I enjoy silence

[Noah Standfield]

Mae Clementine Abbott

Det var efterhånden et par dage siden, de havde aftalt at mødes her, hvor de kunne se søen og var i skjul af nogle buske. Det var som sådan ikke, fordi han ikke ville dele med omverdenen, at han skulle sidde der med hende, men han kunne bare godt lide at kunne snakke i ro og fred, og så gad han ærligt talt ikke mange mennesker i dag - hvilket han jo så åbenbart havde kunnet forudse nogle dage forud.
Han var ved at være der, hvor han ikke vidste, hvordan han skulle have det med hende. Hver en fregne i hendes ansigt var noget specielt, men alligevel følte han det behageligt at være så distanceret til hende, som han nu engang var. Han sad her allerede i forvejen og rodede lidt rundt i en bog, som virkede umulig for ham at læse. Det virkede uoverskueligt, når han fik kæmpet sig gennem første linje for så at opdage, at han ikke engang var halvvejs ned over siden. Nogle gange gik det bedre for ham med at læse end andre gange, og det havde føltes som én lang rutsjebanetur, som blot fortsatte med at bumle op og ned.
Han slog blikket op, da han så et par sko i nærheden af sig, og det var med et mikroskopisk lille smil på læberne, han bød Mae velkommen. 

[Mae Clementine Abbott]

Aftaler betød meget for den unge heks, og hun havde forbudt sig selv fra nogensinde at komme forsent til et sådant løfte. Derfor havde hun forladt opholdsstuen I god tid – ikke fordi hun glædede sig til at se Noah. Hun benægtede at hendes hjerte slog i brystet på hende, når hun så ham, fordi sådan skulle det ikke være. Mae luntede ned af korridoren, og var lige ved at bumpe ind tre mennesker på vejen, men det rørte hende ikke. Det røde hår var for en gangs skyld ikke flettet sammen, men hang løst om skuldrene på hende, og flagrede vinden da hun trådte udenfor. Hun fortsatte spejdende ud på græsset, men fik hurtigt øje på en velkendt skikkelse. Smilet voksede på hendes læber, i det hun måtte lægge hånd på sig selv, for ikke at løbe.

Mae stoppede op et stykke fra ham, og lagde hovedet på skrå, og gemte hænderne på ryggen. “Hej.” Lød hendes stemme, knap så selvsikkert som hun havde håbet på. “længe siden sidst.” Prøvede hun igen, denne gang med det sædvanlige skæve smil om læberne. Uden yderligere samtale lod hun sig dumpe ned I græsset ved siden af Noah, hvorefter hun trak benene op under sig. De brune øjne gled ud på søen. “Du burde joine en klub.” Insisterede hun og puffede blidt hans skulder. “jeg hører at spytkugleklubben har nogle fantatsiske medlemmer.” Fortsatte hun sin reklame. Det var slet ikke fordi hun selv var medlem. Nej da.  

[Noah Standfield]

Noah nikkede blot til hendes kommentar om, at det var længe siden sidst. Han kunne ikke helt huske hvor lang tiden siden, det var, men det lå i hvert fald ikke i den sfære, at han anså det som værende for et par dage siden, så han var ganske enig. Han slog blikket ned på hendes ben, før end hun fik trukket dem op under sig. Så slog han blikket op på hende i stedet for så at læne sig tilbage og støtte sig med underarmene mod underlaget og blikket ud over søen.
" Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle blive medlem, for ville det ikke kræve, at det rent faktisk var noget, der interesserede mig? " spurgte han så - også som en slags konstatering. Han sagde det med et lille smil på læberne, og der gik ikke længe, før han slog blikket op på hende.
" Spytkugleklubben? " spurgte han så og kunne ikke lade være med at grine lidt, som var det en joke. " Så skulle det kun for at kunne være mere sammen med dig, ” tilføjede han så med et mere eller mindre charmerende smil på læberne, men alligevel med et så distanceret blik i sine øjne, at nogle nok ville blive i tvivl om, hvorvidt han flirtede med hende eller ej.

Han satte sig op igen og rykkede sig så en anelse tættere på hende. " Hvordan har du det? ” spurgte han så lettere omsorgsfuldt og lænede sig lidt frem, så han kunne se op på hende. Han blinkede en enkelt gang til hende, hvorefter han slog blikket ud på søen igen. Han vidste ikke, om det var noget, han bildte sig ind, men han kunne næsten mærke, hvordan hjertet var mere omhyggeligt med at slå, nu hvor de sad her ved siden af hinanden.