Magisk monotont

[Magdalene Abbey]

Maggie burde med det samme have forsvaret hvad hun havde gang i, men hun vidste det ærligt talt ikke selv. Af samme grund valgte hun helt at lade være med at sige noget. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham mere, når hun ikke engang selv vidste, hvad hun ville.

Til gengæld fnøs hun lavmælt og drejede hovedet for at se på Brody. "Du har ikke ventet på mig i ti år, Brody," slog hun fast. "Jeg har kun været tilbage i en måned." En del af hende, havde ikke lyst til at afvise ham. Prøvede på at overbevise hende om, at det rent faktisk kunne være, at han ville ændre sig.

Hun tog en dyb indånding, uden at vide, hvorfor det var så nemt, at være så ligefrem med Brody. Måske var det bare fordi, hun havde brug for det. Måske var det fordi, at det var så velkendt at tale med ham. "Jeg kan ikke gøre det her, Brody. Hvis jeg krydser den grænse, så ender jeg med at forelske mig i dig igen og det er det bedste for vores begges skyld, at det ikke sker."

[Brody Blance]

Brody sad bare og stirrede dumt på Maggie i et langt øjeblik. Så rømmede han sig, lænede sig frem og tog ølflasken. Han tømte resterne og sank sammen igen med et forundret udtryk i ansigtet.

"Merlin, du er ikke fjorten mere," brummede han overrasket. "Hvorfor render du rundt med din ekskæreste hvis--- nej vent, jeg er ligeglad." Han rystede lidt på hovedet, trak svagt på smilebåndet og puffede til hende med den ene hånd. "Hvad hvis jeg godt synes du må være forelsket i mig?"

[Magdalene Abbey]

Maggie sukkede frustreret over Brody og lænede sig selv frem for at sætte ølflasken fra sig på bordet. Den var ikke engang halvtom. "Så må jeg være den fornuftige af os," slog hun fast og så tilbage på ham med et lettere opgivende blik. "Det kommer aldrig til at være muligt for os at være venner, gør det?"

Spørgsmålet var retorisk. Hun kendte godt svaret. For pokker, hun havde kun været tilbage i en måned. Hvordan i alverden var hun havnet i den her samtale? Hun rettede sig en anelse op og sukkede lavmælt. Afmægtigt. "Måske er det på tide, at jeg tager hjem."

[Brody Blance]

Brody så ærgerligt på Maggie og sukkede. "Hey, rolig, Magpie. Bliv lidt. Jeg skal nok styre mig." Han smilede prøvende.

"Jeg kan ikke gøre for, at den fjortenårige tøs, der fulgte i hælene på mig hele mit syvende år, nu er blevet en smuk ung kvinde. Det er svært for en mand. Virkelig uretfærdigt også, egentlig." Han holdt hænderne afværgende op for sig. "Men jeg tager et koldt bad senere eller tænker på tante Edna og så går det alt sammen, ikke? Jeg vil gerne være din ven."

[Magdalene Abbey]

Maggie så sig tilbage over skulderen på Brody og på trods af alle sine forbehold, kunne hun ikke lade være med at smile. Resignerende sank hun tilbage mod sofaen og drejede hovedet op mod ham og forsøgte at lade som om, at hendes hjerte ikke var sprunget et slag over, da han havde kaldt hende smuk. "Ja, det er frustrerende er det ikke?"

I virkeligheden var det ironisk. Da hun havde været interesseret, han han ikke været det. Nu hvor han var, vidste hun bedre end at begive sig ud i det. Maggie gav Brodys side et lille puf. "Tak." Hendes blik dvælede ved hans ansigt og hun smilede underfundigt for sig selv. Hun ville aldrig blive klog på ham.

[Brody Blance]

Brody var bare tilfreds med, at Maggie i det mindste blev. Han kunne allerhelst tænke sig at se hvor det ledte hen, hvis han kyssede hende igen, men lige nu fornemmede han ret kraftigt, at det eneste det det ledte til var en kindhest. Risiko og udbytte fordelingen var bare ikke helt i hans favør i dag.

Så han nøjedes med at blive siddende med en tom ølflaske i den ene hånd og slap et dybt suk over kvinden ved siden af sig. "Sindssygt frustrerende," mumlede han. "Tak for hvad, i øvrigt?"

[Magdalene Abbey]

Maggie rykkede lidt på sig, så hun kunne trække benene op til sig i sofaen. Imens trak hun svagt på skuldrene. "For at prøve," forklarede hun og var oprigtigt taknemmelig. Der var lige den mindre detalje, at hun sandsynligvis alligevel ikke helt ville glemme, hvad han havde sagt op til det. Det rumsterede stadig livligt rundt.

