Fritid

[Catherina Philips]

Adam Philips

Catherine havde placeret sin dovne krop i en af de bløde sofaer og lå og læste en roman om en ung heks, der havde enhjørninger som venner. Hun var dybt optaget af sin bog og lagde umiddelbart ikke mærke til de folk der var i lokalet. Hun var iført sin skoleuniform, som dog sad en smule sjusket, da hun havde vendt og drejet sig i sofaen et par gange. Hun skulle desuden snart have en ny, da hun var vokset en del det sidste års tid. Hendes lange rødlige hår var flettet i en fransk fletning ned ved siden af hendes skulder, hvilket gjorde det praktisk for hende at læse. Til sidst nåede den unge kvinde til et utroligt dramatisk sted i bogens fortælling og hun smed den fra sig med det samme, mens hun lagde hænderne over sin mund med et suk.

[Adam Philips]

Med et irriteret fnys havde Adam forladt krypten med en stak bøger og pergament under armen. Det var da utroligt, at folk ikke var gamle nok til at respektere andres behov for opgaveskrivning. Uden et ord var han derfor sat mod Fællesstuen, hvor der var plads nok til både leg og seriøsitet. Ellers skulle Adam da nok komme efter dem. Blikket gled analyserende over rummet for at spejde en plads, da det pludselig blev revet til en velkendt skikkelse, der straks bragt et smil frem på hans læber. Ethvert fly havde brug for sin landeplads, og Cathy var i stor grad hans.

"Catherina." hilste han med et varmt smil i retningen af sin søster, før slangen slængede sin lange krop ned ved hendes side i sofaen. "Det ser ud til, du har ladet dig opsluge i et eventyrs vidunderlige verden." kommenterede Adam og greb ud efter bogen, hun havde smidt fra sig.

[Catherina Philips]

Catherina blottede sine tænder i et bredt smil da hendes bror satte sig ved siden af hende. Hun glemte flygtigt dramaet i bogen, men da han bragte det op, rynkede hun bekymret øjenbrynene.
"Ja. Den onde heks har lige dræbt en enhjørning. Det er modbydeligt. Hvordan kan man gøre sådan noget?" Hun så spørgende på ham som om han ville have svaret på hendes spørgsmål, men så skiftede hendes mine lidt. "Der må være en grund. En god en. Det må der være" Hun havde igen formået at rykke verden tilbage i sine egne rammer og smilede for sig selv, men vendte så blikket mod sin storebror.

"Hvordan har du det?" Spurgte hun og så på ham med et smil der fik hendes øjne til at skinne.

[Adam Philips]

Adam rystede på hovedet med en let opgivende mine. Slangen lænede sig tilbage i sofaen i en sløv bevægelse og gjorde sig det mageligt, før han nikkende lagde bogen tilbage på det mørke bord. "Det er en dybt uretfærdig verden vi lever i, lille due." medgav han med en gnist af morskab i de ellers alvorlige øjne. "Husk på, selv solsikkerne vender kun mod solen for deres egen skyld - ingen andres." Fingrene strøg igennem det tykke hår.

"Lidt som jeg plejer, Cath. En smule op og en smule ned - og vældig træt af elever, der endnu ikke lader til at have opdaget, at det er en uddannelsesinstitution og ikke en sandkasse." Det markerede ansigt viste tydeligt, at han var træt, men alligevel formåede hans øjne at lyse det op. I en langsom bevægelse rakte han ud efter den yngre søster og trak hende ind til kroppen i et halvt kram. "Hvad med dig, lille pip?"

[Catherina Philips]

Catherina så længe på sin storebror, uden helt at forstå hvad hans pointe var med ordene. Var hun solsikken, der kun så mod det gode? Hvad var der galt i det? Hun blev en smule tænksom over det han havde sagt, men formåede ikke at komme til nogen konklusion før han talte videre. Derfor valgte hun i stedet at fokusere på det næste han sagde og smilede en anelse over hans ord.

”Vi kan ikke alle være så kloge som dig storebror” Sagde hun mens hun lod sig trække ind mod ham og lagde hovedet på hans skulder.

”Jeg har det godt, jeg glæder mig til jul. Hvad ønsker du dig? Og jeg vil ikke give dig nogen bøger.” Bemærkede hun og løftede sit hoved lidt for at se ham i øjnene.

[Adam Philips]

Adam rodede den yngre søster lidt i de røde lokker, der ellers havde været fint strammet op i en fransk fletning. Det glædede ham at se, at det ikke var alle elver, der havde mistet en sans for orden og fornuft. Cathys bemærkning resulterede i en let trækning i den ene mundvige. Hun var nu skøn, det lille pus. "Det er der heller intet behov for, sisterdearest." kommenterede han med en ømhed i stemmen, der altid kom i Catherinas selskab. "Bare en almen sans for pli."

Emneskiftet fik sendt brynene i slangens pande, før han trak på skuldrene. Det havde han da ikke lige tænkt over. Personligt havde han været optaget af karakterer og lektier. "Jamen hvis jeg ikke må sige bøger, er der kun én ting tilbage at ønske sig, og det er dit fabelagtige selskab. Det er jo allerede garanteret, ikke lille du?"

[Catherina Philips]

Catherina nikkede stille som svar og rettede sig lidt op mens hun betragtede ham. Et smil dukkede op på hendes læber og hun rystede på hovedet.
"Så jeg skal pakke mig selv ind i gavepapir og binde mig ind i sløjfer?" Spurgte hun med et fnis og lagde sig ned mod ryglænet mens hun kiggede på ham. Det ville være utroligt morsomt, men også ret fjollet og useriøst. Han ville nok sætte mere pris på en bog.