg og gestikulerede med den anden i retning af sofaen og de varme drikkevarer. "Hvordan er livet, Lucy?", spurgte han. 

[Lucy Loddington]

Lucy smilede bredere, da Marvin skar en grimasse, og målte ham med øjnene. "Det er du ganske vist, men når du ikke retter ryggen, kan det ikke ses," sagde hun og blinkede med det ene øje. Hun vidste godt, hvor mange gange Marvin havde fået besked på at rette ryggen - især fra deres mor - så hendes toneleje var mildt. Også selvom hun mente det lidt.

Ved hans efterfølgende kommentar begyndte Lucy også at le, og hun løftede planten en anelse for at studere den. "Hun er stadig en unge," kluklo hun og viftede endnu engang den orangerøde plante væk fra sit hår. "Antirrhinum - løvemund. Arbejdede I ikke med dem i botanik?" Spurgte hun og så tilbage på sin bror, der ledte hende ind i lejligheden.

Hun placerede krukken på et bord, før hun begyndte at tage sin kappe af, og Marvins stemme lød endnu en gang. "Ligesom sidste gang vi mødtes," sagde hun med et smil, lod kappen glide ned over skuldrene og knipsede derefter med fingrene, så den svævede hun og hang sig i entreén. "Men jeg vil lang hellere høre om dig, Marvin," tilføjede hun og samlede hænderne foran sig og så afventende på sin bror.

[Marvin Alexander Loddington]

Efter den indledende velkomst var ovre, og den snappende plante var langt nok væk fra hans hænder, rakte Marvin ud og hældte den varme te i to små tekopper. Lucy fik selvfølgelig den med færrest skår. Han kunne være så klodset, når han havde travlt, og det gik oftest ud over kopperne om morgenen før arbejde.

Broderen var ikke overrasket over at høre, at Lucys liv ikke havde oplevet de store forandringer. Hun var jo allerede overhealer, og man kunne vist ikke blive over-overhealer. Hvis man kunne, var han sikker på, at Lucy allerede ville være blevet forfremmet. Det var nu heller ikke som om, han forventede at høre, at hun pludselig havde fået en mand i hendes liv eller var blevet forlovet. Lucy holdt sig mest for sig selv - og familien naturligvis. Det var vist op til ham at bringe nogle nyheder på bordet, selvom tanken alene gjorde ham nervøs.

"Jamen... Æh..". Marvin tøvede og købte sig noget tid ved at tage en tår af teen. Han havde forresten også glemt at byde hende på de shortbread. "Tag dig endelig et stykke," udbrød han og nikkede hen imod tallerken. Men der var ingen vej uden om emnet. Marvin satte koppen ned på bordet, sank en klump i halsen, der ikke burde være der (han var jo stolt for pokker, han havde selv landet et nyt arbejde), og sagde "Jeg har faktisk fået et nyt arbejde, Lucy".

[Lucy Loddington]

Lucy havde ikke lagt mærke til at der var blevet dækket op til te og kager. Det var først, da han gik hen for at hælde teen op, at et varmt smil bredte sig på hendes læber, og hun satte sig i sofaen. Med et lille "tak" tog hun imod tekoppen. Hun studerede kort den ujævne kant og lo indvendigt. Heksen kunne nemt se for sig, hvor uforsigtig Marvin var med kopperne. Han havde altid lidt for travlt og, til forskel fra hende, tog han den ikke med ro, selvom han ville komme for sent. Og det gik så ud over tekopperne.

Marvins stemme rev hende ud af tankerne, og hun så fra koppen op til sin lillebror. Smilet spillede stadig på hendes læber, og hun rakte ind over bordet for at snuppe et kagestykke. Uden at bemærke Marvins nervøsitet dyppede hun kagen i teen og nåede kun akkurat at tygge et par gange, før et glædeligt gisp forlod hendes læber. "Et nyt arbejde? Hvor er det fantastisk, Marvin!" Lucy stillede koppen fra sig og tog fat om hans hånd med begge hænder. "Hvornår fik du det?" spurgte hun efter at have slugt kagen og lyste igen op i et smil.

[Marvin Alexander Loddington]

Lucys uhæmmede glæde, var nok til at vinde Marvin over. Han smilte igen og kiggede ned på bordet, en smule genert over al den opmærksomhed, han fik. Hvorfor havde han overhovedet været nervøs? Selvfølgelig ville hans søster være glad på hans vegne. Marvin klemte Lucys hånd let og sagde "For et par dage siden". Han skyndte sig at tilføje, "Jeg ville have sagt det før, men siden vi alligevel skulle mødes så..."

Hun var faktisk den første person, han havde fortalt nyheden til. Hvorfor han havde tøvet lidt, vidste han ikke. Marvin var ivrig efter at fortælle nyheden til familien, men det var som om, at han ikke helt selv troede på det. Hvorfor havde de lige ansat ham? Der var sikkert mange andre, der var bedre kvalificerede, men han fik een af positionerne med sin mangelfulde erfaring. I de seneste nætter havde Marvin haft en mærkelig, næsten ildevarslende følelse, der havde holdt ham oppe. Så mange spørgsmål rumsterede i hans hoved. Mest af alt undrede han sig over, hvorfor han ikke bare kunne være glad.

[Lucy Loddington]

"Åh, tillykke, kære!" Lucy havde aldrig været klar over, at Marvin følte sig glemt i skyggen fra sine søstre. Hun følte sig ikke som det succesfulde Loddington-barn - hun havde arbejdet hårdt som så mange andre, hvilket ikke altid var lige sjovt, men en nødvendighed. Heksen havde dog tænkt, hvorfor broren beskæftigede sig med noget, han aldrig var særlig begejstret af at snakke om, men det lod til at have vendt.