Hun forsøgte dog at skubbe det på afstand og gøre et reelt forsøg på at se Brody som en ven. "Jeg sagde jo, at du var en god mand. I hvert fald hvis du gider." Hun smilede drillende.

[Brody Blance]

Brody lagde hovedet tilbage imod ryglænet og pustede tungt ud. "Nogen gange er jeg en alt for god mand," konstaterede han tørt. "Jeg tror ikke rigtig på, at jeg er så farlig som du gør mig til, men hvis du virkelig ikke vil give det et forsøg..."

Hans stemme fortonede sig og han så op i loftet. "Så håber jeg ved Grindelwalds sure underbukser, at din fuser af en ekskæreste sætter pris på hvad han får."

[Magdalene Abbey]

Da Maggie betragtede Brody, mens han så op i loftet, indså hun også, at hun var håbløs. En lang dundertale om hvordan det aldrig ville gå - som hun i øvrigt stadig holdt fast i var sand - og alligevel kunne hun mærke ubeslutsomheden nage.

Hun havde ikke truffet en beslutning overfor Hector endnu. På et eller andet tidspunkt ville hun blive nødt til det. For nu sukkede hun bare lavmælt. "Forbandet være dig, Brody Blance," mumlede hun, før hun hev lidt i ham og så snart han så på hende, strakte hun sig for at kysse ham.

[Brody Blance]

Brody løftede hovedet med et spørgende blik, men protesterede absolut ikke, da Maggie trak i ham. I stedet mødte han villigt hendes læber med en dæmpet, muntert overrasket lyd.

Han havde ikke forventet det her. Men han var ikke ligefrem utilfreds. Tanken om forelskelse tumlede lidt forvildet rundt i hans hoved, men det var en bekymring til et andet tidspunkt. Nu nøjedes han med at lade den frie hånd finde Maggies nakke og om at besvare hendes kys så længe det nu lige varede.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie tænkte ikke meget over det, da han trak døren op og spankulerede ud i fællesarealet. Han havde godt nok fået at vide, at der ville komme gæster, men synet der mødte ham, fik ham alligevel til at bremse klodset op.

"Woooah," røg det ud af ham, før han kunne nå at tænke over det og han fortrød det med det samme. Alligevel formåede han ikke at lade være med at stirre overrasket på Brody og Maggie.

[Brody Blance]

Brody registrerede ikke, at døren blev åbnet til et af værelserne. Det var ikke første gang han blev forstyrret i den sofa, men det var selvfølgelig noget temmelig andet denne gang. Det havde han bare glemt. I hvert fald indtil lillebrorens overraskede stemme lød og han løftede hovedet med et lille ryk.

Et lettere smørret, men også yderst skyldigt grin trak op på hans læber og han forbandede den anden Young langt væk. "For helvede, Ollie," udbrød han opgivende, før han så beklagende på Maggie.

[Magdalene Abbey]

Maggie anede ikke, hvad der greb i hende. Til gengæld rasede hendes puls afsted over Brodys kys og hun var opslugt nok til, at det ville være en underdrivelse at sige at hun blev forskrækket, da en anden stemme pludselig lød.

Kinderne blussede og pludselig væltede virkeligheden og alle de ting, hun lige havde slået fast tilbage. Det fik hende til at undgå Brodys blik og lettere brat kom hun på benene. "Jeg skulle hjem," røg det lettere impulsivt ud af hende og hun skævede kun flygtigt til Brodys lillebror, med kinder der brændte. "Godt at se dig, Ollie."

Brody fik hun hverken set på eller sagt noget til, før hun temmelig uhøfligt satte krus mod trappen og forbandede sig selv hele vejen.

Forlader tråd

[Brody Blance]

Brody forbandede Ollie langt, langt væk, da Maggie undslap og nærmest styrede ud af døren inden han nåede at gøre noget. Han så dumt efter hende og rev sig i håret, før han kom på benene og vendte blikket olmt imod sin lillebror.

I sidste ende havde han dog ingen bebrejdelser at spytte ud. Oliver havde ikke gjort andet end at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og Brody slap et tungt, opgivende suk, før han samlede de to ølflasker op, himlede med øjnene og vendte kursen imod køkkenet.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie fortrød alting. Han ville ønske at han bare havde bakket tilbage ind på værelset og ladet som om, at han ikke havde været vidne til, hvad der lige var foregået. Han så efter Maggie med et dumt ansigtsudtryk og nåede kun lige at løfte hånden i hilsen, før hun var væk.

"Eh," lød det dumt fra ham, før også Brody stak af og Oliver gestikulerede dramatisk med armene. Storebroderen kunne han følge efter. "Heyheyhey. Hvad er den af? Jeg troede ikke, at du var interesseret i Maggie."