Lucy slap den andens hånd for at tage en tår af sin te, og inden hun satte koppen op til læberne, så hun på Marvin og åbnede munden. "Nu er jeg meget spændt på at høre, hvilket arbejde det er?" Det glimtede i hendes øjne, som hun drak af teen, og det var tydeligt, at hun var oprigtig glad.

[Marvin Alexander Loddington]

Efter at Lucy løftede tekoppen, kom Marvin selv i tanke om sin egen og drejede kroppen så han kunne tage en tår fra et sted på kanten, der ikke var gået i stykker. Den unge troldmand, der ikke var synderligt begejstret for kager og søde ting generelt, tog endda en shortbread - vel nok for at fejre at dette gensyn gik bedre end han troede - og spiste halvdelen af den, før han tyggede færdigt og kunne svare sin søster.

"Jeg er blevet Afhenter i Afdelingen for Magisk Uddannelse", svarede Marvin entusiastisk og rækte ud efter en serviet for at tørre krummerne væk med. Lucy var normalt på toppen af ting, men om hun vidste, hvad Ministeriets nyeste initiativ handlede om, anede han ikke.

[Lucy Loddington]

Lucy trak forundret de lyse øjenbryn sammen ved Marvins svar. "Afhenter? Det har jeg aldrig hørt om før," sagde hun og tog tænkende endnu en tår af teen. "Hvad foretager man sig som afhenter?" Selvom heksen ikke selv arbejdede i Ministeriet, kendte hun op til flere, der gjorde, og havde derfor et nogenlunde kendskab til hvilke forskellige afdelinger, der fandtes.

Brorens entusiasme var uden tvivl en fornøjelse at opleve. Et arbejde i Ministeriet var noget af et skift fra hans gamle job - og de tegnede kun godt.

[Marvin Alexander Loddington]

Marvin lænede sig tilbage i stolen og foldede veltilfreds hænderne sammen omme bag sit hoved. Det føltes godt at være ovenpå tingene for en gangs skyld og ikke bare en efternøler i alle sammenhænge. Søstrene havde jo styr på deres karriere og alt, det var bare ham, der havde været bagud. Men ikke længere. Nu kunne Marvin diskutere sit arbejde med mere seriøsitet og stolthed end da han have været opvasker eller papirnusser i transport afdelingen.

"Jo, nu skal jeg fortælle dig det, Lucy", svarede Marvin ivrigt og lod hænderne falde ned i skødet. "Positionen blev oprettet af Afdelingen for Magisk Uddannelse efter lovændringen i november. Som Afhenter skal jeg sørge for at de mugglerfødte børn, der bliver holdt tilbage af deres forældre, kommer i ordentligt pleje i det magiske samfund". Marvin gjorde mine til at tage endnu en slurk af sin te, men inden koppen nåede hans læber, tilføjede han henkastet "du ved, så de ikke er til fare for nogen med deres evner".

På trods af sin korte ansættelsestid, havde Marvin allerede læst utallige håndbøger og fået utallige instrukser på hvordan arbejdet skulle udføres, og hvilken gavn det havde for hele det magiske samfund. Forklaringen han gav søsteren var måske ikke helt hans egne ord, men han troede fast på den.

[Lucy Loddington]

Lucy løftede lyttende koppen op til læberne, men stoppede halvvejs. Hun så forundret på sin bror og havde svært ved at finde ud af, hvad hun syntes om situationen. Jovist, hun var glad for, at han var glad for sit nye arbejde, men det var ikke, hvad hun havde forventet. Efter hemmelighedsdekretet blev brudt tog hun afstand til den fremmede verden, da deres forældres holdninger lå så rodfast i hende, men det betød ikke, at hun ville mugglerne noget ondt. Og selvom Lucy ikke var mor, var det ikke svært at forestille sig, hvor ondt det ville gøre, at få taget sit barn fra sig.

"Marvin," hviskede heksen næsten og satte tekoppen fra sig på bordet. "Jeg forstår din gode hensigt med det, men udviser det ikke en dårlig moral? At fjerne børn fra deres hjem?" Det var usædvanligt at se Lucy gøre andet end at smile, men nu sad hun med en bekymret rynke mellem de lyse øjenbryn og så alvorligt på troldmanden overfor sig.

[Marvin Alexander Loddington]

Så snart Marvin havde ytret ordet 'afhenter', havde stemningen ændret sig. Han kiggede forundret over på sin søster, hvor smilet for første gang i dag havde falmet fra hendes ansigt og var blevet erstattet af noget andet... bekymring måske?

"Tværtimod. Det ville da være dårlig moral ikke at gøre noget. Vi har jo en pligt overfor vores egen slags", insisterede Marvin. Hvorfor var dette overhovedet en diskussion? Broderen følte forvirring. Hele familien havde da altid haft en klar holdning: magikere først.

[Lucy Loddington]

Lucys ansigt faldt i overraskede folder, da Marvin svarede. Søskendeparret var oftest enige omkring det meste, og det var uvant for heksen at være uenig med sin bror. Hun rettede ryggen en anelse med blikket på den anden.

"Magikere, der ikke kan kontrollere sine evner, ér farlige, og jeg er enig med dig i, at der skal tages hånd om situationen. Men jeg tvivler på, at det er en bedste måde at gøre det på," sagde hun og ønskede i sit stille sind, at Marvin ikke ville tage hendes ord for ilde op. "Prøv at forestil dig en situation, hvor du som forælder får taget dit barn fra dig," tilføjede hun uvidende om, hvad der egentlig skete med forældrene i sådan en situation.